CAPAC

Willie Nelson, den gamle outlaw-country-kunstner fylder 79 i dag og ruller sig sikkert en spliff i dagens anledning. Vi vil nøjes med at spille en af hans allermest berømte sange – Crazy. Og i den mest berømte udgave – Patsy Clines. Willie skrev sangen i 1961, 28 år gammel. Han var da allerede en etableret sangskriver, men havde ikke rigtig manifesteret sig som solist. Det ændrede “Crazy” på, da Patsy Cline sendte den op på countrylistens andenplads året efter. Sangen er i øvrigt slet ikke rigtig country, men en popballade med jazz- og countryovertoner.

[foto lånt fra bandets hjemmeside]

Bag bandnavnet Snake & Jet’s Amazing Bullit Band gemmer sig Thor Rasmussen og Thomas Frederiksen. Hvis navnet bringer mindelser eller associationer frem i retning af tresserne og halvfjerdserne, så er det ingenlunde tilfældigt, for den musikalske inspiration på bandets tredje album, Stuff That Rotates, der udkommer i dag, står i dyb gæld til ikke mindst den eksperimenterende del af de to årtiers rockmusik.

Thor og Thomas har en udpræget smag for fængende melodier, en post-Hendrix-inspireret, “grim” guitarlyd, unisone vokalharmonier og effekter, der er som taget ud af den store spættebog for rockmusikere, fx båndsløjfer à la Beatles og Pink Floyd, Jethro Tull- Ian Andersons tværfløjte og mere eller mindre tydelige citater fra rockens historie.

Stuff that Rotates hedder pladen, og titlen betegner fint en rockform, der cirkulerer omkring sit eget eksperimenterende og legende univers – uden dog at blive simpelthen navlebeskuende eller narcissistisk. Som de progressive rockplader fra de sene tressere og halvfjerdserne inviterer Snake & Jet lytteren med på en udforskningsrejse i lyd, samtidig med at de appellerer til koncertsituationen.

Stuff that Rotates er et stykke DIY – Do it Yourself – en i alle detaljer hjemmelavet plade, der vedgår arv og gæld fra tidligere generationers beatmusik, men samtidig gør det på en nutidig, egensindig vis. Jeg forstår godt, at singleudspillet “Black Egg” kommet i fast rotation på Danmarks Radios P6, kanalen, hvor man dyrker den musik, der bare vil være musik uden at skulle læne sig op af hitlister og salgstal, for Snake & Jet laver musik, der både taler til kroppen og til lyttecenteret i hjernen. Holder man af at lukke sig inde i høretelefonernes parantes og lytte til prog rock som Pink Floyd, Soft Machine, Sgt. Pepper osv., så er Snake & Jet’s nye plade værd at investere penge og tid i.

Udk. på Crunchy Frog

En fugl i hånden er bedre en ti på taget, siger en gammel talemåde. Men det spøjse musikalske projekt Dans & Lær deler slet ikke talemådens jantelovbeskedenhed og kan åbenbart ikke få fugle nok. I hvert fald følger Bjarke Søballe Andersen-Tran, Lars Meiling, Andreas Halberg, Ramsu Jusjong og Frederik Schumann på deres nye album op på de foregående udgivelsers ornitologiske, pædagogiske og musikalske udflugter med en udgivelse, der både appellerer til danseskoene, lattermusklerne og hjernen.

Flere fugle hedder pladen meget passende. Og her møder vi både spurve (Gråspurv og Skovspurv), Grønirisk (tidlige udsendt på single og omtalt her), Landsvale, Nattergal, Musvit, Stær, Gulbug, Blåmejse og Rødhals. Og så er der en enkelt sang om den svenske naturforsker Carl von Linné, hvis klassificeringssystem for planter, dyr og mineraler er verdensberømt.

