CAPAC

Der er noget eksklusivt over det amerikanske band Spain, der næste år kan fejre sit tyve års jubilæum. I år har de udsendt albummet The Soul of Spain, og det er det fjerde siden 1995, hvor debutten og hovedværket The Blue Moods of Spain blev udsendt. Sølle fire album i løbet af små to årtier, hvis vi ser bort fra opsamlingsalbummet Spirituals: The Best of Spain fra 2003.

Men det eksklusive er ikke tilfældigt, og det blev understreget af den koncert, det Los Angeles-baserede band leverede i går aftes på det århusianske spillested Voxhall. Spains kultrenommé blev grundlagt med debutalbummet, der som titlen angiver er et musikalsk og tekstligt studie i melankoliens facetter. Det er en plade, der er fuldendt i den forstand, at den lukker sig omkring sit tema – og definerer Spains stil.

For er der noget, der blev tydeligt under det første lange sæt ved gårsdagens koncert, hvor Spain genopførte The Blue Moods of Spain i sin helhed, så var det, at Spain er et band med en distinkt stil. Med den hornbrillebeklædte Josh Haden – søn af jazz-musikeren Charlie Haden – som centrum og  vokal forgrundsfigur bekræftede Spain tekstligt, musikalsk og adfærdsmæssigt, at de stadigvæk lever op til deres renommé som mestre udi slow-core.

Koncerten begyndte 20.15, hvor de fem fåmælte musikere indtog scenen og med et enkelt ”Hello” fra Haden gik i gang med at opføre debutpladens sange. Typisk for bandets optræden var koncentrationen helt på musikken. Her var ingen utidig leflen for publikum. Haden kiggede enten ned eller sang med øjnene lukket. Der var noget shoegazing-indadvendt over attituden. Et kort øjeblik – et par sange inde i koncerten – måtte jeg spørge mig selv, om det, jeg følte, var kedsomhed. Men snart blev en undertrykt gaben afløst af en fascination af det nedtonede, tilbagelænede, indadvendte og intense univers, Spain lukkede publikum ind i. For selv om Spains attitude var langt fra den udadvendthed, man ofte forbinder med rock, så er der noget inkluderende over bandets koncentrerede musiceren. Man blev nærmest smittet af den blå stemnings mange lag.

Som åndsfællerne i Tindersticks formår Spain at bygge melodisk og komplekse sange op omkring den melankolske grundfølelse. Små enkle sange kombineres med længere komplekse mellemspilsstykker, hvor de fem musikere – ud over Haden på bas tre guitarister, hvoraf den ene også trakterede keyboards, og en trommeslager – fik mulighed at udfolde sig på nærmest improvisatorisk vis.

Efter opførelsen af The Blue Moods var der meget passende indlagt en pause, inden sidste, kortere set i Hadens melankolske kammerkoncert. Og her viste Spain sig fra en lidt mere udadvendt side med numre fra det senere repertoire, der minder mere om regulær rock uden dog at miste sit anstrøg af melankoli. Selv om hele orkesteret – bortset fra Haden selv – er skiftet ud siden starten, så er Spain stadigvæk en stilistisk enhed. Efter et enkelt ekstranummer var den godt og vel to timer lange koncert slut – og det ville næste føles som et brud på eksklusiviteten, hvis de obligatorisk ekstranumre havde været i flertal. Haden satte punktum med et fingerkys til publikum.

I aften har københavnerne muligheden for at få en sjælden aften i melankoliens skygge. Hvis de ellers kender deres besøgelsestid.

Selv om musikeren,sangeren og sangskriveren Jens Jepsen kun er 26, så er han nærmest en veteran i musiklivet. For to år siden debuterede han med albummet Walking Between the Sun and the Atmosphere, der nu følges op af The Queen survived. Musikken har været Jepsens følgesvend siden barndomsårene, og siden han satte studenterhuen på hovedet har det også været levevejen.

Og musikkens centrale placering i den unge danske sangskrivers liv kan læses ud af den nye plade, der er præget af en forbavsende musikalsk modenhed og generøsitet.

Som på mange af tidens udgivelser er der tale om en plade, der udmærker sig ved sin stilistiske variation. Titelsangen “The Queen survived, the King is dead”, der også indleder pladens i alt ti sange, er en lidt atypisk sang. Teksten er en fantasi over en imaginær krig i et feudalt samfund. En fantasi, hvis budskab måske er, at der er vigtigere krige at udkæmpe end dem på slagmarken: “Why don’t people fight more, when they feel the right war? Like I feel you“. Musikken associerer med sine trommer og strygere til det militære, men udfolder sig efterhånden som et regulært rocknummer, hvor rockguitarer ledsages smukt af piano og strygere. I det hele taget er brugen af strygere og instrumenter fra den klassiske musik et af de træk, der er særlig attraktion ved Jepsens nye plade.

