CAPAC

Reality hed David Bowies sidste rigtige pladeudgivelse. Og siden den kom i 2003 har der været stille omkring Bowie – hvis man lige ser bort fra diverse opsamlinger og live-udgivelser. Det vides ikke med sikkerhed, om den nu 65-årige kamæleon endegyldigt har lagt den musikalske karriere på hylden eller om han en dag tager røven på os alle med et come back… Men indtil da kan vi da lytte til hovedværket Ziggy Stardust and the Spiders from Mars, der genudgives i næste uge. Rolling Stone strømmer den for os - lige her.

89 år gammel blev den legendariske guitarist, sanger, sangskriver og meget mere Arthel Lane Watson, der blev kendt under kælenavnet “Doc”. Han kom til verden i flækken Deep Gab i North Carolina i en familie, hvor pengene ikke hang på træerne og hårdt arbejde var en selvfølgelig. Watson har selv fortalt, at han tjente til sin første guitar ved sammen med sin broder at fælde alle kastanietræerne på den fædrene gård og sælge træet. Det indbragte den nette sum af 10$ til Doc, der købte Stella guitar. Broderen købte et sæt tøj.

En øjeninfektion berøvede ham synet som spæd, men Doc havde talent for at spille musik. Og efter at have lært at spille på sin guitar optrådte han rundt om i lokalområdet med traditionelle sange fra bl.a. Monroe -, Delmore – og Louvin Brothers repertoire.

Igennem en menneskealder har Doc Watson fået en status af at være en af den såkaldte “americanas” fineste repræsentanter. Han havde et stort kendskab til den folkelige musik i USA og vandt stor anerkendelse for sit særlige “flat-pick” og “finger-picking” guitarspil. Siden han begyndte at indspille plader er det blevet til i omegnen af 50 album.

Black Mountain Rag – Deep River Blues -

Vi har nydt nogle småbidder af Neil Young & Crazy Horses kommende plade Americana. Men i dag slipper Rolling Stone hele albummet løs til en første gennemlytning. Young og de gale heste viser, at der ikke gror mos på rullesten, og at der stadigvæk er noget at hente i traditionen, hvis bare man kaster sig over den uden for mange fordomme og går til kernen af de gode, gamle sange. Americana kan kun gøre en opstemt i forventningen om, at Young & Crazy Horse efter sigende udsender en splinternyt album med egne sange senere i 2012. My, My, Rock’ and roll will never ever die…

Apropos: Magasinet Spin viser en kavalkade over de “særeste” Neil Young pladecovers.

Sammen med en lang række andre amerikanere – bla. forfatterinden Toni Morrison og astronauten John Glen – modtog Bob Dylan en æresmedalje for sine bedrifter. Det mener vi selvfølgelig er helt på sin plads. Come on Bob!

"Under barken er kødet og fibrene og de ædende insekter

under græsset er jord under jord er de døde og ormene

og mineralerne og springende kilder

under dagen er natten under morgenen det lyse had

og ulykkerne både fortidens og fremtidens og

to øjne der ser sig forvildet omkring for første gang

øjne der ligner chok i blåt og grønt og øjeblikkelig

tab af hukommelse gradvist seende op og ned frem og til siden

for at lære et sprog der kun vanskeligt reproduceres

i talløse dræbende timer vinter og sommer forår

og efterår med de smattede veje og ansigter"

Fra debutdigtsamlingen Hvæsende på mit øjekast
1984

Til lykke til Thomas!

I weekendens udgave af Information har Center for vild analyse en analyse af ‘racismesagen’ på Filminstituttet. Altså historien om, hvordan Filminstituttet i en begrundelse for et bevillingsafslag til filmen MGP-Missionen ‘kommer til’ at begå dobbelt diskrimination – af skuespillere med indvandrerbaggrund og ikke-københavnere.

For at forstå, hvad der sker, griber Centeret til en idé, som filosoffen Slavoj Zizek har fremført i sin ideologikritik:

“Det er én af de store fortjenester ved Slavoj Zizeks ideologikritik, at den har gjort det klart, hvordan ideologi i vores tidsalder først og fremmest fungerer gennem en kynisk eller ironisk distance. Ideologi virker simpelthen bedst, når man kan tilslutte sig den hemmeligt eller ad omveje, samtidig med at man ’officielt’ tager afstand fra den. Som eksempel har Zizek ofte brugt historien om Niels Bohr, der i sit sommerhus havde en hestesko hængende over døren. Da han fik besøg af Werner Heisenberg, og denne forarget spurgte, hvordan en berømt fysiker som Bohr kunne ride med på sådan en gang overtro, som at en hestesko skulle beskytte et hus mod ulykke, skal Bohr have svaret, at han naturligvis ikke selv troede på det, men at han havde hørt, at det virkede, også selv om man ikke selv tror på det. Sådan fungerer ideologi i dag: Vi ved f.eks. meget vel, at det finansielle system har store fejl, at det på en måde er en slags overtro at blive ved med at opretholde det, men vi gør det alligevel – vores fornemste eksperter i dag er stadig finanseksperterne og de økonomiske ’vismænd’.”