På tekstsiden får Dans & Lær hjælp af fagfolkene Ole Geertz-Hansen og Poul Bondesen. Førstnævnte bidreager med ‘speak’ og fugleoptagelser, Poul Bondesen med tekstbidrag. Og så leverer Dans & Lær underlægningsmusikken, der i sit elektroniske både trækker på traditionen fra Kraftwerk og mere poppet elektronica som fx i Hotbutters gamle hit “Popcorn Song“.

Hvor alvorligt fugleprojektet skal tages er svært at sige. Og det er vel egentlig det fascinerende ved dette dybt originale projekt. Det er dansant pop med pip. Og selv om man godt kan komme i tvivl om, hvor langt projektidéen holder – altså hvor mange plader, den kan bære – så er “Flere fugle” med sine meget danseglade. elektroniske grooves og stærkt kontaminerende rytmer et muntert, smilebåndsbevægende indslag i en popmusik, der ofte tager sig selv alt for alvoligt. Det er sådan en plade, der er med til at skabe en glad dag.

Dans & Lær hedder bandet, og der er både noget at lære og noget at danse til på “Flere fugle”. Jeg tror dog de fleste især vil gribe til danseskoene og glemme fuglekiggerten imedens. Hermed anbefalet.

Pladen udkom for en uges tid siden og kan købes via bandets hjemmeside.

“Jeg tænkte, nå, men det er så livet

sådan ser det altså ud

lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt

og helt almindeligt

Der er nogen chancer, som man selv kan ta

og flytte rundt med hvis man synes

lidt op og ned, du ved, man klarer sig

åh, Gud hvor åndsvagt

Kys det nu, det satans liv

grib det, fang det før det er forbi ..”

Steffen Brandt/ TV-2

- det var morgenens uundgåelige på capacs indbyggede jukebox…

Hvis man ellers kan stole på de sladdervorne medier, så ligger det 62-årige Bee Gees-medlem Robin Gibb for døden. En kræftsygdom og dens komplikationer har sendt Robin ind i en ulige kamp for livet. Og den triste nyhed om, at han sandsynligvis vil følge tvillingebroderen Maurice, der også døde af en kræftsygdom, fik mig til at tænke på dengang, hvor brødrene var med til at sætte Australien på poplandkortet som et land, man måtte tage alvorligt.

Jeg tænker selvfølgelig på de sene tressere – 1967-1970 – hvor de hittede verden rundt med sange som: Massachusetts, World, Holiday, Spicks and Specks, Words, Jumbo/The Singer Sang His Song, I’ve gotta get a Message to you, I started a Joke, First of May, Tomorrow Tomorrow, Don’t forget to remember m.fl. – for nu at nævne nogle af de sange, der lå på de danske hitlister og gled i poperindringen. At det første hit herhjemme – “Massachusetts” – ikke blev nr. 1 – men kun nr. 2 i ugerne 45 og 46 i 1967 – skyldtes landeplagen “Gyngerne og karussellerne” med Preben Uglebjerg. “I Started a Joke” lå på førstepladsen på Top 10-listen i to uger med navne som Donovan, The Doors og The Supremes i baghjulet. Det var uge 9 og 10 i 1969. “Don’t forget to remember” lå hele tre uger (37-39, 1969) nr. 1 på samme liste, skarpt forfulgt af Jane Birkin og Serge Gainsbourgs erotohit “Je t’aime”. Nogenlunde samtidig lå Robin Gibb selv på listen med “Saved by the Bell“, der præsterede hele fire uger som nr. 1 (u. 31-34, 1969) og ialt ni uger. I uge 27, 1969 lykkedes det brødrene med “Tomorrow Tomorrow” at fravriste Beatles førstepladsen og fortrænge “Ballad of John and Yoko”, efter at dette sene Beatles-hit havde ligget fem uger som nr. 1.

