Gode gamle Neil Young er pt. down under og give koncerter. Og det forlyder nu, at en ny plade med titlen “Fork in the Road” kan forventes at ramme pladeforretningerne inden længe. The Guardian fortæller også, at pladen blandt andet vil dreje sig om Youngs nye store lidenskab: elektrisk biler. Alderen synes bestemt ikke at hæmme Young, der er mere spælsk end nogensinde. Vi tager den lige en gang til…
Endnu en sympatisk støtte-compilation har set dagens lys. Denne gang drejer det sig om 4ADs udgivelse “Dark was the Night”, der er lavet i anledning af Verdens AIDS dag (d. 1. December). Dobbetlcd’en er udkommet d. 16/2 og rummer 32 nye numre med en række af indiepop-rockens førende ikoner. Overskuddet går til oplysning og fundraising vedr. HIV og AIDS. Initiativtagere er organisationen Red Hot, der har været aktiv siden dengang, hvor der ikke var nogen som helst kur mod AIDS. Det er i øvrigt compilation nr. 20, som Red Hot udgiver. Musikken kan fås på vinyl, cd og som download. Her er listen over de medvirkende:
Andrew Bird
Antony + Bryce Dessner
Arcade Fire
Beach House
Beirut
Blonde Redhead + Devastations
Bon Iver
Bon Iver & Aaron Dessner
The Books featuring Jose Gonzalez
Buck 65 Remix (featuring Sufjan Stevens and Serengeti)
Cat Power and Dirty Delta Blues
The Decemberists
Dirty Projectors + David Byrne
Kevin Drew
Feist + Ben Gibbard
Grizzly Bear
Grizzly Bear + Feist
Iron & Wine
Sharon Jones & The Dap-Kings
Kronos Quartet
Stuart Murdoch
My Brightest Diamond
My Morning Jacket
The National
The New Pornographers
Conor Oberst & Gillian Welch
Riceboy Sleeps
Dave Sitek (TV On The Radio)
Spoon
Sufjan Stevens
Yeasayer
Yo La Tengo
De dukker op som forårsblomsterne i mulden udenfor, sangene fra min skoletid. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi var igennem Oh My Darling Clementine. Men tilstrækkeligt mange til, at den har sat sig fast i den indre jukeboks. Her i en spøjs udgave med en vietnameser og selveste Pete Seeger….
For nogen tid siden omtalte jeg sangskriveren, musikeren, sangeren og pladeproduceren Allen Toussaint. Og fra ham er der ikke langt til den for længst afdøde sanger Lee Dorsey (1925-1986). Toussaint og Dorsey kan minde en del om hinanden som kunstnere. Begge har deres musikalske rødder dybt ned i musikken i New Orleans, Louisiana. Sveddryppende, funket, beskidt R&B med en masse etniske ingredienser. Måske var det derfor de to herrer straks kom på bølgelængde, da den engang tilbage i de tidlige tressere mødte hinanden ved en fest. I hvert fald fik Toussaint Dorsey på kontrakt hos pladeselskabet Fury Records og fik udgivet Dorseys første hit “Ya Ya”. En rigtig swingende sag, der vist er inspireret af børnerim. Samarbejdet med Toussaint fortsatte på Amy Records, da Fury lukkede. Og her fik Dorsey sit vel nok største hit med klassikeren “Working in the Coal Mine“, som Toussaint havde skrevet. året var 1966. I 1970 lavede de to kolleger et album, der må betegnes som et hovedværk i Dorseys ( og Toussaints) karriere: “Yes We Can”. En klassiker inden for New Orleans R&B. Lyt engang til titelnummeret. Det kan vist ikke blive mere funky og sejt swingende. Sangen er i øvrigt blevet en slags temasang for en vis Barrack Obama…
Dorsey døde i 1986 som følge af en lungesygdom.
Det sønderborgbaserede band Def Cisum (navnet er en joke – Fed Music stavet bagfra…) er et af de bands, jeg husker ganske tydeligt fra præsentationen af deres debutplade fra 1974 i radioen. I min erindring var det et jazz-rock-album med swingende numre, der ledte tankerne hen på diverse jazz-orienterede big-bands, jazz-rock-fusionister som Chicago og også danske bands fra periode, fx Maxwells og Burning Red Ivanhoe. Bandet, der vist er blevet gendannet, bestod af sangskriver, forsanger og lead-guitarist Ronald Nielsen, guitarist, sanger og sangskriver Flemming Andersen, basist, sangskriver og forsanger Bent Rothe, trommeslageren Peter Kückelhahn, trompetisterne Peter Nielsen og Ole Knudsen – og på hhv. cornet og trombone Dan List-Jensen, “Rolf” og “Poul”. Dertil skal lægges backingvokaler af Don og Lissen.
