2. maj 2012 arkiv

Countryrockeren Chris Ethridge – bassist, sangskriver m.m. – er død, 65 år

2. maj 2012

[Chris Ethridge bagerst til højre med vennen Gram Parsons]

Måske var det Levon Helms bortgang, der fik meddelelsen om Chris Ethridge død til at forsvinde i nyhedsmængden. Men glemmes skal han ikke.

Ethridge er især kendt for sit nære samarbejde med countryrocklegenden Gram Parsons. De mødtes som teenagere, og sammen var de med i International Submarine Band (1966-68), der lagde grunden for den countryrock, der voksede frem i halvfjerdserne. Og selv om Gram Parsons forlod dette band, så holdt de to venner sammen. Parsons gik til The Byrds for en kort bemærkning, men kort tid efter var de to musikere sammen igen i The Flying Burrito Brothers, som de grundlagde i fællesskab. Og de var begge med til som sangskrivere og musikere at skabe hovedværket The Gilded Palace of Sin (1969). Ved siden af sit kontinuerlige samarbejde med Parsons begyndte Ethridge at spille sammen med mange af de førende musikere inden for genren countryrock: Byron Berline, Emmylou Harris, Clarence White, Gene Parsons, Sneaky Pete Kleinow og Roland White.

Efter Gene Parsons alt for tidlige død i 1973 var Chris Ethridge med til at gendanne Flying Burrito Brothers sammen med Sneaky Pete Kleinow og Gib Guilbeau og kastede sig over arbejdet som studiemusiker, en levevej, han holdt fast i frem til sin død d. 23. april i år. Som sessionmusiker har han bidraget til en lang række plader med bl.a. Linda Ronstadt, The Byrds, Randy Newman, Ry Cooder, Jackson Brown og Judy Collins.

Chris Ethridge blev 65 år og døde af kræft.

Hot Burrito #1 – en af de sange, Ethridge og Parsons skrev og indspillede sammen i Flying Burrito Bros. Chris er trommeslager..

Neil Young & Crazy Horse puster liv i traditionen: Oh Susannah

2. maj 2012

 

I come from Alabama

With a banjo on my knee

I’m going to Louisiana,

My true love for to see.

It rained all night the day I left

The weather it was dry

The sun so hot, I froze to death

Susannah, don’t you cry.

Oh, Susannah,

Oh don’t you cry for me

For I come from Alabama

With a banjo on my knee.

I had a dream the other night

When everything was still

I dreamed I saw Susannah dear

A-coming down the hill.

The buckwheat cake was in her mouth

The tear was in her eye

Says I, “I’m coming from the south,

Susannah, don’t you cry.”

Oh, Susannah,

Oh don’t you cry for me

For I come from Alabama

With a banjo on my knee.

I come from A-la-ba-ma

With a ban-jo on my knee,

I’m going to Lou-i-siana,

My true love for to see.

Oh, Su-san-nah, oh,

Don’t you cry for me,

For I come from A-la-ba-ma

With a ban-jo on my knee.

Stephen Forsters gamle minstrel song “Oh! Susannah” (fra 1848) var en af de sange, der blev sunget i min folkeskoles engelsktimer. Og selv om jeg nøjedes med at brumme i baggrunden, så er det en af de sange, der er blevet uløseligt forbundet i min erindring med den rigt facetterede amerikanske kultur. Vi sang den helt efter bogen – sangbogen Arvesølv.

Nu har Neil Young & Crazy Horse taget sangen op på deres kommende plade, Americana, hvor bandet i det hele taget forholder sig til tradition og krisefyldt samtid. Og jeg må sige, at Youngs og Crazy Horses version er et flot eksempel på, hvordan man fastholder traditionen ved at fortolke en sang på personligt og i et tonesprog, der hører samtiden til.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 11