Men Bee Gees blev ofte sammenlignet med The Beatles i den første periode af deres internationale berømmelse. Og et eller andet sted var Liverpool-kvartetten nok også et forbillede for de fire unge, engelskfødte fyre fra Redcliffe, Queensland. Men de havde deres helt egen lyd og skrev deres egne solide hits, fortrinsvis ballader, der stadigvæk holder den dag i dag. Og som jeg husker det, så var de i den periode en konstant, vigtig del af poplydtæppet bag de ofte noget grå hverdagsliv. Tag hvilken som helst opsamling af deres tressersangskat, hvis du er i tvivl…

I dansk rock har vi en fornem tradition for lokalt forankrede sangskrivere. Tænk på Kim Larsen (København), Allan Olsen (Nordjylland), Johnny Madsen (vestkysten), C. V. Jørgensen (Lyngby) og så videre. Ikke alle deres sange har lokalt udspring, men nogle af de væsentligste har. Til den ufuldstændige liste hører også Telestjernen – hvis borgerlige navn er Rasmus Johansen – der bor i Brabrand ved Århus og skriver sange med udspring i det jyske.

I næste uge udkommer Telestjernens tredje album, Hvidt Skidt, der følger op på Ungt Blod (2009) og Roxy Grill (2010).

Allerede på den anden skæring på pladen, "Donni Tarantino og den flammende dødsdrom", anslås det lokale tema. Det er en sang om den cap-klædte Donni, der er lun på den lokale grill-bar-servitrice Sally, som er cool, lækker og smækker. Scenen kunne være skåret ud af hvilken som helst jysk provinsforstad, hvor unge henlever deres liv og går rundt med drømme, der næres af mediernes stjernedrys. Donni og Sally stikker af i en Mustang fra 1969 – eller også er det bare en fantasi om at træde ud af de gråmellerede hverdag som i en film af Tarantino eller med James Dean. Musikalsk befinder sangen sig et sted mellem guitarbaseret halvtredserrock og det vokale forbillede C. V. Jørgensen i et lydunivers med ekkodybde. Sangen får en ekstra dimension med Emma Acs i korrollen som Sally.

"Med næb og kløer" er en nærmest arketypisk sang om en ung mand på knallert (en Tomos!) på vej ind i byen til kammesjukkerne en fredag aften – men også på vej bort fra barndommen og ind i de voksnes verden med en smertende tatovering som symbol på det uigenkaldelige uskyldstab. En ligefrem ballade båret frem af lige dele vemod og guitarlyd.

"I en gammel oldsmobile" er en ballade om ikke at ville blive voksen. Om desperat og forgæves at forsøge at holde fast i den barn- og ungdom, der kun kan overleve som erindring. Perspektivet lægges fra en gammel Oldmobile, hvor drengen fødes på bagsædet og faderen græder over sit tabte liv: "Far han græd/sad & så sig tilbage/i et spejl så han ungdommens dage/tone frem som perler på en snor/en tåre faldt/& et lys blev brudt i et prisme...". Oldsmobilen er et billede på selve livet, "er du træt af at køre/eller bare kørt træt/din kobling er måske røget/& du vækkes bag dit rat/af et kraftfuldt baseballbat". Igen er der tale om en melankolsk ballade, der associerer til sangskriveren fra Lyngby, men har sit eget ligefremme tonesprog med flotte backingvokaler og strygere.

I "1989" tematiseres Janteloven i en sang om at vokse op et sted, hvor drømmene næres af lorte-tv, pop, kulørte blade og radio i mono. I sangen nævnes The Tornados, og der er også en klar musikalsk gældsætning til halvtredser- og tresserguitarlyden i dette nummer, hvor Telestjerne også får hjælp af ingen ringere end Manoj Ramdas (SpeKtr) på netop guitar.

Telestjernen dyrker et lydbillede, der sender tankernen i retning af Phil Spectors voluminøse lydmur. I det hele taget er inspirationen fra lydbillederne fra de for rocken formative årtier – halvtredserne, tredserne og halvfjerdserne – ikke til at tage fejl af. Sålede også i sangen "Roserne på min gravsten", der er endnu en tabersang om at leve et liv, hvor dagene mest "er i sort og hvidt" og hvor håbet skrumper ind til en lille drøm om roser på gravstenen, som andre spytter blod på… En storladen rocksang, der vokalt står i gæld til traditionen fra The Beach Boys.

