25. juli 2014 arkiv

Et dødsfald : Christian Falk

25. juli 2014

 

52 år gammel blev den svenske bassist, producer og musikalske tusindkunstner Christian Falk, der er død som følge af kræft i bugspytkirtlen.

Falk var en indflydelsesrig musikperson i Sverige, men var ikke ret meget i forgrunden i medier. Måske er han bedst kendt for sin tid i det toneangivende orkester Imperiet, hvor han sammen med Joakim Thåström var med til at sætte den musikalske dagsorden i Sverige i firserne. Men han havde fingere med i mange andre ting. Han lavede musik til tv-programmer, stod som bassist bag den svenske pops store navne – fx Robin, Neneh Cherry, Titiyo og Jennifer Brown. Men også bag funkfænomenet Blacknuss Allstars og den svenske hip hopmed navne som Gordon Cyrus, ADL og Timebomb. Også i den svenske jazz satte han sig spor, og selv fik han udsendt to album i eget navn. I 1999 kom “Quel bordel” og i 2006 “People say”. Nu er Falk ikke mere til at krydre og sparke til den svenske musik. Han vil blive savnet.

PS. Lige inden sin død nåede Falk at medvirke i et radioprogram på svensk P1, hvor han fortalte om sit liv, sin sygdom m.m. Programmet kan genhøres en tid endnu lige her.

 

Mere fra lydsporet til Newsroom: Allways on my mind

25. juli 2014

Som jeg antydede sidst jeg kommenterede lydsporet til den amerikanske tv-serie Newsroom, så fungerer brugen af musik i serien nok som en implicit kommentar til det, der sker på overfladen. Og denne pointe blev om muligt endnu tydeligere i episode 2 af anden sæson, hvor hovedpersonen Will McAvoy fremhæver Willy Nelsons udgave af sangen “Allways on my mind” som den bedste af alle udgaverne i en scene, hvor hans gamle kæreste lige har smidt et glas whisky i skødet på ham og de har en dobbelttydig dialog, der lige så meget handler om deres uafklarede kærlighedsforhold som den handler om nyhedsjournalistik osv. At Will så har helt ret med hensyn til Nelsons fortolkning er kun en yderligere understregning af seriens høje kvalitet.

Live fra – Newport Folk Festival

25. juli 2014

Det er festivaltid. Og også den legendariske Newport Folk Festival løber af stablen i denne weekend. Og via NPRs hjemmeside kan man opleve liveoptagelser med navne som The Mountain Goarts, Ryan Adams (i dag), Adnrew Bird, Bombino og Colin Meloy.

En powerpopplade tabt på vejen… Ashlee Simpson – Autobiography

25. juli 2014

Måske var det omtalen af Lily Allens selvkritik. Måske var det bare den varme, danske sommer og dens uløselige forbindelse til poppen, der satte mig på sporet af Ashlee Simpsons debutplade Autobiography fra 2004.

Den nu 29-årige amerikanske singersongwriters og skuespillerinde er helt ud i coverfotografiets rendyrkelse af kommerciel sexappeal-æstetik indbegrebet af amerikansk mainstream-popprodukt. Men bag den succesfulde plades (3 platinplader!) udkalkulerede kom-og-tag-mig-overflade gemmer der sig også en fin powerpopplade med en ung, talentfuld, feminin sangskrivers ærlige, selvbiografiske sangtekster tilsat god, iørefaldende powerpoprock med medrivende guitarer.

Simpson har siden udsendt I am me (2005) og Bittersweet world (2008), men jeg ved (endnu) ikke, om de har levet op til debuten.