CAPAC

Som der står på dødsannoncen, så er “den vise rockpoet” Laus Bengtsson død. Han døde d. 9. august og blev 74 år.

I de mytologiske tressere – årene omkring 1967 og 1968 – var Laus en af dem, musikinteresserede talte om. Han leverede tekster til Alrune Rod og Povl Dissing, hvis klassiske værk “Nøgne øjne” blandt fik sin klassikerstatus i kraft af Bengtssons hippiepoetiske tekster. Sammen med åndsfællen Eik Skaløe fra Steppeulvene var Bengtsson en af de vigtigste eksponenter for den dansksprogede beatmusik, der dukkede op i kølvandet på pigtrådstiden og under inspiration fra en ung, amerikansk singer-songwriter ved navn Bob Dylan.

Jeg har vist aldrig set et foto af Laus Bengtsson. Og leder man efter biografiske oplysninger, så kan det være svært at finde andet end fødselsdato og datoen for hans død. Måske var han blot en stille person, der lod sine tekster tale for sig selv. Og det gør de stadigvæk, selv om tiden er løbet fra hippiedrømmene.

For snart længe siden skrev jeg følgende stykke om Laus Bengtsson:

“Laus Bengtssons navn er dukket op flere gange i denne blog, senest i forbindelse med omtalen af Alrune Rod, det gode gamle hippieorkester. Men også i en anden sammenhæng: som anmelder af beatmusik i Der Gror Ikke Mos På En Rullesten, som han oven i købet redigerede. Som Informations anmelder Klaus Lynggaard anfører et sted, så var det ikke som musikanmelder, Laus skulle slå sine folder, men som beatpoet, som leverandør af mundrette, poetiske sangtekster til danske kunstnere inden for beat, folk m.m.

Og sådan blev det da også – dengang i tresserne.

Laus tjente vist til dagen og vejen som journalist og ansat i et reklamebureau, men havde ambitioner om at skrive “beattekster”. Man må sige, at han fik en imponerende start. Dels leverede han teksterne til Alrunes Rods tidligere omtalte milepæl i danskrocken. Men inden da satte han også sit poetiske vandmærke på et andet af tidens – og eftertidens – store plader i danskrockens historie: Povl Dissings debutplade, der blot hed Dissing, men aldrig blev kaldt andet end “Nøgne Øjne“, der blev udsendt på Sonet i 1969. I følge anekdoterne rendte Laus Dissing på dørene med sine tekster – eller “ord”, som der står på pladens omslag – for at overtale ham til at indspille sangene. Sammen med nogle af tidens bedste musikere – The Beefeaters og Benny Holst – indspillede Dissing så otte sange, der alle kredsede om et af tidens store hippietemaer: kærligheden.

Pladen er blevet genoptrykt flere gange, blandt andet under den folkelige titel Nøgne Øjne og i en digitalt remastered udgave. Den kan også købes som mp3 på de store downloadsites. Alt i alt siger det noget om pladens holdbarhed.

Efter den markante debut som beatpoet blev der mere stille om Laus Bengtsson. Måske, fordi tiden efterlyste mere realistiske, for ikke at sige politiske tekster…

Apropos Dissing, så kunne min far ikke døje ham. Når jeg lyttede til Dissing på B&O-radioen måtte jeg skrue ned eller tage hovedtelefoner på for at undgå den gamles brokkerier og vrængen ad Dissings sangkunst. Sådan var det jo dengang. Dissing skilte vandene. Nogle mente, at han burde holde sin kæft, andre, at han var dansksproget blues, når det var bedst…”

Hvil i fred.

Musikbranchen er en depression, har Ulf Lundell udtalt. En depression man må behandles for. Og måske var det derfor, Lundell forrige år aflyste en planlagt turné og sygemeldte sig selv. På sin nye plade Rent förbannat, der udkommer i starten af oktober, kommer han ind på emnet i en af sine sange, hvor man hører linjerne: ”Jag tog en lång semester men nu hänger jag på mig oket igen, långa farväl är inte bra för hälsan man kan få bestående men”.