"R.I.P. Johnny Boy – hvad så nu" handler om Johnny, der har en baggrund som kriminel i storbyen, men ender sine dage i en trailer i provinsen, hvor han, sådan som man kan læse i aviserne, findes død, glemt og i opløsning. Endnu en fortælling om en white trash-eksistens, iscenesat som en slags country-cowboyfilm-sang, der både kan minde om gamle westerns og Lee Hazelwood i countryhumør.

Telestjernens plade bevæger sig som allerede antydet i krydsfeltet mellem mediedrevne drømme, vesterlandske myter og den konkrete liv på provinsens bund. I "Rute 15" portrætteres en anden arketypisk provinsfigur, bilhandleren og mekanikeren Hardy, der forsøger at overleve, medens motorvejsudvidelser æder sig ind på hans lille fristed med pin-up-piger på væggene og spilleautomater i baglokalet til kundernes underholdning. Helt logisk er det et stykke vaskeægte garagerock med huggende guitarer og smældende trommer.

I "Psykopaten" fortælles en lille enkel sang om pige, der udsættes for overgreb fra en anonym mand. Et sørgerlig tidsaktuel sang, men også en sang om at drømme sig væk. En lille bagatel, der starter ganske stille som akustisk folk, men vokser som en ballon, der pustes op til bristepunktet, takket være operasangerinden Rikke Simonsen, der løfter sangen op og ud af banaliteten.

I "forbandet svineri" føjes endnu en historie til provinslivets moderne mytologi. En historie om handel med for gammelt svinekød. Den kunne være trukket lige ud af kriminalspalterne i en af de utallige lokale onsdagsaviser. Akkompagneret af keyboard fortælles historien ligefrem og uden svinkeærinder.

Telestjernen skriver sange, der ikke kan se sig fri for klicheer, men som er mundrette og som sprogligt set passer godt til den kuldslåede univers, som beskrives i de små fiktioner om det såkaldte Udkantsdanmark. Det er ligefremme sange af den slags, rocken lever højt på. Sange skrevet ind i et fiktivt univers, hvor hjørner af provinsdanmark møder store amerikanske biler og mediebårne drømme i et mytologisk univers. Jeg tror, at den afdøde forfatter Erik Thygesen, som havde sans for rock med lokalkolorit og rødder, ville have elsket Telestjernen, lige som han elskede Paravion. Jeg gør. Hermed anbefalet.

Hvidt Skidt udkommer d. 30. april på Eagle Vision Records /VME

Min gamle veninde Gertrud gør opmærksom på, at det er 75 år siden, den spanske fascist Franco sammen med sine nazistiske allierede bombede den lille by Guernica. Det lykkedes for generalisimoen at ihjelslå og såre en tredjedel af den lille bys ialt 1600 indbyggere. Men Picasso og andre sørgede for, at den brutale handling ikke gik i glemmebogen. Og det er vigtigt i en tid, hvor andre må lide under brutale despoter eller fremmede besættelsesmagter, fx i Syrien eller Afghanistan. Jeg skrev også en note om Guernica i anledning af 70 året.

På denne dag i april for 30 år siden udkom Paul McCartneys fjerde soloalbum, Tug of War. Det var også det første soloalbum i tiden efter Wings, der gik i opløsning året før. Også på andre måder var det et bemærkelsesværdig album. Det var det første fra McCartneys hånd efter mordet på John Lennon – og produceren på pladen var den gamle ven fra Beatles-dagene, George Martin.

Albummet blev husket for singleudspillet og -hittet "Ebony and Ivory" – og den medfølgende video – hvor McCartney spillede og sang sammen med Stevie Wonder. Men albummet er på andre måder værd at huske. Ud over Wonder optræder Carl Perkins, Stanley Clarke, Eric "10cc" Stewart og Ringo Starr på pladen, der indeholder en række fine sange.

