CAPAC

Ovre hos Pastoren (i Jens Unmacks weblog) diskuteres blandt andet ‘banale’ popsange. Vi kender alle fordommene om ‘silly lovesongs’ og lignende. Sange, der beskæftiger sig med den gråmelerede hverdag, vi alle lever i, med dens ups and downs, drømme, romantiske tilløb, skuffelse, knubs, glæder og lykkestunder. Det er også uden tvivl den musik, der har det største publikum. God pop sælger. Det ved vi.

Og det er en stor kunst at kunne skrive en poptekst, der kan forlove sig med en fermt skåret popmelodi og et gå i seng med et godt arrangement. Når det sker og man spontant tænker, “Sådan er det!”, medens popsangen sætter sig fast et sted inde bag korttidshukommelsen – ja, så er kunstværket en realitet.

Sådan har jeg det lidt med Gilbert O’Sullivan. Fx sangen “Clair“, der hittede stort for knap 40 år siden. “Clair”, der var med på Sullivans andet album fra 1972, Back to Front, kunne jeg slet ikke forlige mig med dengang. Det sad fast som en burre på trommehinden, men jeg skiltede ikke med, at jeg faktisk var solgt til stanglakrids. Det var ikke rigtig politisk korrekt at kunne lide den slags. Det svarede til at indrømme, at man både var til ABBA og David Bowie.

Men “Clair” er et eksempel på O’Sullivans evne til at skrive banaliteter, der balancerer hårfint mellem popklichémærket sentimentalitet og beskrivelsen af det, der – netop med en kliché – siges ikke at kunne beskrives, det sagte i det usagte. At sangen ved et nærmere eftersyn slet ikke er så banale endda er en anden sag…

Clair

The moment I met you, I swear.

I felt as if something, somewhere,

Had happened to me, which I couldn’t see.

And then, the moment I met you, again.

I knew in my heart that we were friends.

It had to be so, it couldn’t be no.

But try as hard as I might do, I don’t know why.

You get to me in a way I can’t describe.

Words mean so little when you look up and smile.

I don’t care what people say, to me you’re more than a child.

Oh Clair. Clair …

Clair

If ever a moment so rare

Was captured for all to compare.

That moment is you in all that you do.

But why in spite of our age difference do I cry.

Each time I leave you I feel I could die.

Nothing means more to me than hearing you say,

“I’m going to marry you. Will you marry me? Oh hurray!”

Oh Clair Clair …

Clair

I’ve told you before “Don’t you dare!”

“Get back into bed.”

“Can’t you see that it’s late.”

“No you can’t have a drink.”

“Oh allright then, but wait just a minute.”

While I, in an effort to babysit, catch up on my breath,

What there is left of it.

You can be murder at this hour of the day.

But in the morning the sun will see my lifetime away.

Oh Clair Clair …

Oh Clair

Heldigvis genopdagede jeg Gilbert O’Sullivan sidste år, og i mellemtiden er flere af hans album blevet genudgivet i såkaldte ‘Collector’s Editions’.

Vi skal ikke glemme damerne her i bloggen. Og en dejlig en af slagsen fylder 60. Rebecca Brüel, der er kendt fra samarbejdet med søsteren, afdøde Sanne, som uomgængelige korpiger på mange plader i dansk rock, Jomfru Ane Band og duosamarbejdet med livsledsageren Troels Trier. Til lykke med dagen! Vi markerer med at lytte til Jomfru Ane Bands aktuelle Krisens Dans Makabre – og sender læseren over til Torben, der skriver dagens krønike om Rebecca.

[ukrediteret foto - lånt herfra]

“6 Spielman Rd

Dartford

Kent

Dear Pat,

So sorry not to have written before (I plead insane) in bluebottle voice. Exit right amid deafening applause.

I do hope you’re very well.

We have survived yet another glorious English Winter. I wonder which day Summer falls on this year?

Oh but my dear I have been soooo busy since Christmas beside working at school. You know I was keen on Chuck Berry and I thought I was the only fan for miles but one mornin’ on Dartford Stn. (that’s so I don’t have to write a long word like station) I was holding one of Chuck’s records when a guy I knew at primary school 7-11 yrs y’know came up to me. He’s got every record Chuck Berry ever made and all his mates have too, they are all rhythm and blues fans, real R&B I mean (not this Dinah Shore, Brook Benton crap) Jimmy Reed, Muddy Waters, Chuck, Howlin’ Wolf, John Lee Hooker all the Chicago bluesmen real lowdown stuff, marvelous. Bo Diddley he’s another great.

