CAPAC

Det ville være synd at sige, at jeg er nogen stor fan af boksning. Og forklaringen er ikke, at jeg har skrupler over for denne sportsgrens kontrollerede brug af vold og de risici, den indebærer. Mit forbehold skyldes mestendels æstetiske årsager. For alt for mange af de boksekampe, jeg har set, har været uskønne forestillinger, berøvet enhver form for teknisk elegance, taktisk spil og sportsmanship.

Men der har været undtagelser. Casius Clay – Muhammed Ali – leverede flere undtagelser i sin karriere. Det samme gjorde den store cubaner Teofilo Stevenson, der i årene 1972 til 1980 vandt olympisk guld tre på hinanden følgende gange.

Stevenson, dr var den første bokser, der vandt olympisk guld til sit hjemland, vandt sine kampe overbevisende, og der var bud efter ham til en kamp mod selveste Muhammad Ali. Men Stevenson afviste et tilbud om fem millioner dollars men en kommentar om, at han ikke ville bytte sit liv i Cuba for penge, og at 8 millioner cubaneres beundring var meget mere værd. Man kan kun gisne om, hvordan en kamp mellem Ali og Stevenson ville have faldet ud. Men det er ikke usandsynligt, at Stevenson kunne have vundet. I hvert fald var hans loyalitet over for sit land og dets styre mere end en torn i øjet på amerikanerne, snarere et sæbeøje…

Efter i elleve år at have været ubesejret måtte Stevenson bide i canvassen i 1982, hvor han tabte et verdensmesterskab for amatører i München til Francesco Damian. I boksning vil man møde sin overmand før eller siden, hvis man ikke stopper i tide. Og Stevenson hængte boksehandskerne op på knagen, da Cuba boycottede de olympiske lege i Los Angeles og Seoul. På det tidspunkt havde han bokset 321 kampe – og vundet de 301 af dem. Efter bokserkarrieren var Stevenson aktiv i den cubanske bokseunion, hvor han var vice-præsident. Nu er han død kun 60 år gammel efter nogen tids sygdom. Og verden er blevet en nobel og idealistisk sportsmand fattigere – og dem er der ikke mange af…

[Ikke krediteret foto lånt fra sitet Beats, Boxing and Mayhem]

Et tilbagevendende tema her i webloggen er bands og kunstnere, der ved skæbnens ugunst, gik i glemmebogen og fortjener at blive trukket frem i lyset igen. Et indlysende eksempel på dette er det californiske countryrock-band Clover.

Gruppen blev dannet tilbage i 1967 i Mill Valley, Californien af Alex Call (forsanger, guitar), John McFee (guitar, pedal steel guitar), John Ciambotti (bas) og Mitch Howie (trommer). Oprindeligt var medlemmerne en del af det syrede orkester Tiny Hearing Aid Company, der helt i tidens ånd excellerede i psykedelisk musik. Men de musikalske strømninger var mange i slutningen af tresserne og en af de markante var den gryende countryrock. Og det var countryrocken, der fik kløveret til at blomstre.

I 1970 debuterede de på Fantasy Records, der også var hjemsted for Creedence Clearwater Revival. Og musikken på Clovers første plade Clover kan da også minde lidt om Creedence Clearwater Revivals sound. Debutpladen solgte ikke stort og blev fulgt op af albummet Fourty Niner, der heller ikke blev et hit.

Helt efter pladeindustriens grønspættebog måtte Clover efter to kommercielt ikke særligt succesfulde album finde en ny pladekontrakt og det blev hos Mercury/Victor Records, hvor Clover efter diverse udskiftninger og stilskift i årene 1977 og 1978 udsendte to ligeledes succesløse album, Love on the Wire og Unavailable. De to sidste album blev til i Storbritannien, hvor bandet havde søgt hen for at søge lykken. Og selv om gruppen aldrig slog stort igennem, fik Clover dog sat et kraftigt fingeraftryk på pop- og rockhistorien, da de fik chancen for at spille som backingorkester for en af new wave-rockens nye stjerner, Elvis Costello. Det er Clover, der spiller bag Costello, på debutten og klassikeren My Aim is True fra 1977.

Men udeblivende kommerciel succes kan ikke altid opvejes af god kritik, og som så mange andre bands i samme situation gik Clover i opløsning i 1978 og vendte slukørede tilbage til hjemlandet. Alex Call valgte at gå solo og skrive sange til andre, bl.a. blev han sangleverandør til Huey Lewis and the News, som blev dannet af Lewis og Sean Hopper, der begge var med i de sene udgave af Clover. En anden kendt musiker, der var ind over de sidste par år, var trommeslageren Jeff Porcaro, der siden blev berømt som medlem af supergruppen Toto.

John McFee kom med i Doobie Brothers og arbejdede videre som sessionmusiker for Elvis Costello. Ciambotti blev en efterspurgt studiemusiker – for bl.a. John Prine, Carlene Carter og Lucinda Williams – og skiftede siden metier til kiropraktikken. Cambiotti døde i øvrigt i 2010, 67 år gammel.

Ikke engang YouTube har ret meget med Clover. Men her er da en rigtig fin optagelse fra 1973, som selv om lyden ikke er den bedste lader en ane, at der er tale om et endda meget kompetent countryrockensemble – “Chicken Butt“. Og her fra Unbelievable en helt anden stil, men stadigvæk yderst kompetent – “Take another look“. Og fra samme album: “Streets of London“, hvor hjemveen til hjemstaten California besynges overbevisende….

Clover er et godt eksempel på et yderst talentfuldt orkester, der måske kunne have være blevet et af de helt store bands sidst i tresserne, hvis de rette markedsmæssige betingelser havde været til stede. I lang tid har deres to første album på Fantasy Records kun været til at få fat på som LP på second hand-auktioner, men nu har Real Gone Music taget sig sammen til at udsende de to skiver samlet med tekst af bandmedlemmet Alex Call.