Get it (Paul og Carl Perkins)

Sangen kom sejlende ind i min bevidsthed lige som solskinnet gennem gardinsprækken, da jeg her til morgen sad på sengekanten og kløede gravhunden bag øret. “(Now and then there’s) A Fool Such As I“. Ser vi bort fra sangtekstens almengyldige udsagn om, at vi alle kan være nogle fjolser i kærlighedens uforudsigelige og ukontrollerbare spil – og i øvrigt – så er det et af mine absolutte favoritnumre med Elvis Presley. Og jeg tror Bob Dylan har det på samme måde, for det var et af de Elvis-numre, han indspillede i de såkaldte Basement Tapes-sessions og i de sessions, der blev til det omdiskuterede cover-album Selfportrait (1970) – selv om det først dukkede op på det oversete overskudsalbum Dylan i 1973 sammen med “Can’t help falling in love“.

Arrangementet i Elvis’ version er fantastisk. Især introen med den vilde leadguitar og Ray Walkers afgrundsdybe basstemme, der lægger op til Elvis’ og The Jordanaires’ flotte vokale samarbejde i resten af nummeret. Indspilningen af Bill Traders sang er fra 1958 og er – i mine ører – en sang, der både peger tilbage på de første rock’n roll-indspilninger og frem mod tressernes mere poppede udgave af Elvis. Sangen blev da også indspillet, medens Elvis havde orlov fra soldatertjenesten i Tyskland, perioden mellem rock’n roll-årene og det, der kom efter. Elvis transformerede Hank Snows traditionelle countryversion til medrivende poprock, og Dylan gjorde den til sin egen…

I halvfjerdserne – ja endda sidst i tresserne – begyndte man at tale om “progressiv” beat. Især i Storbritannien dukkede der bands op, der havde kunstneriske aspirationer, der rakte længere end til succes på hitlisterne. Nogle mente, at det var et udslag af, at halvstuderede røvere var ved at få overtaget i beaten, der jo ellers havde været arbejderklassens og den lavere middelklasses legeplads. Og noget var der nok om snakken, for mange af de progressive bands medlemmer studerede på universitetet eller i hvert fald på kunsthøjskoler, de såkaldte art colleges.

De progressive bands – fx Soft Machine og hele slænget fra den såkaldte Canterbury Scene, Pink Floyd, de unge Genesis, King Crimson, Yes osv. – lavede musik, der med The Oxford Companion to Music’s formulering “…udforskede udvidede musikalske strukturer, som involverede indviklede instrumentale mønstre og teksturer og ofte esoteriske emner“. For nu at blive i det studentikose…

Jeg kom til at tænke på den progressive beat eller rock, som vi vil sige i dag, da jeg lyttede til det engelske band Shoes and Socks off og deres nye plade Miles Of Mad Water, der officielt udkommer d. 14. maj. Shoes and Socks off er centreret omkring Tobias Hayes, der har en fortid i Meet Me in St. Louis. Og albummet er det femte, der bærer Hayes’ navn.

Miles of Mad Water er et barn af den progressive rock. Selv om de teknologiske forudsætninger er nogle andre i 2012. Sangene på pladen blev til som akustiske sange, men efterfølgende har Hayes brudt dem op – ja, man fristes til at sige dekonstrueret dem – i studiet og bygget dem op igen med hjælp af computerteknologi, sampling osv. Man kan stadigvæk høre de basale, enkle melodier, der gemmer sig bag lagene af fascinerende, eksperimentale lydstrukturer. Som moderne forbilleder nævnes Radiohead og Autolux, der jo også kan siges at have rødder i tressernes eksperimentale opbrud i beaten.

Miles Of Mad Water er et stykke prog rock, der har samme fascinationskraft som mange af den progressive beats album. Her er mindelser om Jimi Hendrix i det syrede hjørne, den psykedeliske musik, Beatles i deres mest eksperimentelle hjørne (No. 9…), Canterbury-lyden osv. Det er avant garde- og art-rock, der henvender sig til lyttere, der elsker musik, der overskrider poppens og rockens elementære skemaer. Hermed anbefalet.