marts 2014 arkiv

Capac præsenterer: Tami Neilson

31. marts 2014

I min lille serie om talentfulde countrydamer, der måske ikke helt får den  opmærksomhed herhjemme, som de fortjener, er turen kommet til canadieren Tami Neilson, der har en saftig, soulmættet stemme, der kan vække mindelser om store damer som Vanda Jackson og selveste Patsy Cline. Hendes seneste tre album har alle modtaget den new zealandske musikpris Tui Award – så nogen i hendes nuværende residens har opdaget hendes kvaliteter…

Hendes nyeste album Dynamite! er produceret i New Zealand og demonstrerer spændvidden i Neilsons stemme – fra det kraftulde bluestætte til det blide og søde. Velbekomme.

 

Tilbage til garagen: Cloud Nothings

31. marts 2014

Cloud Nothing er fra Cleveland Ohio og består af sangskriver Dylan Baldi, trommeslager Jayson Gerycz og basist TJ Duke. Fire studioalbum og et livealbum er der kommet fra gruppen siden starten i 2009. Senest har de udsendt Here and nowhere else (Carpark Records), hvor de puster liv i garagerocken med en god håndful små, rappe sange, som fx “Psychic Trauma”.

Capac anbefaler: Dans & Lær – New Zealand

30. marts 2014

Det finurlige ensemble Dans & Lær har markedsført sig selv med en blanding af dansant popmusik og ornitologisk tematik. Det er foreløbigt resulteret i tre pippede plader. Og hvis man gik og frygtede, at den ornitologiske tematik ville være udtømt, så tager man fejl, for det nye album New Zealand har blot flyttet interessen uden for kongerigets grænser. Nærmere bestemt så langt mod syd, som man næsten kan komme. Til New Zealand. Og de ornitologiske indslag på pladen er hentet fra “A treasury of New Zeal Bird Song”, der sørger for, at fuglene også kommer til udtryk på pladen.

Men tillader vi os et øjeblik at sætte denne spøjse fulgeidé i parantes, så byder Dans & Lærs nye plade på en heftig omgang dansant og meditativ pop, krydret med toner og stemninger fra en lang række stilarter, fra rock over electronica til folk. Om Dans & Lær kommer helt ud af volieret på den næste plade, må vi vente og se og høre, men indtil videre lykkes de med deres pippede projekt. Og de har lavet en plade, der ikke alene skiller sig ud i mængden af udgivelser, men også fortjener mange lyttere – også blandt de ikke-ornitologisk interesserede. Hermed anbefalet.

Dans & Lær. New Zealand. Udkommer i morgen.

dans & lær: Kaka from Dans & Lær on Vimeo.

Capac anbefaler: Betasongs – af Ulla Britt Simonsen & Christoffer Magdalus

30. marts 2014

Mennesker mødes og sød musik opstår belærte digteren Schade os om. Og i mødet mellem jazzsangerinden og -komponisten Ulla Britt Simonsen og electronica-musikeren Christoffer Magdalus er mødet resulteret i en EP, hvor jazz og electronica mødes og befrugter hinanden.

Pladen består af syv numre, hvoraf to er såkaldte ‘radio edits’, altså skåret til, så de egner sig særligt til radiomediet. Et sådant ‘radio edit’ erdet første nummer “Evolution”, hvor det er jazzen, der har det musikalske overtag. En omgang latino-jazz svæver over en solid rytmisk bund, hvor det elektroniske pibler op. Omvendt er det electronicaen, der fører ordet på “In the Sky”, hvor jazzen især er tilstede i Ulla Britts dejlige stemmes indfølende fraseringer og en slentrende bas. 

Men ellers er musikken på pladen ikke sådan lige til at sætte på plads i bestemte katagorier. Det er ikke musik for fastholdere. Det er tværtimod tydeligt at de to musikere med held har bestræbt sig på at skabe hybridmusik i mødet mellem jazz og electronica. Elektro-jazz kalder de to kunstnere selv deres musik, men det synes jeg er lidt for beskedent, selv om det ikke er decideret forkert. Musikken er en holmgang mellem de to musikalske orienteringer, men har også en klar dimension af iørefaldende poplyd, der måske forklarer radioaspirationerne.

I hvert fald er der ingen musikalsk grund til, at Betasongs ikke skulle kunne finde vej til radiostationernes playlister – eller til musikelskernes ører. Ikke mindst de ører, der gerne vil udfordres lidt med hensyn til forventninger om, hvordan jazz eller electronica skal og kan lyde. Hermed anbefalet.

Ulla Britt Simonsen & Christoffer Magdalus. Betasongs. Gateway Music. Udkommer i morgen.

