CAPAC

Patsy Cline!, tænkte jeg, den første gang den indledende skæring, "This Heart", fra Lilyphones andet album Heavy Coat gled ind i mit øre. Men lidt senere var det Janis Joplin, Marie Keis Uhre fik frem i mine tanker. Og det siger måske en hel del om det aktiv, den norske sangerinde er det ellers pæredanske, ja, københavnske band Lilyphone. En helt igennem passioneret stemme, der både besidder rockens og countrymusikkens lidenskabelighed og poppens kælne, pigede sødme.

Sammen med Marie er Jakob Haugbølle Thomhav (guitar, dobro, lap steel og sang), Henrik Steen (bas, Wurlitzer og sang) og Thomas Steen Hansen (trommer, slagtøj og sang) draget til countrymusikkens svar på Mekka, Nashville, hvor de med hjælp fra stærke lokale kræfter, danske gæster og produceren Rogers Masson (The Black Crowes, Emmelou Harris) har indspillet deres album nr. 2. Et album, man kunne kalde alt-country eller modern country, hvis man havde hang til etiketter. Men et album, der består af ti sange, hvor grundelementet er elementær pop-rock og nogle endda meget iørefaldende melodier, der alle er skrevet af frk. Uhre (dog med hjælp fra de andre på tre af sangene). Oven på det hele skal så lægges en lyd og en stemning af den allestedsnærværende americana.

Når en anmelder ved et større blad affærdiger "Heavy Coat" som kedelige MTV-halvfemser-rock, ja, så har vedkommende enten glemt at slå lyttelapperne ud, da pladen spillede, eller er blevet ramt af anmeldersygen "blaserthed". Lilyphone spiller rock, der er båret af dyb,venerativ traditionsbevidsthed, men det der også musik, der skiller sig ud i kraft af stærke, personlige sange sange, gode alsidige, opfindsomme arrangementer – ja, og så Marie Keis Uhres stemme. Det er forståeligt, at Lilyphone markedsfører sig med Marie som smækkert blikfang på pladecover og pressefotos, men musikken burde kunne sælge sig selv uden sådanne markskrigeriske udenomsværker – hvis ellers den fik lov… Hermed anbefalet.

Hør sange fra pladen her. Se videoen til nummeret "There I Said It".

I år er det 60 år siden radioteknikeren og pladeproduceren Sam Phillips søsatte sit berømte plademærke Sun Records. Det skete først på året. Det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse. Men også en risikabel satsning, for der var ikke mange penge i pladeproduktion, og i starten måtte Phillips indspille alt, der kunne sælges. Studiets motto var: “We Record Anything, Anywhere, Anytime”. Tydeligere kunne det vist ikke siges.

Økonomien var også en ikke uvæsentlig forklaring på, at Phillips først satsede på at indspille sorte kunstnere. De havde svært ved at få deres musik offentliggjort – og Phillips kunne bruge pengene. Sådan kom købmandsskab og kulturbevarende virksomhed til at gå hånd i hånd…

Inden plademærket blev født havde Phillips allerede været i gang på 706 Union Avenue i Memphis, Tennessee, hvor Memphis Recording Service var åbnet den 3. januar 1950. Her indspillede kunstnere som Howlin’ Wolf, Junior Parker, Little Milton, B.B. King med flere. Og her indspillede Jackie Brenston and his Delta Cats i 1951 sangen”Rocket 88“, der i dag regnes for at være en af de første rock’n roll-numre, måske endda den allerførste.

Der er ingen tvivl om, at de skrappe økonomiske vilkår for pladeproduktion skærpede Sam Phillips iværksætterlyst og sans for en god forretning, og hvad der var efterspørgsel på. Han indledte et samarbejde med det kendte Chess Records som producent – og fortsatte selv med at indspille plader med de sorte kunstnere. Men det var stadigvæk svært at tjene penge og holde gang i forretningen.

En slags gennembrud kom i 1953, hvor han indspillede Rufus Thomas’ “Bearcat“, der var en af de tidlige rock’n roll-lignende sange. Den hittede lokalt, og Phillips var hurtigt til at følge den om med flere lignende sange, bl.a. tugthuskandidaterne The Prisonaires og deres “Just Walkin’ in the Rain” (bedre kendt i Johnny Rays version fra 1956). Også den sang hittede og skaffede Phillips omtale i pressen. Og det var efter sigende avisomtalen af Phillips arbejde, der fik en vis ung mand ved navn Elvis Aron Presley til at sætte sig i forbindelse med studiet.

I august 1953 opsøgte Presley Phillips i Sun Studiet kontor, hvor han anmmodede om – mod betaling – at få lov til at indspille en acetatsingle med sangene “My Happiness” og “That’s When Your Heartaches Begin“. Hvad Elvis’ motiver var har rockarkæologerne siden diskuteret. Ville han bare glæde sin højtelskede mor Gladys eller drømte han måske om at få succes? I hvert fald passede han ind i Phillips forestillinger om, hvad der kunne tjene penge til den slunkne kasse: En ung, hvid mand, der kunne synge – og synge, så man næsten troede, han var sort. Den 5. juli 1954 fik Elvis så mulighed for at indspille de sange, han kendte, ledsaget af guitaristen Winfield “Scotty” Moore og bassisten Bill Black. Indspilninger gik ikke særlig godt, og det var først, da sessionen egentlig var ovre, at Elvis greb guitaren, slap nervøsiteten og kastede sig ud i en løssluppen udgave af “That’s all right“. Og resten er historie, som man siger.

I forbindelse med jubilæet er der udsendt en dobbelt-CD, der indeholder de omtalte numre – plus andre af de tidlige indspilninger.