august 2014 arkiv

Capac anbefaler: Sulahue – Eating Stars & Spitting Fire

31. august 2014

unnamed

For næsten to år siden havde jeg fornøjelsen af at anbefale Sulahues debut-EP Eating Stars, og jeg hæftede mig dengang ved Suhalues forkærlighed for en gøgler- og cirkustematik og ved kunstnerens bestræbelse på at skille sig ud fra musikkens mainstream i sin inspiration fra bl.a. jazzen.

På sit debutalbum Eating Stars & Spitting Fire fortsætter Sulahues i sit egensindige musikalske spor. Gøgler- og cirkustematikken er gledet lidt i baggrunden (selv om stemningen bestemt dukker op i musikken undervejs) til fordel for en optagethed af kærlighedens veje, vildveje og uudgrundelighed. Konceptet angribes allerede i den første titelgivende sang “Eating stars”, der taler i et stærkt billedsprog, men bag billederne er en lille sang om at gå fejl af hinanden i kærlighedens spil: “I will eat stars and spit fire/on yu masquerade of burning desire/ you telle me lies tel med truths and/ you give the one thing that you really cared about“. Sulahue synger klart og yndigt med sin unge pigede stemme og akkompagneres af et hold yderst kompetente musikere (Lars Emil Riis – Klaver, Spencer Gross – Guitar, Alexander Kraglund – Violin/Strygere, Søren Lund – Kontrabas og Michael Dalgas – Trommer). “Eating stars” er en lille inciterende popmelodi, der er iklædt en slags stemningsfuld kammerjazzarrangement, der giver associationer i retning af svundne tiders jazzmusik.

Noget lignende kunne man sige om den makabre “Mr. Policeman”, hvor pigen over for politimanden undskylder, at hun har slået sin elskede ihjel, fordi han ikke levede op til kærlighedens fordringer. En lille grotesk og ikke så lidt selvironisk sang om den lidenskabelige kærligheds kompromisløshed. En fin lille sang, der bæres oppe af Saluhes fine stemme og et enkelt arrangement, hvor hovedvægten er lagt på trommerne og et diskret guitarspil.

“Clown” er swingende jazz til en sang om kropslig styrke og mental svaghed i kærlighedens kønskamp. “Flowers” er en lille swingende meditation over blomstrende kærtegn og søde ord, der munder ud i nogle parforholdsassociationer. Og måske karakteriserer netop denne lille swingperle ganske godt kunstnerindens tekster, der med hang til billedsprog især stræber mod at beskrive stemninger og umulige situationer i kærlighedsspillet mellem de to køn. Som kærlighedslivet er Sulahues tekster imperfekte, de siger noget sandt om kærligheden, men ikke alt. Forbliver tilløb, forsøg og antydninger, der tilsammen beskriver kærlighedens univers i al dens sammensathed og konfliktualitet.

Og den flossede tematik understøttes fint af musikken, der ud over at være gennemgående popmelodiøs på en umiskendelig, lidt nostalgisk kammerjazzbund også har noget nærmest filmisk dramatisk og stemningsskabende over sig i flere passager.

Som tilfældet var med Sulahues debut-EP, så er albummet et modigt udspil, der tør insistere på at gå sine egne veje tekstligt og musikalsk. Det er ikke metervare, Sulahue og musikerne har leveret – og alene af den grund er der al mulig grund til at anbefale den til musikelskerne derude.

Sulahue. Eating Stars & Spitting Fire. Produceret af Sulahue og Emil Riis. Eget forlag. Udkom i går

T. Rex – vinyliseret

30. august 2014

Det er ikke kun The Beatles, der udsættes for tidens trang til at vende tilbage til vinylpladerne. Også Marc Bolan og hans T. Rex finder vej til vinylet. Denne gang er der tale om et bokssæt bestående af otte album, indeholdende pladerne Ride A White Swan (1971), Electric Warrior (1971), The Slider (1972), Tanx (1973) Zinc Alloy & The Hidden Riders Of Tomorrow (1974)  Bolan’s Zip-Gun (1975) Futuristic Dragon (1976) og Dandy In The Underworld (1977). Hard core-fans kan oven i købet sikre sig en såkaldt limited edition, hvor de otte plader er presset i farvet vinyl. Det må da lige være noget for en glamrocker…. Boksen skulle være til salg i starten af november.

