23. januar 2009 arkiv

Nostalgi: Frankie Vaughan – Hey Mama

23. januar 2009

Jeg ved ikke, hvor længe jeg har gÃ¥et og grublet for at komme i tanke om en bestemt sang, der var et hit i min barndom. Et pænt, stort hit. Længe kunne jeg kunne jeg nynne noget af omkvædet og fremkalde linjen: “Hey Mama, Mama don’t be blue…Hey Mama, Mama don’t you cry…”. Men jeg kunne ikke komme i tanke om, hvem sangeren var, selv om det foresvævede mig, at han hed noget i retning af Frank, Franck, Frankie… Og sÃ¥ pludselig falder jeg over den pÃ¥ nettet i dag: Frankie Vaughan “Hey Mama”. Det var lige som at gense en gammel ven, man ikke har snakket med i Ã¥revis… Der er ikke meget sÃ¥ frydefuldt, som pludselig at komme i tanke om noget, man havde glemt. Og ganske underligt, at jeg har været sÃ¥ tæt pÃ¥, uden at kunne komme pÃ¥ netop den sang.
Ã…ret var 1963. Pladeselskabet Phillips. Og den fik en 23. plads pÃ¥ den engelske hitliste. Det mÃ¥ have været Jørgen (de) Mylius, der spillede den, og gjorde den til en af mine tidlige favoritter. I hvert fald har melodi og omkvædet ligget lagret i min hjerne gennem alle Ã¥rene og er med jævne mellemrum dukket op for det indre øre. Sangen var i øvrigt skrevet af Tom Springfield – Dusty Springfields broder – og pÃ¥ B-siden gemte sig “Brand New Motor”, der vist aldrig blev noget hit. Frankie Vaughan var en engelsk crooner, der blandt andet levede højt pÃ¥ at lave coverversioner af amerikanske sange. Han døde i 1999, 71 Ã¥r gammel, og efterlod sig en stor produktion. Desværre kan jeg ikke finde sangen som video pÃ¥ nettet, men der er for nylig udgivet en Ultimate Collection (3-discs) med Frankie, og der er den med…

David (Fathead) Newman er død, 75

23. januar 2009

I denne blog prøver vi pÃ¥ at huske dem, der stÃ¥r bag stjernerne. Musikerne, sangskriverne, producerne osv. For uden dem, ville tingene lyde anderledes. Forleden omtalte jeg saxofonisten King Curtis, der blandt andet blæste for Aretha Franklin. Og i dag tikker meddelelsen om Ray Charles’ saxofonist, David Newmans død ind i bloggen. Fra 1950’erne og frem til starten af halvfjerdserne var David Newman med til at sætte sit umistelige præg pÃ¥ Ray Charles’ indspilninger med sin velmodulerede, bløde R&B-saxofon. Hans soli tilførte Charles’ sange en ekstra dimension. Hør fx “I Got A Woman” eller “Talkin’ Bout You”. Ved siden af sit arbejde med Charles – og i samarbejde med samme – begyndte han ogsÃ¥ sin egen karriere som bandleader. Det førte i første omgang til den her afbildede grammofonplade. Flere fulgte efter, og Newman arbejdede sammen med andre store kunstnere som fx Dr. John, B.B. King, Aretha Franklin og Donna Hathaway. Nu er saxofonen tavs. Hvil i fred.

Et DR-klokkefår: Adam Holm

23. januar 2009

Det kimer i klokker. Etiske klokker. DR-Dead-line-journalisten Adam Holm har fÃ¥et DRs interne etiske klokker til at bimle og bamle, fordi han har overtrÃ¥dt disse regler ved at publicere en kronik i dagbladet Politiken, hvor han – uden pÃ¥ forhÃ¥nd af have fÃ¥et lov at sin chef, Olav Skaaning Andersen (heri bestÃ¥r den egentlige klokkerene brøler) – tillader sig at diskutere ensidigheden i mediernes dækning af Gaza-konflikten.

Et eksempel. Efter at have diskuteret og problematiseret Israels motiver for at gÃ¥ ind i Gaza med voldsom styrke, skriver Holm: “Sagen er den, at det udelukkende er de israelske motiver, der mistænkeliggøres. De palæstinensere, der affyrer raketter mod civile mÃ¥l i Israel, er de ikke skyldige i intentionen om at ville dræbe andre mennesker? Endda ud fra et chauvinistisk grundlag; det er jo bare jøder! I min ordbog er det udtryk for paternalisme af værste skuffe, iblandet imperialismetankens simple modstilling mellem offer og bøddel, undertrykker og undertrykt, at slÃ¥ det hen som legitim nødværge.”


