Når man kigger på den trinde, kortklippede amerikanske dreng med de let udstående ører på fotografiet ovenfor, så kan det være lidt svært at forestille sig, at håret nogle år senere ville vokse vildt ud over samme ører, få følgeskab af et lige så vildtvoksende skæg og være med til at danne billedet af en af de fremmeste repræsentanter for det andet America, der opstod i tresserne i mere eller mindre velartikuleret modsætning til det etablerede: Jerry Garcia. Ufrivillig forgrundsfigur, guitarist, sanger, ideolog og sangskriver i kult-hippie-bandet Grateful Dead.
Om et par dage – nærmere bestemt den 1. august – ville Jerry Garcia være blevet en af de kendte 70-årige rockstjerner, hvis ikke en usund livsstil med vægtproblemer og – ikke mindst – et årelangt forbrug af sundhedsskadelige kemikalier havde sat en stopper for hans gang her på jorden i august måned i 1995. At Garcia endte sine dage på en af de mange afvænningsklinikker, der findes i Californien, kan man læse som en historisk ironisk kommentar til hippieidealismens illusioner. Man kan også lade være…
Garcia, der kom fra en musikalsk familie – faderen var tidligere professionel musiker og moderen musikalsk anlagt – lærte tidligt at spille på guitar. Men det var først i begyndelsen af tresserne, at musikken blev en levevej. I 1961 mødte han vennen, den legendariske sangskriver Robert Hunter, og han introducerede Garcia til musikmiljøet i Californien. Det var i de første år af tresserne – 1960-65 – Garcia opdyrkede de musikalske interesser for blues, bluegrass, old time music, folkemusik og alt det, man siden har kaldt americana. Interesser, der ville komme til at præge Garcias musikalske karriere til hans død. For selv om Garcia især blev kendt som sanger, sangskriver og lead-guitarist i rockbandet Grateful Dead, så havde han en parallel akustisk løbebane, hvor han dyrkede sin kærlighed til den gamle, traditionelle amerikanske musik. Blandt i bandet Old and in the Way og i duosamarbejdet med ex-Earth Opera-medlemmet David Grisman. Hvis man ikke vidste bedre kunne man fristes til at tale om en slags musikalsk skizofreni, men i virkeligheden var det blot en understregning af, at godt nok var flipperne i opposition til det bestående med deres langhårende rock, men i virkeligheden var de traditionsbundne og elskede det, de kom af. Det gælder dem alle. The Byrds er et andet indlysende eksempel.
Selv om det, som antydet, var Garcia imod at være frontfigur i Grateful Dead, så er der ingen tvivl om, at han blev det i kraft af sine sange, sit unikke guitarspil og sin rolle som gruppens uofficielle filosof. Det var ham, der tegnede bandet udadtil. Og det blev understreget efter hans død, som Grateful Dead aldrig rigtig er kommet sig over.
Selv om Jerry Garcia kun blev 53 år gammel, så efterlod han sig en imponerende musikalsk arv. Ikke mindst i kraft af Grateful Deads konsekvente, uovertrufne dokumentation af bandets koncerter, der fortsat er under udgivelse. Senest har der været forlydender om nye udgivelser i serien Dick’s Picks.
Going down the road feeling bad – Shakedown street – Uncle John’s band
