2. juli 2012 arkiv

Pigepop fra tresserne: Carole Deene

2. juli 2012

Carol Deene – eller Carver, som hun egentlig hed – var en af de mange talentfulde sangerinder, der kappedes om at få plads på de britiske singlelister i årene op til The Beatles’ forandring af musikscenen. Af en eller anden årsag kom jeg i dag i tanke om Carole Deenes største singlehit fra , “Norman“, som må have fået airplay nok på den danske dampradio til, at de satte sig fat i mit musikmodtagelige sang. Sue Thompson indspillede også sangen i ’62, men det er Deenes udgave, jeg husker. Der blev vist også lavet en dansk coverversion, men jeg er ikke helt sikker…

Fire regulære singlehits blev det til for Carole Deene. Først med “Sad Movies (make me cry”/ “Don’t forget” i 1961 (44. plads), “Norman”"On The Outside Looking In” (24. plads) og “Johnny get angry“/”Somebody’s Smiling” (32) og “Some People” / “Kissin’” (25). De sidste tre kom i 1962. Derefter var det slut med top 50-placeringer, men Deene fortsatte med at udsende singler frem til 1970.

Efter to alvorlige bilulykker – den sidste i 1974 – blev der lagt en dæmper på Deenes pladeudgivelser, der stoppede sidste i 1970′erne. Sideløbende med pladeindspilninger og koncerter havde hun som ung gjort erfaring med jobbet som radiostudievært, og i dag driver hun sammen med sin ægtemand en radiostation i Spanien.

I 1997 udsendtes opsamlingen Johnny Get Angry med undertitlen The Great Carole Deene.

Carole Deene havde en rigtig god refrænsangerindestemme, og stilen var den for de tidlige tressere så typiske ungpigepopsang med iørefaldende popmelodier, tekster om dig-og-mig-og-vi-to og et før-beatorkester-musikalsk arrangement. Tiden løb fra den stil, men den fortjener stadigvæk at blive lyttet til…

Længe ventet: Iris Dement – Sing the Delta

2. juli 2012

"Iris DeMent udmærker sig ved en meget speciel, udtrykfuld, personlig stemme, som man ikke glemmer, når man først har hørt den. En af de stemmer, der ikke går 12 af på dusinet. Den har en særlig glød, der godt kunne tages som udtryk for en lidenskab, der brænder under de ofte smukke, bevægende og personlige sange." Sådan skrev jeg, da jeg for ikke så længe siden rådede bog på en af mine musikalske undladelsessynder. Nemlig den synd ikke at have omtalt Iris Dement før i webloggen.

Nu er der så grund til at henlede opmærksomheden på hendes musik igen, fordi hun til oktober udgiver albummet "Singing the Delta". Det ville være synd at sige, at Iris Dement har forkælet sine fans med udgivelser. Det er seksten år siden den seneste plade. Lifeline, udkom. Inden den – hendes fjerde plade – var der gået otte år. Uden at overfortolke langmodigheden, så kan man måske forstå den som et udtryk for nødvendighed. At Iris Dement udgiver plader, når hun har noget på hjerte og ikke, fordi det passer ind i en eller andet pladekontrakt. På coveret til det nye album ser man et ganske uglamourøst foto af Iris. Her er ingen makeup eller fancy hairdo. Blot et nøgent, udtryksfuldt ansigt. Og sådan er det også med hendes sangkunst. Der er noget uforstilt, ærligt, nøgent over den. Noget, man kunne forledes til at kalde autenticitet, hvis ikke det ord var så svær at få til at give mening i kunst og musik…

Men jeg glæder mig til at lytte til pladen.

Gåmanden fylder 40 år

2. juli 2012

Nu har jeg købt mig en walkman/Nu lyder skoven som New York mand...”, sang Michael Hardinger på sit eponyme album fra 1981. Selv om Danske hitlister ikke har registreret den (man havde vist ikke hitlister på DR i 1981?), så må den have været et pænt hit dengang. I hvert fald hørte man ofte den iørefaldende hyldestsang til den lille transportable båndspiller i radioen. Det var også dengang blevet almindeligt at se unge mænd og damer jogge i firseroutfit med walkmen og walkmen-kloner i alskens farver.

Sangen må have haft klare popkvaliteter, for i 2008 tog Hej Matematik sangen op og moderniserede den til et elektronisk nummer, der fik fjorten uger på Tjeklisten med en 2. plads som fornemste resultat. På det tidspunkt var Sonys Walkman og alle de andre elektronikfirmaers kloner for længst blevet overhalet af andre teknologier, fra de bærbare CD-afspillere til diverse udgaver af mp3-afspillere. Og siden er der jo gået mobiltelefon i afspilningen.

I Politiken kan man læse den dramatiske historie om tysk-brasilianske Andreas Pavel, der opfandt den lille transportable båndspiller og igennem 25 år måtte kæmpe en ulige kamp mod elektronikgiganten Sony, som med mange penge, jurister og ufine metoder forsøgte at forhindre, at Pavel fik del i de patentroyalties, som han retteligen havde krav på. Sony havde patent på navnet men ikke på opfindelsen, og kun fordi Pavel ikke gav op – trods et voldsomt pres og personlig økonomisk ruin som følge af retssagerne – lykkedes det til sidst for ham at tvinge Sony til et forlig. Ikke nogen solstrålehistorie, men en historie om, at retfærdigheden nogle gange sker fyldest. I hvert fald delvis… Læs Morten Bays artikel om Pavel og gåmanden, der i år har fyrre års jubilæum.

[ukrediteret foto fra en weblogside]

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 11