Det interessante ved Holms kronik – i sammenligning med mange af de andre indlæg, der har været i debatten – er, at den tillader sig at sætte spørgsmÃ¥lstegn ved de indgroede skemaer og fordomme, som vi tænker denne konflikt i. Fx venstrefløjens gamle trosætning om, at ‘et undertrykt folk altid har ret’. Eller visse borgerlige kommentatorers refleksive griben tilbage til jødernes tragiske historie. Ganske vist nævner Holm den ikke venstrefløjens trosætning ved navn, men det er denne tankegang, han sigter til i ovenstÃ¥ende citat.

Det kan godt være, at palæstinenserne er et lille undertrykt folk, og det kan godt være, at Hamas er blevet valgt ved et demokratisk valg – men berettiger det Hamas’ folk til at skyde raketter ind i den israelske civilbefolkning? Det kan godt være, at Israel har en stats ret til at forsvare sine borger – men berettiger det dem til at fare frem med stÃ¥ stor voldsomhed og tilsidesætte internationale konventioner m.m.? Det er den slags ubehagelig spørgsmÃ¥l, Holm rejser.

Holms kronik udmærker sig ved ikke sÃ¥ meget at tage parti for en af parterne som at stille spørgsmÃ¥l til de udenforstÃ¥endes – altsÃ¥ vores – tænkning og holdning til konflikten ud fra en formening om, at vi burde være de første til at holde hovedet koldt og hjertet varmt, nÃ¥r det gælder om at holde mÃ¥let for øje: fred og sameksistens mellem to folk. Holm peger ogsÃ¥ pÃ¥ endemÃ¥let: en tostatsløsning. Uden at give noget forenklet bud pÃ¥, hvordan det nÃ¥s.


Men, for mig, er der ingen tvivl om, at det ville hjælpe gevaldigt på processen, hvis vi, de udenforstående, i stedet for blot at give vores sympati og anti-pati til kende, holdt fast i, at begge parter har en forpligtelse på at arbejde hen mod en fredelig løsning. Vi redder ikke et eneste menneskeliv, vi forhindrer ikke lidelsen, vi fjerner ikke de stadige angst ved blot at lufte vores sympati for den ene af parterne.


For min part, så vil jeg fremover holde min sympati for mig selv og forsøge at holde fast i dette perspektiv.


Lad bare klokkerne bimle og bamle i hovedet pÃ¥ Holms chef, den tidl. doping-ghostbuster m-m. Olav Skaaning Andersen. For det er en vigtig og relevant kronik, Holm har begÃ¥et. Formelt set er det i orden med en tjenstlig skideballe, men hvis jeg var chefen ville jeg nok være lidt tilfreds alligevel…

“Forskning foregÃ¥r pÃ¥ engelsk” – Herre Jemini!

23. januar 2009

PÃ¥ vej gennem de tomme gader i sneslud hørte jeg Mogens Jensen fra Socialdemokratiet og Helge Sander, minister for Venstre, diskutere universiteternes “forpligtelse” til at undervise pÃ¥ engelsk. Jensen mente, at det skulle nedfældes i universitetsloven. Sander mente, at universiteterne godt selv kunne finde ud af det. Og Jensen gentog flere gange, at ‘forskning foregik pÃ¥ engelsk’.  SÃ¥ er det jeg spørger: ForegÃ¥r al relevant forskning pÃ¥ engelsk? Hvad med tysk, fransk, spansk, russisk, japansk, kinesisk osv. Kommer al det i anden række? Er det ringere forskning end engelsksproget? Det lød grangiveligt, som om hr. Jensen overhovedet ikke kunne se andet end engelsk.
Da jeg blev immatrikuleret ved det humanistiske fakultet i Ã…rhus i 1973 skulle man have læsefærdigheder i tre hovedsprog: engelsk , tysk og fransk/spansk/russisk. For at sikre en vis bredde i orienteringen.  I dag kan de studerende efter sigende nøjes med engelsk.
Det er beskæmmende…