Titelsangens fokus på forholdet mellem mennesker – specielt mellem mand og kvinde – er en ledetråd for flere af de øvrige sange, hvor poppens gamle, men langtfra udtømte tema “kærligheden” får sin del. Sangen “I Can’ See You”, der lige nu er mit favoritnummer, er en klagesang over fuglen, der er fløjet, og et jeg, der er efterladt på den ensomme strand med udsigt til de brændte broer. Men musikken – et heftigt rocknummer – leverer et velgørende modspil til den tekstlige tristesse. Sangen drives frem af et saftigt orgelspil (ved Rune Marzec) og ikke mindst Lars Ringgårds vilde, potente og dog kontrollerede mundharmonika, der får denne lytter til at tænke: Hvornår får det instrument en renæssance? Jo, det gør det selvfølgelig lige her!

“We Could Fall in Love” hedder sang nr. 3 og her afløses rocken af en smuk ballade, hvor Jens Jepsen får fint vokal støtte af Annemarie Jensen. En banal lille sang om kærlighedens umulighed og den indre krig, der får det hele til at falde fra hinanden. Ak, ja. Smukt er det med akustisk guitar og strygere, der smyger sig om sangernes røst.

Fra umulig kærlighed til den rene galskab er der ikke så langt. Og det er hvad sangen “We Are All Insane” handler om. Kærlighed, forelskelse som galskab. En storladen, kompleks ballade, der især fungere i kraft af sin patos og mindre grad ved sine popmelodiske kvaliteter.

“Rigby Avenue” gav mig associationer i retning af Beatles’ “Eleanor Rigby”. Tekstlige associationer (“all the lonely people…“). Og associationerne holder også så langt, at teksten beskriver en oplevelse af livets gang på et bestemt sted i denne verden – Rigby Avenue. Men de indledende strygere sender også tankerne i retning af Lennon & McCartney i en sang, der i øvrigt nok er pladens enkleste popsang.

“Open Road Calling” trækker også på rocksangenes mytologiske elementer. Her vejen – mere præcist “the highway” – som et billede på livet. Vejen, der ligger åben og kalder på en. Der er ingen “roadmap”, men du skal nok finde hjem før eller siden… Leif Bruuns diskrete lapsteel lægger en sart countrystemning over den søde, lille, ligefremme sang.

I “Until I Got You” griber Jepsen til dobroen i en sang, der også henter sit tekstmateriale i rockmytologien – en westernsaloon – og handler om kønnenes møde som one-night-stand. En iørefaldende popsang med Annemarie Jensen på kor igen (det sker i øvrigt på flere af sangene).

“Fall has fallen” er – som titlen næste antyder – en meditation over efterår og melankoli. Igen en stort anlagt ballade med flotte vokalarbejde, srygere og et emotionelt bevægende orgel.

I “Sweet dreams back to you” vender Jepsen tilbage til krigsmetaforen, som tekstligt binder sangene sammen til en helhed. Sangen handler om den krig, der udløser den elskedes natlige mareridt. Og ledsaget af sin guitar synger Jepsen sin lille sang som en trøstende vuggevise, der folder sig musikalsk ud som en blomst med de tilbagevendende strygere, lidt kor og hele rockorkesterudtrækket.

“See you soon” hedder pladens sidste sang om at sejle sin egen ensomme sø, når kærligheden er gået fløjten. Og sangen understreger måske pladeprojektets svaghed. Teksterne. For selv om teksterne passer vældig godt ind i sangen – ordene falder fint ind i musikken – så bevæger de sig ikke uden for de allerede afstukne og afprøvede grænser for rock- og pop. Og jeg tror, Jepsen skulle overveje at skrive på sit modersmål.

Bortset fra denne anmelderanke, så er det et virkeligt flot udspil, Jepsen serverer for lytterne. En gennemarbejdet, musikalsk plade, hvor Jespen generøst øser ud af sit sangskrivertalent og akkompagneres mere end overbevisende af et hold meget kompetente musikere. Det er nærliggende at sammenligne pladen med Jens Lysdals tidligere omtalte A Matter of Time. Det er på det imposante niveau, vi befinder os. Det er muligt, at pladen ikke kommer på hitlisten, men den fortjener mange lyttere blandt dem, der sætter pris på singer-songwriter-kunst af format. Og det skal blive spændende at se Jepsen og Co. på en koncertscene. “See you soon”… Hermed anbefalet.

Pladen udkommer i dag på plademærket Red Hill Records