juli 2012 arkiv

Stephen Stills anno 1970

31. juli 2012

Torben anmelder den seneste CD/DVD-udgivelse fra veteranerne Crosby, Stills & Nash og trækker hjertetråde fra den allerede dengang i 1970 meget roste koncert, som trekløveret gav i Falkoner Teateret for en lille heldig skare og frem til i dag, hvor d’herrer er vissent grå i toppen, men stadigvæk har saft og kraft ved engagementets og musikalitetens rodnetværk. Og den respektfulde beskrivelse af guitaristen Stephen Stills fik mig til at tænke på – og finde i pladereolen – Stephen Stills debutsoloalbum fra netop 1970. Denne plade, der altid har været en af mine yndlingsplader, understreger, hvorfor Jimi Hendrix – som i øvrigt spiller med på pladen (på nummeret "Cherokee") – havde stor respekt for Stills. Er man i tvivl bør man lytte til pladen – fx til det 5 minutter og 26 sekunder lange akustiske nummer "Black Queen", hvor Stills alene spiller og besynger en berømt tequila, der givetvis har været inspirerende under indspilningerne….

Blur i boksen

31. juli 2012

Der var bands og kunstnere i 1990′erne, som jeg ikke fik et tæt forhold til. Oasis for eksempel. Men også konkurrenterne i Suede og Blur. I Oasis tilfælde var det, som om jeg havde hørt det hele før, bare bedre. Damon Albarn og Blur kunne heller ikke løbe fra, at de stod på skuldrene af tresserikoner som Beatles, Kinks m.fl. og i det hele taget og i det hele taget stod i gæld til den efterkrigs- og efterkolonialismekultur, der blev skabt i tresserne som en blanding af uskyldstab, nostalgi og materialistisk optimisme. Faktisk havde jeg det bedst med Suede, der tilhørte den nederste halvdel af britisk rocks premiere league – og oplagt var mere halvfjerdserinfluerede (Bowie…) end tresserditto.

Men måske er tiden inde til et genhør. I hvert fald er det nu muligt at lytte til Blur i sammenhæng, fordi deres værker er udgivet i en stor boks med 7 album, 65 hidtil uudgivne numre, 3 DVD’er m.m. Blur 21 hedder udgivelsen. Ovre hos Jens Unmack kan jeg læse, at Blur er værd at lytte til. Måske skulle man give dem en chance til og sænke fordomsparaderne…

Blur – Park Life

En hyldest til Fleetwood Mac

30. juli 2012

Fleetwood Mac skuffede fælt, da jeg oplevede dem i den københavnske koncertmonstrøsitet, “Parken”. Men skuffelsen kunne på ingen måde udviske min gamle begejstring for gruppens kompromisdannelse mellem progressiv rock og FM-orienteret pop i halvfjerdserne. Derfor er der også helt fortjent, synes jeg, at gruppen udsættes for en af de mange hyldestplader, hvor yngre kolleger fortolker sange fra gruppens succesfulde katalog. Lige nu kan man høre albummet A Tribute to Fleetwood Mac på NPR. Og her er flere interessante kopiudgaver. Marianne Faithful er altid god for en sang. Andre spændende navne er Tame Impala, The Kills, Lykke Li og Antony.

MC Squared: fra tressernes store glemmebog

30. juli 2012

Måske var det bandnavnet – MC Squared – der forhindrede Michael Crowley, Michael Clough, Linda Carey, Randy Sterling og Jim Keltner (Nej, ikke den Keltner!) i at slå igennem til det pladekøbende publikums bevidsthed i de mytologiske år 1967 og 1968. Fire forkølede singleplader udsendte bandet, men lige meget hjalp det. MC Squared gled ind i glemmebogen. Men rockarkæologerne har et bogmærke i den bog, og for nylig udsendtes gruppen fire singler og et aldrig udgivet album under titlen Tantalizing Colours: The Reprise Recordings.

Man leder forgæves efter MC Squared på Wikipedia. Og selv søgemaskinen Google indskrænker sig til obskure bootlegudgivelser og second hand-singler. Youtube har en enkelt optagelse, der afslører et – tør jeg godt påstå – overset band, der musikalsk befinder sig et sted mellem Jefferson Airplane og Mamas and Papas. Melodisk, let psykedelisk Summer-of-Love-pop med den der uforlignelige lyd. De synger godt, de spiller godt. Hvorfor det aldrig blev til noget fortaber sig i historiens dis.

