Jeg gik glip af Jerry Garcia Band, da de ville gæste Aarhus. De var sat på plakaten, men aflyste så op til selve dagen. Siden døde Jerry og det blev ikke længere muligt at opleve ham og hans band i levende live. Men her er han i en fin optagelse fra Shoreline Amphitheater i 1990…
Â
I de senere år af sin karriere har soulens godmother Aretha Franklin haft en tendens til at råbe og skrige mere end at gøre det, hun er kendt for: synge bukserne af sine konkurrenter. Men noget kunne tyde på, at den nu 72-årige souldiva har fundet melodien igen med sit nye udspil – Sings The Great Diva Classics.
I går læste jeg Torben Billes introduktion til Gnagsbokssættet Gnags siden 66 Befri den indre bænkevarmer, hvor Torben gør status over gruppens fyrre år i dansk musik – og sit eget til tider anstrengte forhold til det enestående jyske band. Og det slog mig, at Gnags jo har været på banen næsten lige så længe som de store udenlandske bands – Beatles, Stones, Kinks osv. – som vi hylder i tide og utide. Og jeg fik lyst til at lytte til bandets debutsingle fra 1969 “Eyes and Ears”, der udkom på Jacks Beat Records i 1969. Dengang kaldte de sig Those Gnags, og det er vist den eneste gang i karrieren, de har sunget på engelsk. Og efter lidt søgen på nettet fandt jeg den hos Mr koytro. Her er den – nyd den, for den er en sjældenhed. Og Those Gnags lyder her som en slags jyske udgave af Gasolin. (Og forklaringen er: Det er ikke de rigtige indspilninger, der er på videoerne…).
Ah, så er dagen i gang…
Hele to legendariske halvfjerdser-punkbands stikker hovedet frem igen i denne tid. Det ene band er Buzzcocks, der udsender deres første nye plade i fem år, deres niende, The Way. Buzzcocks blev dannet i 1976 af Pete Shelley og Howard Devoto og fik med deres popinficerede punksingler stor betydning for udviklingen af populærmusikken i speciel Manchesterområdet.
At dømme efter titelsangen The Way, så har de ikke helt glemt, hvad punken drejer sig om….
Og Buzzcocks anno 1978…
Også det nordirske punkband Stiff Little Fingers er på banen igen med deres tiende album og det første i 11 år. No Going Back hedder det. Stiff Little Fingers sprang frem i 77 og nåede at lave fire album, inden de for første gang gik hver til sit efter seks hektiske år. Fem år senere samledes de igen og har så nogenlunde holdt det kørende lige siden 1987.
Heller ikke Stiff Little Fingers har glemt deres ungdoms lærestykker…
Og sådan lød de dengang…
Drew Holcomb and the Neighbors har flere år og plader på bagen uden for alvor at have vakt opmærksomhed herhjemme. Men de burde have flere lyttere blandt dem, der holder af klassisk, fortællende amerikansk americanarock, der ligger i forlængelse af Bob Dylan, Tom Petty, John Hiatt m.fl.
Martin Funder (gt), Astrid Samuelsen (sang, gt), Sofie Westh (bas) og Max Cosnier (trommer) udgør tilsammen bandet Deadpan Interference. Vi har endnu en plade til gode med bandet (kommer inden så længe), men en video er løbet i forvejen med den obskure tiltel “I like the taste (of ugly women)”. Det er musik, der har snuden nede i traditionen for støjrock…
Fotoet ovenfor er lånt fra bandets Facebookside…
Som allerede omtalt er det 50 år siden Kinks kom i vælten. Og i disse dage er det 50 år siden, de fik udsendt “You really got me“, der for alvor gjorde Kinks kendte og respekterede. En sang, der både så tilbage på 50’er-rock’n roll og med sin forvrængede guitarlyd pegede frem mod kommende rockformer som punk og heavy metal. Det var Dave Davies, der tog sig af guitaren – selv om en myte vil gøre Jimmy Page til hovedpersonen – og det var Dave og Ray, der hjemme hos forældrene havde fundet ud af at give forvrængningen ekstra kraft ved at perforere membranen på deres lille grønne forstærker (som man kan læse om i Rays biografi X-Ray). Hvorom alting er, så er sangen stadigvæk frisk og uomgængelig. En klassiker.
R. E. M.’s løbebane faldt nogenlunde sammen med musikvideoerne storhedstid på tv. Og gennem 30 år var bandet fast gæst på MTV, hvor bandets udvikling blev dokumenteret helt frem til opløsningen i 2011. Derfor er der god ræson i, at retro-forlaget Rhino nu lancerer et videobokssæt – på hele seks dvd’er – med optagelser fra MTV og andre Viacom-kanaler. REMTV er titlen, og ud over MTV-indslagene indeholder boksen en ny dokumentar om bandet. Selv om der kommer masser af live-cd’s med kronede bands, så er det lidt unikt, at et band sådan bliver genstand for en seksdobbelt dvd-udgivelse. Det siger selvfølgelig noget om samtiden – og giver mulighed for et enestående indblik i bandets liv som live-band. Hele herligheden koster “kun” 100 $…
Tempus fugit. Og i dag er det nøjagtig 45 år siden, Beatles udsendte Abbey Road-albummet med det ikoniske coverfoto af de fire beatler, der går over fodgængerovergangen ved studiet. Det var det sidste album, hvor alle fire medlemmer deltog – og et hovedværk i gruppens oeuvre.
