5. juli 2014 arkiv

Eva Marie Saint fylder 90 år i dag

5. juli 2014

Eva Marie Saint var en af de smukke blondiner, som den lille grimrian Alfred Hitchcock var tiltrukket af og brugte i sin film North by Northwest – bedre kendt på dansk under titlen Menneskejagt. Eva Marie Saint blev aldrig så stort et navn som andre af sin generations blonde filmskuespillerinder, men fik alligevel skrevet sig utvetydigt ind i filmhistorien for nogle markante roller. Først og fremmest for sin rolle som Cary Grants køligt erotiske dame i Menneskejagt, men også for rollen i Elia Kazana On the Waterfront (1954).

Selv om rollen i Hitchcocks film var lille, så var det Hitchcocks fortjeneste, at han med den fik fremhævet nogle andre skuespillerkvaliteter ved Saint, end dem man kendte i forvejen. Og netop den erotiske dimension blev understreget med kvasi-freudiansk, drømmerisk grundighed i den uforglemmelige slutscene, hvor Cary Grant og Saint forenes i togkupeens øverste køje.