En af sommerens helt store agurker har været sagen om fagforeningen 3Fs demonstrationer ved restaurant Vejlegården. Hvis denne sag overhovedet er interessant, så er det, fordi den illustrerer fagbevægelsens krise i en liberalistisk-politisk-ideologisk konjunktur.
Som den borgelige journalist Niels Krause-Kjær ganske klart redegør for i et sobert blogindlæg i Berlingeren med titlen “Valgflæsk i Vejlegård“, så er konflikten fagretsligt set ret banal. Men visse politikere af liberalistisk observans – bl.a. tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjbjerg fra Venstre, hendes kollega Michael Astrup Jensen, de Konservatives leder Lars Barfoed og de to Liberal Alliance-politikere Anders Samuelsen og Joachim B. Olsen – har skabt mediestorm omkring konflikten med et kriminaliserende sprogbrug, der alene har haft til hensigt at skade 3Fs i øvrigt helt legitime demonstration. Denne er konsekvent blevet omtalt som en blokade, selv om der ikke har været tale om en ulovlig, fysisk blokade i arbejdsretslig forstand. Og 3Fs demonstration – der er en manifestation af den frihed til at ytre sig, som de pågældende politikere ellers besynger i andres sammenhænge – er blevet sammenlignet med “mafiametoder”.
De pågældende liberalistiske politikere har uden tvivl en politisk dagorden med den politiske storm i medievandglasset: Med henvisning til friheden til at vælge fagforening vil man undergrave de gamle fagforeningers ret til at kæmpe for deres overenskomster og deres medlemmer. Perspektivet er heller ikke til at tage fejl af: En undergravning af den danske arbejdsmodel, hvor der har været plads til uoverensstemmelser og “kampe”, men som i sidste ende har udmyntet sig i overenskomster – og har skabt en historisk og geografisk enestående, fredelig arbejdsmarkedssituation. Alternativet er den amerikanske model, hvor fagforeningernes rolle er reduceret til en karikatur.
Kendetegnende for den aktuelle konflikt ved Vejlegården er også, at man i medierne stort set (udelukkende?) kun har hørt, hvad ejeren Amin Skov Badrbeigi har haft at sige, om sin ret til at vælge overenskomst med Kristelig Fagbevægelse. Og så 3Fs repræsentanter. Ved vi overhovedet, hvad de ansatte på Vejlegård tænker? Ved vi, om de foretrækker Kristelig Fagforenings overenskomst frem for 3Fs? Ved vi noget om, hvorvidt de ansatte overhovedet havde et valg, dengang overenskomsten med KF blev en realitet? Og et andet spørgsmål står og blafrer i sommervinden: Hvor har de andre politikere – ikke mindst dem fra S og SF – været henne, medens medierne har plukket agurken? På sommerferie vel sagtens! “Prøv engang at se, hvor mange politikere og arbejdsgivere, der holder sig helt og aldeles uden for radaren i denne sag.”, skriver Krause-Kjær, der mener, at stormen vil lægge sig, når Folketinget begynder at arbejde igen. Men er det nu sikkert? Et lovforslag, der skal forbyde blokader, er allerede i ovnen. Og de borgerlige har været efter fagbevægelsen i årevis. Senest da Claus Hjorth Frederiksen gjorde de mislykkede trepartsforhandlingerne til fagbevægelsens fiasko. For mig at se, så er der ingen tvivl om, at de liberalistiske politikere i dette land går efter struben på fagbevægelsen i den individualistiske friheds navn. Og det til trods for at selv Dansk Arbejdsgiverforening advarer mod en ændring af den succesfulde danske arbejdsmarkedsmodel. En historisk indiskutabel succes er ikke tilstrækkelig til at overbevise forbenede, ideologiske sandhedsapostle.
Strawbs – Part of the Union