 

Tracy Chapman – 50

30. marts 2014

Tracy Chapmans musikalske løbebane begyndte for alvor, da hun i sin collegetid begyndte at spille på gaden og i lokale småklubber i Cambridge Massachuetts. Det førte til en pladekontrakt med Elektra Records og et massivt gennembrud hos kritikere og publikum med det eponyme album, der udkom i 1988. Efterfølgende kunne hun ikke helt holde momentum, men havde fået et trofast publikum, der fortsatte med at købe hendes album og komme til hendes koncerter.

Chapman er på mange måder en særling i musikbranchen. Hun er sort kvindelig singer-songwriter med en klar social-politisk profil i sine sange. Og dem går der ikke mange af på dusinet i den branche. Målt med amerikanske politiske alen er hun en ‘radical’ kunstner. Det demonstrerede hun allerede, da hun på debutalbummet lavede sangen “Talkin’ bout a revolution”:

Don’t you know
They’re talkin’ bout a revolution
It sounds like a whisper
Don’t you know
They’re talkin’ about a revolution
It sounds like a whisper
While they’re standing in the welfare lines
Crying at the doorsteps of those armies of salvation
Wasting time in the unemployment lines
Sitting around waiting for a promotion

Poor people gonna rise up
And get their share
Poor people gonna rise up
And take what’s theirs

Don’t you know
You better run, run, run
Oh I said you better
Run, run, run

Finally the tables are starting to turn
Talkin’ bout a revolution

En sang, der blot er blevet så meget desto mere aktuel her midt i den globale økonomiske krise.

Selv om Tracy Chapman ikke er så meget fremme i rampelyset, som hun var dengang i slutfirserne, så fortsætter hun med at skrive vedkommende sange med klare folk-pop-kvaliteter. Hendes seneste og ottende album Our Bright Future udkom i 2008, så hun må gerne snart melde sig på banen igen.

 

Vokabularium 2: Dolerock

29. marts 2014

Mendens vi er ved begreberne for musik, så diskuterer The Guardians Evertt True begrebet “dolerock”. Og han konstaterer, at termen nærmest startede som en vits på et australsk message board til betegnelse af en ‘ny række af bands – især fra Melbourne – der var vokset op med Go-Betweens sardoniske tekster og bedrøvelige klange” og lyden fra New Zealands Flying Nun-plademærke (som bl.a udgav The Chills). Everett forsøger at indkredse en stil, der går tilbage til Velvet Underground og Bob Dylan, men som har en distinkt australsk lyd, der går tilbage til Robert Forster og hans stilskabende band The Go-Betweens. Hvad denne lyd lyder som bliver dog først tydeligere, når der sættes navne og sange på. Og det sker med Dick Diver, The Twerps, The STevens og Bitch Perfect. Dolerock er nok ikke et ord, jeg vil satse på at bruge fremover…

Vokabularium: Far-rock

29. marts 2014

I dag blev jeg opmærksom på et nyt begreb i musikjournalistikken: dad-rock eller – på dansk – far-rock. Betegnelsen angiver musik, som fædre spiller. Og : musik lavet af ‘gamle hvide fyre’ – musik, der altid ender på bilstereoen eller på skolekammeraternes stereoanlæg. Det siger sig selv, at dad-rock er en bred kategori, afhængigt af, hvor gammel far er… Men her et par eksemler, som mine ungers generation kunne finde på min bilstereo eller anlæg.

Pædagogik, mandekøn og vildfaren feminisme

29. marts 2014

For ikke så længe siden fejredes kvindernes internationale kampdag. Og der er stadigvæk noget at slås for. Ligelønnen er stadigvæk ikke en realitet alle steder, og kvinder i den tredje verden har alskens problemer at slås med. Blot for at nævne et par eksempler. Men feminismen er også – bredt set – kørt af sporet nogle steder. Nogle steder er feminismen degenereret til en egoistisk kamp om at overtage mandlige privilegier med hensyn til karriere og økonomi. En anden udvikling, der er gået helt galt, er der, hvor ligestillingskampen er skrumpet ind og blevet til en kamp mod det andet køn, mandekønnet. Nogle steder i samfundsdebatten kan man høre et ekko af den ultraradikale feminist VAlerie Solanas SCUM-manifest, der slår til lyd for at udrydde mandekønnet, fordi det alt for længe har styret verden og verden derfor er af lave. Med lidt god vilje kan man genfinde Solanas tankegang i forfølgelsen af mandlige pædagoger. Fagforeningen for børne- og ungepædagoger BUPL har netop dokumenteret, at en lang række daginstitutioner har indført særregler for mandlige pædagoger. Regler der er indført for at undgå, at institutionen skal blive udsat for anklager om pædofili. Det er for eksempel regler om pædagogens håndtering af bleskift eller børns toiletbesøg. Enten må den mandlige pædagog slet ikke udføre arbejdet eller også skal han have en kvindelig kontrollant ved sin side. Andre steder må de mandlige pædagoger slet ikke være alene med børnene.

