CAPAC

I år er det 60 år siden radioteknikeren og pladeproduceren Sam Phillips søsatte sit berømte plademærke Sun Records. Det skete først på året. Det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse. Men også en risikabel satsning, for der var ikke mange penge i pladeproduktion, og i starten måtte Phillips indspille alt, der kunne sælges. Studiets motto var: “We Record Anything, Anywhere, Anytime”. Tydeligere kunne det vist ikke siges.

Økonomien var også en ikke uvæsentlig forklaring på, at Phillips først satsede på at indspille sorte kunstnere. De havde svært ved at få deres musik offentliggjort – og Phillips kunne bruge pengene. Sådan kom købmandsskab og kulturbevarende virksomhed til at gå hånd i hånd…

Inden plademærket blev født havde Phillips allerede været i gang på 706 Union Avenue i Memphis, Tennessee, hvor Memphis Recording Service var åbnet den 3. januar 1950. Her indspillede kunstnere som Howlin’ Wolf, Junior Parker, Little Milton, B.B. King med flere. Og her indspillede Jackie Brenston and his Delta Cats i 1951 sangen”Rocket 88“, der i dag regnes for at være en af de første rock’n roll-numre, måske endda den allerførste.

Der er ingen tvivl om, at de skrappe økonomiske vilkår for pladeproduktion skærpede Sam Phillips iværksætterlyst og sans for en god forretning, og hvad der var efterspørgsel på. Han indledte et samarbejde med det kendte Chess Records som producent – og fortsatte selv med at indspille plader med de sorte kunstnere. Men det var stadigvæk svært at tjene penge og holde gang i forretningen.

En slags gennembrud kom i 1953, hvor han indspillede Rufus Thomas’ “Bearcat“, der var en af de tidlige rock’n roll-lignende sange. Den hittede lokalt, og Phillips var hurtigt til at følge den om med flere lignende sange, bl.a. tugthuskandidaterne The Prisonaires og deres “Just Walkin’ in the Rain” (bedre kendt i Johnny Rays version fra 1956). Også den sang hittede og skaffede Phillips omtale i pressen. Og det var efter sigende avisomtalen af Phillips arbejde, der fik en vis ung mand ved navn Elvis Aron Presley til at sætte sig i forbindelse med studiet.

I august 1953 opsøgte Presley Phillips i Sun Studiet kontor, hvor han anmmodede om – mod betaling – at få lov til at indspille en acetatsingle med sangene “My Happiness” og “That’s When Your Heartaches Begin“. Hvad Elvis’ motiver var har rockarkæologerne siden diskuteret. Ville han bare glæde sin højtelskede mor Gladys eller drømte han måske om at få succes? I hvert fald passede han ind i Phillips forestillinger om, hvad der kunne tjene penge til den slunkne kasse: En ung, hvid mand, der kunne synge – og synge, så man næsten troede, han var sort. Den 5. juli 1954 fik Elvis så mulighed for at indspille de sange, han kendte, ledsaget af guitaristen Winfield “Scotty” Moore og bassisten Bill Black. Indspilninger gik ikke særlig godt, og det var først, da sessionen egentlig var ovre, at Elvis greb guitaren, slap nervøsiteten og kastede sig ud i en løssluppen udgave af “That’s all right“. Og resten er historie, som man siger.

I forbindelse med jubilæet er der udsendt en dobbelt-CD, der indeholder de omtalte numre – plus andre af de tidlige indspilninger.

[pressefoto, taget af Tobias Fonsmark, der også har stillet det til rådighed for capac - tak!]

“Gymnasierock” kaldte de blaserte musikanmeldere den succesfulde danske poprock i firserne. Etiketten var møntet på bands som Tøsedrengene, Ray Dee Ohh, Rocazino, One Two og Halberg Larsen, der hver på deres måde leverede yderst professionel og velspillet hverdagspop til det unge og det ungdommelige pladekøbende publikum. Popmusik, der kun ville være pop, dvs. levere banale tekster, man kunne synge med på, og som i deres blanke banalitet var nemme at relatere sig til. Sådan som det altid har været med den elementære pop.

Jeg kom til at tænke på ‘gymnasierocken’, da jeg første gang satte Tobias Triers nye album Elektrisk Regn på afspilleren. For der er ingen tvivl om, at den snart fyrreårige danske sangskriver, sanger og musiker går i den danske poprocks fodspor – iført jakkesæt, gummisko og el-guitar. Elektrisk Regn er pop for voksne . Ligefrem, iørefaldende, uhyre velspillet, poprock – men med kant.

Poptekster er brugstekster. Deres betydning står og falder med deres fungeren i musikken. Og deres banalitet bliver kun spiselig, hvis de fungerer musikalsk – og måske endda overskrider deres banalitet sprogligt set. Det er tilfældet med Triers tekster, der er aftrykt i det fine lille hæfte, der følger med. Tematisk kredser sangene om poppens velkendte emner, ikke mindst forholdet til det andet køn. Og sangene er banale, som elementære popsange er, men der sniger sig en særlig hverdagspoesi ind i sangene, når Trier, der efterhånden er en garvet sangskriver, masserer metaforer og laver små glidninger i sproget. Fx i titelsangen, hvor der opstår poetiske gnister i brugen af et forslidt maritimt billedsprog: “Som et skib uden tanker/ der sejler sin egen sø/som en bunke af vraggods/drev jeg i land på din ø. Som en redningsplanke i mørket/kom du og bød mig op/ og dansens blide bølger/ drev jeg om bord i din krop/ gennemblødt af elektrisk regn/ gennemblødt af elektrisk regn“. De små hverdagspoetiske bagholdsangreb slår ned som små lyn fra den mørke sky, der pryder cd-omslaget og tilfører sangenes banalitet et pust af energi og liv.

Erfaringshorisonten på Elektrisk Regn er ikke ungdomsforelskernes og -festernes, men de etablerede midaldrendes. Dem med børn på slæb og måske i vente, med hus, “kuglegrill og fjerkræ-saks og stegetermometer”, som det hedder i den desperate “Hva’ nu” om parforholdets truende klaustrofobi. Og selv om sangene er trofaste over for popsangenes grundlæggende banalitet, så er der sange, der vil mere end det. Fx sangen “En plads i mit hjerte”, der rummer tre små, fine portrætter af tre mennesker, som lever i erindringen hos sangeren.

På et par af sangene har Trier fået hjælp. Det gælder “Toget står stille”, hvor Carsten Lykke, Oliver Zahle g Kenneth Thordal har en finger med, og “Alt hvad jeg har”, som Kasper Parby Vig og Per Worm har lavet sammen med Tobias Trier. Men begge sange falder fint i hak med de andre. Sangene på pladen er gennemarbejdede poprocksange, der både appellerer til det lyttende segment og dem, der helst vil synge med. Det sidste understreges af, at sangene bechiffringer også er trykt i sanghæftet.

Det korte af det lange er, at Tobias Trier og hans hold af dygtige musikere har lavet et voksent poprockalbum af den slags, man ikke kan få for mange af. Anbefales alle, der er er kommet ud over gymnasiealderen og stadigvæk er til pop.

Elektrisk Regn udkommer i dag på Target Records.

Hør nogle af sangene på Triers egen hjemmeside – lige her.

Den 33-årige stockholmske singer-songwriter Anna Alexandra Ternheim deler skæbne med mange andre svenske talenter: Hun er heller ikke noget stort navn i Danmark, selv om hun fortjener at være det. Til gengæld har hun for længst opnået stor anerkendelse og popularitet i hjemlandet. Siden solodebutten Somebody Outside i 2004 har Ternheim modtaget adskillige Grammy-nomineringer og priser. Debutten gav hende prisen som ‘bedste nye navn’. Og opfølgeren Separation Road fra 2006 løb med priserne: Bedste kvindelige artist og bedste tekstforfatter. Ternheims fjerde plade Leaving on a Mayday (2008) blev årets plade i Sverige – og indbragte hende endnu en pris som årets bedste kvindelige kunstner. I mellemtiden havde hun også fået udsendt sin første plade på det amerikanske marked: Halfway to Fivepoints (2008).

I efteråret kom Anna Ternheims seneste album, The Night Visitor. På pladen, der allerede har fået flotte anmeldelserne med på vejen, er Ternheims inklination mod det akustiske endnu mere udtalt, end den har været før. Selv om hun på sine tidligere album har bevæget sig inden for en musikalsk horisont, man med lidt god vilje kunne kalde rock eller måske endda indierock, så har det ligget i kortene, at Ternheim har haft en folkakustisk tilbøjelighed.

Det er ikke Ternheims tekster, der skiller sig ud. De bevæger sig inden for kendte temaer – kærlighed, ensomhed, utroskab, melankolia osv. Og de er skrevet og synges på engelsk. Jeg tror, Anna Ternheim ville kunne give sin sangskrivning et løft, hvis hun valgte det sprog, hun er vokset op med.

Til gengæld har hun en prægnant stemme, der både er klar som kold kildevand, stærk og emotionelt bevægende.

I følge rygterne omkring plade så blev sangene til, da Ternheim opholdt sig alene i Brooklyn med sin akustiske Gibsonguitar. Og det kan man høre, synes jeg. Der er en særlig enerumsintimitet over disse sange. Man kan også høre, at Ternheim har været i gode kollegers hænder i studiet i Nashville, hvor hun har fået hjælp af Dave Ferguson (kendt fra sit samarbejde med Johnny Cash) og bluegrassspecialisterne Tim O’Brien (violin) og Ronnie McCoury, hvis sprøde madolin strør vellyd over mange af sangene. Kenny Malone lægger en bund af swingende, diskret trommespil under sangene, og den 80-årige veteran Jack Clement sørger for at forbindelsen til traditionen ikke slippes…

På et enkelt nummer – “The Longer The Waiting” – får Ternheim hjælp til det vokale af Dave Furguson. Men ellers er det hendes egen stemme, der står centralt, selv om den støttes af fine, indlevelsesfulde backingvokaler.

Sangene kan ikke løbe fra, at de er indspillet i countrymusikkens hjerte. Det er country-folk vævet ind i fingerpicking guitarspil (Ternheim selv) og smægtende violin og harmonika. Selv om Nashvilleæstetikken sætter rammerne for pladen er den meget varieret. Her er små valse, enkle sange med få instrumenter og større arrangementer.

Den nye plade burde kunne give Anna Ternheim flere lyttere uden for hjemlandets grænser. Det er en fin samling iørefaldende sange med upåklageligt smagfulde arrangementer og en produktion, der ikke er til at sætte en finger på eller et spørsmålstegn ved. Men det er især Anna Ternheims stemme, der gør denne plade – og de foregående værd at bruge tid på.

Walking Aimlessly – Black Light Shines – The Longer The Waitin

En kortere version kan læses i Geiger.

I en tid, hvor musikalbummet er en truet race i musikken, er det befriende at opdage et program, der netop dyrker albummet. I tresserne, hvor jeg lyttede meget til radio, var der programmer – fx AktueLP – hvor man gav sig tid til at spille og kommentere hele album. I "Album" fører Ralph Christensen og Kristian Leth lytterne gennem en række plader, der har fået klassikerstatus eller det, der ligner. Plader som Beatles’ Abbey Road, Paul Simons Graceland, David Bowies Heroes, men også mere kultiske plader med Aphex Twins, Talk Talk og Pixies. Det er ret sjovt at høre to relativt unge radiofolk forsøge at få styr på en næsten tyngende respekt for Beatles og så alligevel få sagt nogle interessante ting om Liverpoolbandets betydning for populærmusikken. Anbefales.

Her i bloggen er jeg lidt optaget af rockens oprindelse. Og kigger man på omslaget til Ray Charles’ første album fra 1957 kan man se, at den kategoriseres som "rock’n roll". Men lægger man øre til det Jerry Wexler-producerede album, der i tidens ånd var stykket sammen af forudgående singleudspil plus det løse, så hører man en perlerække af gospel-, blues-, R&B- og jazz-baserede sange. Men det var vel også det, rock’n roll var – i hvert fald indtil Elvis tilførte en hidtil uhørt portion hvid, sensuel kropslighed.

Jeg kan huske, at der var mange af de danske pigtråds- og beatgrupper i tresserne, der nævnte Ray Charles som inspirationskilde, når de blev interviewet i popbladene eller radioen. Fx forsangeren i The Defenders, afdøde Flemming Sørensen. Allerede dengang aftvang Charles sig respekt – og man forstår det, når man genhører dette debutalbum, der lyder, som var det blevet optaget i går.

Ray Charles plade blev genudsendt i 1962 under titlen Hallelujah I Love Her So, opkaldt efter en af Charles mest kendte sange, der også er med på pladen.

I got a woman

Populærmusikkens traditioner er et stort tag-selv-bord for nutidens kunstnere. Og københavnertrioen Shiny Darkly har på deres eponyme debut-EP både arme og ben ned i den lyd af mørke og støj, man kan følge tilbage gennem uomgængelige fikspunkter som Joy Division, Velvet Underground, MC5 og alle de beskidte garagebands fra tresserne. Man kunne også nævne hjemlige Sort Sol og Before.

Shiny Darkly, der består af Kristoffer Bech (gt. og sang), Mads Lassen (trommer) og Oliver Matthew Volz (bas), spiller ung, energifyldt post-punk. Og produktionen og miksningen svarer helt til bandnavnet, Her er ekkorumsvirkning, voldsom guitar, Delta Korg og en sangstemme, der ikke helt kan skjule sine forbilleder blandt fortidens mørkemænd – fra Sods Steen Jørgensen til Joy Divisions Ian Curtis.

Shiny Darkly har allerede gjort sig bemærket på lokale scener og følger op med optræden på såvel Spot-festivalen og vor lokale moderfestival i Roskilde.

Pladen er udgivet af Crunchy Frog – og fås både på vinyl og digitalt.

Medens jeg forsøgte at redde stumperne af capac-webloggen i går, lyttede jeg til Alabama Shakes’ debutalbum Boys & Girls, der lige nu kan strømmes her. Bandet, der har den spændende Brittany Howard i den vokale forgrund, blev dannet i Athens, Alabama i 2009. De spiller en traditionsforankret rock, der har helt tydelige overtoner af tressernes soul (James Brown, Otis Redding osv.). Lyden på debutalbummet oser også langt væk af den lyd, man fandt på tresserindspilningerne, inden det teknologiske isenkram for alvor tog over og ændrede lydbilledet. Man fristes til at kalde det en ærlig lyd, der passer fint til en musik, der også er ærlig. Gode sange, god sangerinde, medrivende band. Et ‘terrific’, ‘wonderful’ rock’n roll-band, som Letterman siger i denne fine optagelse.

Ja, bloggen så lidt anderledes ud for en stund. Katastofen indtraf – hele bloggen blev slettet på serveren. Nogen forklaring har jeg ikke fået, men jeg har arbejdet på at genoprette den. .

Opdatering: Det lader til at tsunamien er afværget. Bortset fra et par detaljer skulle capac-bloggen ligne sig selv.

Opdatering nr. 2: Er der nogen lære af den sindsoprivende oplevelse? Ja, man skal sørge for regelmæssig at lave backup af sin database – og gemme den uden for serveren (på harddisken eller lign.).

Opdatering d. 16/4: Mit webhotel har med held genskabt både databasen og filerne fra den famøse dag. Så med lidt tålmodighed kan jeg få retableret de sidste mangler i løbet af et par dage.

I dagens medier kan man læse, at pladebranchen langt om længe er ved at lægge sin anti-pirateri-strategi om. Efter i en årerække at have retsforfulgt store såvel som små udøvere af ulovlig fildeling går man nu over i den anden grøft. Selv om nyhedsartikelskriveren nok tager munden for fuld, når han eller hun hævder at ‘Pladeselskaber henvender sig høfligt til musikpirater’, så er det rigtigt, at man med den nye strategi satser på at oplyse om ulovligheder og gelejde synderne over i de lovlige alternativer, der er kommet til i form af de opblomstrende streamingtjenester.

Selv om man kan mene, at udviklingen af pladebranchens strategi på dette område har haltet gevaldigt efter den almene digitale udvikling, så er det glædeligt, fordi det et eller andet sted afspejler en erkendelse af de vilkår, internettet og digitaliseringen sætter for musikbranchen. At der så stadigvæk er en undertone af ‘jeg skal komme efter dig, hvis du ikke ændrer adfærd’ er i bedste fald en rest af den gamle ortodokse holdning.

Pladebranchens holdningsændring passer som fod i hose til KODAs ændrede holdning til de mange unge musikbloggere, der i samarbejde med danske bands og solister streamer og uploader musik. Det er nu blevet legalt og omkostningsfrit at gøre (der er dog nogle betingelser, som man bør læse grundigt…).

Alt i alt tror jeg de nye toner vil komme musikken til gode – og også branchen bag musikken.

Men det kan godt undre mig, at man så samtidig kan læse, at regeringen i uhellig alliance med partiet Venstre bag lukkede døre og næsten med tape for munden netop nu forhandler om en ny lov om bekæmpelse af pirateri på nettet. I stedet for at tage en offentlig debat vælger man hemmelighedskræmmeriet. Og oven i købet er der partier – bl.a. Enhedslisten og Liberal Alliance – der åbenbart ikke ønsker at deltage i møderne bag lukkede døre. Og det sker samtidig med, at en anden nyhed fortæller, at den omstridte ACTA-lovgivning sandsynligvis bliver nedstemt i EU, efter at man først havde forsøgt at snige den igennem uden folkelig debat…

Det politiske mummespil om den nye anti-piratlov illustrerer med al ønskelig tydelighed, hvor stor afgrunden mellem den nye digitale virkelighed og det politiske establishment er.