CAPAC

Som allerede omtalt fylder John Cale 70 i dag. Og i forbindelse med min omtale af ham, glemte jeg helt at nævne hans rolle som pladeproducer for andre. Og det er ikke ligegyldige plader, han har på samvittigheden. Lad mig i tilfældig rækkefølge nævne: proto-punk-debutpladen med The Stooges (inkl. Iggy Pop) fra 1969, debutalbummet med et af halvfjerdsernes bedste new wave-bands The Squeeze (1978), Patti Smith’ klassiske debut Horses fra 1975, Nicos The Desert Shore (1970), The End (1974) og et par senere og The Modern Lovers’ kultdebutplade fra 1973. Blot for at nævne nogle af de vigtigste. Som Torben er inde på, vil alene Cales rolle som producer sikre ham en plads i Rockens store Historiebog.

Cale har selv i et interview sammenlignet sin producerrolle som zen-mesterens:

“I really love producing other artists. I love helping someone achieve his goals. I always try to approach it from the point of view, “What would a Zen master do in these circumstances?’ And that is not to give the artist a direct answer to all his questions, but to suggest a solution by other means. You’ve got to stick to what you believe in. It might be lucrative for me to work with a particular personality, but if I don’t feel sympathetic to what he’s doing, I’m just letting myself down. And you lose all your credibility if you do that.”

Måske er det forklaringen på, at han flere gange har været med til at skabe noget holdbart – i en periode, hvor pladeproducerens rolle på godt og ondt blev mere og mere markant, for ikke at sige: dominerende.

På vej hjem gennem en snevåd, kold og mørk by efter koncerten med Thåström kom jeg til at tænke på digteren Thorkil Bjørnvigs gamle bog om beatmusikken Oprøret mod neonguden (1970), hvor han forsøgte at løsrive beatmusikken fra den banalisering, som den ellers var blevet mødt med op gennem tresserne, og indskrive den i en kultisk tradition som en revitalisering af den dionysiske dobbelthed, der løb som en understrøm i antikkens klassiske apollinske tanke. Beatmusikken som en fest elle et orgie, der i sig rummer både det konstruktive og det destruktive. Eros og Thanatos.

Thåström-koncerten i går på Voxhall kunne opleves om et kontrolleret, iscenesat dionysisk mysterium. Et musikalsk og teatralsk kunststykke – med understregning af kunst – hvor overskridelsen mellem dobbelthedens to sider kom på spil på scenen i musikken og Thåströms dramatiske one-man-show.

For øjnene af en næsten fuld sal kom Thåström ind på scenen iført sort hat, sort habit, hvid undertrøje og en halvt løsthængende buksesele. Han opførte en slags dans, der dels afslørede, at Mick Jagger ikke har optrådt forgæves, og dels lignede en stor fugls baskende dans. Thåström var bevæbnet med vinger. Med blikket enten fikseret på mikrofonen, som han trakterede som en forlængelse af sig selv eller måske som sit andet jeg, eller et sted ude i rummet over publikum, sang han, ja, dramatiserede han sine sange. Akkompagneret af et lydhørt og uhyre kompetent femmandsband. Trommer, bas, guitar og to keyboards.

Setlisten var centreret om Thåströms nye plade Beväpna dig med vingar, suppleret med sange fra solokarrieren og bandperioderne i øvrigt.

Thåström lagde ud med titelnummeret på det nye album. Og det stod fra første færd klart, at publikum ville blive præsenteret for lektion i moderne svensk rock. Med en monumental mur af lyd, der i høj grad var inspireret af den industrial rock, som Thåström tidligere med forkærlighed har dyrket, blev den ene sang efter den anden sendt ud over scenekanten i de 90 minutter koncerten varede. Inklusive en lille håndfuld ekstranumre. Balladerne, som Thåström også behersker, var i klart undertal. Det var et rockkoncert. Et helt igennem professionelt rockshow, hvor intet var overladt til tilfældighederne og selv spontaniteten – fx da Thåström hamrede løs på nogle ophængte jernlænker – var iscenesat. Dionysos i lænker.

Koncerten var Thåströms show, og de særdeles kompetente musikere var – og agerede som – statister. Og det skal forstås positivt.

