CAPAC

I maj måned 2008 skrev jeg en positiv omtale af One-eyed Mules anden langspiller “Fronthe beats to the bibel”. Det var den første pladeomtalt i bloggen på opfordring. Den første officielle pladeanmeldelse, om man vil. Siden er der jo løbet meget vand i åen. Og nu sidder jeg så med gruppens fjerde album “When Tomorrow Comes”.

One-eyed mule består stadigvæk af Rasmus, Uffe, Søren og Simon. Men på pladen får de hjælp af Rune Højmark (pedal steel), Jens Moss (Mandolin) og Lene Ribens (der synger med på titelsangen). Inspirationen er stadigvæk hentet i den amerikanske sangskrivnings dyb, den vi nu om stunder kalder “americana” i mangel af bedre. På den led har tingene (heldigvis) ikke ændret siden jeg skrev om bandet første gang. Men der er kommet en modenhed og afklaring til. One-eyed Mule lyder som om bandet for alvor er vokset sammen med den musikform, de så åbenlyst elsker.

På pladens coverfoto ser man et par slidte graner i modlys. Der hænger et rødt stykke tøj til tørre på en snor mellem træerne og fotografiet – der er taget bandets guitarist Søren – kunne være taget mange steder i den danske natur. Og fotografiets upåfaldenhed og naturlighed siger også noget om musikken på pladen. Det er ikke musik, der skriger på opmærksomhed. Der er snarere tale om en diskrethed, der kunne forveksles med indadvendthed, men mere er udtryk for et optagethed af det væsentlige: musikken.

Det er en meget varieret plade, One-eyed mule har lavet. Der lægges ud med et lille akustisk nummer – guitar og xylofon. “Hello Morning Rag” er en lille stemningsfuld, melodisk sag, der lyder som er den skrevet på sengekanten en tidlig morgen. Og passer til den situation. “Move with you to the country” er en nedtonet, countrysang, der helt i overensstemmelse med country-musikkens æstetik letter og bæres frem af en diskret, men markant lyd af pedal steel guitar. “When tomorrow comes” er titelsangen – og nok også pladens mest publikumsappellerende sang. Det nærmeste One-eyed mule kommer en egentlig popsang med sing-a-long-omkvæd. Den burde nok sikre bandet air-play på radiostationerne. Et stykke country-rock med lækkert mandolinspil af Jens Moss. “Mild and Warm (to Mississippi John Hurt)” er en af de sange, hvor inspirationen er åbenlys. John Hurt, den finger-picking-spillende country-blues-legende er uden tvivl en af de mange inspirationskilder. Og sangen, der er en afdæmpet, rolig sang, er da også præget af fornemt guitarspil, der bringer Hurt og andre gamle forbilleder i erindring. ”The Way You Do Me” har bluesens monotoni og bringer denne lytter på sporet af fx Canned Heat (On the Road Again og den slags), men også Steppenwolf. Her har vi forladt countrysporet og er ovre i noget bluesrock. En af mine favoritter på pladen. Med ”Take It Easy On Your Man” er vi tilbage i enkelheden. El-guitar og vokal i en enkel sang. En charmerende lille bagatel, der afløses af ”Locust”, der lægger an til bagatelformatet, men folder sig ud med pedal steel-guitar og fuld bandlyd. Også et meget tilbagelænet nummer, der rammer det drømmeriske, som sangen handler om, ganske fint. ”Tunnels and Trains” får tempoet op igen. Her er takter fra halvtredser rock’n roll i skønsom blanding med lyden af moderne ‘indierock’. I øvrigt en af de mange sange i rocken, som lader sig inspirere af tog. ”What Was I Supposed to Do?” er endnu en af de små, behagelige, fortællende ballader, der er i overtal på pladen og som centrerer sig om vokal og guitar. Pladen slutter af med ”Anticipation”, der har tekst fra en gammel digtbog – og straks fik mig til at tænke på C. V. Jørgensen – den sene – John Cale og Velvet Underground rungende lyd. Rungende monotone guitarer i et filigran af lydeffekter. En fin afslutning på albummet.