Anyways the guy on the station, he is called Mick Jagger and all the chicks and the boys meet every Saturday morning in the ‘Carousel’ some juke-joint well one morning in Jan I was walking past and decided to look him up. Everybody’s all over me I get invited to about 10 parties. Beside that Mick is the greatest R&B singer this side of the Atlantic and I don’t mean maybe. I play guitar (electric) Chuck style we got us a bass player and drummer and rhythm-guitar and we practice 2 or 3 nights a week. SWINGIN’.

Of course they’re all rolling in money and in massive detached houses, crazy, one’s even got a butler. I went round there with Mick (in the car of course Mick’s not mine of course) OH BOY ENGLISH IS IMPOSSIBLE.

“Can I get you anything, sir?”

“Vodka and lime, please”

“Certainly, sir”

I really felt like a lord, nearly asked for my coronet when I left.

Everything here is just fine.

I just can’t lay off Chuck Berry though, I recently got an LP of his straight from Chess Records Chicago cost me less than an English record.

Of course we’ve still got the old Lags here y’know Cliff Richard, Adam Faith and 2 new shockers Shane Fenton and Jora Leyton SUCH CRAP YOU HAVE NEVER HEARD. Except for that greaseball Sinatra ha ha ha ha ha ha ha.

Still I don’t get bored anymore. This Saturday I am going to an all night party.

“I looked at my watch

It was four-o-five

Man I didn’t know

If I was dead or alive”

Quote Chuck Berry

Reeling and a Rocking

12 galls of Beer Barrel of Cyder, 3 bottle Whiskey Wine. Her ma and pa gone away for the weekend I’ll twist myself till I drop (I’m glad to say).

The Saturday after Mick and I are taking 2 girls over to our favourite Rhythm & Blues club over in Ealing, Middlesex.

They got a guy on electric harmonica Cyril Davies fabulous always half drunk unshaven plays like a mad man, marvelous.

Well then I can’t think of anything else to bore you with, so I’ll sign off goodnight viewers

BIG GRIN

Luff

Keith xxxxx

Who else would write such bloody crap”

Citat fra Keith Richard – Life

Rolling Stones – The Early Years

Memoirelitteraturen vokser i rock- og poplandskabet. Ikke alt er lige interessant. Men når 70-årige Carole King udsender sine erindringer må det påkalde sig interesse hos enhver, der beskæftiger sig med populærmusik. Carole King – eller Klein som hun egentlig hedder – har gennem mere end halvtreds år sat sit markante fingeraftryk på poppen som sangskriver og udøvende kunstner. Samarbejdet med kollegaen Gerry Goffin i tresserne – og solokarrieren med flagskibet Tapestry – er ikke til at komme uden om.

Erindringerne har allerede fået blandet modtagelse, hvor man har hæftet sig ved både karrierens imponerende styrke, men også Kings tendens til at være snakkesalig. Men uomgængelig er bogen under alle omstændigheder. Hør hende selv præsentere den her.

Love makes the World

“The strongest thing that caught me off guard was the realization of just how young we all were. That came as something of a surprise, perhaps – the memory of what it felt like to be that young and on such a mission. That, I think, was the thing that came across that wouldn’t have happened had I not been in those sessions. We really, really were young and we were filled with a very powerful kind of drive and passion. It was good to be reminded of that.”

Johnny Marr – til Rolling Stone – i anledning af genudgivelsen af The Smiths album som bokssæt

The Smiths – What difference does it make

Lidt forenklet sagt var det The Sugarcubes og Björk, der satte Island på det internationale musikalske landkort sidst i firserne og starten af halvfemserne. Selv om Island havde haft deres egen populærmusikalske historie i årene efter anden verdenskrig – parallelt med de andre vestlige lande. Siden er der kommet andre, der har taget over, selv om Björk stadigvæk er Islands rocks ukronede trold. I arvefølgen finder vi uden tvivl Sigur Rós i fremmeste led.

Siden starten i 1994 har Sigur Rós med den markante Jonsi i forgrunden gennem koncerter og en lille snes album (alt inklusive) skabt sig et renommé som noget helt særligt inden for indiemusikken og rockmusikken i det hele taget.

