4. november 2014 arkiv

Den indre svinehund: en dokumentar om racismen i den amerikanske besættelseshær

4. november 2014

Da jeg var dreng skete der er kraftig bearbejdning af besættelsestiden og den Anden Verdenskrig i skolens historieundervisning, og det lå nærmest som en underforståelse, at dels krigen og dels nazismens racistiske grusomheder skulle være fortid, noget, vi havde lagt bag os med den Anden Verdenskrigs afslutning. Men det viste sig jo, at vi hverken har afskaffet krig eller racisme. Begge fænomener eksisterer i bedste velgående, om man så må sige.

Og begge dele er værd at beskæftige sig med – med henblik på at få fænomenerne afskaffet engang i fremtiden. Og i går eftermiddags kunne man på DR K se en dokumentarfilm, der sætter racismen til debat på en for mig overraskende og øjenåbnende vis. Filmen bærer den originale titel Breath of Freedom og handler om racismen i den amerikanske hær under sidste verdenskrig. Da amerikanerne efter D-dag bevæger sig i retning af Tyskland, tvinges lederne af den amerikanske hær til at ophæve raceadskillelsen i hæren – for overhovedet at vinde slaget om Ardennerne og skabe den sejr, der var nødvendig for at bringe Nazismen til fald. Ophævelsen af raceadskillelsen bliver i hovedet på de sorte soldater en kim, de tager med sig tilbage til staterne efter krigen og som vokser frem som en væsentlig del af den borgerrettighedsbevægelse, der ændrede på de sortes forhold i USA. Det er også interessant, at se, hvordan de sorte soldater under besættelsen af Tyskland møder en større forståelse hos deres “fjender”, tyskerne, end hos deres egne hvide kammerater og ledere. De sidste genindførte straks efter erobringen af Tyskland raceadskillelsen i hæren.

Lidt hård sat op, så viser dokumentarfilmen, at amerikanerne i kampen mod nazisterne var bærere af den samme racisme, som den de udtrykkeligt bekæmpede og ville afskaffe. En racisme, der ganske vist ikke var sat i system og industrialiseret som nazisternes, men som havde samme nedværdigende, undertrykkende og brutale ansigt som nazisternes. Dokumentaren viser fint, hvordan krigen – man fristes til at sige på paradoksal vis – i Europa ændrer racismen i det amerikanske samfund uden helt at fjerne den. Måske er filmen også en påmindelse om, at man i jagten på og kampen mod racismen gør klogt i at skue indad for at se, om den indre svinehund står og gør inderst inde?

Breath of Freedom kan indtil videre ses her.

Capac anbefaler: Greenhouse – The Long Way Home

4. november 2014

greenhouse_CD

I PR-materialet til pladen her med projektet Greenhouse, kan jeg læse at projektnavnet – Greenhouse (der jo betyder driv- og væksthus) – sigter til, at musikken på pladen er vokset langsomt frem og modnet som gode tomater i en drivhus. Og der er da også noget modent over den musik, man møder på pladen. Ikke kun i den netop beskrevne betydning af modnet, men også i den forstand, at den emmer langt væk af en musiksmag, der har nogle år på bagen, så at sige.

“Angel in disguise” hedder den indledende skæring, og den sender straks denne lytter tilbage ad associationskæderne til hæderkronede bands som Steely Dan, Doobie Brothers, Chicago, Loggins and Messina, Seals and Crofts m.fl. der i halvfjerdserne fyldte FM-båndet over there med melodiøs rock, der var velsignet med gode popsange, garneret med smækre vokaler, blæserstykker og smagsfulde arrangementer, der ofte gjorde brug af symfoniske orkestre eller dele af samme. Det er helt tydeligt af sangskriver Morten Wedendahl må have haft øret inde i FM-radioen dengang og have ‘taget skade’ på sin musikalske følsomhed. For The Long Way Home står i tydelig gæld til netop den form for rock. Og helt ind i Frank Hemmingsens tekstunivers kan vi følge den følsomme voksenrock fra halvfjerdserne i dens temaer omkring voksenlivets erfaringer med at håndtere parforholdets op- og nedture osv.

