CAPAC

Pladen, der afbilledet ovenfor er en af mine yndlingsplader. Den er fra 1976 og med Taj Mahal – og det var den, der for alvor introducerede mig til Henry Saint Clair Fredericks’ – kaldet Taj Mahal – musik. Selv om Taj Mahal gennem sin mere end fire årtier lange karriere har fået megen anerkendelse for sin personlige fortolkning af the blues, så er han forblevet lidt af en outsider.

Taj kom til verden i Harlem, New York, den 17. maj 1942 som barn af en gospelsyngende moder og en vestindisk fader, der også var noget ved musikken. Nemlig jazzarrangør og -pianist. Og i dette faktum kan man godt se en forvarsel om, hvad Taj Mahal ville bliver som musiker. En bluesinflueret og -fornyende foregangsmand i den mangespektrede musikform, der kaldes World Music. For godt nok er Taj Mahal bluesmusiker, men hans udlægning af the blues har altid haft over- og undertoner af mange andre musikalske genrer og stilarter, bl.a. vestindisk musik, gospel, jazz og afrikansk musik.

Stærkt tilskyndet af sine forældre – og af det musikalske miljø, familielivet var – lærte Taj tidligt at spille på klaver og en række andre instrumenter. Og takket være sin stedfader fik han undervisning i bluesguitar – hos Lynwood Perry, der var nevø til Arther “Big Boy” Crudup.

Efter faderens død ved en ulykke på en byggeplads i 1953 overvejede Taj længe at vælge en levevej inden for landbruget, som også havde hans interesse. Og i nogle år arbejdede han på en farm. Men omkring 1960, hvor han gik på universitetet i Massachsetts fik musikken overtaget – og i følge legenden kom navnet Taj Mahal til ham i en drøm om Mahatma Ghandi…

I 1964 dannede han bandet Rising Sons, der inkluderede Ry Cooder og Jessie Lee Kincaid, og gruppen fik en pladekontrakt med Columbia Records. Det blev startskuddet til en lang karriere, der stadigvæk kører. Ironisk nok blev musikken med Rising Sons ikke udgivet dengang. Først i 1993 udsendte Sony Music-undermærket Legacy Recordings albummet The Rising Sons Featuring Taj Mahal and Ry Cooder.

På samme plademærke udkommer i næste uge Hidden Treasures 1963-1973 med musik fra den tidlige periode. Udgivelsen består af en cd og en dvd med en koncertoptagelse fra Royal Albert Hall. Og det forlyder, at denne udgivelse blot er begyndelsen. Planen er, at genudgive hele Taj Mahals bagkatalog i de kommende år.

Selv om tiden ikke altid har været med Taj Mahal, så har han gennem årene holdt fast i sin egen særlige sørg-muntre tilgang til bluesen, og det har resulteret i en lang række mere end lytteværdige album.

Taj Mahal i godt selskab – i en optagelse fra 1989

“Statistikkerne taler deres eget tydelige sprog. Stadig flere danskere kæmper med ondt i sindet. Men vi taler ikke om det på samme måde, som når vi diskuterer parforhold, privatøkonomi og karriere.

FAKTISK TALER vi stort set ikke om det. Og da slet ikke på Christiansborg. Her har de sidste års eksplosion i psykiske lidelser ikke tiltrukket sig den nødvendige opmærksomhed, til trods for at det invaliderer hundredtusindvis af danskere, presser folk ud i sygemeldinger eller på førtidspension og – hvis udviklingen fortsætter – kommer til at lægge et stort pres på både sundhedsvæsen og velfærdssamfund.

Det skal der laves om på.”

Ordene er sundhedsminister Astrid Krags. De står at læse i hendes kronik “Det er ikke din skyld” (Politiken d. 7. aug.), hvor hun starter en – efter min mening – meget vigtig debat om, hvordan vi bør tage fat på det problem, det er, at tusindvis af danskere får alvorlige psykiske problemer af at gå på arbejde. I vor tid er arbejdet for mange blevet så belastende, at “depression”, “stress”, “angst” m.m. er blevet diagnoser, som rigtig mange må leve med i lang tid. For nogle medfører det førtidspensionering. For andre også fysiske sygdomme og hjerneskader.

Som Krag skriver, så taler statistikkerne deres tydelige sprog. Senest hørte jeg, at min egen fagforening, Magisterforeningen, hver uge har 100 tilfælde af stresssygemeldinger. Og vi taler om en relativt lille fagforening.

I betragtning af, at stressfænomenet har været et voksende problem siden begyndelsen af 1990′erne, så kan man godt undre sig over, at den strategi, der har været for behandling af problemet, har været, at man gjorde det til den enkeltes problem. Hvis man bliver syg, sygemeldes man, medicineres med anti-depressiv medicin og modtager måske en eller anden form for individualpsykologisk hjælp (kognitiv terapi, coaching etc.) og kommer – måske – mere eller mindre ‘rask’ tilbage på et arbejdsmarked, hvor tingene blot er blevet værre – og hvor man så skal forsøge at klare sig, så godt man nu kan.

Nogle – især større virksomheder – har for længst indset, at de måtte gøre noget og sørger for at der er hjælp til den individuelle behandling gennem sygeordninger og -forsikringer. Og fint nok med det. Men vi mangler, at der bliver rettet fokus på den måde, vi organiserer og indretter arbejdsmarkedet på. Ser vi bort fra det økonomiske aspekt – at det koster uhyre summer i tabte arbejdstimer, sygedagpenge, førtidspensioner osv. – så er det alarmerende, at vi accepterer er arbejdsliv, der har så store menneskelige omkostninger. Ikke kun for dem, der direkte rammes, men også for alle de mennesker – familier, venner osv. – der berøres af problemet.

Som Astrid Krag er inde på i sin nænsomt formulerede artikel, så handler stress, depression osv. om, hvordan vi indretter samfundet. Om hvilket samfund vi vil have. Derfor er det nødvendigt, at vi gør op med den tankegang, hvor “mere arbejde”, “vækst”, “konkurrence”, “globalisering” osv. – altså de ideer, der præger det overordnede debat i en krisetid – er bestemmende for samfundsudviklingen. Vi må sadle om, så arbejdslivet ikke alene længere bestemmer vores liv, men vi selv bestemmer over arbejdslivet.

Astrid Krag har startet en vigtig debat. Og man må håbe den lille kronik og de initiativer, Astrid Krag følger op med, vil sætte skub i en nødvendig ændring af samfundsindretningen.

Læs artiklen. Hvis du ikke kan få fat i avisen på print, så kan du læse artiklen via www.bibliotek.dk (log ind og find den via Infomedia).