17. januar 2009 arkiv

Jacks Beat Records Anthology 4

17. januar 2009

På biblioteket lå også en dobbeltcd fra Frost Records og ventede på at blive afhentet: Jacks Beat Records Anthology 4. Jeg har omtalt andre af Jacks Beat Records i bloggen. Denne samling er fra fra tiden omkring 1968 og indeholder musik med en lang række af datidens store lokale navne.

Poisons fra Holstebro ( som talte en vis Henning Stærk Jacobsen og senere en vis Hans Erik Lerchenfelt). Som de fleste af de repræsenterede navne spiller Poisons kopimusik. Poisons hentede inspiration i den rå R&B-beat og soulmusikken. 

Ashtrays fra Humlebæk spillede en let psykelisk inspireret popmusik og var så heldige at få lov til at indspillet et helt album, der er blevet genudgivet hos Frost.

Andre navne på pladerne er Burtons (Odense), Jesters (Grenå) og Bornholms lokale Beatles, The Vanguards. Også et svensk band har sneget sig over Øresund til Jacks Beat Records, Members Blues Band.

I følge noterne blev dette bands single – speciel den syrede B-side – et kultfænomen i Sverige. En psykedelisk klassiker. På et sjovt foto ser man medlemmerne sammen med to hulde svenske striptease-danserinder – i ført stripper”uniform” – Gunilla og Ingrid, som Members Blues Band var backingband for. Det har nok været interessant…


Crowd – der også var fra Bornholm og havde Vangards-medlemmer med – var dannet på en inspiration fra tidens store guitaridol, Jimi Hendrix. Lykken var at have en wah-wah-pedal…


En af de mest interessante indslag på samlingen er den tidligere omtalte The Lonely One (aka Erik Møller Hansen fra Galten), der fik afløb for sine kompositoriske tilbøjeligheder i dette projekt. The Lonely One er bestemt et af de mere “professionelle” indslag i tidens musik. Og Lonely One fortjener sin egen plade, hvor al materialet kan blive samlet.

I den forbindelse vil jeg godt komme med en kritisk bemærkning til udgivelsen. Man kan godt spore en vis misfornøjelse over Danmarks Radios manglende interesse for udgivelserne fra Jack Beat Records. Og det er vel forståeligt, når man nu er entusiast og synes, man laver gode plader. Men når når Thomas Gjurup let ironisk kommenterer et foto med Jack sammen med Jørgen Mylius med en bemærkning om, at Mylius var en “radiodiscjockey der opnåede sporadisk popularitet i tresserne og brillerede i faktisk overhovedet ikke at spille plader fra Jacks Beat Records”, så er den sidste påstand ikke helt korrekt. I hvert fald var det hos Mylle, jeg hørte The Lonely One i flere omgange. Man kan også gøre skarn uret…


Der er mange flere lokale navne på de to plader, og det er sjovt at høre, hvordan tidens internationale toner afspejlede sig i den lokale danske beat. Her er alt fra pop, psykedelisk musik, Bob Dylan-covere, soul osv. Jo, der var sandelig grøde i dansk beat dengang. Selv Gnags (Skjern) er repræsenteret med deres tidligste forsøg. Desværre har Peter A. G. Nielsen ikke ønsket, at vi skulle høre, hvordan det lød dengang. Lidt vel småligt, synes jeg nok. Men alt i alt er det en fin udgivelse, der fortjener mange lyttere. Jeg kunne dog godt tænke mig, at billedmaterialet havde været bedre. Små gnidrede billeder er det mange gange. Men det er nok et spørgsmål om penge…

 

Dagens første lyt: Bent Hesselmann & The Donteng Klimbak Ensemble “Ong Gong”

17. januar 2009

Som tidligere nævnt bestilte jeg Bent Hesselmanns plade “Ong Gong” på biblioteket. Titlen gav mig associationer i retning af østerlandsk musik – Thailand, Nepal og sådan. Og det er heller ikke helt galt. Pladen består af syv stykker, Supajang, Bandung og lignende titler. Rytmisk komplekse stemningsstykker, spillet på – tror jeg – etniske instrumenter. Jeg kan desværre ikke give eksempler på musikken.

Francoise Hardy fylder 65!

17. januar 2009

Aage har gjort mig opmærksom på, at en af min grønne ungdoms franske (musikalske) bekendtskaber, den nydelige Francoise Hardy, fylder 65 år. På billedet ovenfor ses hun som ung i samtale med en vist nok ganske interesseret Bob Dylan. Man forstår ham jo godt. Selv om vi ikke hører meget til Francoise nu om stunder, så er hun still going strong. Sidste år udsendte hun sine erindringer “LeDésespoir des singes.. et autres bagatelles” og en lille “kuffert” med 100 af hendes bedste sange. Som man  kan se på coveret, så holder hun sig godt. Stort til lykke Francoise.

Capac – en “kreativ blogger”

17. januar 2009

Rimkogeren har udnævnt capac til at være “kreativ blogger”, og jeg takker ærbødigst for æren, selv om jeg har et lidt anstrengt forhold til ordet og begrebet “kreativitet”. Men lad det nu ligge.  Med prisen følger nogle forpligtelser: 1. Link til giveren (tjek!),
2. Norminere mindst 7 andre bloggere (tjek!), 3. Link til de nominerede og 4. Giv de begavede besked.

Her er mine kandidater:

1. Uffe (blandt andet for læseklubben)
2. Rasmus (bl.a. for blogawards og egen musik)
3. Regitze (damen, der danser med høns…)
4. Furien – (vor furiske stemme i Irland)
5. Klaus (for inspiration og bagmandsværk)
6. Beologen (vor egen blogpoet)
7. Center for vild analyse (det si’r sig selv…)
8. Néne (for inspirerende læsning og politik og meget andet)

Jeg kunne godt fortsætte længe endnu, men det er altså mit greb i posen. Gamle kendinge til hobe. Skulderklap til jer. Fortsæt, hvor I slap.
Opdatering:
Néné har været så sød at grave ophavsmandens definition på “kreativ blogger” frem i lyset, og det er bestemt ikke så tosset:
for those who bring unique and creative elements to their blogs. For those who incorporate art, music, creative writing, photo’s, and other beautiful visual effects into their website. For those who put a unique spin on things and come up with new ideas. This award is for the artsy, the funky, the inventor, and even the rebel. This awa2rd is for those creative individuals who stand out from the crowd.”