Det er plade, der oser langt væk af, at man har taget sig god tid med musikken og har kælet for detaljerne. Og Wedendahl og Hemmingsen, der selv trakterer hhv. piano, andre keyboards, bas og sang – og sang, få får Greenhouse solid hjlælp af kompetente kræfter som: Troels Skovgaard (guitar), Jon Bruland (bas), Niels Ratzer (trommer), Thomas Edinger (saxophone), Rune Harder Olesen (slagtøj), Mikala Bosetti (backing vocals) og Julie Steincke, der synger duet på “All in One”. Sammen skaber de et rigt og mættet lydbillede, der på smukkeste vis bærer de endog meget iørefaldende popsange. Som hos inspirationskilderne har Greenhouse skabt en plade, der genererer glæde og lyst til at synge og danse med. Det er good time music, og det er måske lige netop den slags musik, der er brug for her i et gråt dansk efterår og en tid, hvor den finansielle krise stadigvæk ligger som en tung dyne over det hele…

Der er ikke grund til at fremhæve et enkelt nummer på bekostning af andre. “Angel in disguise” er valgt som singleudspil – og det er helt fint. Men i mine ører kunne alle tolv numre fortjene at blive udsendt på singler, for de har alle til hobe inciterende og forførende popkraft. Og netop homogeniteten af sangene gør, at albummet fremstår som en afrundet helhed – sådan som det engang var idealet for en rockplade.

Nok er inspirationen føl- og hørbar, men Greenhouse håndterer traditionalismen med stor personlig smagfuldhed og med stor overbevisning. Drivhuseffekten burde være, at ikke kun gamle ører som mine, men også mange unge, ubrugte burde tage denne plade til sig. For den fortjener at blive spillet rigtig meget…

Hermed anbefalet. Lidt af musikken kan man lytte til på Greenhouses hjemmeside.

Greenhouse. The Long Way Home. Produceret af Greenhouse og Troels Skovgaard. Gateway Music. Udkom i går.

 

Lucy in the Sky with Diamonds – udsat for Miley Cyrus

4. november 2014

The Flaming Lips har på dere seneste plade kastet sig over Beatles’ Sgt. Pepper’s lonely hearts club band og genindspillet hele albummet med hjælp fra nogle venner. Overskuddet fra pladen går til en organisation i Oklahoma som hjælper værdigt trængende ejere af kæledyr. Så der er altså ikke tale om en egentlig hyldestplade til Beatles – selv om den selvfølgelig ikke kan opfattes som andet også…

I det klassiske nummer “Lucy in the sky with diamonds” synger Miley Cyrus for. Og selv om der er lidt nøgenhed i videoen, så slipper den lille twerker loyalt fra sin udgave, der dog på ingen måde kan konkurrere med originalen.

Også Lars H.U.G

4. november 2014

Også Lars H.U.G er pladeaktuel med sin første dansksprogede plade i mere end to årtier. Og den er allerede blevet overhældt med begejstrede anmeldelser. Jeg har ikke hørt den endnu. Og der kommer nok til at gå nogen tid, før det sker, for jeg har så meget andet, jeg lige skal have lyttet mig igennem. Men Lars klarer sig nok også uden … PS. Jeg har ikke lyttet ret meget til H.U.G. i tiden efter Kliche.

Niels Skousen: Smil eller dø

4. november 2014

I følge Niels selv, så udkommer hans nye plade Smil eller dø om ca. fjorten dage. Det er da en god nyhed. Der er endnu ikke sluppet noget ud fra den, så vi må nøjes med bagkataloget, men det er også godt. Smil eller dø er en godt Skousen-titel, synes jeg.