Medens vi venter på den nye plade, Valtari, der er lige på trapperne, har jeg haft tid til at lytte til det seneste udspil fra gruppen, det generøse koncertalbum Inni, som består af hele to CD’er og en koncert-dvd.

Undervejs i lytningen til numrene på albummet har jeg ikke kunnet løsrive mig fra den tanke, at der er en intim forbindelse mellem musikken og så det nordatlantiske ørige, som Island er, med dets både voldsomme og smukke natur. Vulkanerne, gejserne, havet, isen – og så nordlyset, den høje himmel, det grønne, solen. Et kontrastfyldt klimatisk og geologisk grænseområde.

Hvor langt den slags analogier holder, skal jeg ikke her fordybe mig i, men i hvert fald er der store konstraster i Sigur Rós’ musik. Kontraster, der fremkalder en særlig, betagende skønhed bestående af både frenetisk støj og sart, delikat skønsang og musiceren.

Inni er en slags opsamlings- eller største hits-plade, som man ikke havde forventet at modtage fra dette unikke band. Numrene er taget fra de foregående plader og indspillet ved to koncerter i London’s Alexandra Palace i november 2008. Også musik-dvd’en stammer fra samme koncerter. Fokus er på musikken. Publikums reaktioner og deltagelse er reduceret til en minimum, fx ser man vist slet ikke publikum på dvd’en. Og det er helt i Sigur Rós’ ånd, hvor musikken er opslugende.

Hos nogle anmeldere af pladen, som kom for en del måneder siden (med først dukkede op på mit skrivebord for kort tid siden), mærker man en skepsis eller et forbehold over for pladen. Det antydes, at den er et kompromis med pladeselskabet, et affalds- eller overskudsprodukt, der markerer starten på forgrundsfiguren Jonsis solokarriere – og endelig, at en live-plade er en dårlig erstatning for såvel et studiealbum og en ‘rigtig’ koncert…

Men med disse mediale filtre for øjne og ører berøver man sig selv for en særlig oplevelse af et band, der har ry for at være noget helt særligt på en scene. Måske er live-pladen som fænomen dalet lidt i anerkendelse i disse år, og det er paradoksalt, eftersom de teknologiske muligheder for at indfange koncerternes særlige aura aldrig har været bedre, men Inni er et overbevisende argument for at tage live-pladen alvorligt. Live-plader kan noget, som et studiealbum ikke kan, nemlig videreformidle noget af den udefinerbare stemning, der opstår, når kunstnerne møder deres publikum, lige som de kan give et indtryk af det særlige samspil, den særlige dynamik, der hersker mellem musikerne i koncertsituationen. Også selv om de eventuelt er blevet finpudset i studiet, hvilket ikke er sket i radikal forstand på Inni.

For at vende tilbage til yderpunkterne i Sigur Rós’ musik, så skabes den af støjen fra rocken og dens elektriske instrumenter, og det vil ikke mindst sige Jonsis frenetiske håndtering af sin elskede bow guitar (guitar, der spilles med bue), og på den anden side samme Jonsis skrøbelige, fine, nærmest androgyne, falsetagtige sang, nogle forførende, skønne, æteriske melodier og øjeblikke af enkel, nærmest akustisk enkelhed. De enkelte sange er nærmest små værker (og da som oftest af en for populærmusikken atypisk længde – det længste over 15 minutter), der er bygget nærmeste dramatisk op. Det er ikke tilfældigt, at rigtig mange af Sigur Rós’ sange er blevet brugt til film og tv. Der er noget filmisk over dem. Det filmiske understreges også af den stemningsfulde sort-hvide koncertfilm, der et sted mellem dokumentar og musikvideo indfanger bandet i levende live på scenen.

Inni varer sammenlagt over tre timer. Det er en ordentlig mundfuld, og man fristes til – og vil nok oftest gøre det – at bryde den op i bidder. Men også værd at bruge tid på in extenso, hvis man ellers har tiden og dagen er til det. Og nybegyndere kan passende begynde rejsen gennem Sigur Rós fascinerende univers med denne flotte, gennemarbejdede præsentation af nogle af deres allerbedste sange.