Stadigt vandrende rastløst og dybt koncentreret rundt på scenen, undertiden dansende som Jagger, øldrikkende, svedende, nu og da indforstået grinende, fremførte kunstneren sine poetiske sange med en stemme, der kan få en til at tænke på Tom Waits, men også på landsmanden Ulf Lundell i det dystre, melankolske hjørne.

Koncerten blev afsluttet med Thåströms første singlehit, den bittersøde kærlighedssang ”Fanfanfan”. Men ellers vil jeg ikke fremhæve nogle af sangene på bekostning af andre. For der var , som antydet, tale om et veltilrettelagt, afrundet rockshow, der demonstrerede, at al snak om rockens død er noget inderligt vås, og at rocken stadigvæk besidder den dionysisk-ekstatiske kraft, som Bjørnvig klogt pegede på for mere end fyrre år siden. Thåström viste os også, at rocken er blevet en kunstart, der i de rette hænder er en stor oplevelse. I går aftes var vi udsat for en stor oplevelse. Thåström er en storartet kunstner. Københavnerne kan godt glæde sig til koncerten i aften…

[Fotografiet er lånt fra den norske operas hjemmeside]

CAPAC på Geiger

Den svenske musiker Thåström -Sven Joachim Eriksson Thåström – er et fænomen i Sverige. På linje med Ulf Lundell – blot en lille generation yngre – eller Carsten Valentin Jørgensen og KIm Larsen herhjemme. Sans comparaison.

Arbejdersønnen “Pimme”, som han kaldes af venner, voksede op på Skebokvarnsvägen 209 – der også er en pladetitel – i Stockholm og begyndte sin musikalske løbebane i lokale bands som Helt Sonika og The Haters. Men det var først, da The Haters blev til Ebba Grön i 1977, der for alvor begyndte at ske noget for “Pimme” og hans venner. Punken var tidens toneart, og Ebba Grön blev det førende svenske punkband med Thåström som sanger og guitarist. Som det skete for andre punkbands, så ændrede musikken sig dog væk fra den uhæmmede energiudløsning, der var og er punkens fornemste kvalitet og begrænsning. Og i 1983 lagdes Ebba Grön i graven og genopstod som fugl Phønix under navnet Rumimperiet. Rumimperiet blev hurtigt forkortet til Imperiet, der dyrkede en stil, der var en blanding af halvfjerser-punkrockelementer og firser-syntheziserlyd. Tilsat en god portion politisk engagement. Og Imperiet blev et af svensk rocks største firserbands.

Men det lå i kortene, at Imperiet kun ville blive en kort overgangsperiode for Thåström. Mange udskiftninger i bandet gjorde det til et ustabilt projekt. Og i 1988 optrådte Imperiet for sidste gang ved en koncert i Stockholm.

Året efter begyndte Thåström den solokarriere, der senest er resulteret i albummet Beväbna dig med Vingar (2012). Det første album hed bare Thäström (1989) og var med til at grundlægge det renommé, Thåström har i dag, som værende en af bedste og mest personlige sangskrivere og musikmagere, man har i Sverige i dag. Solodebutpladen blev i 2000 fulgt op at det rå og upolerede Explodera mig 2000. Og derefter dannede Thåström et nyt band, Peace, Love and Pitbulls, der med beskeden succes i hjemlandet dyrkede en hård, metallisk rock og sange på engelsk. Efter tre album vendte Thåstrom tilbage til solosporet i 1997 og til det svenske sprog. Med en kliché kan man sige, at det var den fortabte søns hjemkomst, og via de næste plader – Det är ni som e dom konstiga det är jag som e normal (1999), Mannen som blev en gris (2002) og især Skebokvarnsvägen 209 (2005) – fik Thåström for alvor tag publikum og kritikken – og blev mere populær, end han nogensinde havde været. Med singlen “Fanfanfan” fra 2005-albummet lykkedes det ham endda at komme på den svenske singlehitlistes top. Den succes har han fastholdt med sit sjette album Kärlek är for dom, der kom i 2009 og indtog både single- og albumhitliste.

Også i 2009 udsendtes opsamlingsboksen med den herlige titel Be-bop-a-lula-hela-jävla-dan!, der over tre CD’er giver et portræt af Thåström som en søgende kunstner, der – lidt à la Neil Young – eksperimenterer med musikalske udtryk, fra akustisk til industrial rock, for en sangskrivning, der både er dybt personlig, poetisk og socialt engageret.

