12. april 2014 arkiv

Endnu et dødsfald: Jesse Winchester – 69

12. april 2014

åh nej, tænkte jeg straks, da jeg læste, at en blærekræftsygdom havde afkortet den amerikanske singer-songwriter Jesse Wincesters liv. 69 år gammel blev Jesse Winchester, der begyndte sin løbebane som singer-songwriter i 1967, hvor han forlod sydstaterne, hvor han kom til verden, og tog til Canada for at undgå at blive sendt til Vietnam som amerikansk soldat. Uden nogen forestilling om, at han nogensinde ville kunne vende tilbage til hjemlandet. For militærnægteri blev nærmest opfattet som landsforrædderi dengang – i hvert fald i magthaverkredse. Bedre blev det selvfølgelig ikke af, at Jesses far havde gjort karriere i netop den amerikanske flyvevåben.

Den frivilige landsforvisning afspejlede sig i debutalbummet Jesse Winchester i form af følsomme erindringsbetonede sange om de sydstater, der var hjemegnen for troubadouren. Yankee Lady og Biloxi hedder et par af de mest kendte.

Winchesters musik var en form for americana, der trak på såvel blues, gospel, soul og hvid country. Og hans tekster var ordknappe, fyndige sange om hverdagen og det, der rager ud over hverdagen. Winchester valgte musikken som sin levevej, men havde faktisk en lovende akademisk karriere og opholdt sig på et tidspunkt som tyskstuderende ved universitetet i Munchen. Men musikken havde allerede fået sit faste tag i den unge universitetsstuderende. Og heldigvis for det.

I Canada blev Winchester en del af den singer-songwriter-trend, der begyndte at vokse frem i tresserne og halvfjerdserne. Og via en bekendt kom han i kontakt med Robbie Robertson fra The Band – og han sørgede for at Winchester kom i stalden hos Bands manager og at Jesse fik en pladekontrakt til sin debut. Pladen er i øvrigt produceret af Robertson.

I 1973 udstedte præsiden Jimmy Carter en general amnesti til Vietnam-krigens militærnægtere. Og Jesse Winchester kunne vende tilbage til USA og give sine første koncerter i hjemlandet. Og Winchester gjorde det, selv om det var med blandede følelser. Et sted følte han, at han havde svigtet sin hjemstavn. Med hjemvendelsen kom også en vis kommerciel succes. Uden at sælge stort lykkedes det for ham at vise sig på de amerikanske hitlister, selv om det var langt nede på listerne. Det var også især som sangleverandør til andre – fra Emmylou Harris til Joan Baez – han kunne tjene penge til dagen og vejen.

Winchester sidste plade kom i 2009 Love Filling Station – men han nåede vist at indspille endnu en, der venter på sin udgivelse. I 2011 fik han en kræftdiagnose og den har nu kostet ham livet.

I 2012 udkom hyldestalbummet Quiet About It, hvor en lang række kunstnere hyldede den gamle sydstatssingersongwriter.

Roden kommer til Aarhus

12. april 2014

I går erfarede jeg, at Aarhus ikke kun får besøg af his Bobness Dylan til sommer, men også af selveste Rod Stewart, der også vil give koncert på amfiscenen ved Musikhuset den 5. juli . Og som læserne af denne blog vil vide, så har Rod Stewart en meget høj placering på min indre liste over mindeværdige pop- og rocksange. Og det bliver for mig også et penibelt valg – skal jeg bruge (mange) penge på Bob eller Rod? Det afhænger nok først og fremmest af, hvordan det går for d’herrer på scenerne op til koncerten. Hvem får de bedste anmeldelser i tiden op til begivenheden? Vi får se.

Torben Bille in memoriam

12. april 2014

I dag er det et år siden Torben Bille endegyldigt slap tastaturet og forlod denne verden. Et år, der blot – for mig i hvert fald – har gjort det klart, at det hul Torben efterlod i musikpressen ikke rigtig er blevet fyldt ud igen. I stedet for at græde snot på denne triste mindedag, vil jeg give musikken det sidste ord, for musikken fik altid det sidste ord i Torbens liv (som han bla. bemærkede i sin artikelsamling Brock). Derfor vil jeg overlade ordet til en gruppe, som Torben satte stor pris på… The Young Rascals.

