
Den 53-årige Bangles-forgrundsfigur Susanna Hoffs har aldrig haft udseendet imod sig. Og det har hun stadigvæk ikke, som man kan forvisse sig om ovre hos Rolling Stone, hvor hun slænger sig smukt i en lænestol. Men det ville være såre uinteressant, hvis ikke Hoffs havde andet at byde på som musiker. Og det har hun heldigvis. Først er den uforlignelige feminine stemme med den særlige. let vibrerende, sødmefyldte klang, der har gjort mig til at fan fra første gang, jeg hørte den. Og så er der Hoffs kærlighed og loyalitet til tressernes melodiske pop og beat, der går som en tråd gennem hele hendes karriere. I denne måned udkommer Hoffs tredje soloalbum Someday, og hun har sluppet en sang, "Raining", fri til lytterne. En sang om det indre regnvejr et kaput parforhold kan udløse – og en sang, der fra første akkord hensætter en til tressernes livsbekræftende pop og rock.