Titelsangen, der indleder pladen, er en sang om rastløshed, drømme og frihedstrang. Beväbna dig med vingar / Beväbna dig med vingar/ Beväbna dig med allting/ som du längtat å drømde om en gång hedder det i sangen, hvor jeget taler til en anden om at tage ned til havnen – dette symbol på udlængsel og frihed – hvor krystalskibene kommer ind og blæsten ‘den blåser dit man vil’. Teksten og Thåstrøms dramatiske sang føres indledningsvis frem af en enkel, tung trommelyd, et lige så enkelt pianospil, men udfolder sig langsomt til at være en storladen rockode.

I Låt dom regna er det regnen, der er det centrale, mystisk-poetiske billede. Låt dom regna ikväll, låt dom regna/ Låt dom regna, låt dom rulla,/låt dom tvätta dig ren/ Låt dom regna ner, ner… Sangen kan i sin opbygning ligne det indledende spor. Tunge, enkle trommer og et mandkor ledsager Thåstrøm, der den rensende regn. En sang, der er latent skæbnesvanger, men også fuld af forhåbning og måske dybest set handler om modgangen som nederlag og frigørende potentiale.

Smaken av dig er en sang om en kærlighed, der var og stadigvæk sidder i kroppen. Den er henvendt til den tabte elskede. Jeg blev aldrig av med/ smaken av dig i min mund/Jeg blev aldrig av med smaken av dig. Igen et mørkt nummer, der er er vævet ind i strygere og lugter af latent erotik, indestængt liderlighed og smertelig længsel. Og en sang, der løftes op af flotte billeder som: Sjung skepp å städer långsamt för mig/Sjung om under vulkaner bare för mig/Sjung stridselefanter, sjung orkaner/ Sjung för mig, sjung

Samarkanda er en enkel sang, der består af en serie associationer, sammenligninger, der alle begynder med det lille ord ‘som’. Associationerne relaterer sig til omkvædet: Som Samarkanda når hun kommer. Samarkanda er både et pigenavn og navnet på den mytologiske by. Billederne glider over i hinanden og genererer på poetisk vis stemninger og betydningsoverskud i læseren. En enkel ballade, hvor Thåström akkompagneres af piano og diskrete synthezisers. Måske er det en slags kærlighedssang.

St Ana Katedral er en drømmerisk sang om en kvinde, der har efterladt et spor i sangens jeg. Det var nån som sa/ du spart en liten bit rött kvar... Og jeget vil ringe til kvinden engang, i september, oktober, marts, april… Men en typisk Thåström-vinkel, så refereres der til, hvad andre har fortalt. Det var nån som hade sett dig... Og billedet af kvinden optegnes længselsfuldt som et fatamorgana. Et tungt rocknummer, der som andre på pladen langtsomt bygges op med lag på lag, først med buldrende trommer, forvrænget guitar og siden støjende, voluminøse synthezisers.

Dansbandsångaren er en mere ligefrem sang. Dansebanssangeren desillusionerede farvel til livet på vejene, hvor han kender enhver lille benzinstation, og hvor de eneste venner han har er biblen, spritten og mandebladene. En sang om musikerlivets bagside, hvor forsiden er sangene om længsel, kærlighed og forgængelighed i projektørens lys. En stille ballade ledsaget af kor, monotone basgange, lige så monoton trommespil, lidt støj fra guitar og tangenter.

Nere på maskinisten er nærmest en lille novelle, der fortæller om fiktive personer på stedet Maskinisten, bla. forfatteren Kurt Tucholsky og forfatteren Bertil Malmgren. Hovedpersonen, der er stamgæst på stedet, iagttager og indfanger de lokale skæbner, primadonnaen, den blonde adjudant, Kurt, regnbuepigen og Bertil Malmgren. I musikken genlyder de ambulanser, der kan høres i adjudantens fortælling om sit interessante liv: Om man lyssnar tillräckligt/ länge på han hör man/ hur amulanserna sjunger för varan/ Sjunger för varan/ Sjunger för varan/ Sjunger för varann. Sangen er måske det nærmeste, man kommer en popsang på albummet. En popsang, der også er industrial rock. Hvis man kan forestille sig det…

Brunkenbergstorg er et smukt, stemningsfuldt instrumentalnummer, domineret af syntezisers og en svært dechiffrerbar hvisken fra en kvindestemme.

