CAPAC

På nettet læser jeg tilfældigt, at det var på denne dato i 1964, at trommeslageren Jimmy Nicol for sidste gang sad bag trommerne i The Beatles. Som bekendt erstattede han en sygemeldt Ringo Starr – blandt andet ved de to koncerter i Danmark – og var med et par uger. Den sidste optræden for Nicol fandt sted i Adelaide i det sydlige Australien, hvor Beatles gav fire koncerter. Ringo tog over igen og var med, da gruppen indtog Melbourne.

Nicols korte succes i Beatles smittede ikke af på Nicols efterfølgende karriere. Selv om han siden kom til at spille med det stolte svenske band The Spotnicks, så gjorde Beatlemania ham nok kendt, men bestemt ikke rig. I 1965 gik han økonomisk rabundus og i 1967 forlod han musikbranchen til fordel for et liv som iværksætter. Efter sigende nægtede den nu 72-årige Nicol siden hen at give interviews om sin korte tid som Beatle – lige som han ikke ønskede at slå mønt på sin andel i Beatlemania. En mand med holdning.

Jimmy Nicol og Beatles – Twist and Shout

Sangskriverteamet Roger Cook og Roger Greenaway var oprindeligt sangere og musikere i bandet The Kestrels, men da de begyndte at skrive sange sammen i starte af tresserne, viste det sig, at de havde større succes med at lave sange til andre. De fik deres første store hit, da The Fortunes hittede med “You’ve got your Troubles” i 1965.

I første omgang droppede Cook og Greenaway dog ikke drømmen om selv at slå igennem som sangere og musikere. Som duo kaldet David and Jonathan lykkedes det dem da også – lidt paradoksalt – at få et større hit med en version af Beatles’ “Michelle” og en mindre med den selvskrevne “Lovers of the World unite”. Men det skulle vise sig, at andre havde mere held med at indspille deres sange – og i slutningen af tresserne drog de konsekvensen og slog sig ned som fuldtidssangskrivere for andre.

Blandt de mange, der har haft glæde af deres sange kan nævnes: Cilla Black (“Something Tells Me Something’s Gonna Happen Tonight”), Andy Williams (“Home Lovin’ Man”), The Congretation (“Softly Whispering I Love You“), Joe Dolan (“It Makes No Difference”), The White Plains (“My Baby Loves Lovin’”), The Hollies (“Gasoline Alley Bred”), Gene Pitney (“Something’s Gotten Hold of My Heart”) og Blue Mink (“Good Morning Freedom”). Roger Cook sang i øvrigt med i sidstnævnte gruppe, for de to sangskrivere kunne ikke helt holde sig fra scenen.

Det var også Cook og Greenaway, der skrev den meget iørefaldende kuriositet “I was kaiser Bill’s Batman” til Whistling Jack Smith. Nummeret er en kuriositet, fordi den fløjtes (med munden). Bag navnet Whistling Jack Smith gemmer sig John O’Neill, der blev engageret af The Mike Sammes Singers til opgaven. I 1967 lå den ti uger på den danske top 20 med en 3. plads (i to uger som bedste placering. Under sig havde Fløjtende Smith navne som Herman’s Hermits, Petula Clark, Tom Jones, Jimi Hendrix, The Beatles, The Monkees, Frank & Nancy Sinatra og andre af datiden koryfæer.

Mit singleeksemplar er med det ovenfor afbillede. Om sangen er en klassiker, kan man godt sætte spørgsmålstegn ved (som Torben gør i en kommentar), men en kuriositet i pophitverdenen er den. B-siden “The British Grin and Bear” (skrevet af Walker og Raymone) er også et fløjtenummer, men nok ikke helt så kuriost. I hvert fald ikke så memorabelt. Plademærket var Deram (DM112), og det var vist den første plade, Deram hittede med i USA…

Sproget og ikke mindst poesien rummer sin egen musik. Rytme, tonefald og i sidste tilfælde metrik udgør en del af musikken. Og derfor kan man mene, at itonesat poesi i en eller anden forstand kræver, at poesiens egen iboende musik, som især sætter sig igennem, når poesien reciteres eller læses op, kræver et særligt med- eller modspil af den udvendige musik. Enten skal musikken akkompagnere det metriske ved at følge det, understøtte eller fremhæve det – eller måske på kontrapunktisk vis insistere på sig selv og samtidig sætte poesien i relief.