PS. Billedet af Torben – i Peder Bundgaards streg – er lånt fra Torben endnu aktive Facebookside. Tak.

En aften med – Skousen & Ingemann på Voxhall

12. april 2014

Levede det så op til dine forventninger?, spurgte min ledsagerske, da vi forlod Voxhall fredag aften efter koncerten med Skousen & Ingemann. Og jeg svarede tøvende noget i retning af: Jah… hvis jeg ellers havde haft nogle forventninger. For, hvis sandhedens skal frem, så havde jeg ikke rigtig haft nogle forventninger ud over den, at det jo kunne være sjovt at se, om konstellationen Skousen & Ingemann ville holde godt og vel fire årtier efter de begyndte den rejse, der altså fortsætter en stund endnu.

Det korte af den lange er, at retroprojektet holdt – og mere end det. Det blev en på alle måder vellykket koncert. Med Peter Ingemann på bas og i rollen som rejseguide, sprechstallmeister og entertainer blev publikum, som på denne aften have en majoritet af seniorer, taget med på en kort dannelsesrejse i makkerparret Niels Skousens og Peter Ingemanns musikalske bevægelse fra de vist nok muntre tressere og frem til i dag. Solidt bakket op af guitaristen Peer Frost (kendt fra Les Rivals og ikke mindst Young Flowers) og den Berklee College of Music-uddannede trommeslager Hans Fagt, kom vi vidt omkring i det musikalske katalog om makkerparret. Fra Niels Skousens solokatalog (Jeg vender mig i sengen, Palads af glas og Dobbeltsyn) over Musikpatruljen og Young Flowers og til selve Skousen & Ingemann og Herfra hvor vi står. Og det blev en koncert, der gjorde den fordomsfulde betegnelse “retro” til skamme. I stedet demonstrerede ensemblet, at hvis musikken og sangenes tekster er hold- og slidbare – og det er de i tilfældet Skousen – så betyder fire årtier ikke så meget for det musikalske udbytte, man får i sidste ende. Selv om der var tale om et genoptryk af gamle, elskede sange fra dengang, så var der et nærvær og en intensitet i afleveringen, der fik en – mig – til at tænke, at 30-40 år alligevel ikke er så lang tid, set fra et kunstnerisk perspektiv. Sangene fremstod helt friske.

Både Niels Skousen og Peter Ingemann bestred deres roller med tilbagelænet autoritet og samtidig – måske paradoksalt – med et nærvær og et engagement, der ville kunne gøre mangen en ung musiker misundelig. Og de fik god støtte af den yngre Hans Fagt på trommerne, der tydeligvis nød rollen som rytmisk motor, og Peer Frost, der med sit økonomiske leadguitarspil sørgede for, at den røde tråd bagud – ikke mindst til Young Flowers – stod helt klar og ildrød. Og selv om Skousen & Ingemann stjal overskriften på plakaten, så var sandheden nok, at der mest af alt var tale om en bandpræstation. Således var der plads til flere af Frosts fine, afmålte soloer undervejs.

Og når så et stor del af salen – og med stor velvilje hos juniorsegmentet i salen – begynder at lave sange som “Isabell” og “Herfra hvor vi står” til fællessang (til Skousens og Ingemanns åbenbare begejstring), så ved man, at musikken er kommet ud over scenekanten – og mere til. Hvem skulle have troet, at sangene fra “Herfra hvor vi står” er gået hen og blevet en del af den aktive danske sangskat? Nej, vel?! Men det var både rørende og oplivende at erfare, at de gode sange ikke alene lever videre i dem, der var med dengang, men også har fundet vej til yngre generationers musikalske hjerter.

Jo, Skousen & Ingemann tog alle stikkene hjem og kunne roligt gå ud på byens små listige steder (som Ingemann foreslog) og sende publikum videre. Og jeg kunne kun gå ud i natten med et stille ønske om, at d’herrer Niels Skousen og Peter Ingemann måske ville finde vejen til studiet og indspille en aktuel opfølger til Herfra hvor vi står eller – måske bedre – få lavet en liveoptagelse af deres nye koncertaktiviteter.