Sangen kom sejlende ind i min bevidsthed lige som solskinnet gennem gardinsprækken, da jeg her til morgen sad på sengekanten og kløede gravhunden bag øret. “(Now and then there’s) A Fool Such As I“. Ser vi bort fra sangtekstens almengyldige udsagn om, at vi alle kan være nogle fjolser i kærlighedens uforudsigelige og ukontrollerbare spil – og i øvrigt – så er det et af mine absolutte favoritnumre med Elvis Presley. Og jeg tror Bob Dylan har det på samme måde, for det var et af de Elvis-numre, han indspillede i de såkaldte Basement Tapes-sessions og i de sessions, der blev til det omdiskuterede cover-album Selfportrait (1970) – selv om det først dukkede op på det oversete overskudsalbum Dylan i 1973 sammen med “Can’t help falling in love“.
Arrangementet i Elvis’ version er fantastisk. Især introen med den vilde leadguitar og Ray Walkers afgrundsdybe basstemme, der lægger op til Elvis’ og The Jordanaires’ flotte vokale samarbejde i resten af nummeret. Indspilningen af Bill Traders sang er fra 1958 og er – i mine ører – en sang, der både peger tilbage på de første rock’n roll-indspilninger og frem mod tressernes mere poppede udgave af Elvis. Sangen blev da også indspillet, medens Elvis havde orlov fra soldatertjenesten i Tyskland, perioden mellem rock’n roll-årene og det, der kom efter. Elvis transformerede Hank Snows traditionelle countryversion til medrivende poprock, og Dylan gjorde den til sin egen…
