CAPAC

HHS i Mod Strømmen gør opmærksom på, at den legandariske bassist m.m. Donald “Duck” Dunn er død 70 år gammel. Dunn døde i Tokio, hvor han opholdt sig for at deltage i Tokio Blue Note. De nærmere omstændigheder for hans død er endnu ikke fastlagt.

Vennen og den tro musikalske følgesvend Steve Cropper giver Dunn følgende korte skudsmål på sin Facebookside: “The World has lost the best guy and bass player to ever live”. Livslangt venskab og kollegial beundring i en nøddeskal. At kalde Dunn for “legendarisk” er ikke et udtryk for journalistisk hang til utidige superlativer. Dunns betydning for soulmusikken, som den blev frembragt på plademærket Stax, kan man ikke overvurdere. Som medlem af Stax-husorkesteret Booker T. & the MG’s satte Dunn et markant vandmærke på alle de hits, der i en lind strøm kom ud af studierne i en periode i tresserne. Fx indspilninger med Otis Redding (“Respect”) og Sam & Dave. Se HHSs lange liste i Mod Strømmen.

Dunn begyndte at spille bas som ganske ung, da det var gået op for ham, at han aldrig ville komme til at beherske en seks- eller flerstrenget guitar og hellere måtte overlade det job til barndomsvennen Steve Cropper. Man kan sige, at de to lavede en musikalsk arbejdsdeling, som kom til at præge populærmusikken dybt. Med sin personlige sound og sit distinkte groove var Dunn sammen med vennerne i MG’s – Cropper, Booker T Jones, Steve Potts m.fl. – med til at lægge en tæt og solid grund for soulmusikken, men også for den unge beatmusik, der voksende frem i England med navne som Beatles og Rolling Stones. Selv om Stones og Beatles var konkurrenter, så var begejstringen for soulmusikken et fælles udgangspunkt for kappestriden – og de sad i koncertsalen, da Stax Records tog på turne rundt i England med en række af soulmusikkens koryfæer og MG’s som backing. John Lennon var en stor fan og bruge The MG’s, da han indspillede nummeret “Beef Jerky” på albummet Walls & Bridges, og Paul McCartney skulle efter sigende at studeret Dunns både melodiske og funky basspil mere end en gang.

Ved siden af arbejdet som backingmusikere fik Booker T. & the MG’s også tid til at indspille egne plader og fik tidligt et hit med nummere “Green Onions”, der også gav navn til et album. Og listen af kunstnere, der har haft glæde af Dunns og MG’s færdigheder er alenlang og omfatter blandt andre: Muddy Waters, Freddie King, Albert King, Neil Young, Jerry Lee Lewis, Eric Clapton, Tom Petty, Creedence Clearwater Revival, Wilson Pickett, Sam & Dave, Guy Sebastian, Rod Stewart, Bob Dylan og Roy Buchanan.

I morgen runder nr. 2 fra venstre på coveret ovenfor, David Byrne, tres år. Banalt og ganske utroligt, for i mine tanker er David Byrne stadigvæk et stort legebarn, der med lige dele umættelig nysgerrighed, underdrevet humor og en uundværlig portion galskab genopfandt storby-rock’n roll i halvfjerdserne som en musikform, der både appellerede til de danseglade unge, de kuldslåede Kloge Åger, de ubekymrede hitlistelyttere og de traditionsbevidste, satte lytte ude ved hi-fi-anlæggene.

Det sket med gennembruds- og hovedværket Talking Heads: 77, der slet ikke blev så stort et hit, som erindringen er tilbøjelig til at gøre det til. En 97. plads blev det til på Billboards liste for popalbum, og singleuddraget “Psycho Killer” nåede op på en 92. plads på singlelisten. Men i løbet af de næste år fik albummet klassikerstatus og lagde sig i 2003 midt på Rolling Stones liste over de største album 500 album gennem tiderne.

