CAPAC

7. august 2012 arkiv

Fra barndommens sangbog: Oh, what a beautiful morning

7. august 2012

There’s a bright, golden haze on the meadow

There’s a bright, golden haze on the meadow.

The corn is as high as an elephant’s eye

And it looks like it’s climbing clear up to the sky.

Oh, what a beautiful Mornin’

Oh, what a beautiful day.

I’ve got a beautiful feelin’

Everything’s goin’ my way.

Sangen “Oh what a beautiful morning” var en af de sange, vi ofte sang, da jeg gik i folkeskolen. I engelsktimerne. Og allerede dengang kunne jeg godt lide Rogers og Hammersteins sang fra musicalen Oklahoma!. Sikkert, fordi den har så oplagte popkvaliteter. Melodien falder lige ind i øret og bevidstheden – og sørgede i mit tilfælde for, at også teksten blev lejret godt og grundigt ind i de grå celler. Jeg kan huske, at jeg dengang syntes, at linjen “The corn is as high as an elephant’s eye” var fantastisk. Sanselig og poetisk ville jeg nok sige i dag.

Jeg blev mindet om denne sang, da jeg faldt over James Taylors fortolkning (fra albummet Covers (2008). Taylors på en gang loyale og samtidigt meget personlige og ufravigeligt Taylorske udlægning er en eksemplarisk illustration af, hvad den gode fortolkning kan. Nemlig åbne ens ører for de kvaliteter, der er i en sang eller et stykke musik. Kvaliteter, der måske er blevet glemt, fordi man har hørt de kendte udgaver så ofte…

Og James Taylor kan det der – det kan man læse om i Torbens koncertomtale fra Taylors optræden i Tivoli tidligere på året.

Skrevet i Musik | Tagged erindring, Musik | Ingen kommentarer »

The Knack – var ikke bedre end The Beatles, men…

7. august 2012

Siger man The Knack, så tænker de fleste sikkert på “My Sharona” og det amerikanske new-wave-band af samme navn. Men årtiet før – tresserne nærmere bestemt – var der et andet amerikansk band, der også hed The Knack. Det blev aldrig så kendt, men delte skæbne med deres efterfølgere på et punkt. New Wave-bandet blev – på godt og ondt – sammenlignet med The Beatles. Især da de udsendte debutalbummet Get the Knack, som helt ud i layoutet sendte tankerne tilbage på The Beatles og albummet With the Beatles. Og tresserudgaven af The Knack måtte døje med samme reference.

For tresserbandet var sammenligningen med de fire mopheads fra Liverpool endnu mere belastende, for deres pladeselskab – Capitol – valgte at markedsføre dem som “bedre end the Beatles”… The Knack forblev dog et amerikansk fænomen med begrænset succes. Dink Kaplan, Mike Chain, Larry Gould, Pug Baker og senere Bobby Cochran kaldte sig oprindeligt The Inmates (ikke at forveksle med det britiske R&B-band af samme navn) og huserede på scenerne i det sydlige Californien i midten af tresserne. Under navnet The Knack fik de indspillet fire singleplader i årene 1966 til 1968.

Sammenligningen med The Beatles var ikke tilfældig. Som mange amerikanske bands i de år var The Knack dybt inspireret af The British Invasion. Lytter man godt efter kan man både høre The Beatles, The Hollies og andre britiske bands i lyden fra The Knack. Men plademærkets markedsføring kunne have været heldigere, for nu at sige det pænt. Kontrakten med Capitol førte dog til en hel del optrædener rundt omkring i USA og på de lokale og nationale tv-stationer. Men The Knack druknede i tidsånden, og blev aldrig til det, marketingsafdelingen drømte om.

Nu kan man så høre, hvad The Knack havde at byde på, idet alle deres indspilninger fra perioden er samlet på en cd med titlen Time Waits for No One: The Complete Recordings.

Time waits for no one

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Jamaica fejrer friheden – et apropos

7. august 2012

I dag fejrer Jamaica, at det er 50 år siden, landet fik sin frihed og dermed slap det britiske overherredømme. Det markeres hos andre bloggere – som Jens Unmack og Mod Strømmen. Og det skal heller ikke forbigås her.

Den glædelige begivenhed fik mig til at tænke tilbage på dengang, hvor reggaen for alvor trængte sig på i halvfjerdserne og især i kraft af et navn – Bob Marley. Ganske vist havde reggaen rørt på sig i poppen også i tresserne – fx er der dem, der mener, at Beatles lod sig inspirere i sangen “Ob la di, ob la da” – men det var i halvfjerdserne, at Bob Marley og the Wailers byggede bro mellem den jamaicanske musikform og de vesterlandske mainstreampop og -rock. Og trak en lang række navne med sig. Jimmy Cliff, Sly & Robbie, UB40 osv. Musiktidsskriftet MM skrev flittigt om det nye fænomen og Danmarks Radio fulgte godt med, så man også kom lidt ud i krogene til roots reggae og andre mindre mainstreamprægede underafdelinger. Og reggaebølgen var uden tvivl en katalysator for hele det område, vi i dag betegner “World Music”. Da den første reggaefeber var taget af, kom det brasilianske og latinamerikanske ind over med Milton Nascimento, Gilberto Gil osv. I hvert fald som jeg husker det – fra bl.a. MM.

Bob Marley står med sin musikalske arv stadigvæk for mig som det ypperste, reggaen har frembragt. I sit alt for korte liv formåede Bob Marley og hans musikere med en serie popsange at gøre en esoterisk, etnisk, lokal musikform folkelig og almengyldig. Marley nedbrød nogle fordomme om, hvordan populærmusik kunne lyde – og det er i sig selv en præstation af format.

Apropos Marley, så udkommer Kevin Macdonalds roste dokumentar Marley på dvd i denne uge.

Legend