Donald fremhæver australske Olivia Newton John som en sangerinde, der “kunne bære en forholdsvis simpel ting så den blev gennem-musikalsk udtryk”. Den første gang, jeg lagde mærke til Olivia Newton John, var da hun udsendte sit første soloalbum “If not for you” (efter Dylan-sangen) i 1971. Albummet rummer hendes version af “Banks of the Ohio”. Det var et par år, før hun slog igennem i USA som country-fortolker med “Let Me Be There”.
Og her er en herlig optagelse, hvor Olivia muntrer sig med selveste ABBA og synger Beach Boys m.m.
På den udmærkede tre-dobbelte-cd med titlen “Derfra hvor vi stod – sange med merværdi”, der afspejler den progressive musik fra perioden 1966 til 1976 finder man blandt andet gruppen Feos bedst kendte sang “Bedstemor”. Den fik en del airplay på DR dengang den udkom. “Hos min gamle bedstemor står et ulækkert spisebord…” .
Den afdøde tv-mand Sten Bramsen hentede Feo ind i programmet “Musikalske Venner”, så Feo kom ud til det store publikum. Det var jo dengang, monopolet endnu eksisterede. Men Feo blev aldrig nogen mainstream-succes, selv om CBS faktisk udsendte opsamlingen “Bedste og andre madrester”. Musikken var nok trods alt for krøllet og flippet til at kunne gøre sig hos det store pladepublikum.
Tømrer-Claus’ Karma Music har udsendt en ny opsamling med et rigeligt udvalg af Feos musik under titlen “Bedste på den fede måde”. På coveret får man lidt informationer om bandets historie. Blandt andet får man at vide, at navnet Feo kom fra “Ferrograph”, en kvalitetsbåndoptager, som et af bandmedlemmerne brugte.
Feos musik er hippie-folkemusik med inspiration fra datidens rock (fx Jimi Hendrix), jazz, blues og andet. Det hippie-flippede finder man især på tekstsiden, der er legende, undertiden pjattet og fjantet, men ikke uden en særlig, syret humor.
Indiebandet The Decemberists med capac-favoritten Colin Meloy i spidsen udsender en ny plade Hazard of Love på det store Capitol-plademærke til marts. I følge mediernes forskræp skulle der være tale om en “rockopera”, handlende om en ung kvinde, hendes elsker og en række fantasifulde væsner. Og at der vil blive tale om en trilogi. De to øvrige dele må vi vente i spænding på. Decemberists har tidlige – blandt andet på hovedværkert The Crane Wife – vist interesse for blandingen af rock og dramatiske fortællinger. Det forlyder også, at det nye værk vil blive fremført i sin helhed på NPR. Det vender vi selvfølgelig tilbage til, når det sker.
Det er lidt sjovt, at “rockoperaen” sådan dukker op igen, efter at have været lidt ude af focus siden halvfjerdserne, hvor Who, Kinks og andre dyrkede den krævende genre. Men herligt er det i hvert fald.
En af de sange, der ofte blev spillet i Mylius’ “Efter skoletid” tilbage i tresserne var Billie Davies største hit “Tell Him“. Når jeg hører det nummer, der findes på utallige tresser-opsamlinger, så associerer jeg til amerikanske Brenda Lee. Samme ungdommelige energi. Og associationen er måske ikke tilfældig, for Billie var en af den slags tresser-sangerinder, der levede højt på en god stemme og fortolkninger af andres sange, ikke mindst sange hentet på den anden side af dammen.
Historien om Billies opstigen på pophimlen er også efter bogen. Hun arbejdede som sekretær, da hun blev opdaget ved en talentkonkurrence, hvor hun blev backet op af den navnkundige Cliff Bennett og hans Rebel Rousers. Kort tid efter kom hun i kløerne på den kendte musikbagmand Robert Stigwood, der sørgede for, at hun kom i studiet og indspille plader. Den største succes kom i 1963 med “Tell Him”, der nåede helt op på en tiendeplads på singlelisten. Dertil var der tre-fire mindre hits.