Lúppulagið – Popplagið – Svefn-G-Englar (DVD-udgave) – mere fra Inni

I går genhørte jeg et lille interview med den kendte, amerikanske intellektuelle Noam Chomsky. En kendt lingvist, der især er blevet kendt som politisk analytiker og kommentator gennem en årrække med en lang række bøger, hvori han har hudflettet især amerikansk politik ud fra en i bedste forstand ‘radical’ position.

I DR 1 Orientering fra d. 10. februar i år – genudsendt i går (og som kan hentes som podcast på DRs hjemmeside), kunne man høre den aldrende Chomsky kommentere den aktuelle politiske situation i USA og de forestående valg på en måde, der fjernede den sidste rest af Obama-optimisme (We can!?) og leverede ramsaltet desillusion til enhver, der gad lytte efter. I følge Chomsky er det amerikanske demokrati kollapset. De to store partier – Rebublikanerne og Demokraterne – er i lommerne på de store private virksomheder. Man kan kun blive valgt, hvis man har masser af penge, og dem får man fra de private virksomheder. Til gengæld deponerer man politiken i deres interessessfære. Af samme grund er den massive arbejdsløshed i dagens USA slet ikke et privilegeret tema i den aktuelle valgkamp, selv om det burde være det. Og med henvisning til adskillige undersøgelser mente Chomsky at kunne slå fast, at majoriteten af amerikanerne for længst har mistet deres grundfæstede tro på, at det politiske system nogensinde ville kunne indfri deres forventninger til en bedre verden.

Efter Chomskys mening var der slet ikke noget demokratisk valg længere, med mindre man opfattede valget mellem to republikanske partier – en hårdere og et blødere – som et reelt valg. Det eneste, der pegede på muligheden for forandring, var Occupy-bevægelserne ude i gaderne. Chomsky var endda overrasket over, at disse bevægelser overhovedet var opstået, selv om de var et produkt af det liberalistiske samfunds fremfærd.

Chomskys skarpe, desillusionerede analyse fik mig til at tænke på, om det var ret meget anderledes i Danmark? For er sagen ikke, at vi ser et lignende billede herhjemme? I stedet for en borgerlig regering af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har vi fået en regering, der kun i kraft af sit parlamentariske grundlag i Enhedslisten kan kalde sig lyserød, men i realiteten er gennemborgerlig i sin kerne. Jovist, der har været småforbedringer, men bottom line er, at man fører borgerlig politik. Og hvor er debatten om arbejdsløsheden? Blikket er fast rettet mod EU og den ‘ansvarlige økonomi’, dvs. nedskæringer, besparelser og såkaldte ‘reformer’, der indebærer forringelser for pensionister, efterlønsmodtagere og andre i bunden af samfundspyramiden. Vi har en regering, der med Margrethe Vestager som økonomiminister har blikket fast fokuseret et sted ude i horisonten, hvor spinkle krusninger i overfladen kan tydes som tegn på, at den begærede ‘vækst’ er på vej som en anden økonomisk reinkarnation af en messias, hvis bare vi holder ud længe nok. Tegn, der sagtens kan læses med modsat fortegn. Vi regeres af parter, der mestendels består af akademikere, der aldrig har været længe nok ude blandt såkaldt almindelige danskere til rigtig at kunne identificere sig med ufaglærte og faglærte danskere.

Selv om det er en light-udgave, vi har at gøre med herhjemme, så er vi vel dybest set i samme båd som millioner af amerikanere, hvor der ikke er noget reelt politisk alternativ i folkestyret? Er der noget, der tyder på, at de magthavende har lært noget som helst af den krise, vi endnu sidder i til halsen? Er der sket radikale ændringer af finansverdenen, som bærer den størstedel af skylden for misèren? Er der ‘sat gang i hjulene’ (et par vindmølleparker kan ikke gøre det…)? Bliver der gjort noget for de mange arbejdsløse, der gerne vil have noget at rive i? Efteruddannelse for eksempel? Og hvad siger det om vores såkaldte folkestyre, at der er så lidt fantasi, når det drejer sig om at finde nye veje ud af krisen? Har vi ikke hørt det hele før?

[PR-foto]

For et par dage siden omtalte jeg for første gang Minnesota-bandet Dark Dark Dark, og i går aftes havde jeg så mulighed for at opleve dem live ved en lille koncert på det fine, lille spillested Atlas i Aarhus midtby (Atlas er en lillebroder til Voxhall).

