CAPAC

[foto fra Ram Deluxe-udgaven]

Der er allerede blevet skrevet op ad stolpe og ned ad vægge om Paul McCartney i anledning af hans 70-års dag. Og der vil blive skrevet endnu mere i morgen og den følgende tid. Her vil jeg jeg indskrænke mig til at citere fødselaren fra et nyere interview. Et citat, der rokker ved endnu en af de myter, der har været omkring Paul McCartney og John Lennon. Nemlig den, at John Lennon var det politiske dyr af de to. Og det er da også rigtigt, at det var ham, der – efter at han havde fundet sammen med Yoko Ono (for sådan havde det ikke altid været…) – propaganderede, lavede happenings osv. Give peace a chance. Men er Paul ikke også et dybt politisk menneske?:

"Well, years after I made it [albummet Ram], one of my New York nephews, who was in his early 20s, said, "Ram’s my favorite album. I just love it, man. We play it in college and all that." It totally took me by surprise. And that awoke my interest in the album. Then I started to hear the same thing from a number of people through the years. I think it’s because they connect with the liberty to engage, that early-20s kind of thing. It feels like you suddenly have a little bit of chance; you’re out of school, not yet in the big serious job. It’s a good period to cast around. Some people take a trip to India, Tibet, hitchhike through Europe. This was my trip to Tibet, only it was Scotland. The album is certainly in tune with the freedom that a lot of people want these days in our strange world where bankers can rip the economy apart. It’s nice to have a little bit of art to fall back on. Citeret fra et længere interview i Pitchfork. Jeg kursiverer.

I Information vover Klaus Lynggaard pelsen og udråber 10 album til at være McCartneys “bedste skiver”. Og straks må jeg række fingeren op og sige: Hvor er Back to the Egg? Pladen fra 1979 var Wings sidste studioplade, og den fik hurtigt en særlig plads i mit Beatlemaniske hjerte, hvor den fik status af, at være en slags post-beatlesk pendant til Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band. Det er et album, der har det hele. Smukke ballader (den lille åh så melodiske “We’re open tonight”), heftige rocksange (fx den næsten arketypiske “Spin it out”) og legebarnet McCartney på fri line (fx det indlende spor “Reception”, der er bygget lidt over samme læst som “No. 9″ på Beatles’ hvide album). Pladen er ikke overhældt med singlehit, for der er i udpræget grad tale om et album, hvor sangene er stykket sammen til en oplevelsesmæssig helhed. Det er nok heller ikke tilfældigt, at McCartney på denne plade allierede sig med produceren Chris Thomas, der havde udstået sin læretid i Abbey Road-studierne, da Beatles lavede deres overflødighedshorn, Det Hvide Album. På pladen, der blev lammetævet af kritikken, fylkes rockikoner som Pete Townshend, Hank Marvin, David Gilmore m.fl. og sætter hver deres lille fingeraftryk på slutproduktet.

Mit gæt er, at Back to the Egg – akkurat som tilfældet med Ram, der også blev sablet ned af kritikken – vil blive rehabiliteret, når den (igen) bliver udsendt i en forbedret, udvidet osv. udgave…

Money makes the World go around. Sangen fra filmen Cabaret har kørt rundt i hovedet på mig her i formiddag. Og det samme har den fantastiske scene fra filmen, hvor Liza Minelli og Joel Grey fremfører sangen, som fortæller en bitter sandhed om den materielle virkelighed, vi alle lever i, hvor den rige kan købe næsten alt, men ikke kærlighed, og den fattige må lade kærligheden flyve ud af døren, når pengene ikke er der, og sulten banker på døren. I det hele taget kan man langt hen ad vejen se filmen  Cabaret som en allegori over den verden, vi lever i.

I disse økonomiske krisetider bliver vi mindet om, at nok får pengene verden til at dreje, men de får den også til at løbe ud af kontrol. Selv astronomiske beløb til den kriseramte finanssektor og gældstyngede lande kan tilsyneladende stoppe udviklingen og etablere en situation, hvor pengene bare får verden til at køre rundt. Måske, fordi pengene ikke bare er kolde kontanter eller tal i et digitalt pengesystem, men som almene ækvivalenter bærer på sociale relationer, der er ude af balance.

Associationen til sangen og filmen udsprang af, at jeg i den forgangne uge har snakket med to bekendte, der begge hver på sin måde indrømmede, at de kun gik på arbejde for at få penge til dagen og vejen. Drømmene om et andet liv, drevet af lyst og interesse, var parkeret bagerst i bevidstheden eller i de sparsomme fritimer. Den ene var gået ned med stress og gruede for at skulle vende tilbage til sit slidsomme job, den anden havde på 25. år været i et job, som han aldrig havde brændt for. Og så kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvordan mon verden ville se ud, hvis det ikke var pengene, der var “incitamentet” for vores arbejde, men interessen, engagementet, ja – glæden?

I år er det i øvrigt 40 år siden, Bob Fosses film om den sidste tid Weimar Republikkens dekadente Berlin, før det nazistiske ragnarok bryder ud, første gang blev vist for publikum. På det tidspunkt 1972-73 stod vi over for den første af en serie økonomiske kriser, som afløste tressernes exceptionelle højkonjunktur. Oliekrisen blev den kaldt herhjemme, men det var en økonomisk krise. Siden har den ene afsløst den næste og er blevet dybere og dybere. A mark, a yen, a buck or a pound …a buck or a pound …a buck or a pound. Is all that makes the world go around That clinking, clanking sound…Can make the world go ’round