Spøjst: David Bowie på Cher Show (1975)
18. januar 2009Måske skulle de have besøgt danseskolen først…
18. januar 2009 arkiv
Ledighed – og pasning af ældre borgere
18. januar 2009Den tidligere “overvismand” Torben M. Andersen afslører i Kristelig Dagblad, at betegnelsen vismand ikke har nogen reel berettigelse og kun er udtryk for samtidens almindelige overvurdering af økonomernes betydning for samfundsudviklingen. Andersen mener, at de politiske tanker om at sætte gang i de offentlige anlægsarbejder for at modgå den økonomiske krise og den stigende ledighed vil være forfejlet. I stedet skal man omskole de mange ledige i byggebranchen til job i social- og sundhedssektoren. Ledige murer, tømrer osv. skal altså efter en kort efteruddannelse smide deres faglighed over bord og udvise omsorg for vores gamle. Jeg skal ikke afvise, at nogle af de pågældende ledige vil være med på tanken og oven i købet have flair for omsorgsarbejde. Men ellers er det udtryk for en økonomisk baseret snæversynet kynisme og en tilsvarende ringeagt over for social- og sundhedssektorens arbejdere. Bag Andersens tankegang ligger en latent forestiling om, at “enhver idiot” kan passe gamle mennesker, og at ethvert arbejde er lige fedt. Det kan da godt være, at byggebranchen lider af elefantiasis, men der er ikke brug for den slags “nemme” løsninger.
Læs også Lottes opfølgning her.
Selvransagelse – Marianne Jelved, de radikale og oppositionen
18. januar 2009
Selvransagelse, -kritik og erkendelse af egne fejltagelser er ikke noget, man er forvænt med i dansk politik. Snarere tværtom. Men i dagens udgave af Politiken kan man læse den tidligere radikale leder Marianne Jelveds selverkendelser vedrørende de fejl som Det Radikale Venstre og den øvrige opposition har begået under Fogh-regeringen. Det er selvfølgelig rosværdigt, at en politiker erkender egne fejl. Men man må også spørge sig selv om baggrunden. Jelved blev vraget som partileder og må derfor betragtes som forhenværende i ledelsessammenhæng. Hun har altså meget lidt at tabe ved at svinge krabasken over Det Radikale Venstre. Til gengæld vil krabasken ramme hårdt på leder Vestager, der i forvejen ligger ned i meningsmålingerne… Det er nærliggende at se et revanchistisk motiv i Jelveds ærlighed lige nu.
Bortset fra det, så er kritikken berettiget. Jelved har ret i, at oppositionen alt for længe har usynliggjort sig selv ved at samarbejde med regeringen. Og Jelveds kritik af terrorlovgivningen er bemærkelsesværdig: “Jeg fatter ikke, hvad der foregik i hovedet på os, da vi for eksempel stemte
for de dele af terrorlovgivningen, der giver PET ret til uden kontrol at
overvåge og aflytte folk. Det samme med loven om administrative udvisninger.
Det er ikke en retsstat værdigt, og jeg fortryder, at vi stemte, som vi
gjorde“. Det er faktisk lidt rystende læsning. For det efterlader billedet af nogle politikere, der helt har glemt deres egen overbevisninger og har ladet sig føre bag lyset af regeringens selvretfærdige retorik og en oppisket stemning efter 9-11.
Forudsigeligt nok har Venstres støjsender, Inger Støjberg, straks måttet gå til angreb på Jelved, der sammen med De Radikale kaldes utilregnelige og uansvarlige (“De stikker halen mellem benene lige så snart, det koster noget”). Støjbjergs skuffelse og vrede er forståelig, for så vidt regeringen og DF har al mulig grund til at ønske en bred tilslutning til den på flere måder dybt problematiske politik på flygtninge- og indvandrerområdet (herunder terror-politiken). Hvis Venstre og Konservative kommer til at stå alene med DF om politiken, så udsætter de sig lettere for kritik og folkelig modstand.
Både Vllly Søvndal og socialdemokraten Henrik Sass Larsen afviser, at oppositionen har være utydelig i forhold til regeringen. Og det er lidt ynkeligt. Det kan godt være, at SF har været det tydeligste oppositionsparti, men den øvrige opposition har virkelig haft svært ved at markere en troværdig og klar opposition til regeringen, fordi de har været så forhippede på at “få indflydelse”, som det hedder på Christiansborgsk. Magtliderligheden har i lange perioder gjort oppositionspartierne politisk impotente.
