26. januar 2009 arkiv

Religiøs omklamring

26. januar 2009

I dagbladet Information kunne man den forgangne weekend læse nogle artikler under forside-overskriften: “Danskerne er ræligjøse analfabeter“. Selv om artiklens intentionelt provokerende overskrift faktisk modsiges af flere af de i artiklerne citerede eksperter, så er det underliggende budskab klart nok: De sekulariserede danskere er nogle uvidende, respektløse ignoranter, når det drejer sig om religiøse spørgsmål. Den samtidshistoriske kontekst er selvfølgelig islams mærkbare tilstedeværelse i det politiske og kulturelle liv (Muhammed-tegninger, tørklæder osv.), men også kristendommens revitalisering i form af nogle fremtrædende yngre teologer og en række nykristne.

I de omtalte artikler er det især ny-katolikken Iben Tranholm, der fører sig frem med den åndelige krabask. årtiers sekularisme har fået et så godt tag i danskerne, at de er blevet ufølsomme og respektløse over for religiøse menneskers religiøse følelser (med Muhammed-tegningerne som privilegeret eksempel). Samtidig er danskerne usikre og søgende i åndelige spørgsmål. Derfor er 80% af dem stadig formelt medlem af folkekirken.


Man kan godt som mangeårig læser af den venstre-akademiske avis Information undre sig over, at der skal bruges så meget krudt på noget, der mest af alt ligner et forklædt korstog for de ny-hellige og ny-spirituelle. Og jeg finder det nærmest insinuerende, at en person som Tranholm kan kalde danskerne respektløse over for andre troende, blot fordi de ikke fordyber sig i kristendommens og islams lære. Jeg er overbevist om – og flere af de citerede eksperter mener noget lignende – at de fleste danskere respekterer andres ret til at tro på, hvad de vil. Men det er ikke det samme som at respektere en bestemt religion eller religion i det hele taget. Man kan godt respektere et andet menneskes religiøse følelser uden at respektere den religion, som vedkommende bekender sig til. Hvis nogen vil tro, at verden blev skabt på syv dage, og at vi nedstammer fra Adam og Eva (fælles tankegods for de her to nævnte religioner), så må de gerne det; det er deres gode ret, men det får mig ikke til at respektere den form for tro og religion.


Omvendt må man vel også spørge, om Tranholm og ligesindede respekterer sekulariserede mennesker, når de fører sig frem med religiøs besserwissen? Respekterer man den sekulariserede borgers ret til at forfægte sin overbevisning om ytringsfrihedens ukrænkelighed, sin overbevisning om, at religion og stat skal holdes adskilt og religiøsitet henvises til privatsfæren? For eksempel. Respekt skal være gensidig, ellers er den ikke noget værd.


Noget andet, jeg også må protestere mod, er den fremherskende tendens til, at troende som Tranholm og andre vil indskrive andre ikke-troende i troen. Der er tale om en slags religiøs, patroniserende (matroniserende!) omklamring, hvor man siger til den skeptiske dansker: Du er troende, om du vil det eller ej, dit lille uvidende fjols. Eller: Selv om du er en lille hedning, så vil (min) gud tilgive dig dine synder og lukke dig ind i himmerige. Man tager det sekulariserede menneske til indtægt for en religiøsitet, som han/hun ikke forholder sig til. En ting er, at sekulariseringen efterlader hin enkelte med en ulykkelig bevidsthed, noget andet er at indskrive denne tvivlrådighed i bestemt trossammenhæng. Må jeg så være fri.

Lotte var der først – læs en anden ræligjøs analfabets skriveri om anmassende folk som Tranholm

Psykedelisk mudder: Electric Mud – Muddy Waters (1968)

26. januar 2009

Som vi har været inde på i denne blog, så havde den psykedeliske strømning i musikken omkring 1968 stor indflydelse på tidens kunstnere. Snart sagt ingen med respekt for tidsånden undlod at lade det psykedeliske lydbillede smitte af på deres musik. Og det resulterede i mange spændende og overraskende udspil. For nylig omtalte jeg Chubby Checkers Chequered!, som kunstneren selv lagde afstand til. Noget lignende skete for den garvede bluesmusiker Muddy Waters, der blev overtalt af produceren Marshall Chess til at tage tidens lyd til  sig – og derved komme tættere på det købedygtige, hvide publikum. Resultatet blev en række psykedelisk inspirerede arrangementer af Waters egne sange (fx Hoochie Coochie Man og Mannish Boy) og et enkelt Stones-nummer (Let’s spend the night together). Et hold jazz-musikere var engageret til at levere backing for Muddy. Pladen fik en blandet modtagelse. Kritikken vendte i de fleste tilfælde tommelfingeren ned, blues-puristerne mente, at Waters solgte ud, de psykedelisk interesserede ignorerede stort set pladen – og Muddy selv lagde afstand til den ved at sige, at der ikke var tale om rigtig blues, og at han stort set ikke selv spillede på pladen. Ikke desto mindre solgte den mere end pænt. Publikum tog med andre ord pladen til sig. Jeg har ikke kunnet finde video-eksempler fra pladen, men her er en optagelse med Muddy fra samme periode (1971), hvor han giver Hoochie Coochie Man:

Pladen blev (først) udsendt på cd i 1999, hvor den kom i en special-udgave. Og selv om Muddy Waters lagde afstand til pladen, så betyder det ikke, at den er mislykket. Muddy synger og spiller – og den tidligere Miles Davis-guitarist Pete Cosey supplere med en Waters-inspireret, psykelisk guitar, der rykker. Jimi Hendrix har ikke levet forgæves.
I denne video kan man høre Morris Jennings – trommeslager på pladen – fortælle, hvordan indspilningen foregik. Inden Muddy dukkede op, var alt arrangeret, og han fik at vide, hvor han skulle sætte ind med sin guitar (spille gjorde han altså…).

Monty Pyton – og fildelingen

26. januar 2009

I  Berl. Tidende kan man læse en tankevækkende artikel om Monty Pyton og YouTube. Enhver Monty Pyton-fan vil vide, at den engelske gruppes materiale har været at finde i rigt udvalg på YouTube. Lagt op af andre end dem selv. Montyerne har reageret på uploadningen ved at realisere deres egen Monty Pyton-kanal på tuben. Her kan vi så se materialet i en meget bedre kvalitet og uden beregning. Det interessante er, at gruppens handling – at smide materialet i hovedet på folk – har resulteret i et voldsomt salg af gruppens dvd’er. Salget er vokset med hele 23.000 (!) procent. Som vi har set i andre eksempler på den slags gratis elektronisk handel (fx Radiohead og Nine Inch Nails), så er der åbenbart ikke nogen modsætning mellem gratis tilgængelighed og traditionelt salg…