Som det fremgik af min omtale af deres seneste plade, så er det et band, der er svær at fastholde musikalsk set. Og det indtryk blev bekræftet ved koncerten. Som på de omtalte plader, så er det sangerinden Nona Maries Invies, der er den centrale figur. Ja, man faktisk var hun i kapelmesterens rolle. Og med sin ikke særlig store, men særprægede stemme, og sit nærmest minimalistisk spil på pianoet førte hun publikum gennem en række sange i den time, koncerten varede.

Hvad der blev tydeligt under bandets optræden var, at deres musik først og fremmest er interessant ved sine stemninger og lydbilleder. Det fem mand store band trakterer en lang række instrumenter. Ud over guitar, trommer, bas og klaver blev der brugt elektrisk banjo, harmonika, trompet og en del slagtøj fra småtingsafdelingen. Og hele arsenalet af instrumenter blev brugt til at kreere stemninger og sære lydmalerier. Det blev blandt andet illustreret af bandets langhårede og -skæggede trommeslager, der kun undtagelsesvis faldt ind i en fast rytme, men ellers legede med forskellige lydmønstre og effekter (fx ved at gnide trommestikken hen over rillerne på et bækken…).

Undervejs dukkede begrebet ‘shoegazer’ op i mit hoved. Ikke, fordi musikken minder om de bands, man almindeligvis forbinder med den term, men fordi Dark Dark Dark er et meget indadvendt, nærmest eksklusivt band. Selv om forsangerinden på et tidspunkt greb mikrofonen, forlod klaverskamlen og vendte sig mod publikum, så fik jeg alligevel en fornemmelse af, at det mest var for et syns skyld.

Med sit fravær af regulære melodier – af den slags man kan huske – er der tale om en musikform, der lever højt på, at publikum går med ind i bandets legende, eksperimenterende sangunivers. Det var mit indtryk, at de fremmødte gjorde det, men også, at de gerne havde set bandet i en mere udadvendt rolle. Det afsløredes i et af numrene, hvor Dark Dark Dark spillede noget, der ligner almindelig rock. Her lød klapsalverne lidt mere entusiatiske.

Efter en time var koncerten slut. Ingen ekstranumre. Og det siger en del om den reservation, gruppen udstråler. Der er ingen tvivl om, at Dark Dark Dark er en særlig fugl i populærmusikkens voliere. Et band, der uden tvivl vil få en lille skare af kultfans, der vil dyrke deres særlige musikform. Hvis bandet ønsker at komme ud over disse begrænsninger – hvilket er tvivlsomt – så kommer de ikke uden om at finde en mere udadvendt form – både i fremtræden og musikalsk udtryk… Men en interessant oplevelse var det bestemt.

Med som opvarmning havde Dark Dark Dark det ny, debuterende sjællandske band SCHULTZ&FOREVER, der er centreret om den unge singer-songwriter Jonathan Schultz. Man kunne godt mærke på bandet – og ikke mindst forgrundsfiguren Jonathan – at de var uvant med at stå over for et publikum. Lige som man fornemmede, at det var en band på vej. De har endnu ikke fundet deres personlige udtryk eller stil. I de bedste, mest velfungerende numre, kunne man høre, at der er et potentiale for iørefaldende indiepopsange, medens andre numre var mere konturløse og eksperimenterende. Ikke tilfældigt hed en af sangene “Skitse 1″. Bandet optræder også på Spot-festivalen til maj.

På dette tidspunkt i april for fyrre år siden udkom Creedence Clearwater Revivals sidste album Mardi Gras. Kort tid efter udgivelsen af pladen gik bandets medlemmer hver til sit.

Tom Fogerty – storebroder til bandleder John Fogerty – havde allerede taget sit gode tøj og var gået. Årsagen var angiveligt, at John Fogertys voksende dominans (for nu at sige det pænt) i gruppen, var blevet en belastning for Tom og de andre.

Paradoksalt nok er Mardi Gras på mange måder udtryk for kollektivet og afspejler ikke John Fogertys kreative førerstilling. På pladen deler Fogerty æren – som forsanger og sangskriver – med Stu Cook og Doug Clifford. Og måske er det også forklaringen på, at pladen – selv om det solgte pænt og indkasserede en guldplade – ikke kunne leve op til de foregående seks albums succes.