Når man tænker på, hvor meget ragelse, der bliver genudgivet på cd, kan det godt undre, at sådan en plade ikke har fået en chance. Det er en vellykket dansk fusionsplade med lutter gode kompositioner og gode arrangementer.
I used to be your favorite drunk
Good for one more laugh
Then we both ran out of luck
And luck was all we had
You put on a uniform
To fight the Civil War
I tried to join but no one liked
The side I’m fighting for
So let’s drink to when it’s over
And let’s drink to when we meet
I’ll be standing on this corner
Where there used to be a street
You left me with the dishes
And a baby in the bath
And you’re tight with the militias
You wear their camouflage
I guess that makes us equal
But I want to march with you
An extra in the sequel
To the old red-white-and-blue
So let’s drink to when it’s over
And let’s drink to when we meet
I’ll be standing on this corner
Where there used to be a street
I cried for you this morning
And I’ll cry for you again
But I’m not in charge of sorrow
So please don’t ask me when
I know the burden’s heavy
As you bear it through the night
Some people say it’s empty
But that doesn’t mean it’s light
So let’s drink to when it’s over
And let’s drink to when we meet
I’ll be standing on this corner
Where there used to be a street
It’s going to be September now
For many years to come
Every heart adjusting
To that strict September drum
I see the Ghost of Culture
With numbers on his wrist
Salute some new conclusion
Which all of us have missed
So let’s drink to when it’s over
And let’s drink to when we meet
I’ll be standing on this corner
Where there used to be a street
Digtet er blevet bragt i The New Yorker
Selv om jeg bestemt har mine forbehold over for sammenblandingen af virkelighedens blodige alvor og så underholdning – fx i form af kændisdyrkende Røde Kors-tv-shows – så kan jeg godt have sympati for visse projekter. Fx War Child International – en række uafhængige organisationer, der arbejder for at hjælpe børn, der er berørt af krige – og deres pladeudgivelse Presents Heroes. Med det israelske bombardement af Gaza-striben i frisk erindring og billeder af lemlæstede børn er det ikke svært at få penge op af lommen for at GØRE NOGET. BARE ET ELLER ANDET. Fx købe bemeldte album. Og så gør det selvfølgelig ikke noget, at musikken på pladen er ganske interessant, idet der er tale om en række yngre talenters fortolking af gamle heltes sange, fra Dylans Leopard-Skin-Pill-Box-Hat til David Bowies titelsang Heroes. Her er listen:
1. Beck (Bob Dylan – “Leopard-Skin Pill-Box Hat”)
2. The Kooks (The Kinks – “Victoria”)
3. The Hold Steady (Bruce Springsteen – “Atlantic City”)
4. Hot Chip (Joy Division – “Transmission”)
5. Lily Allen feat. Mick Jones (The Clash – “Straight To Hell”)
6. Yeah Yeah Yeahs (The Ramones – “Sheena Is A Punk Rocker”)
7. Franz Ferdinand (Blondie – “Call Me”)
8. Duffy (Paul McCartney – “Live And Let Die”)
9. Estelle (Stevie Wonder – “Superstition”)
10. Rufus Wainwright (Brian Wilson -” Wonderful & Song For Children”)
11. Scissor Sisters (Roxy Music – “Do The Strand”)
12. Peaches (Iggy Pop – “Search And Destroy”)
13. Adam Cohen (Leonard Cohen – “Take This Waltz”)
14. Elbow (U2 – “Running To Stand Still”)
15. The Like (Elvis Costello – “You Belong To Me”)
16. TV On The Radio (David Bowie – “Heroes”)
I koret af borgerlige økonomer er der nogle få, der skiller sig ud. En af dem er professor ved Syddansk Universitet, tidl. overvismand, Christen Sørensen. Jeg har tidligere fremhævet Sørensen, fordi han ikke var bange for at kritisere undervisningsministeriet – og -ministeren for inkompetence. Og i den seneste udgave af Weekendavisen tager han Skattekommissionens udspil ved vingebenet. Som bekendt har især formanden for Skattekommissionen, Carsten Koch, været i medierne for at imødegå kritikken af forslaget om en reduktion af SU’en fra fem til fire år. (Se fx debatten her). I sin gennemgang af Skattekommisionens udspil noterer Sørensen, at Kochs modargumentation ikke holder: “Det er…ikke korrekt, at studerende er den gruppe, der vinder mest af alle på reformen, når man anlægger en dynamisk synsvinkel i et livsperspektiv…Det korrekte er, at SU-stipendier i et livsperspektiv forøger uligheden ganske meget pr. krone i stipendium. Men det betyder ikke, at de studerende er den gruppe, der vinder mest af alle på reformen.Det er let at pege på grupper, der vinder meget mere, for eksempel bankdirektører, der jo får meget stor fordel af, at marginalskatten på de højeste indkomster falder med godt 8 procent“. Det sidste eksempel er – selvfølgelig – ikke tilfældigt valgt. Netop bankdirektørernes lønninger og bonusser har jo været genstand for megen – berettiget – debat og kritik i forlængelse af finanskrisen og den enorme hjælpepakke, som regeringen og et folketingsflertal har foranstaltet. Med eksemplet peger Sørensen også på en andet fundamentalt problem ved den foreslåede reform. Nemlig, at det især er det meget højtlønnede (fx bankdirektører), der har fordel af skattelettelserne. En gruppe, der i forvejen tjener rigtig godt – og som sandsynligvis ikke vil bidrage yderligere til den ekstra arbejdsindsats, som reformen skal bidrage med, da de i forvejen har lange arbejdsdage.
Christen Sørensen peger også på, at reformen – der mest af alt ligner et på forhånd aftalt bestillingsarbejde – brillerer ved ikke at tænke i alternativer. Derved får politikerne ikke nogle valgmuligheder. Fx medtænkes den mulighed, at en ekstra beskatning af lønninger på over en milion kroner, kunne være et væsentligt element i løsningen af et andet fundamentalt problem: At grænsen for topskatten i Danmark er rekordlav og at den kunne hæves ved at beskatte de højestlønnede mere, fx med en ekstra arbejdsmarkedsafgift.
Christen Sørensen indlæg fortjener at blive læst af alle, der interesserer sig lidt for, hvad politikerne gør med skattepolitiken. For indlægget afslører Skattekommisionens arbejde som et omvendt stykke Robin Hood-arbejde, der igen tager fra dem, der har lidt, og giver til dem, der har rigeligt i forvejen… Læs selv. Der er mere tankestof i den lille artikel. (WA s. 10 “Saglighed eller politiske ønsker?” – findes kun online for abonnenter).
Selv om regeringen lever højt på sin regide flygtninge- og indvandrerpolitik, der mestendels formuleres af det sorte fundament i Dansk Folkeparti, så må det efterhånden stå klart for alle andre, at politiken er en fiasko. Integrationens fejlen er åbenlys. Og senest har en EU-dom imødegået den førte asylpolitik. Og også den omstridte “indfødsretsprøve” er under pres, fordi administrationen har sjusket med opgaveformuleringerne. I dag kræver Socialdemokratiet, at regeringen enten lader de dumpede bestå eller giver dem en om-eksamination. Sagen om indfødsretsprøven har igen afsløret en beskæmmende inkompetence, der kunne tyde på, at opgavestillerne selv kunne trænge til en indfødsretsprøve…
Bedre sent end aldrig, som man siger. Den 2. Februar var det tredive år siden (ja, 30!), Sid Vicious døde som følge af en overdosis heroin. Han blev 21 år. Sid var sindbilledet på det utilpassede unge menneske, der fra tidernes morgen har leveret energi til rocken (kaldet punk hos Sex Pistols). Han brændte sit lys i begge ender og betalte en høj pris for det.
Sex Pistols – Anarchy In The UK 1976
Som vores Jammermand rigtignok gør opmærksom på, så er Sid slet ikke med i videoen ovenfor (men den er god…). For at råde bod på det, så er Sid her i egen person – i underbukser på motorcykel – med åndsfællen Eddie Cochrans “Something Else”.
Her i bloggen følger vi Oscar-hysteriet fra sidelinjen med overbærenhed. Vi synes, at Oscar er en opreklameret kommerciel fidus. Men i vores stille sind glæder det os da lidt, at outsiderfilmen Slumdog Millionaire løb med med hele otte Oscar-statuetter – og ikke mindst, at bloggens darling Kate Winslet fik en for bedste kvindelige hovedrolle i filmen “The Reader”. Kate sammenlignede i øvrigt statuetten med sin barndoms shampoo-flaske… Til lykke Kate.
For mig at se nåede The Police toppen – kunstnerisk set – med deres tredje album Zenyatta Mondatta fra 1980. Efter sigende var bandets medlemmer ikke helt tilfredse med resultatet af sølle tre-fire dages studiearbejde, men både publikum og store dele af kritikken lovpriste albummet. Bandets frustrationer afspejlede måske deres uforløste ambitionsniveau, for pladen afslører veloplagt sangskriveri og et band, der var mere sammenspillet end nogensinde før (pladen blev til i en periode med hektisk koncertvirksomhed kloden rundt…). Paradoksalt nok bærer pladen også små tegn på de musikalske uoverensstemmelser, der med tiden fik gruppen til at gå hvert til sit. Således står guitaristen Andy Summers frem på pladen som selvstændig sangsskriver med Grammy-vinderen “Behind my Camel”, som Sting vist nok ikke kunne fordrage…
Don’t Stand So Close To Me ’86 (THE POLICE) *legendado
I denne blog har jeg tidligere undret mig over betegnelsen “sexarbejde”, fordi jeg mente, at det en selvmodsigelse. Og derfor fangede titlen på Susanne Sodillets ph.d-afhandling straks min interesse, da jeg tilfældigvis faldt over den i en svensk avis.
Bogen, der er fra i år (kan bestilles her) ved på et idéhistorisk grundlag at sammenligne politiken på prostitutionsområdet i to så forskellige lande som Sverige og Tyskland med særlig hensynstagen til feminismens / kvindefrigørelsens betydning for udmøntningen af en sådan politik. De to lande er jo som bekendt end med nærmest diametralt modsatte lovgivninger. I Sverige har man indført et forbud mod købesex. I Tyskland har man lovliggjort prostitution. Set fra den danske andedam må en sådan undersøgelse også vække interesse, fordi feminismen uden tvivl også spiller en rolle for debatten herhjemme.
En af de bærende teser i den mere end 600 sider store afhandling skulle være (jeg bygger på diverse bogomtaler, da jeg ikke har fået fat i bogen endnu) at den svenske feminismes meget positive forhold til statsmagten skulle være afgørende for, hvorfor den svenske prostitutionslov fik den udmøntning, den har fået.
Hvorimod de tyske feminister har lidt af en historisk betinget skræk for statsmagten. Og det har haft væsentlig betydning for legaliseringen og afkriminaliseringen af prostitution. Hvor de tyske feminister efter erfaringerne fra tiden efter nazi-tiden fandt det nødvendigt med en venstreradikal magtkritik af staten, dér har de svenske søstre betragtet staten i Folkshemmet som en slags neutral agent for demokratiet. Det springende punkt er, at de to forskellige forhold til staten og magtkritiken også indebærer to forskellige holdninger til det enkelte menneskes personlige frihed.
I Sverige (og man kan her drage visse paralleller til den danske diskussion) kommer denne problematik til udtryk i offergørelsen af den prostituerede. Den prostituerede kvinde tematiseres som et offer for den mandlige seksualitet. Det er en opfattelse af den prostituerede kvinde som på forhånd udelukker, at man kan opfatte den prostituerede kvinde som et handlende og ansvarligt menneske. Som forudsætning ligger hypotesen om, at samfundet – det svenske – bygger på sociale relationer, der er domineret af en patriarkalsk rangorden.
En af afhandlingens pointer er, at dette tankesæt afsætter en tilsvarende løsning. Sagt på en anden måde: den svenske prostitutionslovgivning fratager den prostituerede kvinde muligheden for at handle og være ansvarlig…
Afhandlingen munder ud i en slags åben konklusion (hvis man kan sige det…). Nemlig, at undersøgelsen peger på, at politiken på prostitutionsområdet ikke bør være sort-hvid, enten-eller. Vi må både erkende, at de prostituerede er selvstændige, handlende og ansvarlige mennesker, og udøve magtkritik. Vi skal også forstå, at fænomener som trafficking i høj grad handler om migrationspolitik og fattigdomsbekæmpelse.
Selv i refereret form synes denne svenske afhandling at falde på et tørt sted i prostitutionsdebatten. Og ikke mindst den danske, hvor en forstokket feminisme er på spil. Bogen bør hurtigst muligt oversættes til dansk. For er der noget debatten mangler, så er det et højt informationsniveau og viden.
Jeg aner ikke, hvad der er blevet af det skotske band Wet Wet Wet. De havde i hvert fald deres glansperiode fra midten af firserne og et årti frem. Men for snart længe siden overtog jeg en bunke LP’er, hvoraf den ene er med benævnte gruppe. Og i hvert fald et nummer “Love is all around” – nogle vil kende det fra filmen “Fire bryllupper og en begravelse” (og “Love actually”, hvor den parodieres) – er de sluppet gevaldigt godt fra. Balladen er en smægtende ørehænger, det er svært at få ud af systemet, når den først er kommet derind. Det sjove er, at den er skrevet af Reg Presley og indspillet af dennes band, stenalderrockgruppen The Troggs, i en udmærket version. Troggs hittede med nummeret i 1967 og 1968.
REM har også lavet en fin udgave af sangen.
Når man lytter til de tre udgave, så kan man godt se, at denne Reg Presley slet ikke var en ueffen sangskriver…