https://www.youtube.com/watch?v=or0aEmkqlCI
The Folk Factorys debutalbum er en plade, der indfanger lytteren fra første akkord. Med den medrivende og stærkt iørefaldende, hitipotentielle “If I fall” griber pladen lytteren i kraven og sender ham/hende via Mumford and Sons i retning af både britisk busker- og elektrisk folktradition og videre til de amerikanske egne, hvor instrumenter som banjo og mandolin indgår som essentielle krydderier i den folkelige musik. Det er musik, der med sin mærkbare traditonsbevidsthed skriver sig lige lukt ind i den moderne folkrevival, der gennem de senere år har stukket snuden frem her og hisset i det store udland. Det er en moderne form for folkemusik, der i kraft af gode sange, gode melodier og tekster, gør sin traditionspåvirkning aktuel og frisk, som var den skrevet i forgårs, hvad den jo så også er…
Med debutalbummet sikrer Folkefabrikken sig en niche i moderne dansk populærmusik. En niche, bandet har for sig selv (for jeg mener ikke, der andre bands, der gør dem rangen stridig lige nu…). Morten Fast og de andre bandmedlemmer er lykkedes med fjorten gode, slidstærke folksange, der hænger godt sammen og sender lytteren ud på en rejse fuld af boblende livsglæde, spræl og danselyst. Hermed anbefalet.
The Folk Factory. The Folk Factory. Produceret af The Folk Factory. DME. Udkom den 22. september.
Jeg har været inde på det før: Melankolien hærger som en grundstemning på mange af tidens plader. Og sådan forholder det sig også på Kristian Gaarskjærs debutalbum The Fear and the Lights, som Gaarskjær udsender under kunstnerpseudonymet Captain Select.
Gaarskjær har sin gang i rockbands som Capricorn og Gonzo Morales, og det er tænkeligt, at denne udfarende rolle som frontfigur på rockscenen har skubbet melankolien og dens sange tilbage i kulissen for en tid. Og det er nu nogle af disse sange, der er hentet ud fra gemmerne og omsat til en soloplade.
Sammen med Søren Vestergaard (guitar og tangenter), Kasper Olsen (guitar, mandolin og banjo) og Johannes Gissel (trommer) har Gaarskjær indspillet sine ialt tolv melankolske sange, der alle kredser om livets mørkere sider, som ingen kommer uden om, hvis man lever livet. Det er sange, der bliver drevet fremad med melodisk tæft og i en stilart, der fremkalder ord som ‘folk’, ‘americana’, ‘country’ m.m. i denne gamle lytters hoved. Altså musik, der indskriver sig i en markant toneart i tiden.
The Fear and the Light er ikke en plade, der vælter hegnspæle på den moderne musiks landkort, men det er en plade, der er meget harmonisk og hænger sammen som et concept-album uden egentlig at være det. Et album, der fortjener sine lyttere – også uden for landets grænser – for sin ærlige, iørefaldende tilgang til livets skyggesider. Et album, der passer som fod i hose til denne tid, hvor efteråret står med åbne arme og venter på os alle sammen. Hermed anbefalet.
Select Captain. The Fear and the Light. Mini Me Records. Udkom den 22. september
Tiden går. Børnene vokser op og går i forældrenes fodspor. Og hvorfor gå over åen efter vand, har Jeff Tweedy måske tænkt, da han sammen med sønnike indspillede dobbeltalbummet Sukierae,
der har sin titel fra fru Tweedy, Sue Sukierae Miller. Jeff kunne have ladet sit band Wilco indspille pladen, og den ville sikkert ikke have lydt voldsomt anderledes med sin til tider tillbagelænede folk-, blues- og americanafarvede rock. Måske med den ikke uvæsentlige forskel, at de ialt tyve, gode sange på pladen virker lidt mere henkastede, end man ville forvente af Wilco.
Jeg har stødt på Elle King (født i 1989 og hedder egentlig Tanner Elle Schneider). Og hendes musik befinder sig i området omkring rock, blues og soul. Hun har en EP – The Elle King EP – i rygsækken og et album – Ex’s and Oh’s – er på vej og udkommer engang i det ny år. Jeg synes, hun er et spændende bekendtskab med en rå, indtagende lyd.
Boxomanien fortsætter ufortrødent og nu er turen bl.a. gået til The Boss himself, Bruce Springsteen. Hans første syv album genudgives i digitalt forbedret udgave i, hvad der formodentlig kun er første boks i en serie, The Album Collection Vol. 1 1973-1984. Så hvis man ikke har mesterværkerne fra den unge Springsteens første år, så er muligheden der altså for at få dem samlet nu… Til lommerne – eller noget.
Disc 1: Greetings from Asbury Park, N.J. (Columbia KC 31903, 1973)
Disc 2: The Wild, The Innocent and The E Street Shuffle (Columbia KC 32432, 1973)
Disc 3: Born to Run (Columbia PC 33795, 1975)
Disc 4: Darkness on the Edge of Town (Columbia JC 35318, 1978)
Discs 5-6: The River (Columbia PC2 36854, 1980)
Disc 7: Nebraska (Columbia QC 38358, 1982)
Disc 8: Born in the U.S.A. (Columbia QC 38653, 1984)
