14. juni 2012 arkiv

The Association – en supervokalgruppe genudgivet

14. juni 2012

Engang i 1970 byttede jeg ovenstående plade med The Association med The Doors’ Morrison Hotel. En af mine forældres naboer arbejde på Thule-basen og var vendt tilbage med en stuevæg af album, som var indkøbt oppe på basen til priser, vi andre kun kunne drømme om. Og jeg fik mulighed for at få fat i den nye Doorsplade. Det var bestemt ikke noget dårligt bytte, for Morrison Hotel er en af mine favoritplader med Doors – og i det hele taget.

At det gik ud over The Association var lidt tilfældigt. Dengang bugnede pladereolen ikke, og måske har jeg tænkt, at jeg nok kunne få fat i sanggruppen The Association en anden gang. Nu er chancen for at få opdateret The Association på reolen så der igen. for om kort tid udkommer The Complete Warner Bros. and Valiant Singles Collection, der som titlen siger indholder alle de singler, som gruppen indspillede for de to plademærker. Som Greatest Hits-albummet fra 1968 (!) antyder, så blev The Association dengang i allerhøjeste grad opfattet som singlehitleverandører af højt profileret vokal sunshine. Men de fire album, der gik forud for Greatest Hits-opsamlingen, viste, at den fremragende sanggruppe rummede langt mere end den overfladiske pænhed, der blev deres image, og som ikke helt passede ind i tidsånden omkring ’67 og ’68 . The Association var både til den ubekymrede hitlistepop og den progressive folkrock. Og det var et problem. Dengang.

Livskunstneren Jørgen Leth fylder 75

14. juni 2012

I dag fylder digteren, journalisten, filmmageren og livskunstneren Jørgen Leth 75 år. Og det er lidt underligt at tænke på, for i mit hoved står Leth med en særegen, passioneret, livsbekræftende – ja, ungdommelig – lethed. Men sådan er det.

På dagen kan jeg ikke lade være med at tænke på sagen eller snarere balladen om den unge kvinde fra Haiti, som Leth dyrkede elskov med og skrev uforfærdet om – og fik bornerte gammelfeminister og sensationslystne, journalistiske moralvogtere på nakken. En nakke, han på intet tidspunkt bøjede. For er der noget, der kendetegner Jørgen Leth – og som jeg beundrer ham for – så er det, at han har været tro mod sine egne passioner og sin egen livsdrift. Denne trofasthed er en mangelvare nu til dags, hvor konformismen er mindst lige så beklemmende, som den var i halvtredsene. Den er bare anderledes.

Den første gang jeg stødte på Jørgen Leth – digteren Jørgen Leth – synes jeg ikke, at han var noget særligt, fordi jeg ikke havde blik for den konkrete, sanselige enkelhed, der præger hans kunstneriske udfoldelser. Leth gør det ikke sværere end nødvendigt er. Og netop derfor har han måske så let en adgang til det skønne og poetiske.

Til lykke på dagen.

PS. Medens jeg har griflet ovenstående ideosynkratiske tekst, ser jeg, at Torben (selvfølgelig…) har publiceret sin personlige hyldest og anmeldelse af Leths nye bog. Læs med her.

Jetsi Kain – nu på video med “I’m in control”

14. juni 2012

Jakob Bøcher Müller, Frederik Gøtzsche, Vincent Dreyer, Jeppe Hedal og Benjamin Fischermann alias Jetsi Kain, som allerede har været omtalt her i bloggen, er endnu et skud på den stamme af talentfuld poprock, der gror så frodigt i Danas have. Medens vi venter på bandets album kan vi fornøje os med gruppens nye video over debutsingle "I’m in control". Lige her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 11