Den nye plade er en dobbelt med hele 22 sange, der giver udtryk for "vrede, frustration og funderinger over hændelser og tilstanden i Sverige og verden i 2012". Og kender man ham ret, vil der blive skruet op for både volumen og lidenskaben, når Sveriges svar på Bob Dylan, Bruce Springsteen og John Mellemcamp efter en længere studiopladepause vender tilbage. Den seneste studioindspilning var Omaha fra 2008.

Lundell drager også på turné, som man kan se nedenfor, men han kommer desværre ikke til Danmark…

26.10 Västerås Konserthus

27.10 Oslo Sentrum Scene

2.11 Karlstad CCC

3.11 Norrköping Louis De Geer

4.11 Gävle Konserthus

8.11 Jönköpings Konserthus

9.11 Örebro Conventum

17.11 Halmstad Teater

18.11 Malmö Konserthus

19.11 Helsingborgs Konserthus

23.11 Göteborgs Konserthus

24.11 Uppsala Konsert & Kongress

28.11 Karlskrona Konserthusteatern

29.11 Linköping Konsert & Kongress

30.11 Visby Wisbystrand

7.12 Luleå Kulturens Hus

8.12 Umeå Aula Nordica

13.12 Växjö Konserthus

14.12 Eskilstuna Lokomotivet

15.12 Uddevalla Agnebergshallen

21.12 Stockholm Cirkus

Tilbagespoling

Patti Smith har altid været mere end en rock’n roller. Det kan man forvisse sig om ved at læse hendes fine selvbiografiske skildring "Just kids". Og på Ubuweb kan man høre den unge Patti læse poesi op. Værsgo – der er serveret.

I går lakkede det så – omsider vil nogen mene – mod enden for den 30. Olympiade i London. Og i tre stive timer markerede man afslutningen med et spektakulært, broget show, hvor man i teatralske optrin og med masser af musik skildrede noget af briternes og londonernes hverdag, så vidt jeg havde forstået det.

Og jeg holdt ud hele vejen igennem, fordi jeg havde hørt nys om, at bl.a. The Who ville optræde. Og det gjorde de og slap efter omstændighederne mere end hæderligt fra det med et gedigent potpourri over Baba O’Reilly, See Mee Feel Me og – selvfølgelig – My Generation. Med ‘omstændighederne’ tænker jeg mest af alt på, at musikken let bliver et gidsel i sådanne stadionomgivelser. Det er noget af en opgave at levere en bare acceptabel lyd i en stor gryde med 80.000 mennesker.

At det var et problem blev fx understreget, da Emeli Sande sang. Først lød det, som om hun ikke kunne følge klaveret (eller omvendt) og senere blev sangen forvrænget af et ekko. Madness havde også deres problemer med at trænge igennem med "Our house". Det var kun, fordi folk kendte omkvædet så godt, at det gik nogenlunde.

Som helhed betragtet gik det dog hæderligt og acceptabelt. Højdepunkterne for mig var, da Ray Davies fremførte "Waterloo Sunset". Den sang er og bliver en klassiker, og den gik rent igennem. Også "overraskelsen" med en vist aldrig før vist video med John Lennon, der synger "Imagine", var et vellykket indslag. Som Fruen rigtignok bemærkede, så er "Imagine" en rigtig god popsang, en af de bedste fra Lennons solokarriere. Apropos Lennon, så var det også sjovt at bemærke, at Beatles var med hele vejen igennem med deres sangskat. Især sange fra Sgt. Pepper var med til at gøre afslutningen Beatlesk.

Efterfølgende kunne jeg alligevel ikke lade være med at undre mig over, at et stort sportstævne som åbnings- og afslutningsceremoni forvandles til en slags stort rockshow. Hvis jeg skal tage de kritiske briller på, så ville jeg mene, at scenerierne – deres underholdningsværdi ufortalt – trak opmærksomheden væk fra de egentlige deltagere, sportsfolkene. Men sådan er det vel, hver gang rocken og poppen står i en anden sags tjeneste…

Jeg kunne ikke finde en anstændig video med Ray Davies’ optræden, men den her udgave har sangens magi: