CAPAC

Min første tanke ved den triste nyhed var: Det er sgu da alt for tidligt. Den næste var: Vi er i færd med at skrive de sidste kapitler af fortællingen om “’68′erne”, “ungdomsoprøret”, “kvindefrigørelsen” og de andre tresser- og halvfjerdserfænomener.

Suzanne Giese var en af de markante kvindestemmer i den flok af unge, veluddannede “mellemlagskvinder”, som man sagde dengang, der sørgede for, at feminismen blev hørt. Og hun fortsatte med at tale dens sag, selv om stemmen med tiden ikke længere skar så tydeligt igennem. Men det var ikke Gieses skyld, snarere tidsåndens.

Den nye feminisme, vi i disse år kan læse om i bl.a. damebladene, handler mest af alt om at gøre karriere på mændenes præmisser, at få adgang til direktionsgangene og bestyrelsesposter i virksomhederne. Og denne individualistiske kamp ville være utænkelig uden Suzanne Giese og hendes “medsøstres” kamp for ligestilling i halvfjerdserne. De gamle feministers kamp lykkedes langt hen ad vejen – selv om der stadigvæk er knaster tilbage, fx ligelønnen, men noget gik også tabt: solidariteten og den sociale kamp.

Med billedet af den unge, kønne Suzanne – se bogomslaget ovenfor – på nethinden griber man sig selv i at ønske, at nogle unge kvinder ville vende tilbage til den grundtanke, der var i halvfjerdserfeminismen: at ligestillingen mellem kønnene ikke bare handlede om at bytte om på kønsrollerne, om at overtage mandens privilegier osv., men om at ændre på den samfundsindretning, der muliggør ulighed og diskrimination. Hvil i fred.

Trille – Hej søster

Suzanne Giese havde en stadig aktiv weblog, hvor man kunne læse om hende og læse nogle af hendes artikler. Den bedste måde at ære hendes minde på er at læse, hvad hun skrev (i følge Arne Herløv Pedersen).

Når man kigger på den trinde, kortklippede amerikanske dreng med de let udstående ører på fotografiet ovenfor, så kan det være lidt svært at forestille sig, at håret nogle år senere ville vokse vildt ud over samme ører, få følgeskab af et lige så vildtvoksende skæg og være med til at danne billedet af en af de fremmeste repræsentanter for det andet America, der opstod i tresserne i mere eller mindre velartikuleret modsætning til det etablerede: Jerry Garcia. Ufrivillig forgrundsfigur, guitarist, sanger, ideolog og sangskriver i kult-hippie-bandet Grateful Dead.

Om et par dage – nærmere bestemt den 1. august – ville Jerry Garcia være blevet en af de kendte 70-årige rockstjerner, hvis ikke en usund livsstil med vægtproblemer og – ikke mindst – et årelangt forbrug af sundhedsskadelige kemikalier havde sat en stopper for hans gang her på jorden i august måned i 1995. At Garcia endte sine dage på en af de mange afvænningsklinikker, der findes i Californien, kan man læse som en historisk ironisk kommentar til hippieidealismens illusioner. Man kan også lade være…

Garcia, der kom fra en musikalsk familie – faderen var tidligere professionel musiker og moderen musikalsk anlagt – lærte tidligt at spille på guitar. Men det var først i begyndelsen af tresserne, at musikken blev en levevej. I 1961 mødte han vennen, den legendariske sangskriver Robert Hunter, og han introducerede Garcia til musikmiljøet i Californien. Det var i de første år af tresserne – 1960-65 – Garcia opdyrkede de musikalske interesser for blues, bluegrass, old time music, folkemusik og alt det, man siden har kaldt americana. Interesser, der ville komme til at præge Garcias musikalske karriere til hans død. For selv om Garcia især blev kendt som sanger, sangskriver og lead-guitarist i rockbandet Grateful Dead, så havde han en parallel akustisk løbebane, hvor han dyrkede sin kærlighed til den gamle, traditionelle amerikanske musik. Blandt i bandet Old and in the Way og i duosamarbejdet med ex-Earth Opera-medlemmet David Grisman. Hvis man ikke vidste bedre kunne man fristes til at tale om en slags musikalsk skizofreni, men i virkeligheden var det blot en understregning af, at godt nok var flipperne i opposition til det bestående med deres langhårende rock, men i virkeligheden var de traditionsbundne og elskede det, de kom af. Det gælder dem alle. The Byrds er et andet indlysende eksempel.

Selv om det, som antydet, var Garcia imod at være frontfigur i Grateful Dead, så er der ingen tvivl om, at han blev det i kraft af sine sange, sit unikke guitarspil og sin rolle som gruppens uofficielle filosof. Det var ham, der tegnede bandet udadtil. Og det blev understreget efter hans død, som Grateful Dead aldrig rigtig er kommet sig over.

Selv om Jerry Garcia kun blev 53 år gammel, så efterlod han sig en imponerende musikalsk arv. Ikke mindst i kraft af Grateful Deads konsekvente, uovertrufne dokumentation af bandets koncerter, der fortsat er under udgivelse. Senest har der været forlydender om nye udgivelser i serien Dick’s Picks.

Going down the road feeling bad – Shakedown street – Uncle John’s band

EP’en er åbenbart ved at blive det nye debutantmedie. Og selv om 4-5 numre selvfølgelig ikke kan viser samme musikalske spektrum som en 70 minutters album-CD, så er det en fin – og sikkert på enhver måde økonomisk fornuftig – måde at præsentere et nyt navn på. I hvert fald har de danske EP-plader, jeg har omtalt her i bloggen i år, været overbevisende med hensyn til musikalsk talent og potentiale.

Det gælder også EP’en fra københavnerkvartetten Harmonics, som bandmedlem Frederik Langkjær (guitar og backingvokal) har været så venlig at sende til mig.

Ud over Frederik består Harmonics af Søren Manscher (forsanger og guitarist), Søren Damsbo-Svendsen (bas, backingvokal) og Frederik Håkonssen (trommer). Og de fire gutter lægger ikke skjul på, at de spiller en melodisk rock, der står til ørerne i 1970′ernes (og dermed også i 1960′ernes) rockmusik. Men måske netop fordi Harmonics så åbenlyst vedgår arv og gæld fra fædrenes og mødrenes ungdomsmusik, så forvalter de arven med et overbevisende personligt udtryk, der med tiden godt kan sætte sig som en særlig stil.

Apropos bandnavnet så er en af de ting, der gør indtryk, vokalharmonierne, der lægger sig fint og nænsomt omkring Søren Manshers lyse, ungdommelige stemme, der besynger hverdagslivets genkendelige knubs, kærtegn og krav. Noget andet er lyden af guitarerne, der sender denne gamle lytter i retning af både C. V. Jørgensens lille band, Doobie Brothers, Neil Young og Crazy Horse (i titelsangen) – og understreger det årti, inspirationen hentes i.

Der er måske ikke et oplagt radiohit på den lille EP fra Harmonics, selv om pladens sidste nummer “Make it up somehow” kandiderer kraftigt til at blive en af de uundgåelige. Til gengæld er der rigeligt at nynne med på og også danse rundt til, hvis man vil. Det er en rigtig fin, lille debutplade, Harmonics har fået lavet, og den giver kun lyst til at høre, hvad de mon kan få ud af et helt albums udfordringer. Er der et stort pladeselskab, der læser med? Så er der et tip her. Jeg ser i hvert fald frem til debutalbummet fra Harmonics. Hermed varmt anbefalet.

Læserne kan lytte med til sangene her.

Harmonics – Make It Up Somehow from Kristoffer Engholm Aabo on Vimeo.