9. maj 2012 arkiv

For 45 år siden: Lovin Spoonful – You’re a big boy now

9. maj 2012

I maj måned 1967 udsendtes The Lovin’ Spoonfuls soundtrack til Francis Ford Coppolas film You’re A Big Boy Now. Gruppen, der var blevet dannet i 1965 af sangskriver og forgrundsfigur John Sebastian, guitaristen Zal Yanovsky, sanger og trommeslager Joe Butler og bassist Steve Boone, var på højden af deres succes i året for The Summer of Love. Det understregedes af, at gruppen forinden havde udsendt opsamlingsalbummet The Best of The Lovin’ Spoonful med cremen af hits fra de første tre album: “Do You Believe in Magic?”, “Did You Ever Have To Make Up Your Mind?”, “You Didn’t Have To Be So Nice”, “Daydream”, “Summer in the City” m.fl. Et album, der – selv om gruppen stadig havde nogle hitsange i ærmet – levede helt op til titlen og resulterede i en 3. plads på Billboards albumliste. Senere på året udsendtes albummet Everything Playin’.

The Lovin’ Spoonful reflekterede på mange måder det bedste ved tressernes musikalske opblomstring. Ankermanden John Sebastian var en del af den indflydelsesrige folkscene i Greenwich Village, hvor unge musikere tog traditionen op til fornyet fortolkning og gødede jorden for de næste mange års populærmusik. Og kombinationen af en høj traditionsbevidsthed og et sangskrivertalent af format hos John Sebastian var væsentlige forudsætninger for den succes, som blev The Lovin’ Spoonful til del.

The Lovin Spoonful var lige dele tradition – en blanding af Mississippi John Hurt and Chuck Berry, som Sebastian udtrykte det – og nybrud, understreget af, at bandet valgte at udkomme på det hippe hippieselskab Kama Sutra Records og droppe det progressive og lidt elitære Elektra.

Soundtracket til You’re A Big Boy Now var bandets andet soundtrack. I 1966 udsendtes What’s up Tiger Lily?, der udgjorde lydsporet til en anden vordende stjerneinstruktør Woody Allens film af samme navn. To soundtrack i en relativt kort karriere er lidt usædvanligt, og det fortæller lidt om, hvor kreative bandet var i deres bedste år. Både i 1966 og 1967 udsendtes hele tre album. Plus en byge af succesfulde singler.

The Lovin’ Spoonful er et af de bands, der mest talentfuldt indfanger den positive tidsånd, som man siden – til dels i nostalgiens lys – har tilskrevet tresserne og især midten af tresserne. Gode holdbare popsange fulde af opdrift, kærlighed og optimisme. Tænk bare på sangen “Summer in the City“.

You’re a big boy nowDarling be home soon

Gåmændene er hotte – forsmag på the The Walkmens “Heaven”

9. maj 2012

Man skal ikke færdes ret længe blandt de mange musikweblogs for at forstå, at The Walkmen er hotte – og deres kommende plade Heaven er en af de skiver, der imødeses med store forventninger.

The Walkmen er med en efterhånden noget fortærsket betegnelse et indieband, der har mere end ti år og 7 album på bagen.

Historien om The Walkmens tilblivelse er ikke enestående og kunne i mangt og meget ligne mange andre bands genese. Bandmedlemmerne Hamilton Leithauser, Paul Maroon, Walter Martin, Peter Bauer og Matt Barrick spillede i forskellige bands i Washington, DC og gik også på den samme high school, St.Albans School. Musikinteressen drev dem senere til New York, hvor der var mere gang i den, og i 2000 blev The Walkmen til som en aflægger af to andre bands, Jonathan Fire*eater og The Recoys.

På det tidspunkt havde medlemmerne udstået deres læretid i elementær garagerock og ønskede at gå nye musikalske veje, der bl.a. indebar en brug af gammeldags instrumenter som fx et opretstående klaver. Og herfra gik det stærkt med anerkendelsen af gruppen.

Det første album Everyone Who Pretended To Like Me Is Gone udkom i 2002 og blev rost af kritikerne for sin særlige sound af bedagede instrumenter, ringlende guitarer og forsangeren Hamilton Leithausers særprægede vokal. Med opfølgeren Bows + Arrows i 2004 fik bandet for alvor kritikerne på deres side, og pladen kom med på mange lister over årets bedste udgivelser. Siden har The Walkmen lagt flere alen til indierenommét og med det seneste album Lisbon har de slået deres navn fast som et af de nyere bands, der stikker ud – på linje med fx The Strokes. Sans comparaison.

At dømme på de par skæringer, der er sluppet ud fra det kommende album, Heaven, der skulle være i handlen i juni måned, så er der alt mulig grund til at forvente, at The Walkmen fortsat er et band, man kan regne med – sådan rent musikalsk.

Heartbreaker -. We can’t be beat

Medens vi venter på den nye plade, kan vi opleve TheWalkmen i en rigtig fin koncert - lige her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 11