Mere med ‘den sorte Elvis’ – Barbara Lynn

30. august 2014

Jeg benytter gerne lejligheden til at slå endnu et slag for den venstrehåndede bluesmusiker Barbara Lynn, som jeg har fremhævet et par gange før i denne blog. Her og her. Og den passende lejlighed byder sig nu, hvor alle hendes indspilninger for pladeselskabet Atlantic udgives på en samlet cd.

Barbara brød igennem på det lille, obskure plademærke Jamie Records, men via et kort møde med det endnu mindre Tribe plademærke kom hun i stald hos det store Atlantic, hvor hun indspillede albummet Here is Barbara Lynn m.m. Indspilningerne, hvoraf flere viste sig på de amerikanske hitlister, bliver nu genudgivet under titlen The Comple Atlantic Recordings, der rummer ialt 25 skæringer med denne fine repræsentant for “southern soul”.

En Strangler fyldte år: Hugh Alan Cornwell blev 65

29. august 2014

Glemte lige at markere en fødselsdag i går. Musikeren og sangskriveren Hugh Alan Cornwell blev 65 år. Han er mest kendt for sin tid i det førende punk- og new wave-band the Stranglers, hvor han var i forgrunden i gruppens formative år fra starten i 1974 og til 1990.

The Stranglers udsprang af Cornwells første gruppe, Johnny Sox, der i 1974 – efter nogle udskiftninger og omrokeringer – blev til The Guildford Stranglers og kort tid efter The Stranglers. Cornwell var leadguitaristen og sang de fleste af gruppens sange. Stranglers fik hurtigt en pladekontrakt med United Artists og blev et af de mest succesfulde bands fra den frodige punk-new wave-scene.

Da punk-og-nybølgebølgen begyndte at tage af i slutningen af halvfjerdserne søgte Cornwell ny inspiration i et soloprojekt, der først resulterede i albummet Nosferatu. Og i 1990 tog han det fulde skridt og forlod Stranglers efter indspilningen af bandets tiende album. Siden har han udsendt en lang række soloplader. Senest kom Toem and Taboo, der udkom i digitalt format i 2013.

Jovist, også punkens vilde unge bliver ældre. Her er Stranglers med deres første single “Grip”.

Capac anbefaler: Erland & the Carnival

28. august 2014

De små formater er i vælten igen, sådan som de var før LP’en storhedstid. Og derfor sidder jeg her med en single (og et album) med Erland & the Carnival. De er tale om to numre – Birth of a Nation og Wrong – der begge er hentet fra bandets nye album Closing Time, der netop er udkommet her i landet på Target Records.

Erland & the Carnival består af Erland Cooper og Simon Tong (der har en fortid i The Verve, The Good, The Bad & The Queen og Gorillaz) og Closing Time er deres tredje fælles album.

Singlen er og bør være en døråbner til albummet. Og sådan er det også. “Birth of a nation” er en ægte popperle, der er drevet fremad af piskende trommer, et energisk klaver/piano og med Erlands gode, drengede stemme svævende over rytmelaget. Det er en melodi, der har noget nærmest ABBAsk over sig, uden at jeg tror, at hverken Erland eller bandet er direkte inspireret af svenskerne. Men nummeret har samme medrivende, iørefaldende intensitet som dem, når de var i det hjørne.

“Wrong” derimod er en helt anderledes nedtonet sag, der består af et yderst diskret symfonisk arrangement, lidt electronica og så Erlands stemme. Det er en sang, der nok har popkvaliteter, men i øvrigt er mere indadvendt og lukket om sig selv end man forventer af en popsang.