Den lidt fortøvede anerkendelse af pladen er måske karakteristisk for klassikere i det hele taget. Deres betydning går først op for en i bakspejlet. Jeg kan endnu huske, at jeg købte pladen i en stor FONA-butik på strøget i Århus. Det var dengang, FONA endnu var en velassorteret pladeforhandler, hvor man kunne være heldig at finde meget andet end hitlisteplader. Jeg havde godt læst om Talking Heads’ plade – vist nok i Rollig Stone i øvrigt – og satsede på at gøre et fund. Og i løbet af de næste uger krøb pladen ind under min hud og blev en af de store opdagelser i post-punkens tid.

På sin egen vrante og dog skarpsindige vis sammenfatter denne blogs kritiker-tænkemester Robert Christgau ganske godt noget af pladens sammensathed og innovative kraft, når han i sin forbrugerguide skriver om lømlernen i Talking Heads og deres debutalbum: “A debut LP will often seem overrefined to habitues of a band’s scene, so it’s not surprising that many CBGBites felt betrayed when bits of this came out sounding like Sparks or Yes. Personally, I was even more put off by lyrics that fleshed out the Heads’ post-Jonathan Richman, so-hip-we’re-straight image; when David Byrne says “don’t worry about the government,” the irony is that he’s not being ironic. But the more I listen the more I believe the Heads set themselves the task of hurdling such limitations, and succeed. Like Sparks, these are spoiled kids, but without the callowness or adolescent misogyny; like Yes, they are wimps, but without vagueness or cheap romanticism. Every tinkling harmony is righted with a screech, every self-help homily contextualized dramatically, so that in the end the record proves not only that the detachment of craft can coexist with a frightening intensity of feeling–something most artists know–but that the most inarticulate rage can be rationalized. Which means they’re punks after all.” Pladen får et -A. Og det er stort på Christgaus karaktertabel.

Siden skulle Byrne og pladdernakkerne, som Dan Turèll fordanskede gruppenavnet til, raffinere og udfolde de muligheder, der lå implicit i Talking Heads: 77, i andre mesterværkern som opfølgeren More Songs About Buildings and Food (1978), treeren Fear of Music (1979) og Remain in Light (1980). Midt i firserne var potentialet i Talking Heads ved at være udtømt, og Johanthan Demmes dokumentarfilm Stop making sense om bandets turnevirksomhed i kølvandet på albummet Speaking in Tounges satte med sin symbolske titel og sin imponerende realisering af koncertfilmgenren både en krone på værket og et imaginært punktum for en flot karriere.

Selv om der endnu var et par gode album i bandet – Little Creatures (1985) og True Stories (1986) – så var det blevet tydeligt, at David Byrne var på vej mod en solokarriere, selv om han måske ikke helt selv var klar over det. En fingerpeg om, hvor David Byrne var på vej hen musikalsk set, fik man, da han sammen med Brian Eno tilføjede endnu en dimension til fænomenet World Music med albummet My Life in the Bush of Ghosts (1981). Byrne og de andre var ved at vokse fra hinanden. Det musikalske koncept, der var blevet etableret med Talking Heads: 77 og udfoldet over de næste plader, var ikke længere nok for Byrne, der hellere ville nedbryde musikalske grænser end blive inden for de allerede afstukne. Opløsningen af Talking Heads var lige så smertefuldt som mangen en ægteskabsopløsning. Den kærlighed, der havde bundet medlemmerne samme var erstattet af bitterhed og smerte. Næsten sympomatisk var Tina Weimouths udtalelse til Bassplayer om, at forholdet til David Byrne: ”I do still love David; I just wish he loved us.”.

Siden det officielle opbrud i gruppen i 1991 har David Byrne på en række soloplader og gennem teater- og filmprojekter o.a. fortsat med at sondere de muskalske grænseområder mellem rock, pop, verdensmusik og meget andet. Ikke med helt den samme bevågenhed i medierne som i årene med Snakkehovederne, men altid interessant og udfordrende. Nu bliver han så tres år, og han har sikkert mange musikalske skud i bøssen endnu.

To sjæle en tanke: Medens jeg har skrevet på ovenstående har Torben – selvfølgelig – markeret dagen på sin egen facon.

Talking Heads sidste store singlehit, “Burning down the House”