I dagens udgave af Politiken kan man læse om den danske mønsterstudent Bo Henriksen, der er ved at gennemføre sit universitetsstudium i historie og samfundsfag på normeret tid. Oven i købet er Bo mønsterbryder, da ingen af hans forældre har en akademisk baggrund. Altså på flere måder en student, som politikerne gerne så flere af.
Men det er slet ikke det, artiklen handler om. Den handler om de miserable forhold, som universiteterne – og det vil indirekte sige: uddannelsespolitiken i dette land – byder unge mennesker, der vælger at studere humanistiske eller samfundsvidenskabelige fag. I løbet af sine fem studieår har Bo kun modtaget, hvad der svarer til fire måneders fuldtidsundervisning. Resten har været selvstudie. Og nu hvor han er i specialefasen, der varer et halvt års tid, kan han se frem til sølle 6-8 vejledningsmøder. Disse ringe forhold, der kun bliver ringere, efterhånden som taxametersystemet tvinger universiteterne til flere besparelser, når antallet af studerende falder, rammer 70% af universitetskandidaterne. Nemlig alle dem, der læser enten humaniora eller samfundsvidenskab. Kun på de teknisk-naturvidenskabelige og lægevidenskabelige uddannelser ser det anderledes ud, fordi taxametertilskuddenen her er tre gange så store pr. studerende. Bo peger på konsekvenserne af denne uddannelsespolitik. For det første får den mangelfulde undervisning mange til at falde fra studierne. Noget andet og måske værre er, at de få undervisningstimer betyder, at de studerende får indlagt faglige begrænsninger i deres studie. Studierne bliver med andre ord ringere, end de ellers ville være…
Forståeligt nok har otte store fagforeninger og interesseorganisationer – blandt andet Dansk Industri og Dansk Erhverv – skrevet til den såkaldte videnskabsminister Helge Sander for at klage over de elendige forhold. Men ministeren vil sikkert sige, at universiteterne aldrig har fået så mange penge som nu – og at regeringen agter at lave verdens bedste uddannelsessystem…
Link