Det er selvfølgelig uhyrligt, at denne form for kønsdiskrimination kan finde sted i dagens Danmark. Og de første til at protestere burde være alle de feminister, der smed BH’en og gik i front i halvfjerdserne og kæmpede mod kønsdiskriminationen af kvinderne. For denne sag handler om kønsdiskrimination og om køns-, krops- og sexforskrækkelse af værste slags. Lige netop den form for forskrækkelse, man kæmpede mod i tresserne, hvor p-pillerne kom på markedet, pornoen frigivet og seksualdebatten blomstrede. På godt og ondt.

Lad os for det første slå fast, at pædofili – den seksuelle trang, der vender sig mod børn under den seksuelle lavalder – ikke er en perversion, der er forbeholdt mandekønnet. Hvis man har fulgt med i pædofilidebatten gennem de sidste mange år, så vil man vide, at kvinder er lige så gode om den slags. Eksemplerne fra Belgien eller Jylland taler deres klare sprog om det kvindelige engagement i den seksuelle udnyttelse af børn. For det andet kaster sagen et ubehageligt lys over en betændt tankegang hos visse dele af det kvindelige, pædagogiske personale og – ikke mindst – hos visse dele af forældregrupperne rundt omkring i dette land. Hvis vi gik og troede, at Inge og Sten Hegeler og hele den ‘seksuelle frigørelse’ i tresserne, havde fået gjort kål på de seksuelle hæmninger og fordomme, så kan vi godt tro om igen. Sagerne om pædofili og ikke mindst denne sag om diskriminationen af de mandlige pædagoger demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at det seksuelle stadigvæk er tabubelagt og at vi stadigvæk lider af en dybt forankret køns-, krops og sex-forskrækkelse.

Vi skal selvfølgelig blankt afvise enhver form for diskrimination af de mandlige pædagoger. Myndighederne bør gå ind og slå fast med syvtommersøm, at den slags institutionaliseret diskrimination ikke må finde sted. Og hvis den gør, må det få ansættelsesmæssige konsekvenser for de ansvarlige. Dernæst er det på tide at slå et nyt slag for seksualoplysningen i dette land. Vi skal have en ny nuanceret debat, der også har blik for, at det seksuelle ikke kun er et “gode” eller “det gode”, sådan som det skete i den seksuelle frigørelses tid, men at den menneskelige seksualitet i alle dens afskygninger også har destruktive og “onde” sider, fx i skikkelse af pædofilien. Sider, vi skal forstå naturen af, men selvfølgelig ikke acceptere, fordi perversionens udfoldelse er en kriminel handling. Vi skal med andre ord have en ny oplysningstid på det seksuelle område i en erkendelse af, at det seksuelle stadigvæk – mere end hundrede år efter Sigmund Freud – er et område, der udfordrer vores tanke, moral osv. 

Dagens blues: Blind Lemon Jefferson

28. marts 2014

Der er mere end tre år mellem disse to indspilninger. “Got the blues” er fra marts 1926 og “Crawlin’ baby Blues” er fra august 1929. Men ellers er der ikke den store afstand mellem de to numre, der begge er udtryk for Jeffersons Texas-blues….

En pigegruppe fra dengang i tresserne: The Mar-j’s

28. marts 2014

En af de utallige pigevokalgrupper, der blev lanceret i tresserne, var The Mar-j’s. På de lille obskure plademærke Magic Touch Records udsendtes “Got to find af way out” i 1965. Og det blev vist ikke til mere for pigerne i musikken. De gik i glemmebogen, selv om sangen er god og arrangementet lige så. Men musiknørderne glemmer ikke, og de skal nok finde de bortglemte perler. I dette tilfælde var det Derek See, der driver bloggen Derek’s Daily 45, hvor man kan finde mange gode gamle halvglemte singler. Nogle af hans fund dukker også op her i denne blog…

Billedet ovenfor er lånt fra et andet site, der dyrker gamle soulsingler.

 

Paolo Nutini er tilbage: Caustic Love

28. marts 2014

Den skotske sanger Paolo Nutini var en af mine musikalske åbenbaringer tilbage i 2009. Den nu 27-årige Nutini har han lavet opfølgeren til det fine Sunny Side Up-album med titlen Caustic Love, der er på gaden midt i april måned. At dømme på de smagsprøver, der er sluppet ud, så er det nye album farvet af soul og funk. Og det står godt til Nutinis stemme.