”When Tomorrow Comes” er ikke en af de plader, der komme til at ligge på top 10-listen over de mest solgte album, men en rigtig lytteplade for os, der holder af rockmusik med sans for traditioner.

Pladen udkom d. 20. februar på Grab Them Records.

Omtale i Geiger

“I’m 66. I like to look back at when I was young and I worked like a dog so I could put my feet up when I was 66. I may perform some solo shows (I plan to perform a short acoustic set for the Prince’s Trust this year), but I doubt I would ever tour unless I was starving. So pray for me to starve. Then I’ll have to tour.”

Cit. fra Pete Townshends egen blog.

Pete Won’t Get Fooled Again – akustisk i studiet

Navnet Joe Moretti siger nok de færreste noget. Men de fleste rockelskere kender "Shaking’ All Over" med Johnny Kidd and the Pirates. Den blev nr. 1 på den amerikanske hitliste i 1960 og var en født klassiker af den slags, som andre bands tog med sig i øveren eller indspillede ærbødige versioner af. Det sidste sket for bands som canadiske Guess Who og engelske Who.

Et af de mest karakteristiske træk ved originalen – og et af de træk, der siden har inspireret rigtig mange – var Joe Morettis vibrato-guitarspil. Beach Boys huggede det til deres "Rock’n Roll to the Rescue."

Joe Moretti, som nu meldes død i en alder af 74 år, var skotte. Født i Glasgow, hvor han sidst i halvtredserne spillede med lokale bands,bl.a. Kansas City Band. I 1958 flyttede han sammen med sin unge kone, Pina, til London, hvor han spillede sammen med bl.a. Tony Sheridan og Brian Bennett og skabte sig et ry som en guitarist, der teknisk og med hensyn til sound var forud for sin tid. Via et job hos Vince Taylor and the Playboys og Johnny Duncan and his Bluegrass Boys kom Joe Moretti i 1960 med i Johnny Kidd and the Pirates og fik chancen for at spille lead-guitaren på "Shakin’ all over", da en anden guitarist i gruppen – Alan Caddy – var usikker på opgaven. Med hjælp af en metallighter som slideværktøj lykkedes det Moretti at skabe den særlige vibrerende lyd, der blev et vandmærke på den indspilning. Og sikrede Moretti en plads på rockens stjernehimmel. Indspilningen blev fulgt op af "Restless", men Moretti forblev løst tilknyttet til Johnny Kidd and the Pirates, fordi han blev engageret som backingmusiker for Gene Vincent, som han turnerede i Storbritannien med.

Morettis karriere kan beskrives som free lancerens. Ud over at spille med i forskellige bands arbejdede han som sessionmusiker for pladeselskaberne EMI, Pye og Decca. Og hans velanskrevne guitarspil kan høre på en lang række kendte indspilninger, fx Tom Jones’ "It’s Not Unusual" (1965), Chris Farlowes "Out of Time" (1966) og Donovans "Mellow Yellow" (1967). Som mange andre sidemen og studiomusikere måtte Joe Moretti finde sig i, at andre tog æren for hans præstationer og affinde sig med at overleve i relativ ubemærkethed. Selv om andre kunstnere vidste, hvad han stod for. På grund af skattegæld måtte Joe i starten af firserne søge i skattely i Sydafrika, hvor han boede frem til sin død den 9. februar.