Og på den måde giver singleudspillet et udmærket signalement af spændvidden på bandets nye album “Closing Time”. Her har vi både et forførende popsange, der skriver sig ind i den store velorkestrerede poptradition, som bl.a. ABBA tilhører. Som fx i titelsangen “Closing Time”. Og i den anden ende har vi sange som “Wrong” eller “Quiet Love”, der er mere introverte og meditative. Og det er nok dette lag af sange, der har overvægten på pladen.

Overordnet set, så har Erland og Co. en forkærlighed for symfoniske arrangementer, der er subtilt diskrete og underordnet de popkvaliteter, der er i sangene. Det er musik, der – i mine ører – tager sigte mod albummediet mere end popradiostationernes hitplaylister. Og det skal forstås som en kvalitet.

Man bør lytte til Erland & The Carnival, hvis man er et popøre, der ud over fængende hitkvaliteter søger det eftertænksomme og kontemplative.

Erland & The Carnival. Birth of a Nation. Full Time Hobby. Er udkommet.

Erland & the Carnival. Closing Time. Target Records. Er udkommet.

Genhør: Blue Cheer – Vincebus Eruptum (1968)

27. august 2014

Da Blue Cheers debutalbum Vincebus Eruptum udkom i 1968 fik den en del kommentarer og afspilninger med i Danmarks Radio hos Jørgen Mylius o.a. Og en anekdote, der flere gange blev fortalt i den forbindelse var, at medlemmerne i Blue Cheer var tidligere Hells Angels-medlemmer, der havde stillet motorcyklen til side og grebet instrumenterne.

Det var dog en mytologisk anekdote, der ikke helt havde hold i virkeligheden. Et gran af sandhed var der god i den forstand, at bandets første manager var fra Hells Angels, og at bandet optrådte ved adskillige bikertræf i San Franciso-området. Men ellers opstod Blue Cheer – der efter sigende tog navn efter et populært LSD-produkt i tiden – i det frodige musikalske miljø i tressernes San Francisco. Og inden den første plade blev indspillet havde der allerede været adskillige musikere ind over, inden grundstammen blev fastlagt med Dickie Peterson (sang, bas), Leigh Stephens (guitar) og Paul Whaley (trommer).

Vincebus Eruptum fik rigtig gode anmeldelser, da den kom frem, og klarede sig nogenlunde på hitlisterne uden at blive storsælgende. Med til at fremme successen var, at Blue Cheer havde lavet en fortolkning af Eddie Cochrans glansnummer “Summertime Blues”, der indleder albummet. Og netop denne flossede, majestætiske udgave var i højeste grad med til at definere Blue Cheers eftermæle som et band, der var med til at grundlægge heavy metal-genren. Til anekdoterne hører historien om, at gruppen ødelagde alle højtalerne i Amigo Studios i North Hollywood, hvor pladen blev indspillet i 1967. På grund af lydniveat.

Selv om man godt kan høre på Vincebus Eruptum, at Blue Cheer udsprang af den psykedeliske musik i San Francisco i tresserne, så er det den rå, støjende bluesrock, der først og fremmest kendetegner bandet. Det understreges nok allerbedst i det næsten otte minutter lange nummer “Dr. Please”, hvor den forvrængede guitar og de buldrende trommer får lov til at folde sig helt ud.

Genhørt her mere end 45 år efter udgivelsen, så har jeg lidt svært ved at identificere pladen som heavy metal. Nej, der er tale om hård blues-rock, der er udtænkt og udført under inspiration af datidens store dynamiske trioer, Jimi Hendrix Experience og Cream ikke mindst. Og som i disse bands kompenseres der for trioens begrænsninger ved et højt lydniveau og frenetiske instrumentale udladninger. Og det skal forstås som en udmærkelse…og Blue Cheer overgik dem alle i den henseende.

I forskellige gestaltninger har Blue Cheer været aktive helt frem til starten af dette århundrede, men de har på intet tidspunkt nået samme højder som på debutpladen, der er og bliver en indflydelsesrig klassiker i støjrocken, Såvel Sonic Youth som Neil Young må have lyttet meget til den plade genenm tiden.

Vincebus Eruptum er et album, der holder 100% og bærer sin alder med stor friskhed og en energi, der må gøre mange moderne rockmusikere blege af misundelse.

