Vi vil gerne gøre opmærksom på den hjemmeside, som Københavns og århus’ universiteter har lavet i anledning af Darwins jubilæum. Her kan man få en masse solid information om evolutionens videnskabelige kendsgerning. Og det kan være velgørende i en tid med for megen spiritualisme, creationisme, intelligent design og anden Mumbo Jumbo fra overtroens overdrev…
The Kinks – Apeman 1970
For halvandet år siden – den 15. juni 2007 helt præcist – skrev jeg et lille indlæg, der var en enkel semiotisk analyse af den danske politiske virkelighed, inspireret af semiologien Roland Barthes (og sociologen og semiotikeren Jean Baudrillard). Tillad mig at citere mig selv. Jeg skrev følgende under overskriften Venstre Højre Midten:
“En tanke i anledning af Margrethe Vestagers formandsovertagelse i det Radikale Venstre. SFs Villy Søvndahl advarer Margrethe, der vil placerer de Radikale i “midten†af dansk politik, om, at hun risikerer at ende i “intethedenâ€. Jeg tænker, at “midten†er denne “intethedâ€. Et parti kan ikke placerer sig i midten, fordi den ikke eksisterer og derfor er betydningsløs. Midten er som krigens ingenmandsland, der kun kan tænkes i kraft af de hære, der bekriger hinanden. Altså af forskellen, modsætningen, konflikten, tvisten osv. Når “nedsmeltningen af blokpolitikken†(med Vestagers ordvalg) sker, når partierne søger midten, så taber det politiske betydning. Måske imploderer politikken…
Nu halvandet år senere dukker tanken tilfældigvis op igen i en leder i Politiken – i gårsdagens udgave – , hvor signaturen ltm under overskriften “Midten går i sort” kommenterer Christoffer Guldbrandsens meget omtalte dokumentar om Ny Alliance “Dagbog fra midten”. Politikens leder karakteriserer dokumentaren som en film om en politisk implosion. Men analysen er svag. Den finder forklaringen på Ny Alliances sammenbrud i hovedfiguren, Naser Khaders, manglende lederevner og fastholder den umulige drøm om, begæret efter, et rigtigt midterparti. Lederskribenten skriver nemlig: “Filmen mindede …om, at Ny Alliance havde grundbestanddelene til et politisk projekt fra starten…afsættet var rigtigt”. Og til slut kan man læse: “Nedsmeltningen af Ny Alliance har efterladt et sort hul på midten som ingen endnu har være i stand til at oplyse med ny mening“. Jeg fremhæver. Underforstået: Hvis blot politikerne havde evnerne, kunne det lade sig gøre.
Set fra min lille analyses synspunkt, så er Ny Alliances korte historie blot en tragi-komisk illustration af selve umuligheden af det projekt, der efterlyses i lederen. Midten eksisterer så at sige kun som et fatamorgana. Som en luftspejling af alle de politiske kompromisser, der er gennemført hen over årene. Midten kan ikke oplyses af mening, som lederskribenten længselsfuldt skriver, for midten er menings-løs, betydnings-løs… Og det er det moderne, danske demokratis kroniske sygdom, at så mange politikere – senest SF med deres udskiftning af holdningspolitik med værdipolitik – begærer dette tomme felt, denne intethed, hvorfra løftet om mange vælgerstemmer, tværpolitisk omfang, flutuerende værdipolitik osv. lokker de politiske (magt)begær ud i afgrunden.
I går snakkede jeg med en pige, der arbejder som landbrugsmedhjælper på et landbrug. Eller rettere: i en svineproduktion. For svineproduktion er jo en industri og har ikke meget med mine nostalgiske forestillinger om landbrug at gøre. Pigens beretning fik mig til at tænke på min gamle geografilærer i folkeskolens ældste klasser. Han var en alvorlig og fremsynet mand. Jeg husker tydeligt, at han engang i tresserne forklarede os, hvorfor det ville være en god idé, hvis verdens befolkninger skar radikalt ned på dyreavl, altså især svine- og kvægavl. Hans regnestykke var enkelt. Han forklarede hvor meget korn og afgrøder, der skulle til for at opdrætte et slagtekvæg eller et svin – og derefter hvor mange munde den pågældende mænge afgrøder kunne mætte i forhold til den mængde kød, der kom ud af det. En artikel i Berlingske Tidende fortæller en lignende historie med fyrre års forsinkelse. Det er tankevækkende. Hvis vi nu alle besluttede at reducere vores indtagelse af kød til en fjerdel eller mindre. Det ville revolutionere landbruget og samfundet… Og give et væsentligt bidrag til klimapolitiken.
Berl. Tidende bygger på en artikel fra Ingeniøren – her.
Molly Bee, hvis borgerlige navn var Molly Gene Beachboard, slog for alvor igennem i en alder af kun tretten år med julehitklassikeren “I saw Mommy Kissing Santa Claus”. Ud over sangkarrieren slog Molly sine folder på film og i tv. Sidst i tresserne gik hendes karriere ned ad bakke, vist nok på grund af et misbrug af narkotika. Men hun vendte tilbage i løbet af halvfjerdserne.
Jeg faldt over denne herlige video med Molly, hvor hun synger om Billy Liar
“The wiser you get on the inside, the uglier you get on the outside. The world’s great gurus have beautiful things to say but the generally look like shit”
I dag kom Grace Slick-biografien Somebody to love med posten. Førsteudgave. Glæder mig til at læse om den smukke, rebelske forsangerinde i Jefferson Airplane.
Jeg skrev en kommentar hos Uffe. Og den sendte mig tilbage til min skoletid. Der var et program på tysk tv, som jeg ofte så, når jeg var kommet fra skole og havde læst mine lektier. Sport, Spiel, Spannung hed det og var et halvtimesprogram med tre faste indslag om, ja, sport, leg og spænding. Det var især det sidste punkt, der trak. Her vankede der måske en sjov film med Gøg og Gokke eller lignende. Serien havde en nobel ældre herre som moderator (det var dengang, folk over halvtreds stadig kunne bruges) og Cole Porters sang Just One of these Things var temamelodi. Den sang bed sig fast…
