Mere Rolling Stones: The Walkmen fortolker “Blue turns to grey”
16. juli 2012
16. juli 2012 arkiv
Chicken Shack – i anledning af Christine McVies fødselsdag
16. juli 2012
Forleden – den 12. juli – fyldte sangskriveren, sangerinden og musikere Christine McVie 69 år. Og selv om hun oftest forbindes med sin rolle i Fleetwood Mac, så fik det mig til at tænke på det engelske bluesrockband Chicken Shack, som hun kom med i i 1968.
Chicken Shacks historie ligner mange andre af datidens engelske bands. Gruppen blev dannet i 1965 af David ‘Rowdy’ Yeats, Andy Silvester (bas) og Stan Webb (guitar, sang) og blev udvidet med Christine Perfect (senere McVie) og Chris Wood (senere medlem af Traffic). Alle havde de en fortid i obskure små grupper, der dyrkede tidens toneart: Rhythm and blues. Bandnavnet tog de fra et album med Jimmey Smiths (Jimmy Smith’s Back at the Chicken Shack), og deres læretid aftjente de i Star-Club i Hamburg.
En optræden i 1967 på National Jazz and Blues Festival i Window førte til en pladekontrak med Blue Horizon Records og året efter udsendtes debutalbummet Forty Blue Fingers, Freshly Packed and Ready to Serve. Musikken var renlivet, britisk rhytm and blues med streg under blues. Og det faldt i publikums smag i en periode, hvor bluesmusikken boomede i Storbritannien. Og ikke mindst i kraft af Christine Perfects rolle som forsangerinde skilte Chicken Shack sig ud fra mængden af bluesbands og sikrede bandet en vis publikumssucces. Christine Perfect blev udnævnt til at være landets bedste sangerinde to år i træk af musikmagasinet Melody Maker.
I 1969 giftede Christine sig så med John McVie og forlod Chicken Shack, der dermed mistede sin særlige attraktion. Under ledelse af Stand Webb og med et hav af udskiftninger har Chicken Shack spillet blues lige siden. Et yderst kompetent bluesband, hverken mere eller mindre.
Chicken Shack – I’d rather go blind
På Jimi Hendrix’ pladereol
16. juli 2012
Den 27. juli er det muligt på en udstilling i London at få indblik i Jimi Henrix’ personlige pladesamling, og dermed gøre sig nogle tanker om,hvad der kunne have inspireret Hendrix i hans egen nyskabende musik. De udstillede plader – 200 stykker ialt, hvoraf de fleste stammer fra Hendrix’ år i London (1965-1968) – tilhører Microsoftmillionæren Paul Allen.
Det er altid interessant at få adgang til kunstneres plade- og bogsamlinger, selv om man ikke slet og ret kan slutte fra indhold til inspirationskilde. Men det giver – i dette tilfælde – et billede af en musiker, der havde et åbent sind. Som udvalget nedenfor indikerer, så stod Hendrix hverken tilbage for klassisk musik, let vokalpop eller gammeldags guitarswingjazz. Og det er kun toppen af isbjerget…
Django Reinhardt Europe’s Greatest Contribution to Jazz
The 5th Dimension Up, Up and Away
‘The Wind Cries Mary’ Little Richard – Vol 2
Bob Dylan John Wesley Harding
Howlin’ Wolf More Real Folk Blues
The Beatles Sgt Pepper’s Lonely Hearts Club Band
Handel Messiah
Muddy Waters Electric Mud
Ravi Shankar The Sound of the Sitar
E Power Biggs Bach on the Pedal Harpsichord
[Kilde: The Independent]
