4. februar 2009 arkiv

Apropos AC/DC…

4. februar 2009

Jeg har noteret mig, at det er kommet bag på anmelderne og bladnegerne, at AC/DCs seneste udspil “Black Ice” har solgt rigtig godt – og at koncertbilletterne til deres kommende koncerter er blevet revet væk. Hva’ba?! Halvgamle mænd i korte bukser, der spiller gammeldags rock’n roll, som vor moder lavede den i tresserne og halvfjerdserne? Hvad er meningen? Intet NYT! Publikum må jo være gale, Thunderstruck! Ja, måske… Jeg synes, bladsmørerne skulle tage med Rock’n Roll toget.

Besøg de slemme drenges egen YouTube-side… her.

Radiobloggen igen – nu med Vampyrpingvin

4. februar 2009

Glem ikke blogosfærens audio-versionering på DRs P1. Seneste med Regitzes meldinger fra den Hede Hule og  perkele-associationer… Download her.

Frankie Boy – en bog om Frank Arnesen, fodbold, samfund og meget andet

4. februar 2009

 

Almindeligvis læser jeg ikke sportslitteratur, men jeg fik  Jens Andersens biografi om Frank Andersen i julegave. Frankie Boy hedder den, er kommet på Peoples Press og er på hele 400 sider. Jeg havde selv foreslået den som julegaveidé. Ikke så meget på grund af hovedpersonen som det forhold, at bogen er skrevet af en litterat – dvs. en med nogenlunde samme faglige baggrund som capac selv – Jens Andersen, der tidligere har skrevet bøger om Thit Jensen, Tom Kristensen, H. C. Andersen og Tove Ditlevsen.

 

Jeg tænkte, at det ikke kunne blive en biografi af den nemme slags, men snarere et stykke kulturhistorie, spundet omkring en persons liv og levned. Og heri har jeg ret. Bogens giver et vue over dansk fodbolds udvikling fra glad amatørisme til kapitaltung professionalisme, fra fodbold som legestue til fodbold som taktisk og strategisk “videnskab”. Samtidig er der spæde (lidt for spæde) sideblik til den øvrige samfund- og kulturudvikling fra de liberalt-socialistiske halvfjerdsere til de mere og mere konformt-borgerlige år sidst i årtusindet. Man får også små rammende portrætter af andre figurer på dansk og international fodbolds scene. Træneren Kurt Nielsen, der ellers har fået en lidt ramponeret rénommé, hædres og rehabiliteres for de kvaliteter han havde (uden at begrænsningerne nedtones), Sepp Piontek  – tyskeren, der førte det danske landshold ind i verdenseliten – får, hvad der tilkommer ham af ære, men også ansvaret for, at man snublede, da det galt i Mexico blandt andet. Fodboldtvillingen Søren Lerby, uden hvem Frank Arnesens talenter ville have haft sværere ved at komme frem, er en tilbagevendende karakter. Og så videre.

 


Bogen er velskrevet, letlæst, uden at være stilistisk imponerende. Jens Andersen kan blandt andet ikke se sig helt fri for sportsjournalistikkens hang til superlativer og andet sprogligt over-kill. Jeg kunne også godt have tænkt mig, at Jens Andersen havde skærpet kritikken over for hovedpersonen. Selv om kritikken er der, godt dækket ind af loyal hengivenhed til forbilledet.

 


Men alt i alt er det forståeligt, at bogen er blevet fremhævet som noget særligt inden for sportslitteraturen. Som en bog, der sætter en ny standard for, hvordan man skriver biografier om store sportsfolk. Anbefales.

Sneflokke kommer vrimlende… musikalsk erindring

4. februar 2009

Sneflokke kommer vrimlende,
henover diger trimlende,
det knyger ud af himlene,
det sluger hegn og gård,
det ryger ind ad sprækkerne
til pølserne på rækkerne,
og fårene ved hækkerne
får blink i pelsens hår.

Og poplerne bag mønningen
de duver dybt i dønningen,
og over stakke-grønningen
omtrimler kærv og neg,
det klaprer en om ørene
fra portene og dørene,
bag hvilke de små Sørene’
har rustet sig til leg.

Og gammelmor i klokkerne
med huen og grålokkerne,
hun haler op i sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er kålen liggende,
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom Kjørmes-knud!

Ja, morgenturen med hunden hensatte capac til skolebænken og de obligatoriske sange. I dette tilfælde Jeppe Aakjær “Sneflokke kommer vrimlende”, der slutter med ordene “nu kom Kjørmes-knud”. Det vil sige: Kyndelmisse, den helligdag (den 2. februar helt præcist), hvor man tidligere fejrede, at den halve vinter var gået. I den katolske kirke en lysfest. For mig var det bare en sang, jeg godt kunne lide og som satte sig fast i mine hjerneceller, hvorfra den lyder, så snart sneflokkene kommer vrimlende ned fra himlene….