I Filminstitutsagen opnås den kyniske ideologiske distance ved, at ‘diskriminationen’ tilskrives ‘jyderne’. Det er jydernes skyld, at filmen MGP-Missionen ikke får støtte, fordi de ikke gider se film med mørklødede skuespillere. Som debatten om sagen, der er endt helt oppe på kulturminister Uffe Elbæks bord, viser, så er den ideologiske distancering let gennemskuelig. Filminstituttet skulle selvfølgelig have holdt sig til de filmiske kvaliteter i deres bedømmelse, hvis de ville have undgået balladen.

Men centerets analyse fik mig til at tænke på, om ikke den lille racismesag på Filminstituttet blot er et lille alt for gennemskuelig eksempel på en ideologisk distancering, der fungerer i den politiske offentlighed? Vi kender distanceringen under det fænomen, vi almindeligvis beskriver som ‘politikere, der siger et, og gør noget andet’. Eller som det er blevet tematiseret i medierne, siden den nye regerings dannelse: Som en række af politiske ‘løftebrud’. En politiker, der kom til at afsløre den ideologiske distancering tydeligt, var daværende arbejdsminister m.m. Claus Hjort Frederiksen (V), der i VKO-regeringens tid udtalte, at hvis vælgerne virkelige vidste, hvad regeringen ville (ideologien), så ville de flygte bort.

Netop i dag – i disse timer – fremlægger regeringen sine ideer til en skattereform. Og det, der har kendetegnet de foreløbige udmeldinger om ændring af topskatten, ændringen af rentefradaget for ejerboliger, ændring af reguleringen af overførselsindkomster osv. er, at de sker på baggrund af et regeringsgrundlag, der hævder, at krisens byrder skal bæres af alle og ikke mindst “de bredeste skuldre”. Ikke desto mindre tegner det til, at man vil tage fra de svageste – dem på overførselsindkomst – og give til dem, der har forvejen, dem med indkomster på 400.000 kr. og derover. Man siger et og gør noget andet. Et konkret eksempel. I dag fremlagde Skatteministeriet beregninger, der viser, at reguleringen af overførselsindkomsterne vil komme til at koste de ledige 13.000 kr. om året – og så er der endda ikke taget højde for inflationen. Alligevel hævder økonominister Margrethe Vestager, at dagpengemodtagerne vil ‘beholde deres købekraft‘. Ideologien virker bedst, skriver centeret, når man kan tilslutte sig den ‘hemmeligt eller ad omveje’. Når Vestager – og andre i regeringen – lyver os lige op i vores ansigter, så er det ikke bare en løgn. Officielt tager Vestager afstand fra ideologien (at det er de lavtlønnede og dem på overførselsindkomst, der skal betale krisens omkostninger, medens bankdirektørerne og de højstlønnede går fri) med påstanden om den bevarede købekraft. Det er ikke kun en løgn.  Det er netop udtryk for, at ideologien er distanceret. Den kommer ikke på tale som sådan.

Til magasinet Q forklarer Neil Young, hvorfor han og Crazy Horse har den engelske nationalsang med på det kommende album Americana: "Written in the 18th century with possible melodic roots in the 17th century, this anthem has been sung throughout the British Commonwealth and may have been sung in North America before the American Revolution and Declaration of Independence in 1776, which rejected British sovereignty"

Hvis man ikke nåede at få fat i et eksemplar af stjernefotografen Harry Bensons fotografi af The Beatles i en berømt pudekamp (til en pris af 10.000 kr.), så er der nu mulighed for at få fat i bogen, der følger Beatles i de formative år fra 1964-66. Det er Taschen, der udgiver bogen i en begrænset oplag.

Skotten Harry Benson er en af vor tids mest berømte fotografer, der bl.a. har fotodokumenteret den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, har fotograferet alle de amerikanske præsidenter fra Rosevelt og frem og Robert Kennedy, da han blev skudt. Skal man tro Benson selv, så var tiden, han tilbragte sammen med The Beatles en af de lykkeligste i hans professionelle karriere. Bogen viser Beatles på scenen, i ‘kamp’ med Beatlemaniske fans, under arbejdet med A Hard Day’s Night-filmen og så det berømte billede, hvor de fire slås med puder i en seng. Et af Benson favoritfotos.

En forsmag på bogen kan man finde her.