 

 

Podcast med musik i: P6 Beat

27. marts 2014

Jeg får ikke lyttet til så meget radio som jeg gjorde engang. Men de såkaldte podcast har sneget sig ind på mine mp3-afspillere. Og det er også en slags radio, kan man sige. Fx har jeg lyttet til P6 Beats temaer om Lou Reed og David Bowie. Du kan lytte med og hente ned her.

 

En interessant opsamling: Kontroversial Kovers

27. marts 2014

Jeg faldt over denne obskure udgivelse med 32 skæringer fra perioden 1964 til 1969. Som titlen angiver er der tale om ‘kontroversielle’ udgaver af Ray Davies- og Kinks-sange. På listen finder man f.eks. The Hitmakers med Who’ll be the next in line. Smagsprøver på de enkelte sange kan man lytte til på pladeselskabets hjemmeside… lige her.

1. The Lancastrians – The World Keeps Going Round
2. Petrified Forest – So Mystifying
3. Human Instinct – You Really Got Me
4. The Plague – When I See That Girl Of Mine
5. The Hitmakers – Who’ll Be The Next In Line
6. The Majority – Ring The Bells
7. The Cyclones – Stop Your Sobbing
8. The Teddy Boys – Where Have All The Good Times Gone
9. Los Angeles – Waterloo Sunset
10. The Rockin’ Vickers – Dandy
11. The Cascades – I Bet You Won’t StayKontro_thumb_325

1. The Lancastrians – The World Keeps Going Round
2. Petrified Forest – So Mystifying
3. Human Instinct – You Really Got Me
4. The Plague – When I See That Girl Of Mine
5. The Hitmakers – Who’ll Be The Next In Line
6. The Majority – Ring The Bells
7. The Cyclones – Stop Your Sobbing
8. The Teddy Boys – Where Have All The Good Times Gone
9. Los Angeles – Waterloo Sunset
10. The Rockin’ Vickers – Dandy
11. The Cascades – I Bet You Won’t Stay
12. The Ascots – I Need You
13. The Demons – Got My Feet On The Ground
14. The Pickwicks – I Took My Baby Home
15. Smack – Set Me Free
16. Kameleoni – Too Much On My Mind
17. The Blue Orchids – I’ve Got That Feeling
18. The Nomads – Don’t You Fret
19. The Talismen – Gotta Move
20. Los Yaki – All Day And All Of The Night
21. The Strangers – I’m On An Island
22. Mishaps – Till The End Of The Day
23. Los Cincos – Most Exclusive Residence For Sale
24. The Kynd – Don’t Ever Change
25. Barry Fantoni – Little Man Little Box
26. Ola & The Janglers – It’s Alright
27. Syndicate Of Sound – You’re Lookin’ Fine
28. The Beatniks – I Am Free
29. The Viceroys – Tired Of Waiting For You
30. Orchestra Lennons – Wonder Where My Baby Is Tonight
31. Buckeye Joys – You Really Got Me
32. Five’s Company – Session Man
12. The Ascots – I Need You
13. The Demons – Got My Feet On The Ground
14. The Pickwicks – I Took My Baby Home
15. Smack – Set Me Free
16. Kameleoni – Too Much On My Mind
17. The Blue Orchids – I’ve Got That Feeling
18. The Nomads – Don’t You Fret
19. The Talismen – Gotta Move
20. Los Yaki – All Day And All Of The Night
21. The Strangers – I’m On An Island
22. Mishaps – Till The End Of The Day
23. Los Cincos – Most Exclusive Residence For Sale
24. The Kynd – Don’t Ever Change
25. Barry Fantoni – Little Man Little Box
26. Ola & The Janglers – It’s Alright
27. Syndicate Of Sound – You’re Lookin’ Fine
28. The Beatniks – I Am Free
29. The Viceroys – Tired Of Waiting For You
30. Orchestra Lennons – Wonder Where My Baby Is Tonight
31. Buckeye Joys – You Really Got Me
32. Five’s Company – Session Man

 

Diana Ross blev 70

27. marts 2014

Vi skal ikke glemme spindesiden i musikken. I går blev ex-Supremes-forsangerinden Diana Ross 70 år. Og som forsangerinde i netop den gruppe tilhørte hun eliten i soul og pop i tresserne, selv om man godt kan – og det er blevet gjort – diskutere om ikke der var bedre sangerinder end hende. Never mind. Hun skal fejres her. Og hun er stadigvæk aktiv. I 2013 turnerede hun i såvel Sydafrika som USA.

Elton John – udsat for Beach Boys

27. marts 2014