Kate Bush på scenen

26. august 2014

Ja, den store begivenhed i Storbritannien er Kate Bushs tilbagevenden til scenen. Selv har jeg aldrig været den store fan af Kate Bush. Jeg har en enkelt plade med Bush, og det siger vist alt. Og det er ikke, fordi jeg ikke kan høre kvaliteterne i hendes sange og hendes sang. Hun er bare ikke rigtig brændt igennem hos mig. Sådan er det jo nogle gange med musik. Men her er en af de sange, jeg rigtig godt kan lide – Running up that hill.

Aarhus Festuge – 2014

26. august 2014

Det er efterhånden mange år siden, jeg sidst deltog i Aarhus Festuge. Og siden dengang har kriteriet for en deltagelse været: Hvad med musikken? I år er det mest iøjnefaldende musikalske indslag festugestarten “åbent hus”, hvor de aarhusianske flagskibe Thomas Helmig og TV-2 (plus gæster) optræder i Mindeparken for 40.000 publikummer. Der er for længst udsolgt.

Såvel Helmig som Tv2 er nok værd at bruge en aften på, men udsigten til at stå som sild i en tønde sammen med 40000 andre har fået mig til at trække følehornene til mig for længe siden. Jeg er som bekendt (Roskilde er du der?) ikke til alt for store festivallignende forsamlinger, når det drejer sig om musik.

Ellers er det så som så med de musikalske udfordringer i festugen, hvis man sætter næsen op efter musikalske oplevelser, der række rud over dem, vi kan få løbende gennem året i Aarhus. Men jeg har nok forkerte forventninger til festugen i den jyske hovedstad.

Flere Basement Tapes…

26. august 2014

Næppe har man fordøjet nyheden om, at nogle nye Basement Tapes er på vej i T Bone Burnetts udgaver, før nyheden om en komplet udgave af Bob Dylans og The Bands egne indspilninger i dylans Bootleg Series (vol. 11). I årevis har hard core Dylanfans forsøgt at retablere hele projektet ved hjælp af diverse bootlegudgivelser, så det må vist være på tide, at den officielle udgave ser dagens lys. Det skulle ske til november. Sitet Bobsboots skriver: “A complete overhaul of the basement tapes. 128 tracks in total, completely remastered with a major leap forward in sound quality compared to the original 5CD set. Put together in a much more organized and logical sequence. High quality packaging, 2 booklets, extensive original source notes and reprints of important press coverage. Original pressing limited to 500 copies.”. Læs mere om udgivelsen her. 

 

Elvis Costello – 60

25. august 2014

Han kom ind med slipstrømmen – den såkaldte new wave – efter punkens dæmningsgennembrud, men viste sig siden hen at rumme meget mere end rock og rul. Han lignede en Buddy Holly-klon og opførte sig også lidt på samme måde dengang, hvor han var berygtet for sit vrisne forhold til pressen. Senere blev han også mere rund og blød i kanterne på den led. I rocken er 60 år som sagt ingenting og der er med garanti meget mere at forvente fra Declan Patrick Aloysius MacManus, som han jo egentlig hedder.

Og her er et par sange fra dengang det hele begyndte.

 

Twist – da kroppen slog sig løs i tresserne

25. august 2014

 

chubbychecker-twistwithchubbychecker

 

På DR1 kunne man kl. 12.20 se et lille program med titlen “Husker du – Highlights fra 1960’erne”. Og afsnittet handlede som musikken og ungdommen i tresserne og viser bl.a. optagelser af den twist-feber, der greb den vestlige halvkugle. Og den forbindelsen vises der et klip fra twistkongen Chubby Checkers besøg i Sverige. Hele det svenske program kan ses nedenfor. Og det giver i sin helhed et ganske godt billede af, hvilket musikalsk skred den nye musik – rock og beat – udsatte det velfriserede borgerlige samfund for.