Det var også John Fogertys sange, der blev taget fra som singleudspil – og resulterede i det sidste hit med “Sweet Hitch-Hiker” ( en 6. plads på Billboards popliste). Det var uden tvivl John Fogerty, der havde stemmen i det band – og sangskriverevnerne. Det er Fogertys sange – især “Sweet Hitch-Hiker” og “Someday Never Comes – man husker fra det album. Og så bandets sprælske version af “Hello Mary Lou” (Gene Pitney, Cayet Mangiaracina).

Kritikeresset Robert Christgau – som jeg har for vane at citere på grund af hans fyndige udmeldinger – fælder dommen over pladen: “only inspired Fogerty vocals might save C&C’s competent-plus to competent-minus filler from a lifetime in Lodi.“. Og giver pladen karakteren B. De foregående fik A. Og så bemærker Christgau noget andet – og helt rigtigt. Cooks og Cliffords fremtrædende rolle i flere af sangene gør den til en countrypræget plade (og i mine ører en ret ordinær sådan). Pladen gav også et fingerpeg om, hvad der var i vente. En solokarriere for John Fogerty og en mere anonym rolle for de resterende medlemmer i musiklivet.

Sweet Hitch-Hiker

I dag skriver vi den 9. april, og det er 72 år siden, soldater fra det nazistiske Tyskland besatte landet. For os, der blev født i tiåret efter besættelsen, vil datoen ruske op i gammel lærdom fra skolen og i personligt oplevede anekdoter, som forældre og andre ældre familiemedlemmer videregav. Men i årene frem er det gået tilbage med historieformidlingen i det danske skolesystem. Og man behøver ikke – som undertegnede – at have opholdt sig i dette system for at indse, at det generelt set står sløjt til med den historiske viden.

Det er en gammel, men ikke desto mindre holdbar, indsigt, at man bedst forstår sin egen tid og det, vi kalder ‘samfundsudviklingen’, hvis man har en forståelse af, hvad man kommer af og fra. Den historiske viden giver en nogle koordinater til læsning af det kort, man bruger for at orientere sig i verden. Derfor kan man godt blive lidt bekymret for de generationer, der ikke har fået koordinaterne på plads. Fx vil jeg hævde, at det er umuligt at forstå det europæiske projekt – EU – uden at se det i sammenhæng med 1. og 2. Verdenskrig og hele den konfliktfyldte historie, der førte frem til krigene. Har man ikke dette perspektiv med, kommer EU blot til at handle om handel og økonomi. Det,vi hører om hver dag i tv-nyhederne og andetsteds i medielandskabet.

Det er også fraværet af en generel historisk viden, der indebærer en trussel mod demokratiet. I dag ser vi jævnligt politikere fra især højrefløjen – fx Søren Espersen fra DF, der vil lukke munden på Günter Grass eller i forbindelse med Muhammed-tegningesagen – give udtryk for decideret udemokratiske holdninger. Sådanne holdninger ville have haft meget sværere ved at komme frem i medierne dengang uddannelserne havde en tydeligere historisk dannelsesdimension. Det skal ikke forstås sådan, at de ikke var der, de udemokratiske holdninger, men sandsynligheden for, at en journalist ville have konfronteret vedkommende med ubehagelige spørgsmål om det demokratiske sindelag var større.

Kald det bare kulturpessimisme eller -skepticisme, men når jeg i dagens avis kan læse, at man i ramme alvor mener, at den historiske forståelse af 2. Verdenskrig kan formidles via Twitter og Facebook, så tager jeg mig til hovedet. Selv om jeg er gammel medielærer og ihærdig bruger af de sociale medier – og bestemt ikke undervurderer deres betydning. Men til de sociale mediers betydning hører ikke, at de – som bøger og veltilrettelagt undervisning – kan formidle seriøs, struktureret, vidensbaseret formidling af historie. De kan muligvis fungere som et supplement, men ikke træde i stedet for en regulær, kontinuerlig historieformidling.

Desværre er der en tendens i uddannelsessystemet til, at de nye medier får rollen som surrogat for den undervisning og de bøger, der ikke i øvrigt er råd til at give ungdommen. Der er en manglende forståelse for, at internettets og de nye mediers enorme informationsmængder først for alvor bliver relevante, når man er udstyret med en portion (ud)dannelse, der gør det muligt at orientere sig på informationshavet.