18. oktober 2014 arkiv

Hundredåret for Sun Ra

18. oktober 2014

Sun Ra kaldte Herman Poole Blount sig som kunstner, dvs. jazz-komponist, bandleader, pianist, digter og filosof. Han blev født i det dybe syd af Amerika, Birmingham Alabama. Musikalsk begyndte han som beundrer af datidens store swingnavne, Fletcher Henderson og Duke Ellington. Men fra midten af 1950’erne begyndte han en musikalsk rejse med sit Arkestra. En rejse ind i et eklektisk musikunivers, hvor alskens jazzstilarter mødte hinanden og blev opløst i musikalske improvisationer. Og Sun Ra var en af de første i jazzmusikke, der helhjertet tog de elektroniske keyboards til sig. Og det var medvirkende til, at han og hans musik blev en indflydelsesrig inspirator for generationer af jazz-, funk- og teknomusikere. Til trods for, at mange af hans plader udkom på hans eget lille obskure plademærke og derfor forblev ukendte for det store flertal. Men med mere end 100 udgivelser satte Sun Ra sig et markant spor i musikken. Et spor, der kan aflæses den dag i dag – mere end et årti efter hans død og i hundredeåret for hans fødsel.

I forbindelse med 100-års-dagen i maj måned er der blevet udgivet en plade, In the Orbit of Ra, der giver et bud på et lille tværsnit af Sun Ras musikalske rejse. Kurator for udgivelsen er Sun Ras medarbejder, saksofonisten Marshall Allen, der også har videreført The Arkestra efter Sun Ras bortgang.

Supertramp: Crime of the Century

18. oktober 2014

Tiårskanoniseringerne fortsætter, og nu rammer den også Supertramps tredje album fra 1974, Crime of the Century, der udsættes for lydforbedring og bokseficering efter alle nutidens regler og normer. Supertramp var et band med en helt unik sound. Ingen lød som dem. Og det er i sig selv et godt argument for genudgivelse med gruppen. Albummet indeholder også bandets første store hit, “Dreamer”….

25 år med Rod Stewart

18. oktober 2014

Det kan godt være, at Rod Stewart er verdens bedste sanger, når han tager sig sammen, men han har også haft sine ups and downs sådan kunstnerisk set. Og i mine ører kørte rutsjebanen lidt ned ad bakke, da han i halvfjerdserne for alvor kombinerede sit soloprojekt med livet i overhalingsbanen. Og netop den periode – og frem til det nye årtusinde – gøres nu til genstand for et opulent bokssæt. Fra Atlantic Crossing – med den ret ulidelige “I’m sailing” til Human fra 2001. Og nej, bokssættet kommer ikke på min julegaveønskeliste. Men måske når og hvis det engang kommer på udsalg, så….

Til lykke med de 50 Thomas Helmig

18. oktober 2014

På vej i seng går det op for mig, at jeg har overset, at Thomas Helmig for et par dage siden har rundet de 50 år. Det er der nærmest noget naturstridigt i i mit billede af Helmig. Sikkert, fordi jeg ikke kan løsrive mig fra ovenstående ungersvend, der engang i de tidlige firsere bragede igennem lydmuren på Genlyd Records med sit debutalbum. Jeg har aldrig været dedikeret fan af Helmig – og har vist ca. en plade med ham – men respekterer ham for hans musik og – ikke mindst – for at holde begge ben på jorden og være ganske ærlig, når han bliver interviewet. Der kan kan godt ligne Kim Larsen lidt – uden sammenligning i øvrigt. Til lykke med dagen.