 

 

 

 

 

 

Beatles er mono

25. august 2014

Paul McCartney har sagt det: Beatles tænkte og indspillede deres musik i mono. Efter udgivelsen af deres samlede produktion i bokssæt, der var hhv. stereo og mono, efter udgivelsen af deres amerikanske og japanske plader i respektive bokssæt, kommer nu omsider “Beatles in Mono”, ikke alene i mono men på det medie, der oprindeligt gemte monoudgivelser, nemlig vinylplader. Så har man ikke fået nok af Beatles, kan man jo blot med Phil Spector sige: Back to mono. Udgivelse i starten af næste måned.

Capac anbefaler en glemt single: Tracey Thorn synger Molly Drake

25. august 2014

Der udkommer rigtig mange plader hver år. I Danmark alene i omegnen af 5000 udgivelser om året. Og det siger sig selv, at man slet ikke får lyttet til andet end en brøkdel af de mange plader og at man af samme grund let går glip af fine øjeblikke. Således var det forbigået mit øje og øre, at sangerinden Tracey Thorn (fra bl.a. Everything but the Girl), som jeg længe har holdt meget af at lytte til, i forbindelse med den seneste Record Store Day indspillede en lille single/EP med sange af Molly Drake, den afdøde singer-songwriter Nick Drakes mor. Thorn indspillede to sange – How Wild the Wind Blows og Night is my friend – der skulle være med i en dokumentarfilm om Molly Drake, som BBC havede. Og de to sange blev så indspillet og kom på en 7″ udgivelse. På indspilningerne fik Thorn hjælp af sin makker fra Everything but the Girl, Ben Watt, så man kan godt påstå, at der også er tale om en ny  udgivelse fra gruppen…

De to sange er skåret ind til benet, alt overflødigt er pillet bort og sangene står helt afbarkede og nøgne og fremhæver Tracey Thorns fortrinlige stemme, som jeg sætter mere og mere pris på.

Capac anbefaler: Ladylion – To the Wishing Well

24. august 2014

Ladylion er både et bandnavn og en slags dæknavn for bandets sangerinde og sangskriver Randi Løvendahl. Løvendahls rødder er i den jyske hovedstad Aarhus, men pladecoverets selviscenesættelse indikerer, at musikken har et internationalt perspektiv: Og det holder også stik, for musikken på pladen er angiveligt blevet til i både Paris, Berlin og de forenede stater.

Skal man kort karakterisere den musikalske stil på pladen kunne man forsøgsvis kalde den en moderne form for symfonisk poprock. Nærmere bestemt er der tale om ni poppede sange, der arrangeret omkring Randi Løvendahls kønne og pigede stemme og guitaren. Omkring denne kerne danser så celloer, perkussion m.m. og giver det hele et symfonisk anstrøg uden at det hele ender i den slags symfoniske rock, vi fik serveret i 1970’erne.

I PR-materialer nævnes Fleetwood Mac som en mulig inspirationskilde, og det er da heller ikke helt galt at se Ladylion i sporet efter Flettewood Macs melodiske stationrock fra omtalte årti, ikke mindst i de sange, Stevie Nicks stod for. Men Ladylion er mere pop end rock og udfordringen for Ladylion ligger nok i både at skrue op for de fængende og iørefaldende popmelodiøse hitkvaliteter og måske også at lade den rockede kant komme mere til sin ret. Men alt i alt har Ladylion med debutpladen leveret en endog meget sympatisk kurv fuld af behagelige popsange, der understøtter en let melankolsk stemning. Hermed anbefalet.

Ladylion. To The Wishing Well. DME. Udkommer i morgen.

 

 

 

 

Dr. John møder Louis “Satchmo” Armstrong

24. august 2014

Efter sin næsten come back-succes med Locked Down i 2012 har evigtunge Dr. John på sin nye plade kastet sig over New Orleans’ store jazzmusiker Louis Armstrong og viet hele albummet til fortolkninger af Armstrongsange fra mandens lange karriere. Og Dr. John gør sangene til sine egne med sit eget  umiskendelige aftryk – uden at Armstrongs vandmærke forsvinder. Du kan høre hele albummet lige her i nogle dage. Som fan af både Mac Rebennack og Satchmo er denne plade selvfølgelig et must…