I Dave van Ronks stærkt informative og stærkt anbefalelsesværdige selvbiografi dukker mange af tressernes store navne op. Også Joni Mitchell, som Ronk lærer meget af. Og her er hun i en sjælden optagelse fra Cafe Au Go-Go, New York, 1967. Hun giver “Little Green” (fra albummet Blue). Skynd dig at nyde optagelsen, for den har før været fjernet fra Youtube på grund af noget copy right-ballade. Hurry up, hvis du er Joni-fan.
Med billeder fra de tre folkeskoleafdelinger, jeg har opholdt mig i årene 1959-1970, vil jeg markere, at folkeskolen officielt blev indført på denne dag for 200 år siden. Som enhver, der følger lidt med i medierne, vil vide, så står folkeskolen stadigvæk til debat. Og sådan skal det nok være, når en skole vil være skole for hele befolkningen. Min egen skoletid har været en tid, hvor revselsesretten blev afskaffet (jeg har nu aldrig oplevet at blive slået i skolen…) og hvor tressernes højkonjunktur sørgede for, at der var bøger og andre materialer til ungerne. Og da konjunkturerne for alvor vendte i starten af halvfjerdserne, så var folkeskolen ovre for mit vedkommende. Uden at glorificere folkeskolen, så er jeg glad for den folkeskole, jeg fik. Den lagde grundlaget for min studentereksamen og universitetseksamen. Og det er jeg glad for i dag. Selvfølgelig har jeg også mærket skoletræthed og har mange gange siddet og kigget ud ad vinduet, når læreren talte oppe ved katederet eller tavlen. Men jeg tror, det hører med til folkeskolen, at man undervejs kører surt i det hele. Jeg tror ikke, vi er skabt til at sidde på skolebænken op til 6-8 timer ad gangen.
Det eneste jeg kunne ønske mig for nutidens skole er, at man fandt tilbage til tanke om en enhedsskole, der kunne satse på at give alle børn den samme fundamentale (ud)dannelse som en god ballast til – nej ikke erhvervslivet – men livet i det hele taget.
Udgivet på single i 1960 på forlaget Suhrkamp. To optagelser fra 1929 med forfatteren selv, Bertold Brecht, der synger sin måske mest kendte sang “Mackie Misser” fra hansog Kurt Weills verdensberømte Drei Grosschen Oper. Videoen er af nyere dato…
I går modtog Linda Ronstadt den prestigefyldte pris National Medal of Arts. Overrakt af præsident Obama i egen høje person. På prisens hjemmeside læser man følgende ord om prismodtageren:
“Linda Ronstadt is recognized for her one-of-a-kind voice and her decades of remarkable music. Drawing from a broad range of influences, Ms. Ronstadt defied expectations to conquer American radio waves and help pave the way for generations of women artists.
Linda Ronstadt began her career in the folk group the Stone Poneys with guitarist Bob Kimmel and guitarist/songwriter Kenny Edwards. In 1968, she began her solo career, going on to receive ten Grammy awards, as well as an ALMA Award and a Latin Grammy for Lifetime Achievement. In 2013 she was inducted into the Rock and Roll Hall of Fame. She has at least 31 gold and platinum records with music that includes influences from pop, country, rock and roll, big band, jazz, opera, Broadway standards, and Mexican and Afro-Cuban influences. In 2013, her autobiography Simple Dreams, A Musical Memoir was published.”
Det er fuldt fortjent, at Ronstadt, der nu har lagt sangkarrieren bag sig på grund af Parkinsons sygdom, får denne udmærkelse. Hun har været en af de allerstørste sangfortolkere, siden hun brød igennem i det mytologiske år 1968.
Fotoet er et PR-foto lånt fra omtalte hjemmeside.