"To Chuck, the Shakespeare of rock and roll, congratulations on your PEN award, that’s what too much monkey business will get ya . . . Say hello to Mr. Leonard, Kafka of the blues, and Lord Byron Keith (Richards) if he shows up. In all seriousness, Chuck, congratulations on this prestigious honor. You have indeed written the book with a capital B, and congratulations to Leonard, who’s still writing it – Bob Dylan"

Mod Strømmen henviser i dag til begivenheden, hvor Chuck Berry blev æret med the first annual PEN New England Awards for Song Lyrics of Literary Excellence. The Examiner opridser Dylans gæld til Berry. Uden Chuck ingen "Subterranean Homesick Blues" osv. I det hele taget er Chuck ikke til at komme uden om, når vi taler om rockmusik i de tyvende og enogtyvende århundrede. Påvirkningen af The Beatles kan man forvisse sig selv om på følge-CD’en til det seneste nummer af Uncut – "Sounds of the Star Club" – hvor Chuck Berry lægger beslag på hele tre af de numre, der satte ikke bare Beatles men hele den britiske bølge i gang. Shakespeare of rock and roll kalder Bob Dylan ham. Det er nok mere udtryk for den store ærbødighed, Dylan føler over for Berry end et rammende signalement. For Berrys sange er ikke Shakespeareske. Som lyrik betragtet ligger de nok mere inden for den moderne, amerikanske poetiske tradition, der både omfatter bluesens sangskrivere og Walt Whitman. En tradition, der sprogligt og tematisk er tæt på den jævne mands (og kvindes) hverdagsliv med arbejde, skolegang, kærlighedsproblemer osv. Men måske har Dylan alligevel fat i noget, der forbinder den store englænder og den lille sorte, amerikaner. Begge kunne de med deres kunst indfange noget fælles- eller almenmenneskeligt. Shakespeare i et sprog, der stadigvæk sætter overlæggeren på plads i engelsk. Berry i en enkelt, mundret, hverdagssprog, der passede til hans lige så enkle rock and roll som Hans i Grete.

Chuck Berry - I’m talking about you

I år fylder Sex Pistols’ hovedværk Never Mind The Bollocks 35 år, og Universal Music udsender – selvfølgelig – et jubilæumsudgave. Nok så interessant er det, at man i New Musical Express kan læse, at Sex Pistols – de overlevende medlemmer – har skrevet en ny pladekontrakt med pladeselskabet. Johnny Rotten – forgrundsfiguren i Sexpistolerne – kommer med denne kommentar:

"Music can be great, when done by the great. The Sex Pistols are the greatest. Universal now has a trophy room, music is the imitation of nature, the Sex Pistols are nature, so please give generously. Thank you."

- man fristes til at tilføje: Never Mind The Bollocks…

Apropos foregående indlæg, hvor vi forsvandt i grammofonpladearkiverne, så er det nok værd at nævne, at den digitale lyd står over for en udfordring med hensyn til kvaliteten. Vi har allerede nævnt mp3-formatets begrænsninger. Men det er også værd at opholde sig ved den kendsgerning, at nye medier – fx blue ray-formatet – giver nye muligheder for optimering af lyden. Og for musikelskere må forbedret lyd være eftertragtelsesværdig – selv om det jo er musikken, det drejer sig om. Her er Neil Youngs budskab fra sidste år. Han er en af forgængerne på området:

Claus har sendt mig et link til nedenstående lille film om manden, der angiveligt har verdens største private samling af grammofonplader. Vi snakker om en million album og endnu flere singleplader. Filmen er interessant af flere grunde. For det første trækker den gulvtæppet væk under os, der bilder os ind, at CD’mediet har givet også adgang til al den musik, der blev indgraveret på vinyl, acetat osv. Hvis manden har ret, så har mere end 80% af samlingen aldrig fundet vej til de nye medier. For det andet tager ejeren igen den fortærskede diskussion om lydkvalitet op og taler for, at CD-mediet har taget top og bund af lyden ved remastering. Jeg er ikke helt sikker på, at det er så enkelt. Men CD’mediet – og ikke mindst de forskellige digitale kompressionsformater og de fremadstormende streamingtjenester – rejser i høj grad diskussionen om, hvilken lydkvalitet vi som musikforbrugere må kunne forvente med de teknologiske muligheder, der er i dag.