Ulykkeligvis kom Billie Davies ud for en alvorligt færdselsuheld, hvor hun brækkede kæben. Det – og så en sladderhistorie om, at hun (kun sytten år gammel) lå i med voksen, gift mand – gjorde, at hendes karriere fik et tilbageslag. Hun vendte dog tilbage sidst i tresserne og fik en pladekontrakt med Decca; og hun brillerede med en fin udgave af “Angel in the Morning”, der vel nok er mest kendt i P. P. Arnolds udgave fra 1968.
Bilie Davies har været aktiv lige siden – on and off. Af en eller anden grund blev hun aldrig så populær som datidens store navne, fx Dusty Springfield, Sandie Shaw eller Cilla Black. Hun var ellers både fotogen og havde en fortrinlig popstemme. Måske en af livets og musikindustriens mange uretfærdigheder…
Blosssom Diarie – amerikansk jazz-sangerinde og pianist – havde en af de der bløde, behagelige pigede stemmer, der smyger sig om trommehinderne og får en til at falde i staver. Ud over at virke i USA i de tidlige halvtredsere havde hun en karriere i Frankrig som del af vokalgruppen The Blue Stars, der hittede med “Lullaby of Birdland” i 1954. Blue Stars blev senere til de kendte Swingle Singers. Nu synger Blossom kun på plade. Hvil i fred. Nyd stemmen her – og nyd det lille filmklip med Audrey Hepburn – og hav så en god dag derude…
Jeg sad og læste noget om Astrid Lindgren og børnebøger – og da hendes figur “Karlsson på taget” kom på tale dukkede den svenske duo Hansson & Karlsson op fra erindringens gemmer. Duoen med Jan Carlsson (med C) og Bo Hansson var aktiv fra første halvdel af tresserne og spillede en slags psykedelisk inspireret jazz-rock. Jeg husker tydeligt, at de blev spillet i DRs Beat-programmer dengang, og de forekom meget avancerede med deres improvisatorisk orienterede musik.
Fire albums nåede de at indspille i periode 1967-1969. Debutalbummet “Monument” fra 1967 blev fulgt op af live-albummet “Rex” året efter og “Gold” og “Man at the Moon” i ’69. Pladerne kan godt være svære at opdrive i dag. Men i 1998 udkom en slags opsamling på cd med titlen “Hansson & Karlsson”. Den kan lånes på biblioteket og indeholder hele debutpladen, uddrag af de andre albums, nogle singler m.m.
Til historien om Hansson & Karlssson hører også, at de havde en fan i selveste Jimi Hendrix, som de spillede sammen med i Sverige. Hendrix købte (vist nok for nogle få hundrede kroner) rettighederne til og indspillede sågar duoens nummer “Tax Free” (findes på Hendrix-albummet War Heroes). I følge rockmytologien i hvert fald…
Historien om The Blue Orchids (ikke af forveksle med senere bands af samme navn) er historien om tre 14-årige piger, Georgine Oliver, Pamela Jarman og Valerie Jones, der gik i samme pigeskole i Coventry og fik mulighed for at indspille en plade. Pigerne begyndte vist at synge sammen i skolens frikvarterer, hvor de diverterede kammeraterne og hinanden med coverversioner af tidens hits. Deres musikglæde fik dem også til at opsøge et lokal etablissement – The Orchid Ballroom – for at danse og høre musik. Anekdoten vil vide, at Pamela en dag tilmeldte sig selv og de andre – uden deres vidende – til en talentkonkurrence “for sjov skyld”. Ved konkurrencen gav de Phil Spector- og Motown-sange til bedste – og vandt. De fik hele 1 pund for bedriften. Det var Orchid Ballrooms manager, Larry Page – senere manager for The Kinks – der sørgede for, at pigerne fik en kontrakt med Decca. Og han fandt også navnet til pigerne – inspireret af navnet på sit eget dansested.