FAC – Featured Artists’ Coalition

4. februar 2009

I England har en række musikere fra blandt andet Blur, Radiohead, Coldplay m.fl. dannet en interesseorganisation – FAC – der skal varetage kunstnernes interesser i den digitale revolutions tidsalder. Det handler selvfølgelig om at forsvare kunstnernes rettigheder. Det interessante er, at kunstnerne ikke træder i musikindustriens fodspor. Til forskel for visse af musikbranchens traditionalister opfatter FAC ikke den digitale tidsalder som et “dødsstød” for musikken, men som en “udfordring”. “Nok er pladeselskaberne svækket, men det bør kun styrke musikerne”, som det udtrykkes. Underforstået: Pladeselskaberne har ikke altid været musikernes “venner” og allierede – tværtimod. FAC er et vigtigt talerør i en turbulent tid, hvor copyright-lovene er under forvandling.

Genhør: Grace Slick & Paul Kantner – Sunfighter

4. februar 2009

For nogle dage siden bestilte jeg Grace Slicks selvbiografi  – Somebody to Love? A Rock and Roll Biography – på nettet. Jeg er fascineret af Grace Slick og har været det lige siden, jeg første gang hørte Jefferson Airplane og så bandets kønne frontfigur.
Bestillingen fik mig til at tænke på Grace Slicks og kæresten Paul Kantners duoprojekt fra 1971, “Sunfighter”. Det burde have været i min musiksamling, for jeg bestilte det hos Dr. Jazz i København engang i starten af halvfjerdserne. Men butikken lukkede vist midt i processen, og det blev ikke til noget med den handel. Siden lånte jeg albummet og lyttede en del til det.
På albumcoveret, der kan minde lidt om Nirvanas Nevermind (inspiration?), ser man Slicks og Kantners lille datter China løftet op foran den stigende sol – i moders hænder. Symbolik så det basker.
På den eksperiementerende plade får duoen hjælp af en række venner fra San Francisco Bay Area: Graham Nash, David Crosby, Jorma Kaukonen (Hot Tuna), Jerry Garcia, Papa John Creach, Craig Chaquiro (Jefferson Starship), Edwin Hawkins Singers m.fl.
Albummets titelsang er en hyldest til Jefferson Airplane-kollegaen og -stifteren Marty Balin og markerer på sæt og vis Jefferson Airplanes begyndende opløsning. Samme år som pladen udkom forlod Balin bandet, og Slicks parforhold til Kantner var med til at skabe polarisering i gruppen  i forhold til Jorma Kaukonen og Jack Casady. Slick var også ude for en alvorlig bilulykke, der gjorde hende uarbejdsdygtig i lang tid.
Det blev dog til endnu to albums fra Jefferson Airplane: Bark (1971) og Long John Silver fra 1972. Begge plader bærer opløsningstendenserne i sig.

Sunfighter er en fin dokumentation af Grace Slicks og Paul Kantners musikalske betydning for Jefferson Airplane. Gode insisterende sange med markante tekster, som man har været vant til fra Jefferson Airplane-kataloget. Og så er der Slicks uforlignelige stemme, der stråler over det hele…


Universets idioter – apropos skattereformer og bankdirektørers mådehold

4. februar 2009


Néné har gjort mig opmærksom på en artikel i Washington Post, der med stor tydelighed fortæller om den grådighed, der er et ikke uvæsentligt forklaringsmoment i den aktuelle finansielle og økonomiske krise – og drivkraft bag den økonomi, vi alle må leve med under kapitalismen. Artiklen handler om de bonusser, som folkene på Wall Street modtager. Beløbet er – hold nu fast: 18 billioner dollars. En billion er tusinde millioner.  Altså 1000.000.000. Dollars.  Hvis vi sætter dollarkursen til 5,8 kr., så udgør bonusserne cirka 104.000.000.000 kroner. Den slags tal kan være svære at forestille sig. Men blot for at give en idé om størrelsen, så kan jeg nævne, at overskuddet på Danmarks betalingsbalance til udlandet i de første 11 måneder af 2008 var 31,7 milliarder… Til historien hører også, at Wall Street-idioterne sørgede for at udbetale bonusserne i december måned, inden de amerikanske skatteborgere satte ind med den meget omtalte bailout (en trillion dollars).
Ingen yderligere kommentarer.

Opdatering: Præsident Obama har i dag lagt et loft over bankdirektørers og finanslederes lønninger. Et skridt i den rigtige retning.