Gåmændene slår vejen forbi skrivebordet – og giver en lille koncert

30. juli 2012

Rødstrømpen og forfatterinden Suzanne Giese er død, 66 år gammel

29. juli 2012

Min første tanke ved den triste nyhed var: Det er sgu da alt for tidligt. Den næste var: Vi er i færd med at skrive de sidste kapitler af fortællingen om “’68′erne”, “ungdomsoprøret”, “kvindefrigørelsen” og de andre tresser- og halvfjerdserfænomener.

Suzanne Giese var en af de markante kvindestemmer i den flok af unge, veluddannede “mellemlagskvinder”, som man sagde dengang, der sørgede for, at feminismen blev hørt. Og hun fortsatte med at tale dens sag, selv om stemmen med tiden ikke længere skar så tydeligt igennem. Men det var ikke Gieses skyld, snarere tidsåndens.

Den nye feminisme, vi i disse år kan læse om i bl.a. damebladene, handler mest af alt om at gøre karriere på mændenes præmisser, at få adgang til direktionsgangene og bestyrelsesposter i virksomhederne. Og denne individualistiske kamp ville være utænkelig uden Suzanne Giese og hendes “medsøstres” kamp for ligestilling i halvfjerdserne. De gamle feministers kamp lykkedes langt hen ad vejen – selv om der stadigvæk er knaster tilbage, fx ligelønnen, men noget gik også tabt: solidariteten og den sociale kamp.

Med billedet af den unge, kønne Suzanne – se bogomslaget ovenfor – på nethinden griber man sig selv i at ønske, at nogle unge kvinder ville vende tilbage til den grundtanke, der var i halvfjerdserfeminismen: at ligestillingen mellem kønnene ikke bare handlede om at bytte om på kønsrollerne, om at overtage mandens privilegier osv., men om at ændre på den samfundsindretning, der muliggør ulighed og diskrimination. Hvil i fred.

Trille – Hej søster

Suzanne Giese havde en stadig aktiv weblog, hvor man kunne læse om hende og læse nogle af hendes artikler. Den bedste måde at ære hendes minde på er at læse, hvad hun skrev (i følge Arne Herløv Pedersen).

Jerry Garcia – Grateful Dead m.m. – ville være blevet 70 i næste uge

29. juli 2012

Når man kigger på den trinde, kortklippede amerikanske dreng med de let udstående ører på fotografiet ovenfor, så kan det være lidt svært at forestille sig, at håret nogle år senere ville vokse vildt ud over samme ører, få følgeskab af et lige så vildtvoksende skæg og være med til at danne billedet af en af de fremmeste repræsentanter for det andet America, der opstod i tresserne i mere eller mindre velartikuleret modsætning til det etablerede: Jerry Garcia. Ufrivillig forgrundsfigur, guitarist, sanger, ideolog og sangskriver i kult-hippie-bandet Grateful Dead.

Om et par dage – nærmere bestemt den 1. august – ville Jerry Garcia være blevet en af de kendte 70-årige rockstjerner, hvis ikke en usund livsstil med vægtproblemer og – ikke mindst – et årelangt forbrug af sundhedsskadelige kemikalier havde sat en stopper for hans gang her på jorden i august måned i 1995. At Garcia endte sine dage på en af de mange afvænningsklinikker, der findes i Californien, kan man læse som en historisk ironisk kommentar til hippieidealismens illusioner. Man kan også lade være…

Garcia, der kom fra en musikalsk familie – faderen var tidligere professionel musiker og moderen musikalsk anlagt – lærte tidligt at spille på guitar. Men det var først i begyndelsen af tresserne, at musikken blev en levevej. I 1961 mødte han vennen, den legendariske sangskriver Robert Hunter, og han introducerede Garcia til musikmiljøet i Californien. Det var i de første år af tresserne – 1960-65 – Garcia opdyrkede de musikalske interesser for blues, bluegrass, old time music, folkemusik og alt det, man siden har kaldt americana. Interesser, der ville komme til at præge Garcias musikalske karriere til hans død. For selv om Garcia især blev kendt som sanger, sangskriver og lead-guitarist i rockbandet Grateful Dead, så havde han en parallel akustisk løbebane, hvor han dyrkede sin kærlighed til den gamle, traditionelle amerikanske musik. Blandt i bandet Old and in the Way og i duosamarbejdet med ex-Earth Opera-medlemmet David Grisman. Hvis man ikke vidste bedre kunne man fristes til at tale om en slags musikalsk skizofreni, men i virkeligheden var det blot en understregning af, at godt nok var flipperne i opposition til det bestående med deres langhårende rock, men i virkeligheden var de traditionsbundne og elskede det, de kom af. Det gælder dem alle. The Byrds er et andet indlysende eksempel.