I denne uge for fyrre år siden sprang Wings ind på Top 10/Tipparaden som nr. 2 med “Give Ireland back to the Irish“. Den eneste nyhed i den uge. På førstepladsen lå Sweet med deres “Poppa Joe”. Wings havde Paul Simon i hælene med “Mother and child reunion”, og ellers var listen præget af glamrock og især middle of the road-pop.

“Give Ireland back to the Irish” var udkommet d. 25. februar og holdt sig fem uger på listen. Det var også debutsinglen for Paul McCartneys første bandprojekt efter The Beatles, Wings. Og så var der tale om – i McCartney-sammenhæng – noget så usædvanligt som en politisk sang. Anledningen var den såkaldte “blodige søndag”, der udspillede sig den 30. januar 1972 i Derry i Nordirland. 26 borgerretsforkæmpere blev skudt af brtiske soldater i forbindelse med en march arrangeret af Northern Ireland Civil Rights Association. I første omgang blev militæret frifundet for at have gjort noget forkert af den britiske regerings Widgery Tribunal, men så sent som i 2010 kunne en anden undersøgelseskommission, The Saville Inquiry, konkludere, at nedskydningen af ubevæbnede demonstranter ikke kunne retfærdiggøres.

Wings-sangen blev da også genstand for censur i Storbritannien. BBC ville ikke spille den. Men også Radio Luxembourg og Independent Television Authority lod den ligge, som den varme kartoffel den var. Også Wings’ pladeselskab EMI var imod en udgivelse, men måtte bøje sig for McCartneys ønske, da han brændte for sangen. Og man siger ikke bare nej til en ex-Beatle. En ekstra krølle på historien var, at bandmedlem Henry McCullough er nordirer – og hans broder måtte tage mod øretæver efterfølgende, da bøller i lokalområdet fandt ud af, at han var med i Wings…

Singlen blev et pænt hit alligevel. Dårlig omtale er som bekendt også en god reklame. Og den hittede i andre lande end Storbritannien, bl.a. Danmark. Med den sang havde Paul McCartney og Wings valgt den besværlige vej tilbage på plademarkedet, kan man sige. På en vej, der i forvejen havde været besværlig for den tidligere Bealtle. I mine ører er det heller ikke en af de bedste sange fra McCartneys hånd eller i Wingskataloget. Men siden tog gruppen revanche igen og igen…

Wings spiller sangen i en sjælden optagelse

Ja, i dag ville Johnny Cash være fyldt 80 år, men Cash døde den 15. maj 2003.

Cash, der var aktiv lige til sin død, opfattes ofte som country-kunstner. Men det er alt for snævert. Som så mange andre musikere i hans generation voksede Cash op med gospel og blues – og hvad der ellers kom ud af den rørforstærkende radio hjemme i Kingsland, Arkansas, hvor familien boede.

Efter at have aftjent sin værnepligt, hvor han bl.a. var udstationeret i Tyskland – og dannede sin første musikgruppe – tog han mod til sig og opsøgte Sam Phillips og hans Sun Studier i håb om at få en pladekontrakt. Cash sang mest gospel på det tidspunkt, men der var mere salg i rockabilly og rock’n roll. Og med indspilninger som "Hey Porter" og "Cry! Cry! Cry!" sprang Cash ud som rockabillymusiker. Indspilningerne blev fulgt op af countrynumre som "Folsom Prison Blues" og "I walk the line".

Den musikalske spændvidde, der allerede tegnede sig i årene hos Sam Phillips, holdt Cash fast i resten af sin karriere – og man kan sige, at han foldede sig helt ud i de sidste års American Recordings-indspilninger, hvor Cash lod moderne sangskrivning gå hånd i hånd med den amerikanske folkelige musiks tradition.

Johnny Cash Sun Records Show – Johnny Cash "Hurt", hans sidste officielle indspilning

Det er mere end et tiår, siden Wilco lavede en rigtig video. Og det er tre årtier siden, vi sidst så en ny tegnefilm med Skipper Skræk og hans venner. Men her sker det så…