Der findes ikke æstetiske regler for, hvordan man gør. Det handler om gehør for musik – og poesi. I tresserne opstod kombinationen jazz og lyrik med fornemme resulater. Og siden har der været, hvad man med forsigtighed kunne kalde en tradition for eksperimentet. Her i bloggen har jeg blandt andet omtalt Peter Laugesens fascinerende og inciterende samarbejde med Singvogel. Og jeg håber at vende tilbage til flere eksempler.

Et af de seneste skud på denne stamme er det digitale album “Ti”, der som titlen indikerer giver ti forskellige bud på, hvordan musik og lyrik mødes. Og de ti eksempler illustrerer ganske godt de ovenstående generelle overvejelser.

Søren Ulrik Thomsen læser sit digt “Jeg har sat mig her ved det bagerste bord” med sin velkendte diktion og bliver ledsaget af Det glemte Kvarter. Det fungerer, men i mine ører skulle musikken have været trådt et skridt tilbage. Der er for megen volume på produktionen. Og det truer med at overdøve digterens diktion.

Jørgen Leth og IKI tage sig af “Fra samme tid” lider lidt af samme volumenproblem, men det hjælper dog lidt, at der er pause i musikken, hvor Leths markante stemme får lov til at stå alene.

Jens Blendstrup og Girls in Airports går bedre i spænd i en vekselvirkning mellem Blendstrups komiske lyrik og en let jazzet musik, der er med til at forstærke stemningen i digtet.

“Islands Brygge, d. 13. juni, 2006″ har et andet problem. Teksten er mere prosa end poesi. Christel Wiinblad læser teksten op som prosatekst og Clara Brylds piano følger ganske lydhørt oplæsningens let monotone rytme.

Et hovedstykke på albummet er Naja Marie Aidts og Dagens Danmarks mere end femten minutter lange eksperimenterende behandling af teksten “Slik”. I det næsten paradoksale møde mellem Aidts tekstsensitive oplæsning af sin prosatekst og musikkens klart eksperimenterende, næsten kakofoniske lyd opstår der noget særdeles lytteværdigt. Måske, fordi man som lytter kan flytte sit fokus fra det ene til det andet som vægten fra den ene fod til den anden – samtidig med at Aidts tekst kommer helt til sin ret.

Theis Ørntoft & Interfoam får noget elektrificerende ud af “Den dovne dag/ Det er bare lunt” på trods af, at Ørntofts tekst som poesi betragtet er lidt tynd.

Excentrikeren Johannes L Madsen – også kaldet JLM m.m. – har fået tonesat sin tekst “Sproget har fuglekasser i munden i dag” af Halfdan E. – kendt fra sit samarbejde Dan Turèll – og Martin G. Vigga Svensson reciterer og Klaus Rifbjerg er samplet. Eksperimentet virker godt. Madsens tekst står klart frem for lytteren og musikken får metrikken til at banke tydeligere igennem. En af pladens absolutte højdepunkter – og et af de modigste.

Jan Sonnergaard & GRAF slipper også ganske godt fra “Eva og Strudesen” – en prosatekst – sikkert, fordi GRAF netop træder et skridt tilbage i forhold til Sonnergaards oplæsning og virker som en sympatisk klangbund i dette ords bogstavelige forstand.

Janus Kodal & Prins Nitram vælger en anden løsningsmodel. Nitram synger Kodals tekst oven på en susende lydbund. Vi er nærmere en almindelige sang end tekstrecitation, men det fungere udmærket. Nitrams stemme kan godt minde lidt om Benny Holsts by the way.

Claus Høxbroes tekst “Kaddish for min samtid” er tilsat Oscar Gilberts lydhøre klaver – og minder ikke så lidt om Dan Turèlls musikalske iscenesættelser. Høxbroes må være Turéll-fan. Og det er godt, at nogen fører den beatstil videre…

Det siger sig selv, at albummet er en blandet landhandel eller et overflødighedshorn – af musik og tekster. Et velkomment bud på det svære og fascinerende møde mellem musik og kunsttekst.

Det århusianske band The Green Lives videodebuterede her i bloggen med den charmerende "Dancing in the Snow". Og nu er de ude med den lovede EP. Her kan du lytte til nummeret "No One Else" og se videoen. En romantisk, iørefaldende sag, der blot bekræfter, at The Green Lives er et af de lovende navne inden for den melodiøse poprock. Jeg vil vende tilbage til EP’en, hvis jeg kan vriste den fra dem. Og vil se frem til deres første langspiller….