Selv om det, som antydet, var Garcia imod at være frontfigur i Grateful Dead, så er der ingen tvivl om, at han blev det i kraft af sine sange, sit unikke guitarspil og sin rolle som gruppens uofficielle filosof. Det var ham, der tegnede bandet udadtil. Og det blev understreget efter hans død, som Grateful Dead aldrig rigtig er kommet sig over.

Selv om Jerry Garcia kun blev 53 år gammel, så efterlod han sig en imponerende musikalsk arv. Ikke mindst i kraft af Grateful Deads konsekvente, uovertrufne dokumentation af bandets koncerter, der fortsat er under udgivelse. Senest har der været forlydender om nye udgivelser i serien Dick’s Picks.

Going down the road feeling badShakedown streetUncle John’s band

En anbefaling: Harmonics – Return Different

29. juli 2012

EP’en er åbenbart ved at blive det nye debutantmedie. Og selv om 4-5 numre selvfølgelig ikke kan viser samme musikalske spektrum som en 70 minutters album-CD, så er det en fin – og sikkert på enhver måde økonomisk fornuftig – måde at præsentere et nyt navn på. I hvert fald har de danske EP-plader, jeg har omtalt her i bloggen i år, været overbevisende med hensyn til musikalsk talent og potentiale.

Det gælder også EP’en fra københavnerkvartetten Harmonics, som bandmedlem Frederik Langkjær (guitar og backingvokal) har været så venlig at sende til mig.

Ud over Frederik består Harmonics af Søren Manscher (forsanger og guitarist), Søren Damsbo-Svendsen (bas, backingvokal) og Frederik Håkonssen (trommer). Og de fire gutter lægger ikke skjul på, at de spiller en melodisk rock, der står til ørerne i 1970′ernes (og dermed også i 1960′ernes) rockmusik. Men måske netop fordi Harmonics så åbenlyst vedgår arv og gæld fra fædrenes og mødrenes ungdomsmusik, så forvalter de arven med et overbevisende personligt udtryk, der med tiden godt kan sætte sig som en særlig stil.

Apropos bandnavnet så er en af de ting, der gør indtryk, vokalharmonierne, der lægger sig fint og nænsomt omkring Søren Manshers lyse, ungdommelige stemme, der besynger hverdagslivets genkendelige knubs, kærtegn og krav. Noget andet er lyden af guitarerne, der sender denne gamle lytter i retning af både C. V. Jørgensens lille band, Doobie Brothers, Neil Young og Crazy Horse (i titelsangen) – og understreger det årti, inspirationen hentes i.

Der er måske ikke et oplagt radiohit på den lille EP fra Harmonics, selv om pladens sidste nummer “Make it up somehow” kandiderer kraftigt til at blive en af de uundgåelige. Til gengæld er der rigeligt at nynne med på og også danse rundt til, hvis man vil. Det er en rigtig fin, lille debutplade, Harmonics har fået lavet, og den giver kun lyst til at høre, hvad de mon kan få ud af et helt albums udfordringer. Er der et stort pladeselskab, der læser med? Så er der et tip her. Jeg ser i hvert fald frem til debutalbummet fra Harmonics. Hermed varmt anbefalet.

Læserne kan lytte med til sangene her.

Harmonics – Make It Up Somehow from Kristoffer Engholm Aabo on Vimeo.

Erindringer: Pete Townshend – Who I Am. A memoir.

28. juli 2012

Tressernes og halvfjersernes rockikoner er kommet til års, og ganske naturligt kommer der en lind strøm af mere eller mindre autoriserede biografier om ikonerne. Og hører man til den race af boglæsere (og musikelskere), der læser bøger om rockikoner, så vil man også vide, at meget af det, der er kommet, er hø og hakkelse – i stedet for åndelig føde.