Dagens lyt: Young Flowers – DR Sessions
18. januar 2009
Som tidligere omtalt nåede den lille energiske trio Young Flowers – Peter Ingeman, Ken Gudman og Per Frost – kun at indspille to ordinære albums i løbet af de tre år, bandet eksisterede. Men heldigvis var der folk ved Danmark Dampradio, der interesserede sig for den nye musik i tresserne. Og Young Flowers var, forståeligt nok, et af de bands, der blev inviteret i studiet for at spille live for publikum. Sammen med radiomanden Erik Kramshøj har Tømrerclaus fra Karma Music gravet en god håndfuld optagelser – monooptagelser! – frem fra radioarkiverne og udgivet dem under den uprætentiøse titel Young Flowers DR Sessions. Titlen skal man ikke lade sig narre af, for det det årgangsrock, der gemmer sig i lasersporene.
Young Flowers var tydeligvis inspireret af en af datidens store engelske trioer, Cream, hvis tunge lyd, de lagde sig efter uden på nogen måde at ende i det rene epigoneri. Pladen lægger ud med en forrygende udgave af Hoyt Axtons “The Pusher”, som også Steppenwolf lavede en mesterlig udgave. Young Flowers udgave er bestemt ikke ringere end Steppenwolfs. De tre danskere lader nummeret strække sig over næsten fjorten minutter, så de enkelte instrumentalister får tid og mulighed for at udfolde sig. Ellers består optagelserne af egenkompositioner og numre, der er skrevet af bluesmanden Peter Thorup og tidl. Baronets-medlem m.m. Ole Fick. På et par af numrene spiller Peter Thorup og Bent Hesselman også med.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad Young Flowers kunne være blevet til, hvis de var dukket op i England eller USA og ikke i lille Danmark. Potentialet til noget stort var der i hvert fald. Hvis man er til blues-rock, som det lød i gamle dage, så er denne skive værd at opspore (fx hos Tømrerclaus).
Quiet days in Clichy
Aftenens film: Under kærlig behandling (The Treatment)
18. januar 2009
I den lokale brugs er der for tiden masser af billige dvd-tilbud til en tier. Langt fra alle er lige interessante – masser af obskure splatterfilm og deslige – men ind imellem kan der gemme sig små perler. En af dem er den relativt ukendte Oren Rudavskys “The Treatment”, der har fået den lidt nemme danske titel “Under kærlig behandling”.
Filmen er fra 2006, og jeg mindes ikke at have læst om den eller set den på biografprogrammet. Men min interesse blev vakt, da jeg kunne se, at selveste Ian Holm havde en central rolle som den argentiske (!), fredianske psykoanalytiker Ernesto Morales. Mere appetit på filmen fik jeg så, da jeg også kunne læse at den dejlige Famke Janssen havde den ene af hovedrollerne i filmens kærlighedshistorie.
Filmens plot er ikke nogen overraskelse. Litteratur-lektoren Jake Singer er blevet forladt af sit livs kærlighed, den blonde smukke Julia, og man forstår, at årsagen ikke var kærlighedens opløsning, men Jakes personlige problemer. Han har da også sit at slås med. Jævnligt går han til sin argentiske psykoanalytiker, hvor han får kærligheden at føle (“Min kærlighed er ikke et skjold, det er et sværd!”, som Ian Holm siger et sted…).
Jake har mistet sin mor som fire-årig og lider endnu under savnet af hende. Og forholdet til faderen er også lige efter den freudianske bog: Sønnen har ikke levet op til faderens forventninger om at blive læge, og følelsesmæssigt har de lidt svært ved at nå ind til hinanden.
Den i og for sig ganske banale kærlighedshistorie sættes for alvor igang, da Allegra (Famke Janssen) dukker op i Jakes liv. Hun er for nylig blevet enke og – viser det sig – har to adoptivbørn, hvoraf det mindste endnu ikke er blevet accepteret af adoptionsmyndighederne, hvilket kommer til at få betydning for filmens forløb. Allegra forelsker sig i Jake og vader bogstaveligt talt ind i hans liv og vælter ham omkuld. Hvilket man godt kan forstå, når man ser hende føre sig frem på lærredet…
Jeg skal ikke afsløre, hvordan filmen ender. Men de to kærester skal selvfølgelig gennem en række problemer, sådan som forskriften kræver, før filmen kan finde sin slutning. Men der spilles godt på alle rækker. Chris Eigemann, der spiller Jake, er rigtig god som litteraturlæreren, der har brændt fingrene på kærligheden og må se den pokkers kærlighed lue igen. Birollerne er fint besat. Og så er der Ian Holm, der med sin aparte argentinske psykoanalytiker (den sidste store freudianer i Amerika!), der leverer nogle uforglemmelige analytiske scener, hvis han da ikke ligefrem forfølger Jake (i det ubevidste) og forsøger at gribe ind i hans liv…
Find den i rodekasserne. Den er mere end alle pengene værd. Mindst…
