4. juli 2014 arkiv

Dagen i dag – amerikanernes nationale dag

4. juli 2014

Det er i dag amerikanerne fejrer deres uafhængighedsdag. Og jeg har ledt med lys og lygte i min hukommelse efter en sang, der så nogenlunde dækker min følelse ved amerikanernes nationaldag. For jeg har et meget ambivalent til den sammensatte størrelse, vi kalder Amerika, og som retteligen burde forstås i flertal. Der er flere Amerikaer. Mange af dem er fascinerende og fine, men specielt det officielle Amerika, repræsenteret ved den centrale administration i Washington, har jeg det sværere og sværere med. Jeg synes, USA har udspillet sin stormagtspolitiske rolle og burde finde en mere civiliseret rolle i det nye globale landskab, ligesom jeg synes, at de danske politikere burde smide deres alt for loyale følgagtighed i forhold til amerikanerne og træde i kritisk karakter.

Men Paul Simons “American tune” med den blandede følelser står godt til mine følelser på denne nationaldag.

Many’s the time I’ve been mistaken
And many times confused
Yes, and I’ve often felt forsaken
And certainly misused
Oh, but I’m all right, I’m all right
I’m just weary to my bones
Still, you don’t expect to be
Bright and bon vivant
So far away from home, so far away from home

I don’t know a soul who’s not been battered
I don’t have a friend who feels at ease
I don’t know a dream that’s not been shattered
Or driven to its knees
Oh, but it’s all right, it’s all right
For lived so well so long
Still, when I think of the road
We’re traveling on
I wonder what went wrong
I can’t help it, I wonder what’s gone wrong

And I dreamed I was dying
And I dreamed that my soul rose unexpectedly
And looking back down at me
Smiled reassuringly
And I dreamed I was flying
And high above my eyes could clearly see
The Statue of Liberty
Sailing away to sea
And I dreamed I was flying

Oh, we come on the ship they call the Mayflower
We come on the ship that sailed the moon
We come in the age’s most uncertain hour
And sing an American tune
Oh, it’s all right, it’s all right
It’s all right, it’s all right
You can’t be forever blessedtimehop
Still, tomorrow’s going to be another working day
And I’m trying to get some rest
That’s all I’m trying to get some rest

Tom Pillibi – en sang fra barndommens lydlandskab

4. juli 2014

Den havde jeg sgu næsten helt glemt. Men meddelelsen om, at sangskriveren André Popp døde den 10. maj i år i en alder af 89 år fik mig på sporet af den gamle MGP-sang. Ved nærmere eftertanke så er det ikke den originale udgave, der er vævet ind i mit musikalske bagtæppe, men derimod Raquel Rastennis danske version. Well, vi er ovre i den lette, danskpoppede easy listening-boldgade, men den hører med til mit lydspor som bekendt.

Men vi skal ikke slippe André Popp med det samme, for han havde mange flere letbenede popsange på samvittigheden. Fx sangen “L’amour est bleu”, der var med i MGP i 1967 med Vickie Leandros. Det er dog Jeff Becks instrumentale udgave, der står stærkest i min erindring.

Popp havde også ansvaret for det sidste top-10-hit, som Herman’s Hermits fik, “”Years May Come, Years May Go”. Nok ikke den bedste skæring med Hermits…

Rolling Stones – De kom, de spillede – the last time

4. juli 2014

Jeg har set frem til at læse dagens anmeldelser af Rolling Stones’ optræden på Roskilde i forvisning om, at de garvede rullesten nok skulle tage det stik hjem i kraft af deres professionalisme og livsdrift. Og sådan blev det vist også, selv om der er mislyde i anmeldelserne. Bandets famøse slaphed slap dem ikke helt. Keef sang ikke godt m.m. Men ellers kørte stadionrockmaskinen som smurt. Og et eller andet sted dybt ind i mit gamle skrog er der en lille stemme, der siger, at jeg skulle have været der – bare for at have været der. Men nej, den stemme må vente til næste uge, hvor his Bobness træder op i Aarhus.

Selv om Rullestenene måske kom forbi for allersidste gang, så vil de forblive musikalske helte i min bevidsthed. De var dengang med deres usoignerede fremtræden ( i følge mine forældre) og deres rå R&B-baserede beatmusik indbegrebet af tressernes modkulturelle bevægelse. I langt højere grad end the Beatles, og deres senere voksen sig ind i jetsetlivsstil med mange penge på kontoen ændrede ikke rigtig ved udgangspunktet, der altid har været der og nu og da skinnede igennem på plader og i koncerter. This will be the last time – for sure. Men i min og andres bevidsthed vil de altid være der.