Men én biografi ser jeg frem til med store forventninger. Til oktober kommer Pete Townshends egne erindringer med det pirrende, selvbevidste titel Who I Am. A Memoir. Når jeg ser frem til den, så er det ikke kun, fordi Townshend altid har stået for mig som værende en yderst selvbevidst (for nu at sige det pænt) mand, der ikke alene skrev nogle fantastiske sange og spillede en formidabel rockguitar i et af verdens bedste rockbands, The Who, men også fordi Pete Townshend i årevis har været en semi-intellektuel skrivende personage. Han kan skrive.

Helt tilbage i starten af halvfjerdserne havde han sin egen klumme i Melody Maker, og siden avancerede han til jobbet som essayist for rockjournalistikkens flagskib Rolling Stone, hvor han leverede tre større essays. Et om sin åndelige vejleder Meher Baba, et om en Who-opsamlingsplade (Meaty, Beaty, Big and Bouncy) og en med den sigende titel “The Punk meets the Godmother”. Og årtiet efter blev han redaktør for det velanskrevne forlag Faber and Faber, hvor han blandt andet havde ansvar for kollegaen Eric “The Animals” Burdons selvbiografi og andre bøger om musik. En enkelt fiktionsbog er det også blevet til fra Townshends hånd, den kritikerroste novellesamling Horse’s Neck fra 1985.

Ud over arbejdet som redaktør har Townsend også fået tid til at etablere sit eget forlag Eel Pie Publishing, der udgiver bøger for børn, om musik og spirituelle emner. Og han har sågar startet sin egen boghandel med navnet Magic Bus (titlen på en af The Whos store singlehits). Glemmes skal selvfølgelig heller ikke de tydelige litterære aftryk på The Whos plader og Townshends egne. Townshend stod bag de kontroversielle rockoperaer Tommy og Quadrophenia – og flere af Towsends egne soloplader har tekster, der oprindeligt var tænkt som mulige bogudgivelser. Fx på pladen Psychoderelic.

Der er selvfølgelig allerede udsendt bøger om Townshend, men det skal blive interessant at læse, hvad han har at fortælle om sit liv. Ikke, fordi det er Sandheden om Pete Townshend, men fordi han tilhører den lille skare af rockmusikere, der også har et tænksomt og skabende forhold til et andet medie end musikken – skriften.

Pete Townshend – English Boy & Face the Face

Kold tyrker i sommerlandet

28. juli 2012

Temperature’s rising

Fever is high

Can’t see no future

Can’t see no sky

My feet are so heavy

So is my head

I wish I was a baby

I wish I was dead

Cold turkey has got me on the run

Body is aching

Goose-pimple bone

Can’t see no body

Leave me alone

My eyes are wide open

Can’t get to sleep

One thing I’m sure of

I’m at the deep freeze

Cold turkey has got me on the run

Cold turkey has got me on the run

Thirty-six hours

Rolling in pain

Praying to someone

Free me again

Oh I’ll be a good boy

Please make me well

I promise you anything

Get me out of this hell

Cold turkey has got me on the run

En uge derude, hvor kragerne for længst er vendt om og har overladt det hele til mågerne, hvor internettet er noget, man kun kommer i nærheden af, hvis man gæster en lokal café et par kilometer borte, hvor mobiltelefonen har fået et tiltrængt hvil (og mp3-afspillere ligeså) – og hvor fjernsynet kun byder på DR og DR2, så føles det næsten som at være på en kold tyrker at sidde på terrassen med fødderne oppe og lytte til en distant helikopter, der transporterer nysgerrige turister rundt over det nordvestligste Jylland. Høj sol, kaffe i koppen og en daggammel avis inden for rækkevidde.

Associationen til John Lennons “Cold Turkey” lå lige for, selv om min “tyrker” har været alt andet end lige det, Lennon beskriver. Sangen har, lige siden jeg første gang hørte den på Danmarks Radios program 3, været en af mine yndlings-Lennon-sange. En vild, simpel rocksang med en guitar, som punkerne kun kunne være misundelig på, og med Lennon i en fornem vokal på grænsen af desperation.

Liveudgave fra Torontosingleversion – ps. den skal spilles højt…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 512345