CAPAC

En norsk jury (overvejende bestående af mandlige jurymedlemmer) har for Dagens Nyheter vovet pelsen og opstillet en liste over de bedste musikalbum gennem tiderne med kvindelige kunstnere. Øverst på listen finder man Joni Mitchells Blue. Pladen skulle helt sikkert også med på min liste over kvindelige kunstneres album. Men her stopper enigheden nok også.

Her er en oversigt over de 10 første på listen:

Resten af listen kan du se her – hvor du også kan fordybe dig i kriterierne.

Musik fra Nordsjælland hedder guitaristen Finn Olafssons nye plade, som de sidste mange dage har snurret på min musikafspiller. Og undervejs har den tanke strejfet mig, at det er – om ikke ligefrem udsædvanligt, så dog heller ikke helt almindeligt, at en komponist bruger sin egen hjemegn som tema og concept for et helt album. Ja, i skrivende stund kan jeg ikke komme i tanke om et album, der bruger den samme oplagte idé.

Olafsons plade er ganske enkelt bygget op omkring en række lokaliteter i Nordsjælland. Steder – som fx Esrum sø, Tisvildeleje strand, Gribskov, Heatherhill, Kong Valdemars slot osv. – der hver især leverer inspiration i kraft af deres naturskønhed, historie og kultur. Hvert stykke musik følges af et sort-hvidt foto og en kort tekst, hvor Olafsson ganske kort beskriver sin glæde ved lige netop det sted, og det er – bilder jeg mig ind – denne konkrete tilgang til inspirationskilderne, der skaber den helt særlige stemning, som pladen afsætter i ens sind.

Alle sangene er komponeret af Olafsson selv, og musikken er overvejende akustisk. Finn trakterer selv de akustiske (og elektriske) guitarer. De øvrige medvirkende er Torsten Olafsson (bas, shakubachi fløjte, tablas, bastromme), Michael Vogelius Larsen (tangenter og accordeon), Jacob Andersen (slagtøj) og Søren Hammerlund (Hurdy Gurdy).

På Finns hjemmeside kan man læse, at interessen for det akustiske udtryk går langt tilbage. At den allerede var der, dengang han var med til at danne det legendariske progressive rockband Ache. Det kan høres på gruppens andet album Green Man, hvor titelnummeret har en længere akustisk indledning. Og blandt inspirationskilderne nævnes Crosby, Stills & Nash,( der for mange år siden gav en berømmet koncert i København, hvor det ene sæt var elektrisk og det andet akustisk). Sammen med Jeff Beck og Bert Jansch var Crosby, Stills & Nashs traktering af Martin-guitarer med til at skærpe Olafssons interesse for de akustiske guitarer.

Det er nu ikke disse inspirationskilder, der først springer frem i hovedet på en, når man lytter til pladen. Der er en særlig nordisk, ja, dansk tone over i alt tretten instrumentale stykker. Faktisk har de associationer, pladen har afsat hos mig, gået i retning af de danske sange i Højskolesangbogen. Uden nogen direkte forbindelse er tankerne faldet på Danmarks Radios pigekor (!), digterne Ludvig Holstein og Jeppe Åkjær. Sikkert, fordi disse navne i mit hoved repræsenterer noget ægte dansk (uden et gram nationalisme…) og for digternes vedkommende den lokale forankring.

Der er noget emotionelt bevægende, i ordets egentlige forstand hjertegribende, over disse stykker musik. Noget elementært romantisk, der uden tvivl grunder sig i komponistens erklærede kærlighed til Nordsjælland. Pladen er i øvrigt tilegnet datteren Maria. En fin kærlig gestus.

Som jeg indledningsvis antydede, så er det et concept-album, og som sådan fortjener det at bliver lyttet til. I sin helhed. De fire medvirkende musicerer, så det er en fryd. Hermed anbefalet.

Smagsprøver på pladen kan man lytte til på Finn Olaffsons hjemmeside. Den findes på som CD og i digitalt format.

Rolling Stones’ 50 år lange karriere har ikke kun sat sig musikalske spor, men også litterære. Og nogle af de mange bøger om Rolling Stones er faktisk også læseværdige som litteratur – og ikke kun som informationsportaler til gruppen. Andre – fotobøgerne – er også dokumenter over en tid og en kultur.

Keith Richards’ “Life” er ikke til at komme uden om, hvis man vil vide noget om Keefer. En selvbiografi, der på én og samme tid bekræfter billedet af ham som en enfant terrible, men også nuancerer billedet meget.

Vi kan håbe, at Mick kommer sig over Keiths kommentarer angående Jagges forplantningsværktøj og selv tager sig sammen til at skrive-fortælle sine erindringer. I mellemtiden kan man passende læse Christopher Andersens krønike om bandets ubestridte forgrundsfigur.

Rygradden eller pulsen i Rolling Stones har altid været trommeslageren Charlie Watts. Om bandets gentleman med den store kærlighed til jazz og raceheste kan man læse i Alan Claysons biografi, der bare hedder: Charlie Watts. Ingen markskrigeri, for det er ikke nødvendigt, når det gælder Charlie Watts.

Blandt fotobøgerne kommer vi ikke uden om den danske fotograf Bent Rejs dokumentation af de unge rullesten. Her får vi dem frisk fra fad, længe før der gik verdensberømmelse og high society i gruppen. Samtidig får man et fint stemningbillede af de tidlige tressere. Kan kun anbefales.

Selv om Kefer ikke selv har medvirket til Jessica Pallington Wests What would Keith Richard do?, så er den en stærkt underholdende pendant til de mange angelsaksiske citat-bøger og som disse tankevækkende læsning.

Vi kommer heller ikke uden om bassisten Bill Wyman, selv om det efterhånden er mange år siden, han var med. Som Charlie Watts lagde Wyman en bundsolid bund under bandet musikalske rejse gennem bluesuniverset. Stone Alone er en af Wymans fortællinger om sit liv med og uden rullesten.

I Sway skaber Zachary Lazar en litterær roman ud af sladder- og biografistoffet omkring Anita Pallenberg og den amourøse trekant, hun indgik i med Keith Richard og Brian Jones.

Et andet uomgængeligt værk er den legendariske manager Andrew Loog Oldhams anekdotemættede beretning Rolling Stoned, der både er selvbiografi, samtidskrønike og saftig sladderhistorie i et. I øvrigt er det den tredje beretning fra hans hånd.

Og denne lille anbefaling kunne vi passende slutte af med Rolling Stones’ Yesterday’s Papers. Hvem læser gårsdagens aviser? Nej, men med bøger er det en helt andet sag…