11. februar 2009 arkiv

Genhør: Hyldemor anno 1978

11. februar 2009

Det er snart længe siden, Klaus i sin hedengangne blog Amazing Space i forbifarten nævnte Hans Vinding “skæve” person, og forleden fik jeg lyst til at genhøre det album, som bandet Hyldemor indspillede i 1978. Jeg husker tydeligt dengang den blev spillet i radioen hos Hans Otto Bisgaard, der havde en forkærlighed for de flippede randfænomener i musiklivet. Jeg kan også huske, at DR også tidligere havde spillet noget med Hyldemors grønsageligheder, som vist kun fik udsendt et lille kassettebånd…


Albummet “Glem det hele” var derimod en rigtig professionel udgivelse. der blev udsendt på CBS med Tom Lundén som producer og en lang række gode musikere bag Hans Vindings sang og sange. På trommer finder man Jens Breum, på bas Tor Mathiesen, på violin, bratsch mm. Steen Cläesson og som korsangere Ida Kleman, Tom Lundén og Stig Kreutzfelt fra henholdsvis Bifrost og Rugsted & Kreutzfelt. Pladen blev indspillet på Stuk Records, der dengang var state of the art, og man havde fået en vis Peder Bundgaard til at lave cover, lige som han havde gjort for fx Gasolin.


På coveret ser ham en person (sikkert Hans) med hovedet i hænderne og hovedet fuld af lyseblå himmel. Et fint billede på den fantasifulde fantast og tekstmager, som Hans Vinding var. Han døde desværre alt for tidligt i 1999 i en alder af kun 51 år efter at have brændt sit lys i begge ender.


Albummet er et mageløst rockalbum, der bringer mindelser om både Bob Dylan, rock fra den amerikanske vestkyst i tresserne og halvfjerdserne og Bifrost, Alrune Rod og andre danske bands fra perioden.


Desværre har CBS (Sony) ikke ønsket at genudsende dette fine album, og man kan kun undre sig over den udgivelsespolitik, visse store pladeselskaber fører. Hvis man vil lytte til pladen skal man låne den af gode venner eller ud på second hand-markedet, hvor det forhandles til skyhøje priser. Til gengæld har Tømrer-Claus og Karma Musicc udsendt et par cd’er med Hyldemor. Dog ikke med musik fra “Glem det hele”. Om Hans Vinding og hans liv og musik kan man læse på denne hengivne side. Desværre kan jeg ikke bringe eksempler på musikken, som jeg måtte helt til Herning for at genhøre…

PS. Som man kan læse i kommentarfeltet, så var Tom Lundén producer på pladen.