Den afsluttende sang Sluta när jeg vill handler om den gentagelsestvang, vi alle i større eller mindre omfang er underlagt. Og om illusionen om, at vi endeligt kan bryde med vores indgroede vaner og uvaner. Jeg kan sluta när jeg vill... En stille, næsten akustisk sang. Et sagte piano og stemningsfulde elektroniske lyde er alt.

Beväbna dig med vingar er en mørk plade om kærlighedslængsel, rastløshed og vemod. Titlen er et citat fra den danske digter Michael Strunges digtsamling fra 1984, Væbnet med vinger. Thåström nævner Strunge i sin tak til sidst i CD-hæftet. Og grafikeren Frans Masereel, der har været inspiration til CD’ens layout.

Thäström er et digterisk gemyt, og med sit nye album har han sammen med sine kompetente musikere skabt et helstøbt værk, hvor poesi løber ubesværet sammen med en rockmusik, der både er præget af den monumentale støj og den skrøbelige skønhed. Om pladen er et mesterværk vil kun tiden kunne afsløre, men det er uden tvivl et hovedværk i Thåströms karriere.

CAPAC på Geiger

Vintage Violence – John Cales solodebutalbum

I morgen fylder den walisiske musiker John Cale 70 år.

Han er kendt for sin fortid i det stilskabende Velvet Underground. Men tyngdepunktet i hans kunstneriske karriere ligger i solokarrieren.

I den mellemliggende tid har der været en tendens i musikpressen til at stille John Cale lidt i skyggen af kollegaen Lou Reed. Men sammenligningen af de to har været som at sammenligne æbler og bananer – set fra dette tastatur. Uden at forkleine Lou Reed, så er Reeds styrke, at han stort set altid har bevæget inden for rock’n roll-sangens æstetiske rammer (vi ser bort fra fx Metal Machine Music) – og det er der kommet mange, fremragende sange ud af.

John Cales musikalske spektrum er meget bredere – og det har været hans styrke og (i det mindste kommercielle) svaghed. Han mestrer også rock’n roll sangen – fx på de klassiske album fra Island Records i halvfjerdserne – men også kompositioner, der afslører hans klassiske dannelse og inspirationen fra John Cage og andre moderne komponister.

Hvor man kan – set i lyset af albummet Lulu – godt kan være i tvivl om Lou Reeds kreative niveau efter de 70, så lader John Cales seneste udspil, EP’en Extra Playful fra september sidste år, ingen tvivl tilbage om hans opadgående formkurve. Til lykke med dagen.

"you don’t have to be black to be a nigger…"

sangteksten

Medens vi er ved de kommende interessante udgivelse, så må Moe Tucker I feel so far way. Anthology 1974-1998 siges at høre til den kategori.

Når Velvet Underground omtales, så er det som oftest John Cale og Lou Reed, der fremhæves. Det er der selvfølgelig gode grunde til. Men de andre – bl.a. trommeslageren Maureen “Moe” Tucker – skal bestemt ikke glemmes. Og det ikke alene ‘for en ordens skyld’, som man siger. Men, fordi de andre – Moe, Doug Yule og Sterling Morrison – også havde væsentlig indflydelse på den lyd, der karakteriserede Velvet Underground og blev stilsættende for efterfølgende bands.

Moe Tuckers trommespil var langt fra, hvad man vil kalde sofistikeret. Snarere tværtimod. Men det passede som fod i hose til den musik, Velvet Underground leverede. Hvad der er mindre kendt er, at Tucker siden Velvet Underground-tiden har vist mange andre sider af sit talent. Ud over at arbejde sammen med fx Violent Femmes, Sonic Youth og Half-Japanese, har hun indspillet flere plader i eget navn, hvor hun både synger, spiller guitar, saxofon m.m. Og nu bliver der mulighed for at opleve hele spektret af Tuckers talent på en dobbeltcd, som pladeselskabet Sundazed udsender under omtalte titel.