Den første single bestod af “Gonna Make Him Mine” og “Stay At Home” og stilen var en blanding af amerikansk pigegruppe-tresser-lyd og engelsk beat. Pladen blev ikke nogen succes. Det gik bedre med opfølgeren “Love Hit Me”, der blev produceret i rigtig Phil Spector-stil. Pigerne blev spillet på lokalradioen og fik lov til at optræde på Ready Steady Go! Pladesalg i stor stil blev det dog aldrig til for de blå orkideer. Men de fik indspillet en række charmerende sange. Blandt andet Oo-Chang-A-Lang, der uvist af hvilken grund kun udkom i USA. B-siden, “I’ve got that feeling”, var skrevet af en vis Ray Davies.
The Blue Orchids er med årene blevet kult, men deres sange er ikke blevet udsendt på en samlet udgivelse endnu. Flere af dem kan dog findes på diverse samlinger, fx. “Go Girl: Dream Babes Volume 4” fra 2003, hvor Love hit me, Gonna Make Me Mine og Mr. Scrogge er at finde. Oo-chang-a-lang kan man fx finde på Girls in The Garage fra 1997.
Ovre hos de vilde analytikere faldt jeg over en kommentar, der drejede sig om Kim Larsen. Kjeldsen skriver, at Kim Larsen med sin sang “Østre Gasværk” “cementerer sin position som en af den samtidige kulturradikalismes chefideologer“. Sangteksten, som Anker Jørgensen engang citerede i en nytårstale, var et pænt hit dengang. Men er den udtryk for kulturadikalisme? Ideologisk set udspringer kulturradikalismen af en kronik, som Elias Bredsdorff skrev i Politiken i 1955, hvor han udmøntede begrebet kulturadikalisme således:”Der er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang, som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet
med en social samvittighed.» Og i samme artikel indskrev Bredsdorff kulturradikalismen som en strømning, der løb fra Brandes over Kulturkampen i 1930’erne og frem. I vor samtids kulturdebatter er kulturradikalisme blevet et skældsord for de herskende borgerlige kommentatorer, og de konnotationer, der knytter sig til begrebet er blandt andet: venstreorientering, intellektualisme, socialisme, frisind, humanisme m.m. Kulturradikalismen er et af de begreber, som borgerlige ideologer går til angreb på i forsøget på at sætte en anden dagsorden. Men kan man kalde Larsen sang kulturradikalisme? Ser vi bort fra, at hr. Larsen i mange sammenhænge har udtalt sig kulturradikalistisk, så lad os se på teksten:
Det er en kold tid som vi lever i
alle går rundt og fryser
men jeg har det da nogenlunde her
her på Østre Gaaaasværk
Der’ mange, mange drømme
der’ røget sig en tur
men jeg ka’ da stadig grine
når jeg sidder helt alene –
helt alene i mit lille skur
Det er en kold tid som vi lever i
alle går rundt og fryser
men jeg har det da nogenlunde her
her på Østre Gaaaaasværk
Jeg har ikke nogen penge
og ikke noget job
det har været sådan længe
Gu’ ved om det nogensinde –
nogensinde holder op
Men jeg har da Lange Lone
og hun spiller violin
og når nerverne de klikker
så drikker vi en lille flaske –
lille flaske brændevin
For det’ en kold tid som vi lever i
alle går rundt og fryser
men jeg har det da nogenlunde her
her på Østre Gaaaaasværk
Sangen er en slags moderne udgave af Manden på risten. Subjektet i sangen lever i “en kold tid”, opholder sig i et skur, er uden penge og job, men har beholdt sit gode humør (“ka’ da stadig grine”) og trøster sig med veninden Lange Lones violinspil og “en lille flaske brændevin”. Skulle denne sang cementere Larsen position som kulturradikalistisk chefideolog? Visse vasse. Sangen er ikke en ideologisk-politisk vise, men en lille sang om en mand, der har mistet sine drømme og sit job, men ikke sit gode humør. Sangen beskriver, den politiserer ikke. Med mindre man betragter det som politiserende at beskrive en arbejdsløs’ situation. Selvfølgelig er sangen udtryk for ‘respekt for mennesket’, men den kan dårligt kaldes ‘belastet’ af social samvittighed. Jeg mener, at den lige så vel kunne være skrevet af en borgerlig humanist.
