Av, min tissemand, tænker jeg. Jeg er lige ved at lægge min store hånd over mit skridt, medens jeg læser Kjeld Koplevs personlige beretning om sine erfaringer med at blive omskåret som lille dreng af en rabiner - "uden lægelig erfaring eller uddannelse", som der står. Koplev tager skarpt afstand fra denne form for beskæring af forhuden og fordømmer den som værende udtryk for "misforstået religionsiver" og misforstået forældrekærlighed. Angiveligt har indgrebet i Koplevs tilfælde medført en traumatiserende, varig "kastrationsangst", der har været en belastning for Koplevs kærlighedsliv. Av, av, av.
Det er et lidenskabeligt indlæg – ja, forsvarsskrift for omskæringens afskaffelse – Koplev leverer. Det mærker hans sprog. Omskæringen omtales som en traumatiserende "skamfering" og "brændemærkning" udført af "ti mænd" fra et partriarkalsk – og forstår man – kvindefjendsk trossamfund. Og den omskårne, unge jødiske dreng beskrives om en paria i det verdslige samfund, han lever i, hvor han skal bære rundt på sin anderledeshed og forskellighed, fx når han bader nøgen med andre drenge i svømmehallen eller efter gymnastiktimen.
Med FN-konventionen om Barnets Rettigheder i hånd går Koplev i rette med journalisten Anders Jerichow (fra Politiken), der i et tidligere indlæg har formastet sig til at forsvare det mosaiske trossamfunds omskæringspraksis. Og handlingen afvises som "vold og overgreb" over for barnet, der i følge konventionen har ret til at bestemme over sin egen krop.
I det hele taget har emnet sat lidenskaberne i kog. I går kunne man således på landsdækkende tv se og høre en læge med erfaring i omskæring og overrabbiner Bent Lexner beskylde hinanden for løgnagtighed i fremstillingen af omskæringens alvor.
Som verdsliggjort, ikke-jødisk mand uden religiøse bånd kan al den passionerede ophidselse godt undre lidt. I hvert fald i første ombæring. Ved nærmere eftertanke er passionernes blussen ikke så uforståelig. For omskæringen – og vi holder os her for klarhedens skyld udelukkende til den jødiske omskæring af drenge – handler ikke kun om fjernelsen af et stykke beskyttende forhud. Det er en symbolsk handling. Og symboler er ikke harmløse. Omskæringen lægger billedligt talt et snit mellem to langt hen uforenelige størrelser: det verdsliggjorte, rationalitetsstyrede civilsamfund og trosamfundet. Når Koplev, der er kendt for at være venstreorienteret, kritisk journalist, beskriver den omskårnes situation som en form for udelukkelse i det bestående, verdsliggjorte, danske samfund, så har han ret, fordi omskæringen jo netop er indgåelse af en pakt med den jødiske gud – en pakt, der binder den jødiske dreng til guddommen og til det udvalgte folk (Genesis 17: 9-14). Omskæringen markerer en udvalgthed og eksklusivitet. Kampen om omskæringen handler med andre ord om identitet. Set fra den rettroende synspunkt står omskæringen ikke til forhandling, fordi man ikke forhandler om sin egen identitet, om sit tilhørsforhold til en tro og et folk. Og identitet er forbundet med passion. Også når identiteten er knyttet til rationalitet og videnskabelighed. Som lektor Hans Hauge engang paradoksalt formulerede det, så er videnskab også en slags tro…
Debatten om omskæring illustrerer et fundamentalt problem, vi lever med i de sekulariserede, borgerlige, vestlige samfund, der har deres rod i oplysningstiden. Og det vil sige: i et opgør netop mod religionen som sådan. De sekulariserede, borgerlige samfund bygger på en paradoksal respekt for det religiøse. Vi har i forfatningerne indskrevet en ret til at tro, hvad man vil. Og denne ret indebærer et konstant konfliktpotentiale. Omskæringsdebatten er blot et eksempel. Vielsen af de homoseksuelle er et andet eksempel af nyere dato. Men eksemplerne er legio. Det pinagtige ved disse konflikter er, at de ikke simpelthen kan løses uden at bringe sindene i kog med de konsekvenser, det kan få…