“Dan digger Siouxie & the Banshees

men mest af alt nu nok for Siouxie’s skyld

bandet i sig selv er nemlig ikke en nikkel

værd lige bortset fra som baggrundsfyld

af & til når det fungerer kan man

ligesom abstrahere fra den møgbeskidte

lyd der fumles med

for det er kun Siouxie der når udover

scenen & hun befinder sig nu midt i

Hong Kong Garden et sted “

Carsten Valentin Jørgensen var bestemt ikke venlig over for Siouxsie and the Banshees, da han forfattede sangen “Surf à la mode” til albummet Solgt til stanglakrids (1979). Dengang var Siouxsie Sioux – hvis borgerlige navn er Susan Janet Ballion – og hendes Banshees à la mode. Bandet blev dannet i 1976 og var først en del af den grasserende punkscene, men bevægede sig snart over i det, man i mangel af bedre har kaldt post-punken, og hvor den rå energi, de mest basale akkorder og utilpassetheden blev skiftet ud med Kloge-Åge-avantgardisme i form af lyd- og formeksperimenter blandet op med popappel. Debutsinglen “Hong Kong Garden” fra 1978 er lige dele Sex Pistols for fulde gardiner og et ekko af Roxy Music i deres mest dansante hjørne.

“Hong Kong Garden” blev et top-10 hit for bandet, og det blev fulgt op af en række singler, hvoraf de fleste ikke nåede top-20, men alle demonstrerede en stor lyst til at eksperimentere og udvikle det musikalske udtryk. Af samme grund er det ikke overraskende, at det især var på albumsiden Siouxsie and the Banshees gjorde sig. Med undtagelse af bandet sidste to album – Superstition (1991) og The Rapture (1995) – så lå de alle på den britiske top tyve og solgte godt.

Siouxsie, der på mange måder kan minde om tyske Nina Hagen som en unik sangerinde med en helt uforlignelig stemme, og The Banshees har med deres søgende og eksperimenterende karriere fået et ry af at være et af de mest inspirerende bands med rod i punken og post-punken. Uden Siouxsie ville de fx være svært at forestille sig en P. J. Harvey – sidste års mest omtalte kvindelige kunstner i Storbritannien. Og selv store bands som U2 og The Cure har vedgået arv og gæld til Siouxsie and the Banshees.

Efter opløsningen af bandet har Siouxsie sunget i andre sammenhænge, bl.a. i The Creature, som hun dannede i 1993 med den daværende kæreste Budgie (trommeslager i Banshees), og de senere år har hun haft en solokarriere med moderat succes. I 2007 udkom hendes foreløbigt eneste soloalbum Mantaray.

I dag fylder Siouxie 55 år.

“Tiderne skifter & ingen ka’ sige hvornår

Siouxie går hen & bli’r alternativ muzak

hvis & når hun gør det bli’r det ikke første

gang spørg bare Irving Berlin & Bacharach

for vi har det ind imellem med at placere

ting på hovedet så hvem ved måske en

skønne dag er Siouxie & the Banshees på

toppen af hitlisterne landet over

inklusive den hos Irma”

Siouxsie and the Banshees bliver nok aldrig alternativ musak, og det kan godt være lyden ikke faldt i perfektionisten Jørgensens smag, men bandet satte sig varige spor i populærmusikken.

Der var plads og tid til at fotografere kopulerende biller og til at tage – ikke tyren, men vædderen – ved hornene, da Paul McCartney lavede sangene albummet “Ram” på landstedet Mull of Kintyre i Skotland. Pladen var den anden i tiden efter The Beatles og – set i bagklogskabens lys – gav den et fint fingerpeg om, hvad der var i vente. Gode sange, en udpræget sans for det legende og eksperimenterende og en idé om, at Paul nok ville finde andre legekammerater en John, George og Ringo. Linda fik en del af æren for pladen – helt fortjent, for godt nok var Linda ikke nogen stor sangerinde eller musiker, men hvad ville Paul have gjort uden hendes støtte og kærlighed?!

På mandag kommer pladen så i en oppulent udgave i serien The Paul McCartney Archive Collection. 4 CD’er og 1 DVD. Mindre kan ikke gøre det åbenbart, hvis “Ram” skal fejres. Der er ingen tvivl om, at Arkiv-udgaverne af McCartneys plader vil overgå The Beatles-genudgivelserne i både dybde og omfang. Små 800 kroner skal man af med, hvis man vil have hele dynen (se oversigten nedenfor). Men, hvis man ikke er nørd og har røven fuld af penge, så kan man også får pladen i den originale udgave og en dobbelt-CD-version.

Lige nu kan man høre originalen i den nye lydopdaterede version her – og det er ganske gratis.

Læs mere »