22. august 2012 arkiv

The Swans – The Seer

22. august 2012

I år er det 30 år siden The Swans blev dannet med sangskriver og musker Michael Gira som central skikkelse. The Swans er nogle steder blevet beskrevet som tilhørende No Wave-scenen i de tidlige firsere. Men No Wave var ikke nogen bølge, snarere en samlebetegnelse for en gruppe musikere og kunstnere, der tog tråden op efter metropolrockere som Velvet Underground, MC5, The Voidoids og punken, hvis slagsskygge de færreste kunne slippe fri af.

The Swans er beslægtet med åndsfællerne i Sonic Youth og dyrker også en intellektuel kunstrock, hvor støjen, det dissonante og destruktive hele tiden holder ethvert tilløb til mainstreamtilgængelighed i skak. Det brutale – til tider brutalt-smukket – musikalske udtryk modsvares af Giras nærmest misantropiske og i hvert fald sorte tekster om menneskelivets skyggesider. Med albumtitler som Filth og Greed har Swans skabt musik, der i den grad er billeder på en kuldslået virkelighed i en moderne metropol som New York.

Efter en længere pause (fra 1996) er The Swans nu tilbage med deres 12. album The Seer, som man kan lytte til her. Et overbevisende come-back fra et band, der ikke lyder som andre…

Elvis – 10 jeg kan li’ – nr. 6

22. august 2012

Vi skal tilbage til Elvis’ debutalbum fra 1953 til sangen “I’m gonna sit right down and cry over you”. Det hører nok ikke til de mest kendte fra den plade, men i mine ører er det en af de allerbedste sange i samlingen. The Beatles havde den med på deres tidlige repertoire (kan høres på deres BBC-optagelser). Og selv om deres version ikke hører til gruppens mest mindeværdige øjeblikke og ikke når Elvis’ til sokkeholderne, så fortæller det mig noget om sangens kvaliteter, at den er med på deres setliste.

I’m gonna sit right down” er skrevet af Joe Thomas og Howard Biggs i 1953 og er blevet en popstandard, og det skyldes i høj grad Elvis’ lancering af sangen. Igen er der tale om et to minutters popkoncentrat, hvor Elvis og musikerne (Scotty More, guitar, Bill Black,bas, D. J. Fontana, trommer og Floyd Cramer piano) udnytter tiden optimalt. Elvis er tændt, på og veloplagt fra første tone og synger legende og frækt fraserende. Der er også plads til en lille guitarsolo, og pianoet får lov til at brodere improviserende og rockende under sangen. Det er en lille genistreg, som jeg ikke kan blive træt af at lægge øre til.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 11