Looked up in the heavens lord
I saw a mighty sign,
Written fire across the heaven,
plain as black and white;
Get prepared, theres gonna be a party tonight.
Ahah, hey! saturday night!
Yeh, ahah one more saturday night,
Wow saturday night!
Everybodys dancin down the local armory
With a basement full of dynamite
and live artillery.
The temperature keeps risin,
everybody gittin high;
Come the rockin stroke of midnite,
the whole place gonna fly.
Ahah, hey! saturday night!
Yeh, ahah one more saturday night,
Wow saturday night!
(Instrumental)
Turn on channel six, the president
comes on the news,
Says, I get no satisfaction,
thats why I sing the blues.
His wife say dont get crazy,
lord, you know just what to do,
Crank up that old victrola,
put on them rockin shoes.
Ahah, Wow! saturday night!
Yeh, uhuh one more saturday night,
Wow saturday night!
Then God way up in heaven,
for whatever it was worth,
Thought hed have a big old party,
thought hed call it planet earth.
Dont worry about tomorrow,
lord, youll know it when it comes,
When the rock and roll music meets the risin sun.
Ahah, hey! saturday night!
Yeh, ahah one more saturday night,
Wow saturday night!
(Instrumental)
Realed on a saturday night!
Realed on a saturday night!
Everybody get fine
Realed on a saturday night!
One more saturday, One more saturday night
How realed on a saturday night!
Real on a saturday night!
W-o-o-o-w, w-o-w
Real on a saturday night!
One more saturday, One more saturday night
Wow, hee,
Realed on a saturday night!
h-e-e-e-e,
he on a saturday night!
One more saturday, One more saturday night
Wow!!
Ved en tilfældighed er jeg blevet indehaver af den engelske indie-gruppe Psapps første (?) album “Tiger, my Friend”. Bandets eller projektets centrale personer er Carim Clasmann og Galia Durant. Genren er en afart af electronica, og Psapp har allerede gjort sig bemærket ved at levere temamelodien (Cosy in the Rocket) til tv-mediciner-drama-serien Greys Anatomi og sange til andre populære serier som Nip/Tuck, The OCÂ og Channel 4s Sugar Rush. Og man forstår godt, at tv-serie-skaberne har kastet sig over Psapps musik. For det er opfindsom, melodisk, legende elektronica-pop, der gør alle capacs fordomme over for electronica til skamme. I tråd med den moderne musiks udviklings i sidste århundrede fornægter Psapp (og det vil især sige troldmanden Clasman) ikke noget instrument eller nogen lyd, der kan indgå som ingrediens i det musikalske indtryk. Således spilles der på et nummer på øldåse, og på et andet bidrager katten Splodge med miavlyde… Stockhausen, John Cage og Brian Eno har ikke levet forgæves, men alligevel er Psapp helt deres egne (og kender muligvis ikke de nævnte forbilleder…). Der leges med barnlig lethed og alvor – og oven på det hele ligger Galia Durants bløde og blide feminine stemmer som et fint lyserødt sukkerlag på en donut. Medens jeg har lyttet til pladen, har jeg hele tiden fået associationer til sydamerikansk musik. Især bossa nova.For det er den samme melodiske ubesværethed og forførende rytmesans, man får ind i øret hos Psapp.
