Religiøs omklamring
26. januar 2009I dagbladet Information kunne man den forgangne weekend læse nogle artikler under forside-overskriften: “Danskerne er ræligjøse analfabeter“. Selv om artiklens intentionelt provokerende overskrift faktisk modsiges af flere af de i artiklerne citerede eksperter, så er det underliggende budskab klart nok: De sekulariserede danskere er nogle uvidende, respektløse ignoranter, når det drejer sig om religiøse spørgsmål. Den samtidshistoriske kontekst er selvfølgelig islams mærkbare tilstedeværelse i det politiske og kulturelle liv (Muhammed-tegninger, tørklæder osv.), men også kristendommens revitalisering i form af nogle fremtrædende yngre teologer og en række nykristne.
I de omtalte artikler er det især ny-katolikken Iben Tranholm, der fører sig frem med den åndelige krabask. årtiers sekularisme har fået et så godt tag i danskerne, at de er blevet ufølsomme og respektløse over for religiøse menneskers religiøse følelser (med Muhammed-tegningerne som privilegeret eksempel). Samtidig er danskerne usikre og søgende i åndelige spørgsmål. Derfor er 80% af dem stadig formelt medlem af folkekirken.
Man kan godt som mangeårig læser af den venstre-akademiske avis Information undre sig over, at der skal bruges så meget krudt på noget, der mest af alt ligner et forklædt korstog for de ny-hellige og ny-spirituelle. Og jeg finder det nærmest insinuerende, at en person som Tranholm kan kalde danskerne respektløse over for andre troende, blot fordi de ikke fordyber sig i kristendommens og islams lære. Jeg er overbevist om – og flere af de citerede eksperter mener noget lignende – at de fleste danskere respekterer andres ret til at tro på, hvad de vil. Men det er ikke det samme som at respektere en bestemt religion eller religion i det hele taget. Man kan godt respektere et andet menneskes religiøse følelser uden at respektere den religion, som vedkommende bekender sig til. Hvis nogen vil tro, at verden blev skabt på syv dage, og at vi nedstammer fra Adam og Eva (fælles tankegods for de her to nævnte religioner), så må de gerne det; det er deres gode ret, men det får mig ikke til at respektere den form for tro og religion.
Omvendt må man vel også spørge, om Tranholm og ligesindede respekterer sekulariserede mennesker, når de fører sig frem med religiøs besserwissen? Respekterer man den sekulariserede borgers ret til at forfægte sin overbevisning om ytringsfrihedens ukrænkelighed, sin overbevisning om, at religion og stat skal holdes adskilt og religiøsitet henvises til privatsfæren? For eksempel. Respekt skal være gensidig, ellers er den ikke noget værd.
Noget andet, jeg også må protestere mod, er den fremherskende tendens til, at troende som Tranholm og andre vil indskrive andre ikke-troende i troen. Der er tale om en slags religiøs, patroniserende (matroniserende!) omklamring, hvor man siger til den skeptiske dansker: Du er troende, om du vil det eller ej, dit lille uvidende fjols. Eller: Selv om du er en lille hedning, så vil (min) gud tilgive dig dine synder og lukke dig ind i himmerige. Man tager det sekulariserede menneske til indtægt for en religiøsitet, som han/hun ikke forholder sig til. En ting er, at sekulariseringen efterlader hin enkelte med en ulykkelig bevidsthed, noget andet er at indskrive denne tvivlrådighed i bestemt trossammenhæng. Må jeg så være fri.
Lotte var der først – læs en anden ræligjøs analfabets skriveri om anmassende folk som Tranholm…