Når The Beatles regner, så skinner solen
6. juli 2012
Det skal ikke dryppe ret meget, før tonerne fra The Beatles’ “Rain” dukker op i mit hoved. “If the rain comes they run and hide their heads./They might as well be dead./If the rain comes, if the rain comes…“. Selv om jeg i almindelighed har svært ved at udpege favoritter i Beatlessangkataloget, så er jeg ikke i tvivl om, at netop denne sang rager højt op på min egen Beatlemaniske prioritetsliste. Det er en sang, jeg aldrig kan blive træt af at lægge øre til. I det hele taget er den single, som indeholder “Rain” og har “Paperback Writer” på den anden side (her må man vitterigt tale om to A-sider, selv om “Rain” formelt blev henvist til B-siden…), en af de helt pletfrie udgivelser fra Liverpoolfirkløveret i mine ører. To sange fra overskuddet fra studiooptagelserne til “Revolver”.
I de tykke bøger om Beatles og deres musik kan man læse, at “Rain” – hvis man lige ser bort fra Beatles’ leg med baglænsafspilning af bånd og fortøvning af rytmesporet og andre eksperimentelle finesser – egentlig er en meget enkel sang (skrevet og fremført af John Lennon). Og man kan høre det gennem det eksperimenterende arrangement.
Det er dog ikke kun sangens uforskammet iørefaldende kvaliteter, der gør den til en af mine yndlingssange. Det er i lige så høj grad fremførelsen. Hvor mange bands formår som Beatles i denne sang i den grad at være tændte og på fra første trommeslag og hele vejen igennem sangen? Og Lennon synger med en intensitet, som gjalt det selve livet. “Rain” går rent ind, som man siger, og løfter en emotionelt. Der er noget katharsisk over den sang. I følge legenden skrev Lennon sangen efter en regnvåd tur til Australien som en kommentar til alle dem, der ‘brokker sig over vejret hele tiden’. “Rain” er en af den slags sange, der får en til at glemme regnvejret, fordi den får solen til at skinne indeni…
