Som tidligere antydet, så er The War on Drugs et orkester, man har store forventninger til. Med deres tredje album Lost in the Dream er bandet for alvor brudt igennem fra undergrunden til mainstream, og bandet har haft kritikerne med sig – også når de har optrådt rundt omkring. På den baggrund ville det være naturligt at have visse forventninger til koncerten denne milde efterårsaften i den jyske hovedstad. Levede den så op til forventningerne? Ikke helt efter min opfattelse.
Men aftenen begyndte et andet sted. Uden at være på plakaten fik den unge, blonde belgiske singersongwriter Karolien Van Ransbeck rollen som opvarmningsnavn klokken 20, hvor musikken skulle begynde. Uden megen snak afleverede Ransbeck en god håndfuld sange fra sit solorepertoire (til daglig spiller hun i bandet Few Bits). Lidt indadvendte, melankolske sange, der godt kunne minde mig om en tidlige Suzanna Vega. Og Ransbeck viste sig at være både en god sangerinde og en god guitarist. Hun kunne godt fortjene selv at være på plakaten engang. Og publikum var hende venlig stemt og klappede pænt efter hvert nummer.
Lidt over klokken 21 var det så tid for hovednavnet at tage over. Voxhall har jeg ofte nok rost for at have en god akustik og en god lyd, men det kneb med det sidste denne aften. Lyden var – oplevet fra midten af gulvet blandt publikum – en anelse overstyret. Især stortrommen slog sig bogstaveligt talt ind i kroppene på publikum. Der kunne godt være skruet lidt ned for volumen uden at det ville være gået ud over det musikalske udtryk. Bedre blev det ikke af, at bandet åbenbart ikke havde færdiggjort deres lydprøver og insisterede lidt på at bruge indledende minutter på den øvelse, hvilket kun kan opfattes som uprofessionelt. Oven i skal så lægges, at den obligatoriske baggrundsdåsemusik ganske uhæmmet og højt fortsatte helt ind i de første akkorder af bandets musik. Temmelig respektløst over for både musikere og publikum.
Men så kom det seks mand store The War on Drugs da omsider igang og spillede godt og vel halvanden time nærmest non-stop. Det ene nummer efter det andet gled over i hinanden og først i sidste tredjedel begyndte forsanger og -grundfigur Adam Granduciel at henvende sig høfligt til publikum.
Hvordan oplevedes så bandets skamroste, sjælfulde, detaljrede udgave af FM-rocken på en dansk scene? I mine ører afsløredes gruppens musikalske begrænsninger sig i livesituationen. Og disse begræsninger klæber sig især til bandets på enhver måde centrale hovedperson, sangskriveren og orkesterlederen Adam Granduciel. Selv om Granduciel blev backet op af kompetente og godt sammenspillede musikere på guitar, tangenter, trombone, saxofon, bas og trommer, så blev det tydeligt, at Granduciel selv er en ganske ordinær kunstner. En ordinær sanger, en ordinær guitarist og en ganske ordinær mundharmonikaspiller. Og det ordinære stopper ikke her. I mine ører er han også en ganske ordinær sangskriver. Jeg tror ikke, at en eneste af de sange, orkesteret fremførte denne søndag aften vil overleve i rockens store sangbog. Så er det sagt.
Det ordinære i Granduciels kunst bliver udstillet, når man som han og bandet har valgt at spille storladen rock på de stier, som Bob Dylan, Bruce Springsteen, Neil Young, Bob Seeger m.fl. har trådt for mange år siden. En musikform, der egner sig til festivaler og store sportarenaer, og hvor der i numrene er obligatorisk plads til guitarsoloer. Granduciels sange, der på plade især gør sig ikraft af deres introverte og rigt facetterede lydbilleder, kom i koncertsituationen her til at fremstå som sange, der ganske enkelt ikke er gode nok. Ordinære sange, der mangler melodisk prægnans, iørefaldende b-stykker, fængende riffs og hvad der ellers kan gøre, at dad-rocken, som den jo flatterende kaldes, kan mønstre noget af den bedste rockmusik, der er blevet frembragt. Granduciels manglende format som sangskriver trak det samlede indtryk ned på det ordinære plan. Og bedre blev det ikke af, at han hverken er en særlig god sanger (det var også mere end svært at opfatte, hvad han sang) eller nogen original guitarist (i de ret lange til dels improviserede solopassager stod klicheerne i kø) og en fatalt dårlig mundharmonikaspiller (heldig vis fandt han kun mundharmonikaen frem et par gange eller tre). Det samlede indtryk var – for nu at skære det ud i pap: en ordinær koncert.
Men det overvejende ungdommelige publikum var tydeligvis tilfredse med forestillingen og fik de ekstranumre, de bad om. Og jeg er ret sikker på, at der er en eller anden anmelder rundt om i dette land, der vil have en ganske anden mening om koncerter. Men sådan er der jo så meget.
Hvordan The War on Drugs kommer videre må guderne vide. Men oven på denne aften synes jeg ikke der er grund til at forvente en himmelflugt. Men vi får se og ikke mindst – høre.
Opdatering: For god ordens skylde: Hvis man vil læse mere positive anmeldelser, så foreslår jeg at man går til Gaffa, Aarhus Stiftstiden, Jyllands-Posten eller Soundvenue (google: the war on drugs voxhall – og du skal finde…).