Besøg Psapps hjerne her – og deres Myspace-side her. Psapps seneste udspil er The Camel’s Back, der udkom sidste år. I 2006 udkom The Only Thing I Ever Wanted. Og dertil skal lægges en god håndfuld EP’er…
Vi har tidligere været inde på temaet: Gratis fildeling af musik behøver ikke at betyde tab ved salg. Nine Inch Nails og Radiohead har vist det. Og nu går capacs lille popkæledægge Lily Allen en anden vej. I næste uge kan man købe hendes nyeste album for ca. 25 kroner på amazon.com. Samtidig kan hele pladen høres kvit og frit på Lilys Myspace-side. Gratis er det altså ikke. Men hvem vil ikke betale 25 kroner for en cd, man godt kan lide? Og måske vil det vise sig at være god markedsføring…
Dewey Martin var sammen med Neil Young, Stephen Stills, Richie Furay og Bruce Palmer med til at grundlægge den legendariske gruppe Buffalo Springfield, der lagde grunden til Crosby, Stills, Nash & Young og Poco. Bandet blev dannet i 1966 og blev en af de væsentlige forløbere for den såkaldte country-rock, der for alvor brød igennem til mainstream-segmentet i halvfjerdserne.Tre plader blev det til ialt, inden musikerne gik hver til sit. Men da havde de sat deres fingeraftryk på den musikalske udvikling i perioden. I årene efter Buffalo Springfield forsøgte Martin sig med forskellige revival-bands, blandt andet Buffalo Springfield Revisited. Dog uden det store held. Hvil i fred.
Buffalo Springfield – For What It’s Worth -Smother Bros show
I William S. Borroughs “Naked Lunch” forekommer en dildo af metal. Den gav navnet til det band, som Walter Becker og Donald Fagan grundlagde i L.A. i 1972. De to college-venner havde en fælles interesse for fusionsmusik med hang til jazz og perfektionisme, og sammen med en række fremragende musikere – Jeff “Skunk” Baxter (g.), Jim Hodder (perc.), David Palmer (s.) og Denny Dias (g.) m.fl. – indspillede de det imponerende debutalbum Can’t Buy a Thrill. Nogle koncerter blev det også til, og her fik de forstærkning af folk som Michael McDonald (Doobie Brothers) og Jeff Pocaro (Toto). Men Fagan og Becker stoppede hurtigt med live-optrædener; måske, fordi de ikke kunne leve op til egne perfektionistiske krav…
Debutpladen blev fulgt op af en række fornemme udgivelser – i 1973 kom Countdown to Ecstasy, i ’74 Pretzel Logic og i 1975 Katy Lied. Alle plader med stærke sange, hvoraf nogle også blev uforglemmelige hits. “Rikki Don’t Lose That Number” fra ’74 og “Everyone’s gone to the movies” fra Katy Lied er blandt mine favoritter.
I 1976 udkom så The Royal Scam, som jeg fik er særligt nært forhold. Den stod i en pladebutik i Grimsby og imponerede med sit flotte symbolske cover. Ved siden af stod et Yes-album, men jeg har glemt hvilket, for det var Steely Dan, jeg tog med hjem til Esbjerg.
Pladen, der solgte godt, er siden blev kendt som Steely Dans guitar-album, fordi det er præget af nogle meget flotte guitarsoli af Larry Carlton, Walter Becker, Denny Dias, Elliott Randall og Dean Parks. Samtidig er Steely Dans tekster på denne plade badet i samfundskritisk og ironisk vitriol. Sange om pushere, sikker sex og social elendighed (illustreret af den “hjemløse” på forsiden og hans hullede sko på bagsiden af coveret…). Glansnummeret “Kid Charlemagne” skulle efter sigende være et sløret billede af en kendt pusher, der forsynede kendte navne som Doors, Beatles og Grateful Dead med bevidsthedsudvidende kemikalier…
Pladen er en af fusionsrockens mesterværker fra halvfjerdserne. En af den slags plader, der har mange lag, som man opdager efterhånden som man genlytter til musikken. Og den holder 100% den dag i dag…
I rutebilen overhørte jeg (ufrivilligt) en folkeskolelærerindes konversation med sine elever af hunkøn. Og overlæderet i mine vintersko var ved at springe. Dels var lærerinden grebet af den pædagogiske virus, der hedder “forsøg at være ung med de unge”. Og dels talte hun, som om hun også var 14-15 år. “Fedt”, sagde hun hele tiden. Da hun så sagde “sådan hyggeagtigt“, røg mit snørebånd på højre sko…
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