The Hollies kræver ikke nogen introduktion. En af tressernes førende histliste-popgrupper med en perlerække af slidstærke hits på samvittigheden. Men efter min mening var de også lidt undervurderede. De blev fundet lidt for lette af anmelderne. Men de vokser med genhøret. Gode popsange og et imponerende vokalarbejde, der ikke fandt mange modstykker dengang – eller senere for den sags skyld. Og lyden, den umiskendelige lyd, som var fastlagt fra dag et nærmest. The Sound of the Hollies.

Sidste år kom et boksæt med det meste af gruppens bedste materiale. Og til maj kommer en udgivelse med optagelser fra BBC. På bandets hjemmeside kan man se en oversigt over pladens indhold. Og som der står at læse: A Must Have For All Hollies Fans! Og det er ikke engang løgn, for The Hollies var lige så gode i koncertsituationen som på plade.

BBC 1969 Hollies “Stop! Stop! Stop!”

Da jeg satte mig for at kaste en rune over den tidligere malersvend og nuværende kunstmaler og filminstruktør Erik Clausen i anledning af hans 70 års fødselsdag i dag, så kunne jeg ikke finde et passende foto fra dengang, han kom rundt i landet sammen med sin makker Leif Sylvester Petersen. Clausen & Petersen og deres fælles gale, politiske gadecirkus var mit første møde med Clausen – og Petersen for den sags skyld – og det var i den tid, hvor venstrefløjen satte den kulturelle dagsorden. Og det var hylende morsomt. Men det var også humor med saft og kraft og bid. Når jeg tænker tilbage på de gange, jeg stod der og grinede over deres løjer, så kan jeg blive helt varm om hjertet – og ikke lade være med at tænke: Kors, hvor vi dog mangler humor og kritisk sprængkraft på den slappe venstrefløj, vi har i dagens Danmark.

Siden dengang, hvor Clausen sammen med sine venner i bl.a. Røde Mor satte kulør på en venstrefløj, der hele tiden var i overhængede fare for at blive hængende i fodformet politisk hængemulealvor og det, der var værre, er der løbet meget vand i åen. Og Clausen har gjort sig stærkt bemærket som filminstruktør i den ‘realistiske’ genre. Clausen spiller gerne selv hovedrollen i filmene. Ja, uden at fornærme nogen, kan man hævde, at han er hovedrollen i de film. I de bedste af filmene – fx Cirkus Casablanca og Rocking Silver – lykkes det for Clausen at give en troværdig miljøskildring, som gør disse folkekomedieagtige film værd at se.

Berlingeren kalder i sin fødselsdagskommentar Clausen for ‘venstrefløjens ven’ og heri kan man lægge, at han i hvert fald ikke er ven med dem, der deler denne avis borgerlige grundholdninger. For Clausen har – selv om han forlod Danmarks Kommunistiske Parti for mange år siden i skuffelse over partiets alt andet end demokratiske form – gennem alle årene haft hjertet placeret i venstre side og følt sig solidarisk (ja, solidarisk…) med jævne mennesker i dette land. Selv om Clausen aldrig – lige som sin kammerat Kim Larsen – aldrig har sat sit lys under en skæppe og sikkert har været for meget for mange, så har jeg aldrig været i tvivl om, at der inde i al selvpromovering har været et ærligt engagement og en tro på, at verden stadigvæk kan forandres til noget bedre. Til lykke gamle dreng.

Bruce Springsteen har omsider sluppet sit nye udspil løs på afspillerne. Og indtil videre har kritikken af pladen været blandet. Blandt er vores egen Torben Bille forbeholden over for den indignerede Springsteen, medens Pastoren ovre hos Jens Unmack kalder det et ‘hæderligt’ album. Jeg har ikke selv dannet mig en mening om den. Men du kan selv gøre det, for pladen er lagt ud som strøm lige her.

[Beatles på flugt fra fans i filmen A Hard Day's Night, stillfoto]

“I’m always polite to the people who speak to me. I’ve known from an early age that for the public I am an exciting figure – and I have had time to get used to it. But even for me nowadays it sometimes gets too much.

Sometimes I want to have a peaceful evening with my wife in a restaurant without every few seconds having to pose for a mobile phone photograph. And increasingly people just don’t seem to understand that. Today everybody’s got a telephone with a built-in camera.”

Paul McCartney